Spring til hovedartiklen - genvej for blinde
3.jpg
Livskraft
livskraft 021 full
Et kig ind på Egmont Højskolen

 

bev eks

Erfaringer fra Bevægelseseksperimentarium, 2014

fredag, 26. december 2014 14:15

I dette skrift samles de foreløbige erfaringer fra de to første dele af Bevægelseseksperimentariet - svarende til perioderne august–december 2013 og januar-juni 2014.

Erfaringerne fra anden del bygger videre på første del, og skriftet skal derfor ses som en fortløbende erfaringsopsamling, der udvikles efterhånden som projektet skrider frem.

 

Formål

Formålet med projektet er, som beskrevet i projektansøgningen, "dels at udvikle et aktivt træningsmiljø, hvor mennesker med og uden handicap kan træne sammen med individuelle træningsmål, dels at oparbejde interpersonelle relationer mellem elever med handicap og deres assistenter, dels at gøre træningen og vedligeholdelsen af kroppen til et naturligt element i hverdagen. Dette skal ske gennem afprøvning og tilpasning af eksisterende træningsudstyr, udvikling af nyt træningsapparatur, og brug af ny og / eller alternativ teknologi i forbindelse med etableringen af et fælles træningscenter for mennesker med og uden handicap. Der skal herunder indsamles og bearbejdes træningsdata for at demonstrere og dokumentere værdien af fysisk træning og inspirere til livslang fysisk udfoldelse."

 

Desuden skal det undersøges, om der er en sammenhæng mellem deltagelse i meningsfulde fællesaktiviteter og arbejdsmiljø for elever i borger-assistentsamarbejdet (BPA), og denne viden skal efterfølgende formidles til BPA-organisationer, bofællesskaber, handicaporganisationer, træningscentre.

 

Pilotprojekt

Som første fase af projekt Bevægelseseksperimentarium gennemførtes et pilotprojekt, der forløb fra 1. april til 17. juni 2013. Formålet med pilotperioden var, sammen med deltagerne, at undersøge og udvikle på, hvordan fitness-aktiviteten kan indgå i højskolens samlede idrætstilbud, såvel i den skemalagte tid som i elevernes fritid. Desuden at skabe metodisk og indholdsmæssigt afsæt for næste fase af projektet.

På baggrund af de erfaringer, vi har høstet i pilotperioden, afgrænses projektet til at omfatte følgende problemstillinger, der fokuserer på såvel processen som produktet i forløbet:

  1. I hvilken grad forbedres den enkeltes funktionsevne i løbet af projektperioden?
  2. Hvad oplever den enkelte, at forløbet har betydet for deres sundhed?
  3. Hvilken betydning oplever eleverne, at forløbet har haft for fællesskabet mellem borger og assistenter?

 

Hvordan skal det undersøges?

  1. Sammen med den enkelte vælges 1-3 funktioner ud, som er vigtige i personens hverdag. Disse funktioner testes før og efter træningsperioden og forandring registreres.
  2. Der fortages kvalitativt interview med hver borger ud fra en interview-guide i slutningen af træningsperioden
  3. Der foretages fokusgruppeinterview med borger /assistentgrupperne ud fra udvalgte fokusområder ved slutningen af træningsperioden.

 

Udover dette registrerer den enkelte sin træningsfrekvens og –mængde, såvel i apparatur som i andre træningskontekster, ved hjælp af en personlige usb-nøgle. Hensigten er dels at give den enkelte mulighed for at følge med i sin egen træningsindsats, dels at skabe et billede af deltagernes samlede idrætsaktivitet, som kan perspektivere projektets resultater.

 

Træningsforløbet gennemføres tre gange (efteråret 2013, foråret 2014 og efteråret 2014) med tre forskellige borger / assistentgrupper. Borgere med handicap kan dog vælge at deltage i flere forløb, men i så fald med to forskellige assistentgrupper, da de som hovedregel får nye assistenter hvert semester. Resultater fra de tre forløb bearbejdes samlet

 

Hvordan er deltagerne udvalgt?

Projektet blev præsenteret for eleverne i deres anden uge på højskolen, og deltagerne blev rekrutteret ved frivillig tilmelding. Forudsætningen for, at en borger med handicap kunne deltage, var, at mindst én af hans / hendes assistenter også valgte faget, jvf projektets formål. De, der tilmeldte sig, blev informeret individuelt om forventninger i forhold til deres medvirken, inden de tog endelig stilling til, om de ville deltage. Man har tilstræbt at deltagerne i deltagergruppen repræsenterer en forskellighed, som svarer til den variation, der findes på højskolen som helhed.

 

De elever, der medvirkede, indgik en aftale om, at de skulle deltage aktivt i hele forløbet og stille op til de tests og undersøgelser, projektet indeholder. Hvis de ønskede at trække sig ud af forløbet, blev de bedt om at angive en grund til det i en samtale med en idrætslærer.

 

I efteråret 2013 har 11 borgere og 16 assistenter deltaget. I foråret 2014 har 10 borgere og 15 assistenter deltaget. 5 af borgerne har deltaget i begge forløb.

 

I det følgende beskrives de enkelte forløb og den udvikling der har fundet sted på baggrund af såvel undervisernes som deltagernes erfaringer og refleksioner under forløbene.

 

Første forløb

Projektet har fulgt højskolens skema. I efteråret 2013 har der således ikke været træning i uge 37, hvor der var studietur, og heller ikke i efterårsferien uge 42.

 

Projektets idrætsaktiviteter begyndte i uge 36, hvor idrætslærerne lagde et individuelt træningsprogram for alle deltagere, og introducerede dem i brugen af den personlige usb-nøgle, der skulle registrere deres træning. Her blev også den indledende funktionstest af de deltagende borgere med handicap foretaget.

Den egentlige idrætsaktivitet begyndte i uge 38. Udgangspunktet er, at deltagerne træner 2 x 1½ time ugentlig. I starten foregik al træningen fælles i undervisningstimerne, men fra uge 43 overgik den ene af træningssessionerne til at være styret af borger-assistentgruppen selv og foregå i fritiden, da en del af formålet med forløbet er, at grupperne efterhånden selv lægger indhold i deres fælles aktiviteter.

