En udfordring

 

iben lykkeskov

 

”Jeg forventer, at jeg får en masse nye venner. Jeg tror, det bliver en udfordring at skulle leve i et større fællesskab, end jeg er vant til. Det ser jeg frem til.”

 

Sådan siger Iben Ib Lykkeskov, som lige er startet som elev på efterårssemesteret på Egmont Højskolen. Iben har netop har færdiggjort sin gymnasieuddannelse. Senere vil hun gerne være lærer og undervise elever med psykiske handicaps.

 

”Min kusine har et handicap, så jeg kender lidt til det. Desuden har min morfar været syg af kræft, og han kunne ikke lide, at hjemmehjælperne skulle hjælpe ham med at skifte stomi-pose. Så det blev mig, der gjorde det. Jeg har prøvet at hjælpe før. Lige nu føler jeg mig for ung til at tage en uddannelse. Derfor tænkte jeg, at Egmont Højskolen er et godt sted at få erfaring i, hvordan det er at hjælpe mennesker med handicap,” fortæller Iben Ib Lykkeskov.

 

Iben er en af de 162 elever, der netop er startet på højskolen. Selvom det var lidt forvirrende, da hun kom til højskolen den 8. august, så følte hun sig godt modtaget af skolens lærere. Nu ser hun frem til livet som højskoleelev, men glæder sig også til sit job som assistent for en anden højskoleelev.

 

”Jeg forventer et godt venskab med Mathias, som jeg skal være assistent for. Jeg tror også, at jeg får det godt med de to andre assistenter i mit team,” siger Iben Ib Lykkeskov.

 

Senest opdateret: fredag, 26. december 2014 15:40