Spring til hovedartiklen - genvej for blinde
6.jpg
Livskraft
livskraft 021 full
Et kig ind på Egmont Højskolen

 

bev eks

Erfaringer fra Bevægelseseksperimentarium, efteråret 2013

mandag, 18. august 2014 17:37

I dette skrift samles de foreløbige erfaringer fra første del af Bevægelseseksperimentariet, som fandt sted fra primo august til midt i december 2013. Det skal ikke betragtes som en endelig rapportering, men som et trin i processen mod at dokumentere projektet, når det er afsluttet.

 

Formål

Formålet med projektet er, som beskrevet i projektansøgningen, ’ dels at udvikle et aktivt træningsmiljø, hvor mennesker med og uden handicap kan træne sammen med individuelle træningsmål, dels at oparbejde interpersonelle relationer mellem elever med handicap og deres assistenter, dels at gøre træningen og vedligeholdelsen af kroppen til et naturligt element i hverdagen’. Dette skal evalueres gennem systematisk dataindsamling og analyse.

 

På baggrund af de erfaringer, vi har høstet i pilotperioden, afgrænses projektet til at omfatte følgende problemstillinger, der fokuserer på såvel processen som produktet i forløbet:

  1. I hvilken grad forbedres den enkeltes funktionsevne i løbet af projektperioden?
  2. Hvad oplever den enkelte, at forløbet har betydet for deres sundhed?
  3. Hvilken betydning oplever eleverne, at forløbet har haft for fællesskabet mellem borger og assistenter?

 

Hvordan skal det undersøges?

  1. Sammen med den enkelte vælges 2-3 funktioner ud, som er vigtige i personens hverdag. Disse funktioner testes før og efter træningsperioden og forandring registreres.
  2. Der fortages kvalitativt interview med hver borger ud fra en interview-guide i slutningen af træningsperioden
  3. Der foretages fokusgruppeinterview med borger /assistentgrupperne ud fra udvalgte fokusområder ved slutningen af træningsperioden.

 

Udover dette registrerer den enkelte sin træningsfrekvens og –mængde, såvel i apparatur som i andre træningskontekster, ved hjælp af en personlige usb-nøgle. Hensigten er dels at give den enkelte mulighed for at følge med i sin egen træningsindsats, dels at skabe et billede af deltagernes samlede idrætsaktivitet, som kan perspektivere projektets resultater.

 

Træningsforløbet gennemføres to gange (efteråret 2013 og foråret 2014) med to forskellige borger / assistentgrupper. Borgere med handicap kan dog vælge at deltage i forløbet begge gange, men i så fald med to forskellige assistentgrupper. Resultater fra de to forløb bearbejdes samlet

 

Hvordan er deltagerne udvalgt?

I det første træningsforløb, efteråret 2013 har 11 borgere og 16 assistenter deltaget. Projektet blev præsenteret for eleverne i deres anden uge på højskolen (midt i august), og deltagerne blev rekrutteret ved frivillig tilmelding. Forudsætningen for, at en borger med handicap kunne deltage, var, at mindst én af hans / hendes assistenter også valgte faget, jvf projektets formål. De, der tilmeldte sig, blev informeret individuelt om forventninger i forhold til deres medvirken, inden de tog endelig stilling til, om de ville deltage. Man har tilstræbt at deltagerne i deltagergruppen repræsenterer en forskellighed, som svarer til den variation, der findes på højskolen som helhed.

 

De elever, der medvirkede, indgik en aftale om, at de skulle deltage aktivt i hele forløbet og stille op til de tests og undersøgelser, projektet indeholder. Hvis de mod forventning ønskede at trække sig ud af forløbet, blev de bedt om at angive en grund til det i en samtale med en idrætslærer.

 

Plan over forløbet

Projektet har fulgt højskolens skema. Der har således ikke været træning i uge 37, hvor der var studietur, og heller ikke i efterårsferien uge 42.

 

Projektets idrætsaktiviteter begyndte i uge 36, hvor idrætslærerne lagde et individuelt træningsprogram for alle deltagere, og introducerede dem i brugen af den personlige usb-nøgle. Her foretages også den indledende funktionstest af de deltagende borgere med handicap. Den egentlige idrætsaktivitet begyndte i uge 38. Udgangspunktet er, at deltagerne træner 2 x 1½ time ugentlig. I starten foregik al træningen fælles, men fra uge 43 overgik den ene af træningssessionerne til at være styret af borger-assistentgruppen selv, da en del af formålet med forløbet er, at grupperne efterhånden selv lægger indhold i deres fælles aktiviteter. Aktiviteterne fortsatte til og med uge 50, og i de to sidste uger blev der foretaget afsluttende funktionstests og udført individuelle interviews samt gruppeinterviews.