 

Halvvejs i forløbet gennemførtes en midtvejsevaluering, hvor grupperne blev bedt om at fortælle, hvordan samarbejdet i fungerede og tage stilling til, hvordan det kunne forbedres i forhold til de opstillede mål.

 

Aktiviteterne fortsatte til og med uge 50, og i de to sidste uger blev der foretaget afsluttende funktionstests og udført individuelle interviews samt gruppeinterviews.

 

Andet forløb

I foråret 2014 begyndte træningen i uge 5. På grund af andre aktiviteter på Højskolen var der ingen træning i uge 8 (musical), uge 14 og 15 (studietur), uge 16 og 17 (faguge og Påske) samt uge 23 (liniedage).

 

I begyndelsen af forløbet blev der lavet funktionstests med de deltagelse borgere med handicap, og alle fik lavet træningsprogram som blev lagt på usb-nøgle. For de borgere med handicap, som havde glæde af det, blev der lagt små videoklip ind på nøglen af dem selv, mens de udførte deres øvelser. Dette havde til formål at hjælpe dem med at huske og genkende øvelserne, når de skulle træne sammen med deres assistenter i fritiden samt øge deres motivation for at træne.

 

Indtil uge 15 var der to gange træning i undervisningstiden om ugen á 1½ time. Herefter var der træning én gang om ugen i undervisningstiden og en forventning om, at grupperne herudover trænede mindst 1½ time i fritiden. For at støtte grupperne i at skabe struktur over deres fritidstræning og være aktive medplanlæggere af indholdet i de skemalagte idrætsaktiviteter, blev alle teams bedt om at lave en oversigt over, hvordan de ville træne, både i timerne og i fritiden. I slutningen af hver undervisningstime blev grupperne bedt om at skrive, hvilken aktivitet de ønskede at lave næste gang. Ud fra disse ønsker udarbejdede underviserne den videre timeplan. Grupperne kunne enten lave selvstændige aktiviteter, lave en fælles aktivitet styret af lærerne, hvis der var flere grupper, der havde de samme ønsker.

 

Hvad angik træning i fritiden, skulle grupperne hænge deres træningsplaner op på væggen i træningsrummet, og i slutningen af hver undervisningstime samledes alle grupper og talte om, hvad de hver især skulle træne i fritiden i den kommende uge. Tanken bag at gøre dette i plenum var, at grupperne således kunne inspirere hinanden i forhold til aktivitetsvalg. I begyndelsen af den kommende undervisningstime talte holdet i plenum om, hvordan det var gået med deres træning i den forløbne uge. Dette for at støtte grupperne i at holde en fast træningsrytme og –struktur.

 

6 uger inde i forløbet var der undervisningstime med to oplæg over emnerne:

  1. Motivation og begrænsninger for fysisk aktivitet for unge med funktionsnedsættelse.
  2. Fællesskab og deltagelse.

Derefter blev grupperne bedt om at tale om, hvordan man, når man møder en person med handicap, ændrer sin opfattelse og holdning til mennesker med handicap i almindelighed. Assistenterne blev opfordret til at fortælle borgeren i gruppen, hvilke forandringer de havde oplevet hos sig selv, mens de havde arbejdet sammen på højskolen. I plenum talte deltagerne om, hvordan man kan overføre denne erfaring til andre fællesskaber i samfundet.

 

Afsluttende blev der lagt op til dialog i plenum om, hvordan assistenterne støtte og anspore borgerne til at være aktive og være vært i eget liv frem for gæst. Tage initiativ til at bede om den hjælp og de skub, man har brug for, for at udvikle sig. Og hvordan borger og assistenter kan arbejde sammen om at få mest muligt ud af bevægelseseksperimentariet og når de mål, man har sat sig.

 

Ideen med denne undervisning var, at borgere og assistenter skulle have en fælles referenceramme for at skabe et godt arbejdsfællesskab, hvor den enkelte havde de bedste betingelser for at arbejde med deres individuelle mål. Men også at give assistenterne et fagligt grundlag for at samarbejde på bedst mulige måde med borgeren om at få træningen til at lykkes.

 

Halvvejs i forløbet gennemførtes en midtvejsevaluering, hvor grupperne blev bedt om at fortælle, hvordan samarbejdet i fungerede og tage stilling til, hvordan det kunne forbedres i forhold til de opstillede mål.

 

Afslutningsvist blev der lavet interviews med de enkelte borgere med handicap samt borger assistent/grupperne, og funktionsprøver blev gentaget.

 

Indhold

Aktiviteterne i forløbet består af træning i fitness-rummet, vandaktiviteter / svømning, aktiviteter i idrætshallen og udendørs aktiviteter. I forhold til den del af aktiviteterne, som efterhånden blev selvstyrede og placeret uden for den skemalagte undervisning, blev der tilbudt vejledning 1½ time en eftermiddag om ugen, hvor der fast var en idrætslærer til stede i fitness-rummet.

 

I begge forløb har der været tilbagevendende refleksioner i lærergruppen angående planlægning af indholdet i forhold til projektets formål, især med fokus på relationen mellem borger og assistenter. I den sammenhæng har lærerne også været i stadig dialog med deltagerne om, hvordan de kan få samarbejdet til at fungere bedst muligt, og hvordan de finder aktiviteter, som giver mening for alle i borger / assistent-gruppen og giver dem lyst til at fortsat at være fysisk aktive.

 

Der har været vejledning af borger / assistent-grupperne i forhold til kommunikation og samarbejde. Hensigten var på den ene side, at støtte borgeren i at blive bedre til at formidle, hvilken hjælp og støtte han/hun har behov for, for at kunne give sit bedste til fællesskabet. På den anden side at hjælpe assistenterne i at give passende assistance og se, hvad borgeren kan give, så han / hun ikke bliver passiv modtager, men får mulighed for at bruge og udvikle sine færdigheder.

