På Egmont Højskolen vil vi gerne have, at BPA-ordningen giver anledning til løbende læring. Borgere og assistenter skal have flest mulige positive erfaringer med ordningen. Derfor giver vi på forskellige måder BPA-teams redskaber til at løse opgaverne.
Hvem, hvad og hvornår?
-
Borger/assistent-team kan med fordel selv løbende tale om, hvordan opgaverne løses og fordeles, hvordan det går, og hvilke ting, der evt. er behov for at ændre på.
-
Alle teams har både som enkeltpersoner og team mulighed for at bede om en samtale med kontaktlæreren/vejlederen, hvis der er behov for det.
-
Det er kontaktlærer/vejleder, der har hovedansvaret for, at BPA-ordningen giver anledning til løbende læring. Kontaktlærer/vejleder SKAL indenfor de første 2 uger i et semester tage initiativ til en samtale med teamet. I alle samtaler med teams kan integreres såvel obligatorisk vejledning som læringsmål.
-
Alle teams har mulighed for at få supervision af lærere, der specielt har fokus på BPA-team.
-
I løbet af semestret arrangerer skolen fællestimer, temadag eller lignende, hvor borger/assistent-temaer tages op til generel drøftelse.
-
Alle borgere og assistenter kan – fx gennem Parlamentet – tage initiativer til aktiviteter efter behov.
-
Borgere og assistenter kan vælge at følge undervisningen på hhv. lillelinie ”BPA for borgere” og modulfaget ”BPA for assistenter”.
Hvordan behandles emnerne?
Tidligere borgere og assistenter gør opmærksom på vigtigheden af:
-
at se eventuelle problemer ud fra den kendsgerning, at der er forskellige behov
-
at gøre opmærksom på egne behov i stedet for at kritisere modparten
-
at huske at give positiv kritik
-
at fokusere på de gode erfaringer og fælles mål
-
at indgå aftaler om, hvad begge parter skal have fokus på at forbedre
-
at være opmærksom på konfliktens sprog og vigtigheden af at benytte afspændersprog:
| Optrappersprog | Afspændersprog |
| Du - sprog | Jeg - sprog |
| At afbryde | Lytte til ende |
| Uengageret | Interesseret |
| Bebrejde | Vise forståelse |
| Abstrakt | Konkret |
| Fokusere på fortid | Nutid/fremtid |
| Fokusere på person | Fokusere på problem |
| Fokusere på standpunkt | Dybere interesser |
Fokusområder
-
Borger/assistent-team og kontaktlærer beslutter, hvilke temaer/ spørgsmål, der skal i fokus.
-
For at fremme læring gennem samtale, har tidligere elever i samarbejde med lærere formuleret nedenstående inspirationsoplæg:
Forslag til temaer og spørgsmål
Generelt:
Hvordan går det helt overordnet?
-
Hvad er det bedste, der er sket i den forløbne periode?
-
Borger: Får du den hjælp du har behov for?
-
Assistent: Oplever du, at du giver den hjælp, der er behov for?
-
Får du eller giver du en hjælp, der gør, at hverdagen som højskoleelever fungerer som forventet?
-
Hvordan fungerer den praktiske administration fx omkring kontrakt, vagtplaner, lønsedler, ferieplanlægning m.v?
-
Hvordan fungerer det praktiske arbejdsmiljø fx omkring hjælpemidler, forflytning m.v.?
Trivsel/kommunikation:
-
Hvad er godt/svært som borger?
-
Hvad er godt/svært som assistent?
-
Er der en god kommunikation mellem borger og assistent?
Hvordan er omgangsformen/tonen, hvordan beder borger om hjælp og hvordan svarer/reagerer assistent?
-
Er der en god kommunikation mellem assistenterne?
Hvordan taler man om hinandens indsats, fordeler opgaverne, videregiver oplysninger – sprogligt og praktisk – fx gennem møder, dagbog, arbejdsleder?
-
Hvordan fortolkes og vurderes tavshedspligten?
-
Hvordan opleves relationen borger/assistent – venskab/redskab?
- Hvordan forholder vi os som borger/assistent til forskellige normer om fx
personlig hygiejne og rengørings/oprydningsstandarder?
- Hvilke opgaver kan borger bede om/assistent sige fra overfor?
-
Hvordan er samarbejdet med arbejdslederens familie, kommune m.v.?
-
Skal assistenten gribe ind, hvis denne synes, at borgeren gør noget helt forkert og hvornår (fx m.h.t. alkoholvaner, kost, medicin, sengetider m.v.)
-
Skal borgeren gribe ind, hvis denne synes, at assistenten gør noget helt forkert og hvornår (fx m.h.t. alkoholvaner, kost, sengetider, rygning m.v.)
Læringsmål:
-
Hvilke mål har jeg som borger med mit ophold på Egmont Højskolen?
-
Hvilke mål er jeg som borger selv ansvarlig for?
-
Hvilke mål er jeg som assistent selv ansvarlig for?
-
Hvilke mål vil jeg som borger gerne have, at mine assistenter støtter mig i at nå?
-
Hvilke mål vil jeg som assistent gerne være med til at støtte?
-
Hvilken vejledning har jeg brug for, hvis jeg som assistent skal støtte op om borgerens særlige udviklingsmål?
Studierejse
-
Hvilken betydning har studierejsen for borger/assistent-opgaverne?
-
Hvilke evt. overraskelser skal der tages højde for fx omkring vagtfordeling, fysiske/psykologiske forhold, fleksibilitet, primitive forhold, særligt program, hjælpemidler, tidsforbrug m.v.?
-
Hvilke forhold skal der tages højde for omkring borger/assistent-relationen?
-
Hvilke forhold skal der tages højde for omkring tilgængelighed?
-
Hvilke forhold skal der evt. tages højde for omkring læring?
-
Hvilke forhold skal der evt. tages højde for omkring medicin?