 

Indholdet

Aktiviteterne i forløbet består af træning i fitness-rummet, vandaktiviteter / svømning, aktiviteter i idrætshallen og udendørs aktiviteter. I forhold til den del af aktiviteterne, som efterhånden blev selvstyrede og placeret uden for den skemalagte undervisning, blev der tilbudt vejledning 1½ time en eftermiddag om ugen, hvor der fast var en idrætslærer til stede i fitness-rummet.

 

I hele forløbet har der været tilbagevendende refleksioner i lærergruppen angående planlægning af indholdet i forhold til projektets formål, især med fokus på relationen mellem borger og assistenter. I den sammenhæng har lærerne også været i stadig dialog med deltagerne om, hvordan de kan få samarbejdet til at fungere bedst muligt, og hvordan de finder aktiviteter, som giver mening for alle i borger / assistent-gruppen og giver dem lyst til at fortsat at være fysisk aktive.

 

I forløbet var der vejledning af borger / assistent-grupperne i forhold til kommunikation og samarbejde. Hensigten var på den ene side, at støtte borgeren i at blive bedre til at formidle, hvilken hjælp og støtte han/hun har behov for, for at kunne give sit bedste til fællesskabet. På den anden side at hjælpe assistenterne i at give passende assistance og se, hvad borgeren kan give, så han / hun ikke bliver passiv modtager, men får mulighed for at bruge og udvikle sine færdigheder.

 

En gang i forløbet havde den enkelte borger / assistent-gruppe en samtale med én af de tilknyttede lærere med henblik på at tale om eventuelle problemer eller udfordringer i gruppe-fællesskabet. Det er tanken, at forløbet skal medvirke til at udvikle kompetencer hos både borger og assistent, så samarbejdet og fællesskabet får de bedste betingelser.

 

I projektet er teknologi anvendt som motiverende faktor sammen med andre typer af tiltag. Erfaringer hidtil angående udvikling af teknologi beskrives i det følgende afsnit.

 

Erfaringer i hovedtræk

I det følgende gives i hovedtræk et billede af, hvad erfaringer fra første del af projektet viser i forhold til de tre hovedpunkter i projektets formål.

 

Borgerens funktionsevne

Generelt viser de afsluttende tests, at alle borgere med handicap i større eller mindre grad har opnået forbedring i de funktioner, de ønskede at blive bedre til at udføre. I funktionstests ses konkrete forbedringer, som f.eks. øget gangdistance inden for en given tid, øget kørehastighed i kørestol, forbedret stemfunktion i kørestolen eller bedre evne til at rejse sig fra siddende til stående.

 

Også bevægelseskvaliteten er forbedret for næsten alle deltagere. Det viser sig f. eks. som en bedre kontrol over bevægelserne, større sikkerhed og mod i forhold til at udføre funktionen, mere jævnt flow i bevægelserne, større skridtlængde i gangen eller bedre balance.

 

For to borgere med handicap er der kun minimale fremskridt. En mulig forklaring kan være, at de ikke har haft en konstant træningsindsats i forløbet, og at de kun sjældent har trænet i fritiden. Begge har af forskellige grund ikke været motiveret for aktiviteterne, og det har ikke været muligt i forløbet at stimulere deres motivation.

 

Betydningen for den enkelte borger med handicap

I de individuelle interviews med borgerne spørges til deres oplevelse af bevægelseseksperimentariets betydning for deres sundhed, forstået i bred forstand, herunder også deres motivation for at være idrætsaktiv. Nedenfor beskrives de temaer, der kommer frem i disse interviews, og de illustreres med citater fra borgerne.

 

Borgerne oplever, at de er kommet i bedre fysisk form og er blevet bedre til at udføre daglige aktiviteter.

  • "Jeg er blevet hurtigere og bedre til at køre min kørestol" (Kvinde med muskelsvind).

  • "Jeg kan gå længere på løbebåndet end da vi startede. Jeg er osse kommet op i tempo" (Kvinde med lammelser i ben).

  • "Jeg kan mærke, at mine muskler bliver større. Det er jo dejligt, når man kan se det, i hvert fald i overarmene" (Mand med fremadskridende muskellidelse).

  • "Folk udefra kan godt se, at jeg har trænet. Måske har jeg tabt mig. Og jeg er blevet stærkere. Jeg er blevet bedre til at køre min kørestol… Jeg kan f.eks. selv køre ned i kiosken i Hou. Det har jeg gjort én gang" (Mand med muskelsvind).

 

Borgerne giver udtryk for, at de mærker en større energi i hverdagen.

  • "Jeg synes jeg har fået mere energi. Det er tit, hvis der er noget boldspil i gang, så springer jeg på det" (Mand med lammelser i ben).