 

En gang i hvert forløb havde den enkelte borger / assistent-gruppe en samtale med én af de tilknyttede lærere med henblik på at tale om eventuelle problemer eller udfordringer i gruppe-fællesskabet. Det er tanken, at forløbet skal medvirke til at udvikle kompetencer hos både borger og assistent, så samarbejdet og fællesskabet får de bedste betingelser.

 

I projektet er teknologi anvendt som motiverende faktor sammen med andre typer af tiltag. Erfaringer hidtil angående udvikling af teknologi beskrives i det følgende.

 

Processen

Bevægelseseksperimentariet udvikler sig løbende ved at underviserne sammen har arbejdet refleksivt med undervisningens indhold i forhold til målene. Undervejs opfordres deltagerne til at bidrage med deres kommentarer og oplevelser af undervisningen. F.eks. i form af en fælles samtale efter træningen ud fra et spørgsmål: Hvad kan I lide at lave i træningen? Hvor aktive er I med træning i fritiden? Hvor meget bruger I andre faciliteter end træningsrummet til aktiviteter i fritiden (svømmehal, hal, udendørsarealer)?

 

Det har været vigtigt at fastholde en eksperimenterende arbejdsform, hvor undervisere og deltagere har vekslet mellem afprøvning, udvikling og tilpasning af aktiviteter og fælles refleksioner over, hvordan man bedst kunne arbejde hen mod projektets mål. I den proces stilles der kontinuerligt spørgsmål ved såvel aktiviteter og undervisningsformer som deltagernes indsats og aktivitet.

 

Undervisernes refleksioner

I det første forløb har underviserne haft fokus på at, borgerne skulle øve sig i at formidle til assistenterne, hvordan de arbejder bedst i træningsrummet og hvad de behøver hjælp til. Samtidig har det været et mål, at borgere og assistenter hver især har fået et passende træningsprogram, men også at få koordineret deres programmer, så de kan træne sammen på en måde, der er optimal for begge parter. Usb-nøglen til indkodning, registrering og justering af træningsaktiviteter er her et vigtigt arbejdsredskab.

 

Ideelt set skal undervisningen anspore borgere og assistenter til også at lave fælles bevægelses- og træningsaktiviteter i fritiden. Derfor har underviserne også sammen med deltagerne eksperimenteret med f.eks. løbe- og cykelaktiviteter, som borgere og assistenter kan lave sammen ved at bruge egnede aktivitetshjælpemidler og legprægede aktiviteter i hallen.

 

I det andet forløb har underviserne fokuseret mere på, at deltagerne lærer noget om sig selv, om kroppen, om hinanden, om aktiviteterne og om fællesskabet. De gennemgående spørgsmål har været: Hvad er det at træne sammen om individuelle træningsmål? Hvad er ’sammen’ i den kontekst? Skal træningen være synkroniseret eller er det mere et spørgsmål om, at man skaber en fælles energi, der løfter den enkelte i træningen? Er de individuelle mål betinget af, at de skal nås i et fællesskab?

 

I dette forløb er det blevet tydeligt for underviserne, hvad der kan lade sig gøre i fællesskabet i forhold til de individuelle mål, og hvordan træningen skal tilrettelægges. Det er blevet mere klart, hvem der fungerer godt i fælleskabet, og hvad der er udfordringer for andre.

 

Det fremgår også tydeligt, at assistenterne skal klædes bedre på i forhold til viden om træning, så de kan planlægge deres egen træning og støtte borgeren bedst muligt i dennes træning.

 

Deltagernes refleksioner

I midtvejssamtalen mellem de enkelte borger-assistentgrupper og en underviser kommer deltagernes refleksioner angående udvikling af fællesskabet klart til udtryk. Hvad er godt, og hvad er svært? Kommer alle til orde, og bliver alles behov rimeligt tilgodeset? Hvad skal forbedres i den tilbageværende del af forløbet?

 

De arbejder med at få styr på usb-nøglerne, at få den fælles træning til at fungere, at få lagt træning ind i fritiden, at få afpasset træningsprogrammer, så de er realistiske for alle at gennemføre i et fællesskab, at finde kreativiteten frem og udvikle alternativer, der kan fungere for borgeren.

 

Der er et generelt ønske om at få inspiration til at træne i de andre faciliteter ud over træningsrummet, mere fastlagte programmer, man kan arbejde med i de andre bevægelsesrum (eks. crossfit), mere ydre kontrol af, om man får trænet i fritiden.

 

Temaerne ’motivation’ og ’hvem skal tage initiativ til fælles træning i fritiden?’ er på dagsorden i flere af grupperne. Det er et gennemgående tema, hvorvidt man som assistent kan tillade sig at ’tvinge’ borgeren til aktivitet eller fastholde borgeren på en beslutning om at træne, når denne alligevel ikke har lyst.

 

Selv om nogle grupper har svært ved at få den fælles træning til at fungere optimalt, er der generelt en positiv stemning og ’hygge’ i grupperne. Selv om flere af assistenterne oplever, at de ikke får helt så meget træningsudbytte af at træne med borgeren, oplever de den fælles træning værdifuld og lærerig i forhold til at tilpasse aktiviteter til borgerens forudsætninger.

 

 

Erfaringer i hovedtræk

I det følgende gives i hovedtræk et billede af, hvad erfaringer fra projektets to første forløb viser i forhold til de tre hovedpunkter i projektets formål.

 

Borgerens funktionsevne

Generelt viser de afsluttende tests fra både første og andet forløb, at alle borgere med handicap i større eller mindre grad har opnået forbedring i de funktioner, de ønskede at blive bedre til at udføre. I funktionstests ses konkrete forbedringer, som f.eks. øget gangdistance inden for en given tid, øget kørehastighed i kørestol, forbedret stemfunktion i kørestolen eller bedre evne til at rejse sig fra siddende til stående.

 

Også bevægelseskvaliteten er forbedret for næsten alle deltagere i begge forløb. Det viser sig f. eks. som en bedre kontrol over bevægelserne, større sikkerhed og mod i forhold til at udføre funktionen, mere jævnt flow i bevægelserne, større skridtlængde i gangen eller bedre balance. . To af de borgere, som deltog i andet forløb, har ikke opnået forbedret funktion, hvilket kan forbindes med dels en progredierende sygdom, der betyder stadig dårlige funktionsevne, dels flere sygdomsperioder, der har begrænset personens træningsindsats.

 

For to borgere med handicap som følge af erhvervet hjerneskade har der i det første forløb kun været minimale fremskridt. En mulig forklaring kan være, at de ikke har haft en konstant træningsindsats i forløbet, og at de kun sjældent har trænet i fritiden. Begge har af forskellige grund ikke været motiveret for aktiviteterne, og det har ikke været muligt i forløbet at stimulere deres motivation. Dette har sandsynligvis sammenhæng med, at de har svære koncentrationsvanskeligheder som følge af deres hjerneskade.

 

I det andet forløb har der været større fokus på at finde motiverende aktiviteter for borgere med erhvervet hjerneskade. Især har assistenterne gjort et mere målrettet arbejde for at lægge træningsaktiviteter ind i borgernes hverdag og finde frem til, hvad der kalder på borgerens lyst til og motivation for at træne. Det viser sig, at ved hjælp af intens støtte har der været gode fremskridt for disse borgere, men det er på bekostning af den fælles træning. Assistenterne må være helt fokuseret på borgerens proces og kan derfor ikke selv træne imens.

 

Underviserne har i det andet forløb gjort mere ud af jævnligt at opfordre eleverne til at bruge deres usb-nøgler i træningen, så det blev muligt at opsamle al deres træning på nøglen, både i træningsrummet og i andre bevægelsesaktiviteter (såkaldte moves). Nogle få borger / assistent-grupper har fulgt denne opfordring, men vi har på dette område ikke data, der kan bruges til at udlede noget brugbart angående evt sammenhæng mellem elevernes træningsmængde og deres forbedring i funktionsevne.

 

 

Betydningen for den enkelte borger med handicap

I de individuelle interviews med borgerne spørges til deres oplevelse af bevægelseseksperimentariets betydning for deres sundhed, forstået i bred forstand, herunder også deres motivation for at være idrætsaktiv.

Nedenfor beskrives de temaer, der kommer frem i disse interviews, og de illustreres med citater fra borgerne.

 

Borgerne oplever, at de er kommet i bedre fysisk form og er blevet bedre til at udføre daglige aktiviteter.

  • "Jeg er blevet hurtigere og bedre til at køre min kørestol" (Kvinde med muskelsvind).
  • "Jeg kan gå længere på løbebåndet end da vi startede. Jeg er osse kommet op i tempo" (Kvinde med lammelser i ben).
  • "Jeg kan mærke, at mine muskler bliver større. Det er jo dejligt, når man kan se det, i hvert fald i overarmene" (Mand med fremadskridende muskellidelse).
  • "Folk udefra kan godt se, at jeg har trænet. Måske har jeg tabt mig. Og jeg er blevet stærkere. Jeg er blevet bedre til at køre min kørestol… Jeg kan f.eks. selv køre ned i kiosken i Hou. Det har jeg gjort én gang" (Mand med muskelsvind).

Borgerne giver udtryk for, at de mærker en større energi i hverdagen.

  • "Jeg synes jeg har fået mere energi. Det er tit, hvis der er noget boldspil i gang, så springer jeg på det" (Mand med lammelser i ben).
  • "Jeg mærker ikke så voldsom en træthed, som før…med al mulig sport, ikke kun i hverdagen" (Mand med fremadskridende muskellidelse).

Træning har positiv indflydelse på borgernes humør, og det øger deres motivation for at være mere fysisk aktiv.

  • "Jeg får det fysisk og psykisk godt af at træne. Jo mere jeg træner, jo mere får jeg lyst til at gøre det." (Kvinde med muskelsvind).
  • "Jeg er blevet mere, sådan, livlig til at lave noget, i forhold til, da man bare lå hjemme" (Kvinde med lammelser i ben).

Det er vigtigt for borgerne, at de gennem træning kan undgå at blive fysisk svagere som følge af deres handicap.

  • "Jeg vil ikke blive svagere end jeg er, så derfor føler jeg, det er vigtigt for mig at træne" (Kvinde med muskelsvind).

Borgerne pointerer, at træning også er vigtigt for deres sundhed.

  • "Jeg vil jo gerne have maven væk. Det er derfor, jeg gerne vil bevæge mig mere" (Mand med muskelsvind).

Flere af borgerne fortæller, at de egentlig gerne vil træne, men at de har svært ved at tage initiativ til det eller bliver afledt af andre aktiviteter.

  • "Det er ikke energien der mangler, det er den der iværksætter – initiativet. Det er min største udfordring" (Mand med lammelser i ben).
  • "Men jeg ved jo godt, hvad jeg skal. Der er bare noget andet der trækker. Det er ikke noget med, at jeg ikke gider at træne. Det er det sociale, der trækker" (Mand, kørestolsbruger og synshandicap).

Borgerne oplever det som meget positivt at træne sammen med andre.

  • "Man træner jo sammen med andre, det synes jeg er bedre i forhold til at træne alene. For hvis jeg træner alene, så er det sgu lidt kedeligt" (Mand med muskelsvind).

Nogle borgere føler sig ikke motiveret for at træne, så de har brug for, at nogen holder dem fast i, at det skal gøres.

  • "Jeg tror, jeg mangler lidt motivation eller én, der kan fastholde mig i, at nu skal vi derind" (kvinde med muskelsvind).
  • "Jeg har brug for, at nogen hiver i mig, for at blive mere aktiv. Jeg kunne godt blive bedre til at sige til assistenterne, at de skal hive i mig. Nu skal jeg til samtale med en ny assistent, så kunne jeg jo sige det dér" (mand med muskelsvind).

De borgere, der har deltaget i begge praksisforløb, oplever en udvikling i deres egen indsats og en bedre forståelse af, hvad bevægelseseksperimentariet giver dem.

  • "Jeg er blevet mere klar over, hvad jeg kan li og hvad jeg ikke kan li ved træningen" (mand med cerebral parese).
  • "Jeg synes, Bevægelseseksperimentariet er blevet bedre end i sidste semester. Vi kunne nå mere end sidst, fordi vi vidste mere om, hvad der skulle ske" (mand med lammelser i ben).