  • "Jeg mærker ikke så voldsom en træthed, som før…med al mulig sport, ikke kun i hverdagen" (Mand med fremadskridende muskellidelse).

 

Træning har positiv indflydelse på borgernes humør, og det øger deres motivation for at være mere fysisk aktiv.

  • "Jeg får det fysisk og psykisk godt af at træne. Jo mere jeg træner, jo mere får jeg lyst til at gøre det" (Kvinde med muskelsvind).

  • "Jeg er blevet mere, sådan, livlig til at lave noget, i forhold til, da man bare lå hjemme" (Kvinde med lammelser i ben).

 

Det er vigtigt for borgerne, at de gennem træning kan undgå at blive fysisk svagere som følge af deres handicap.

  • "Jeg vil ikke blive svagere end jeg er, så derfor føler jeg, det er vigtigt for mig at træne" (Kvinde med muskelsvind).

 

Borgerne pointerer, at træning også er vigtigt for deres sundhed.

  • "Jeg vil jo gerne have maven væk. Det er derfor, jeg gerne vil bevæge mig mere" (Mand med muskelsvind).

 

Flere af borgerne fortæller, at de egentlig gerne vil træne, men at de har svært ved at tage initiativ til det eller bliver afledt af andre aktiviteter.

  • "Det er ikke energien der mangler, det er den der iværksætter – initiativet. Det er min største udfordring" (Mand med lammelser i ben).

  • "Men jeg ved jo godt, hvad jeg skal. Der er bare noget andet der trækker. Det er ikke noget med, at jeg ikke gider at træne. Det er det sociale, der trækker" (Mand, kørestolsbruger og synshandicap).

 

Borgerne oplever det som meget positivt at træne sammen med andre.

  • "Man træner jo sammen med andre, det synes jeg er bedre i forhold til at træne alene. For hvis jeg træner alene, så er det sgu lidt kedeligt" (Mand med muskelsvind).

 

Nogle borgere føler sig ikke motiveret for at træne, så de har brug for, at nogen holder dem fast i, at det skal gøres.

  • "Jeg tror, jeg mangler lidt motivation eller én, der kan fastholde mig i, at nu skal vi derind" (kvinde med muskelsvind).

  • "Jeg har brug for, at nogen hiver i mig, for at blive mere aktiv. Jeg kunne godt blive bedre til at sige til assistenterne, at de skal hive i mig. Nu skal jeg til samtale med en ny assistent, så kunne jeg jo sige det dér" (mand med muskelsvind).

 

Betydning for fællesskabet

Gennem fokusgruppeinterviews med borger / assistentgrupper belyses, hvordan de oplever forløbets betydning for fællesskabet mellem borger og assistenter. I det følgende fremhæves centrale temaer, illustreret med citater fra eleverne.

 

Det har været en proces for grupperne at finde en træningsform, hvor både borgeren med handicap og assistenterne fik det optimale ud af træningen og hvor de oplevede et træningsfællesskab.

  • "Det var et problem i starten, at vi skulle bruge meget lang tid på at L. kom hen til maskinen og fik de der håndting på, der holdt hende fast." (assistent til kvinde med muskelsvind).

  • "Vi har brugt meget tid på her i starten at finde ud af, hvor meget du kan. Men når det først er integreret, så kan jeg jo lige så godt lave noget samtidig med" (assistent til mand med cerebral parese).

 

De fleste af grupperne oplever, at det efterhånden er kommet til at fungere godt. Men de har været nødt til at tænke i kreative løsninger, for at få træningsfællesskabet til at blive optimalt.

  • "Det var lidt svært i starten. (Borger: Ja) Men nu er det bare blevet sådan en rutine, hvor vi også kører træning, når vi har fri, når vi har tid og sådan. Og jeg synes, det er mega-fedt at komme herind, fordi der er så mange andre, der er herinde, også sammen med deres borgere" (mand med cerebral parese og hans assistent).

  • "Vi prøvede at indtænke øvelserne, så vi kunne være i nærheden af hinanden, sammen som team. Og så prøve at gøre det mest muligt effektivt, så vi ikke skulle bryde vores træning for at hjælpe L. Osse at du kan bruge lidt længere tid ved øvelsen, for så skal vi ikke bruge halvdelen af vores tid på at skifte fra maskine til maskine" (assistent til kvinde med muskelsvind).

 

Enkelte grupper har haft svært ved at finde motivation for at træne.

  • "Det, vi har kæmpet med, er motivationen for at træne. N’s motivationscenter er jo hæmmet. Du er ikke motiveret for at træne, og derfor er det osse en kamp for os assisistenter i hverdagen, synes jeg. …Det har været meget hårdere, end jeg havde forestillet mig" (assistent til mand med erhvervet hjerneskade).

 

Fælles træning har gjort det lettere for begge parter at holde fast i at være fysisk aktiv.