 

Betydning for fællesskabet

Gennem fokusgruppeinterviews med borger / assistentgrupper belyses, hvordan de oplever forløbets betydning for fællesskabet mellem borger og assistenter. I det følgende fremhæves centrale temaer, illustreret med citater fra eleverne.

 

Det har været en proces for grupperne at finde en træningsform, hvor både borgeren med handicap og assistenterne fik det optimale ud af træningen og hvor de oplevede et træningsfællesskab.

  1. "Det var et problem i starten, at vi skulle bruge meget lang tid på at L. kom hen til maskinen og fik de der håndting på, der holdt hende fast." (assistent til kvinde med muskelsvind).
  2. "Vi har brugt meget tid på her i starten at finde ud af, hvor meget du kan. Men når det først er integreret, så kan jeg jo lige så godt lave noget samtidig med" (assistent til mand med cerebral parese).

 

De fleste af grupperne oplever, at det efterhånden er kommet til at fungere godt. Men de har været nødt til at tænke i kreative løsninger, for at få træningsfællesskabet til at blive optimalt.

  • "Det var lidt svært i starten. (Borger: Ja) Men nu er det bare blevet sådan en rutine, hvor vi også kører træning, når vi har fri, når vi har tid og sådan. Og jeg synes, det er mega-fedt at komme herind, fordi der er så mange andre, der er herinde, også sammen med deres borgere" (mand med cerebral parese og hans assistent).
  • "Vi prøvede at indtænke øvelserne, så vi kunne være i nærheden af hinanden, sammen som team. Og så prøve at gøre det mest muligt effektivt, så vi ikke skulle bryde vores træning for at hjælpe L. Osse at du kan bruge lidt længere tid ved øvelsen, for så skal vi ikke bruge halvdelen af vores tid på at skifte fra maskine til maskine." (assistent til kvinde med muskelsvind).

Enkelte grupper har haft svært ved at finde motivation for at træne

  • "Det, vi har kæmpet med, er motivationen for at træne. N’s motivationscenter er jo hæmmet. Du er ikke motiveret for at træne, og derfor er det osse en kamp for os assisistenter i hverdagen, synes jeg. …Det har været meget hårdere, end jeg havde forestillet mig" (assistent til mand med erhvervet hjerneskade).

Fælles træning har gjort det lettere for begge parter at holde fast i at være fysisk aktiv.

  • "Jeg synes, det har været rigtig godt at hjælpe hinanden. For når jeg træner alene, er det rigtig svært at blive ved og holde fast. Når vi træner sammen, kan vi hjælpe hinanden, og på den måde bliver vi begge bedre. Sundere. Det er et win-win-forhold" (assistent til mand med lammelser i ben).
  • "Jeg har godt kunnet li det med, at man skulle ind og træne med hjælperen. Det er sådan mere hyggeligt. Også at man kommer ind og træne. I stedt for til fys, hvor du er alene" (kvinde med lammelser i ben). 

Nogle teams oplever en problemstilling i, hvem der ska tage initiativ til at træne uden for undervisningstiden

  • "Det er ikke altid han gider. Det er meget dovenskab. Han KAN meget selv. Det ER L. der skal tage ansvaret. Det er derigennem det skal komme. Det er osse det, der er blevet arbejdet med i det her semester, tror jeg" (assistent til mand, der er kørestolsbruger og sysnhandicappet).
  • "Han skal være den, der tager styringen. Hvis han ikke beder om det, så er jeg i hvert fald ikke den, der siger, at vi skal træne. Det er ikke meningen, at jeg skal tvinge dig til noget eller forsøge at pådutte dig noget" (assistent til mand med Cerebral Parese).

Det kan være problematisk for oplevelsen af fællesskab, når assistenten føler, at han skal presse eller tvinge borgeren til at træne eller overholde en træningsaftale. Nogle assistenter udtrykker, at de manlger kompetencer på det område

  • "Det var vigtigt, at vi fik J. i gang, men det har jeg i hvert fald været dårlig til. Jeg kan ikke lide at tvinge J. Det skulle vi måske have lært. Hvordan man siger til J. Jeg har det fandme dårligt med at tvinge en person…. Vi mangler lidt, at kommunikere om en fælles målsætning. Snakke om, hvor meget vi må presse dig, J. Hvor meget vi må sige: Nu er det NU. Nu går vi op og træner" (assistent til mand med rygmarvsskade, kørestolsbruger). 

Det kan være svært at bevare et fællesskab, hvis man ikke oplever træning som en fælles sag

  • "Det er osse svært, jeg har haft samme mentalitet som J. Jeg er først begyndt at træne her. Så jeg kan godt forstå, at han synes, det er kedeligt. Og især i starten, når man ikke ser så meget forskel på, om man træner eller ikke"

Nogle borgere oplever, at der er forskel på assistenter, og at det har betydning for, hvordan træningsfællesskabet fungerer, og hvor let / svært det er for borgeren at få den hjælp til træningen, som han har brug for.

  • "Jeg tror det handler om interessen for det. Der har været lidt besvær med det. Der har ikke været en klar linje med de andre hjælpere. Om de skulle hjælpe eller også selv træne….det virker bare ikke særlig inspirerende fro resten af holdet, at der er én der står med armene over kors. De har bare ikke interessen." (borger med cerebral parese).

En langvarig relation mellem borger og assistent gør det klart lettere at opnå et godt samarbejde omkring træningen

  • "Det har fungeret fint, men vi kender også hinanden rigtig godt gennem fire år. Det har været fint at vi kunne samarbejde om det. Det er helt klart en fordel at man som assistent har en dybere viden om borgeren" (assistent til mand med cerebral parese).

Nogle oplever, at fællesskabet i bevægelseseksperimentariet har givet afsæt til, at det har været naturligt at tænke fællesskabet ind i andre aktiviteter på højskolen. Og at det på den anden side har virket positivt tilbage på træningsfællesskabet.

  • "Vi havde jo bevægelseseksperimentariet først og så vandre-marathon – at vi allerede dér er begyndt at tænke sådan: Hvordan kan vi indrette os, så alle kan være med? Jeg ku godt forestille mig, at det har været med til at gøre, at vi har tænkt: Jamen selvfølgelig skal vi følges alle tre på vandre-marathon. Og så ved jeg ikke, om det omvendt har været sådan, at så har vi tænkt, at vi skal gøre det endnu bedre herinde" (assistent til kvinde med muskelsvind).
  • "Vi var jo inde og træne nogle aftener, når hun ikke lige havde ondt. Så det var noget, vi fik med, at vi pludselig fik det til et fælles projekt, og så blev hun også mere og mere tryg ved løbebåndet. Så kunne vi træne sammen, hvor jeg osse ku få noget ud af det, så det var jo super, super fedt. Det ku jeg mærke, at det vat godt for os at finde noget sejt sammen" (assistent til kvinde med muskelsvind).
  • "Det har givet os noget at tale om, med de andre, også efter undervisningen. Hvordan det var og hvordan det virkede. Det gav noget at tale om med mennesker, som jeg måske ikke ville tale med ellers" (borger med rygmarvsskade).
  • "Vi har hele tiden haft den aftale, at der ikke var noget der skulle forhindres af, at Jacob sad i stol. Hvis der var noget vi gerne ville, så prøvede vi at få Jacob med osse. Der har vi i hvert fald fået noget ud af det" (assistent til mand med fremadskridende muskellidelse).

Når assistenterne oplever borgeren i træningen, ser de hvad personen kan med kroppen under pres. Det kan medføre, at de forventer mere af personen i hverdagen. Presser lidt mere og undlader at hjælpe med opgaver, som personen egentlig kan klare selv.

  • "…vi har set, at du kan egentlig godt. Måske har det betydet, at når jeg ville tvinge dig til selv at tage tøjet på om morgenen, at jeg har tænkt: Arh, prøv at stække armene lidt mere. Prøv at være lidt mere med. For jeg har set, at det kan du egentlig godt" (assistent til kvinde med muskelsvind).
  • "..hendes balance fejler ikke noget. Det er oven i hovedet af hende selv….hun var helt vildt stolt over, når vi havde nået langt over det mål, vi havde sat til at starte med" (assistent til kvinde med muskelsvind).

Både borgere og assistenter oplever situationer i den fælles træning, hvor de begge oplever noget, der overrasker dem positivt.

  • "Jeg er overrasket over hans fysiske fremgang, han gjorde allerede meget tidligere, men sidste gang lavede han push-ups med strakte ben. Der var totalt overraskende" (assistent til mand med rygmarvsskade).
    • "Jeg var også virkelig overrasket selv. Jeg forsøgte bare, og så kunne jeg…." (mand med rygmarvsskade).
  • ’Jeg er overrasket over, at H. har udviklet sig så meget. Det har vi jo osse selv kunnet se, det er ikke bare på grund af den her test. Så det er godt nok at få det bekræftet" (assistent til kvinde med lammelser i ben).
  • "Det er også meget sjovt, for i starten af semesteret, da var det lidt besværligt med de ben der, for de var godt nok nogle sten. Men nu kan du faktisk næsten gå selv’, hvis du holder fat i dit stativ" (assistent til mand med cerebral parese).
  • "Du er osse begyndt at sige din mening. I starten var du sådan: Skal vi gøre det her? Nå det kan vi godt. Men nu er det blevet sådan lidt: Vi kan osse gøre det her! Du kommer selv med nogle forslag, og det er meget sjovt" (assistent til mand med cerebral parese).

Bevægelseseksperimentariet giver god inspiration til, hvad man kan lave i fællesskab i borger / assistentgruppen, når det handler om idrætsaktivitet, selv om borgeren er meget begrænset i sine bevægelsesmuligheder. Der har været god variation i programmerne.

  • "Man skal tænke meget kreativt i forhold til øvelser, når borgeren ikke kan så meget….jeg synes virkelig man skal tænke hele tiden: Nå, men hvordan gør vi lige det?..hele tiden være klar til at finde et alternativ. Det har været sådan lidt inspireret af hinanden. Lærerne har givet en idé, og så har vi selv tænkt: Nå, måske ku vi osse gøre sådan her." (assistent til kvinde med muskelsvind).
  • "Den her nøgle hjælper i hvert fald meget, også med at motivere og sådan. Det er også lidt sjovt, at man kan se nogle resultater inde på internettet, ikke? (borger: Jo). Jeg træner i hvert fald mere end jeg gjorde, da jeg var hjemme. Osse fordi, at du siger: Nu skal vi altså over og træne." (Assistent til mand med cerebral parese).
  • "Det har nok fået os til at træne mere, end vi ville gøre, hvis vi ikke havde haft bevægelseseksperimentariet. Vi træner nok to gange om ugen nu" (assistent til mand med cerebral parese). 

Flere oplever, at de får erfaringer fra bevægelseseksperimentariet, som de kan bruge i hverdagen, også når de forlader højskolen.

  • "For min egen del, har jeg lært en del om, hvordan jeg ønsker tingene. Jeg har lært at forklare dem bedre. For at være sikker på, at der ikke er noget, der går galt" (mand med rygmarvsskade).
  • "Hvis jeg skal blive ved med at have assistenter, så kan det være, at man skal ud og træne nogle gange med assistenten" (kvinde med lammelser i ben).
  • "Når man ikke går her, er det jo også en mega god måde at være sammen på. For her er der jo mange alternativer, men i en almindelig hverdag vil det da være en god ting at lave sammen. For begge sider" (assistent for kvinde med lammelser i ben).

 

Aktuel status angående teknologi som motiverende faktor i bevægelseslaboratoriet på Egmont Højskolen

I efteråret 2013 blev en række møder afholdt for at undersøge hvordan teknologi kan indgå som motiverende faktor i forbindelse med bevægelse for den særlige brugergruppe der kendetegner Egmont Højskolen. Der blev lavet forsøg med to spiltyper som adskiller sig fra traditionelle computerspil i kraft af deres atypiske belønningsmønstre. Især det ene spil havde stor attraktion og involvering for deltagerne og ansporede dem til fysisk udfoldelse gennem legende konkurrence aktiviteter. Det blev desuden gennem samtaler med skolens lærere tydeligt at der var behov for at kunne monitorere fysisk aktivitet mere generelt. For at få en idé om hvordan dette kunne foregå, og hvilke vilkår der skulle understøttes blev der afholdt to workshops med undervisere og andre kompetencepersoner. Desuden deltog der også udvalgte elever på den første workshop.

 

Ud fra de indsamlede informationer blev et udkast til en arkitektur for et database baseret system designet og der blev indledt forsøg på at få den af Mærsk McKinney Møller Instituttet udviklede sensor teknologi til at fungere som dataopsamlings værktøj. I november / december 2013 blev den første udgave af denne teknologi udviklet i 5 eksemplarer som det nu planlægges at teste på Egmont Højskolen. Dette er ikke sket.

 

Planen var desuden at udvikle en teknologi i form af en ’enkeltstående’ prisbillig computer, der indeholder udviklingsmiljøet Scratch, som er designet til at lære børn at programmere. Det var hensigten at udvalgte personer på skolen med indsigt i bevægelse, træning og motivation skulle uddannes til at lave spil og lege samt dataopsamling med disse systemer for dermed at evaluere anvendeligheden og give værdifuldt input til udviklingen af næste version af enheden. Dette system ville, fuldt udviklet, give Egmont Højskolen råderet over et system, der kunne gøre det muligt at eksperimentere med forskellige motiverende parametre.

 

I foråret 2014 er der imidlertid ikke sket yderligere fremskridt i forhold til udvikling af denne del af teknologien, og samarbejdet med den person fra SDU, der har stået for udviklingen, er i øjeblikket på stand-by. Se venligst de to seneste mails, som er udvekslet mellem Egmont Højskolen og SDUs medarbejder. Der er taget skridt til et samarbejde med VIA UC, Århus, der ser muligheder i at knytte projekter inden for velfærdsteknologi til bevægelseseksperimentariet. Planerne er, at samarbejdet konkretiseres i efteråret 2014.

 

Derimod er der udviklet på brugen af den eksisterende teknologi i træningsrummet. I foråret 2014 har underviserne i højere grad gjort brug af programmets muligheder for optagelse af personlige øvelser og udførelse af disse. Det er klart en styrke, at man kan tage foto og video af den enkelte elev, når de laver øvelser der er tilpasset til dem. Underviserne sørger for, at det er tydeligt, hvilke særlige hjælpemidler eleven bruger, og hvordan de udfører øvelsen. Øvelserne bliver lagt ind på elevens domæne og nøgle, og eleven kan sammen med sin assistent eller andre vise, hvordan øvelsen udføres, ligesom det er lettere for eleven at “identificere” sig med øvelsen, når de selv er på billeder og video. Ved at tage personlige billeder kan man skræddersy programmet. Det kan både give forskellige undervisere indsigt i det, der allerede er lavet (lettere at hjælpe eleven i gang) og give eleven en lettere tilgang til at udføre øvelsen. For elever med kognitive vanskeligheder og for dem, der har mange tilpasninger af øvelserne, er det en støtte til at komme bedre i gang.

 

Øvelserne og programmer gemmes på nøglen, der sættes i terminalen, hvor man så kan se, hvad man skal og i hvilken rækkefølge man skal tage øvelserne. Programmet registrerer hvad der er lavet. Det er ganske vist nødvendigt at krydse af ved de øvelser, hvor nøglen ikke kan gå i maskiner, så der er en usikkerhedsfaktor i forhold til at registrere. Programmet fortæller en hvor mange ’moves’ (en aktivitetsenhed) man har lavet. Udover aktiviteterne i træningsrummet kan andre aktiviteter også indtastes manuelt i programmet. Man får således ’moves’ for eksempelvis 100 m svømning.

 

Som underviser kan vi gå ind og se, i hvilken grad eleven har været aktiv. Vil eleven bruge programmets muligheder udenfor skolen, hvor man ikke har en terminal til nøglen, har eleven adgang til sit domæne via Iphone/Android, Ipad eller computer på Mywellnes. Her kan man ligeledes se programmerne, ens egne øvelser, både på foto og videoer. Det er også muligt at udskrive programmet.

 

På teknologisiden er der også indkøbt et Alter G – løbebånd, som ved hjælp af en luftkappe kan ophæve tyngdekraften i større eller mindre omfang. Især de elever, der har nedsat kraft, dårlig koordination eller smerter, kan på løbebåndet træne gang og løb uden personstøtte og selv styre tempo og belastning. Det forbedrer muligheden for fælles træning i borger / assistentgruppen. Borgeren med handicap kan f.eks. bruge løbebåndet, mens assistenterne selv træner i nærheden.

 

 

Udfordringer til udvikling af praksis

Brug af USB nøgle

De fleste borgere med handicap har brugt nøglen efter hensigten og har registreret de fleste af de aktiviteter, de har gennemført i forløbet. Dette gælder både 1. og 2. forløb. Nogle borgere glemmer nøglen pga kognitive vanskeligheder eller anden form for glemsomhed. Der er brug for, at man hjælper borgerne til at holde fokus på registrering af aktiviteter, og det skal indskærpes assistenterne at hjælpe i den sammenhæng. Lærerne har i 2. forløb været mere opmærksomme på at spørge til, om eleverne har registreret alle aktiviteter, også dem uden for træningsrummet, f.eks. svømning, cykling etc. Registreringen er dog stadig ikke fuldstændig nok til, at man kan få et oversigtsbillede af den totale træningsmængde. Og aktuelt ser det ikke ud til, at det er opsamling af træningsmængde, der virker motiverende for deltagerne.

 

Frafald og borgere, der ikke deltager hensigtsmæssigt i forløbet

I første forløb forlod en borger med handicap, en kvinde med erhvervet hjerneskade, projektet pga personlige problemer og relativt udtalte kognitive forstyrrelser. En anden borger, en mand med erhvervet hjerneskade, havde meget begrænset udbytte af træningsforløbet, pga manglende motivation og koncentration. Borger / assistent-samarbejdet i denne gruppe viste sig også at være vanskeligt.

 

Underviserne har i den sammenhæng gjort sig tanker om, hvorvidt bevægelseseksperimentariet er det bedste tilbud til elever med erhvervet hjerneskade, især der, hvor frontallappen er ramt. Det kan se ud til, at de elever har brug for et mere individuelt tilrettelagt træningstilbud. En anden mulighed er, at assistenten forberedes bedre til at skabe struktur omkring borgerens træning og arbejder målrettet på at finde borgerens motivation for aktiviteterne.

 

Det er en særlig udfordring at opbygge et godt træningsfællesskab mellem borger og assistent, når det gælder denne elevgruppe.

 

Refleksioner og erfaringer fra andet forløb, hvor assistenterne har arbejdet langt mere målrettet på at fastholde borgerens motivation til træning på bekostning af træning i fællesskab, har ført til en beslutning om, at borgere med senhjerneskade skal have tilknyttet en hjælpelærer, der kan støtte borgerne i træningen, så borger og assistent kan træne i fællesskab.

 

Borgere der nævner, at de mangler initiativ til at komme i gang, men gerne vil

I de to forløb fortæller flere borgere med handicap, at de gerne vil træne i fritiden sammen med deres assistenter, men at de har svært ved at tage sig sammen eller bliver optaget af andre ting på højskolen, herunder det uformelle sociale liv, så de glemmer træningen eller bliver så trætte, at de ikke kan overkomme det. Hensigten med bevægelseseksperimentariet er at sætte fokus på og prioritere udvikling af bevægelsesaktiviteter blandt deltagerne. Så der er grund til at overveje, hvordan man kan støtte borgerne i at træne i fritiden nogle gange i løbet af ugen. Det er oplagt at se på assistenternes rolle i den sammenhæng. En mulighed kan være særskilt undervisning af assistenterne i, hvordan de agerer hensigtsmæssigt i forhold til at anspore deltagerne til at komme i gang med træning.

 

Bl.a. følgende spørgsmål har været debatteret blandt idrætslærerne undervejs: Skal man tage et nej for et nej, når borgeren udtrykker manglende lyst til at træne? Hvordan skubber man på en god og respektfuld måde? Hvor langt rækker ’borgerens ansvar i denne sammenhæng – er det alene borgeren der skal have ansvaret for, at gruppen kommer af sted til bevægelsesaktivitet? Kan man som assistent evt. aftale med borgeren, at man tager til træning, selv om borgeren siger, at han ikke gider?

 

I andet forløb har underviserne sat klarer fokus på, at man i borger / assistentgrupperne sammen afklarer spilleregler for fælles træning uden for undervisningstiden og aftaler procedurer for, hvordan man laver og evt. ændrer træningsaftaler For flere grupper er det også i andet forløb en udfordring at få dette til at fungere, og flere assistenter nævner, at det kolliderer med assistentrollen, hvis man overtager initiativ og styring i forhold til træningen. Det er en pointe, som skal følges op i det sidste forløb.

 

Elever, der har forladt højskolen

I løbet af det andet forløb er følgende spørgsmålet flere gange blevet italesat: Hvordan kan borgernes erfaringer fra Bevægelseseksperimentariet tages med, når det forlader højskolen og skal leve et almindeligt hverdagsliv i deres lokalområde? Er det muligt for dem fortsat at leve et fysisk aktivt liv i deres lokale rammer? Eller skal der noget særligt til, for at de kan bruge de færdigheder og erfaringer, de har fået med fra højskolen?

 

Dette tema skal udvikles yderligere i 3. forløb og evt. følges op, efter at dette projekt er afsluttet med udgangen af 2014. Indtil nu har to af de elever, der har medvirket i Bevægelseseksperimentariet, forladt højskolen og er i gang med et nyt hverdagsliv.

 

Refleksioner fra borger og assistenter i forhold til udvikling af bevægelseseksperimentariet

I første forløb havde borgere og assistenter en række konkrete forslag til indhold i Bevægelseseksperimentariet, og disse forslag blev så vidt det kunne lade sig gøre indarbejdet i andet forløb. Efter andet forløb var deltagernes udsagn mere præget af refleksioner over både indhold og form:

  • Er forventningerne til træning i en tidspresset fritid på højskolen realistiske? Kan der gøres noget mere for at organisere det, så regelmæssig træning bliver mulig?
  • Assistenterne har ønske om mere viden angående træning og træningsprincipper
  • Er det kun borgeren, der skal tage initiativ til træning i fritiden, eller skal man i fællesskab lave træningsaftaler, så det bliver en fælles sag og ikke noget, borgeren skal, fordi det er godt for ham / hende? Der mangler en debat om rollerne. Hvordan kan blive ’hinandens fremkaldervæske’ i træningsfællesskabet?
  • Kunne man arbejde mere med team-building i grupperne?
  • Kunne man bruge hjælpelærere mere, så det bliver mere fælles træning mellem borger og assistenter?
  • Det er inspirerende, at træningen er så varieret, og at man prøver mange forskellige træningsformer i projektet.

Underviserene har brugt disse refleksioner i deres egne overvejelser angående planlægning af 3. praksisforløb.

 

Anne-Merete Kissow / 9.10.2014

 

Stillingsopslag:

På højskole som assistentelev?

Hvis du har lyst til at gå på højskole og samtidig være assistent for en anden elev, så kan du ansøge om et assistentjob. Der er ledige stillinger til det kommende semester, som starter onsdag den 1. august.

Ansøgningsfrist: søndag den 3. juni.

Samtaler finder sted: søndag den 10. juni kl. 11.00.

Du kan læse mere om højskolens hjælperordning her: BPA. Du kan lave en online-ansøgning her: online-ansøgning.



  • VILLAVEJ 25, HOU
  • 8300 ODDER
  • TLF: 87 81 79 00
  • FAX: 87 81 79 79
  • E-MAIL: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • CVR nr. 46 23 11 12