  • "Jeg synes, det har været rigtig godt at hjælpe hinanden. For når jeg træner alene, er det rigtig svært at blive ved og holde fast. Når vi træner sammen, kan vi hjælpe hinanden, og på den måde bliver vi begge bedre. Sundere. Det er et win-win-forhold" (assistent til mand med lammelser i ben).

  • "Jeg har godt kunnet li det med, at man skulle ind og træne med hjælperen. Det er sådan mere hyggeligt. Også at man kommer ind og træne. I stedt for til fys, hvor du er alene" (kvinde med lammelser i ben).

 

Nogle teams oplever en problemstilling i, hvem der skal tage initiativ til at træne uden for undervisningstiden.

  • "Det er ikke altid han gider. Det er meget dovenskab. Han KAN meget selv. Det ER L. der skal tage ansvaret. Det er derigennem det skal komme. Det er osse det, der er blevet arbejdet med i det her semester, tror jeg" (assistent til mand, der er kørestolsbruger og sysnhandicappet).

 

Nogle borgere oplever, at der er forskel på assistenter, og at det har betydning for, hvordan træningsfællesskabet fungerer, og hvor let / svært det er for borgeren at få den hjælp til træningen, som han har brug for.

  • "Jeg tror det handler om interessen for det. Der har været lidt besvær med det. Der har ikke været en klar linje med de andre hjælpere. Om de skulle hjælpe eller også selv træne….det virker bare ikke særlig inspirerende for resten af holdet, at der er én der står med armene over kors. De har bare ikke interessen." (borger med cerebral parese)

 

En langvarig relation mellem borger og assistent gør det klart lettere at opnå et godt samarbejde omkring træningen.

  • "Det har fungeret fint, men vi kender også hinanden rigtig godt gennem fire år. Det har været fint at vi kunne samarbejde om det. Det er helt klart en fordel at man som assistent har en dybere viden om borgeren" (assistent til mand med cerebral parese).

 

Nogle oplever, at fællesskabet i bevægelseseksperimentariet har givet afsæt til, at det har været naturligt at tænke fællesskabet ind i andre aktiviteter på højskolen. Og at det på den anden side har virket positivt tilbage på træningsfællesskabet.

  • "Vi havde jo bevægelseseksperimentariet først og så vandremarathon – at vi allerede dér er begyndt at tænke sådan: Hvordan kan vi indrette os, så alle kan være med? Jeg ku godt forestille mig, at det har været med til at gøre, at vi har tænkt: Jamen selvfølgelig skal vi følges alle tre på vandremarathon. Og så ved jeg ikke, om det omvendt har været sådan, at så har vi tænkt, at vi skal gøre det endnu bedre herinde" (assistent til kvinde med muskelsvind).

  • "Vi var jo inde og træne nogle aftener, når hun ikke lige havde ondt. Så det var noget, vi fik med, at vi pludselig fik det til et fælles projekt, og så blev hun også mere og mere tryg ved løbebåndet. Så kunne vi træne sammen, hvor jeg osse ku få noget ud af det, så det var jo super, super fedt. Det ku jeg mærke, at det var godt for os at finde noget sejt sammen" (assistent til kvinde med muskelsvind).

  • "Det har givet os noget at tale om, med de andre, også efter undervisningen. Hvordan det var og hvordan det virkede. Det gav noget at tale om med mennesker, som jeg måske ikke ville tale med ellers" (borger med rygmarvsskade).

  • "Vi har hele tiden haft den aftale, at der ikke var noget der skulle forhindres af, at J. sad i stol. Hvis der var noget vi gerne ville, så prøvede vi at få J. med osse. Der har vi i hvert fald fået noget ud af det" (assistent til mand med fremadskridende muskellidelse).

 

Når assistenterne oplever borgeren i træningen, ser de hvad personen kan med kroppen under pres. Det kan medføre, at de forventer mere af personen i hverdagen. Presser lidt mere og undlader at hjælpe med opgaver, som personen egentlig kan klare selv.

  • "…vi har set, at du kan egentlig godt. Måske har det betydet, at når jeg ville tvinge dig til selv at tage tøjet på om morgenen, at jeg har tænkt: Arh, prøv at strække armene lidt mere. Prøv at være lidt mere med. For jeg har set, at det kan du egentlig godt" (assistent til kvinde med muskelsvind).

  • "..hendes balance fejler ikke noget. Det er oven i hovedet af hende selv….hun var helt vildt stolt over, når vi havde nået langt over det mål, vi havde sat til at starte med" (assistent til kvinde med muskelsvind).

 

Både borgere og assistenter har i den fælles træning oplevet noget (f.eks. adfærd, færdigheder, udvikling), der overrasker dem positivt.

  • "Jeg er overrasket over hans fysiske fremgang, han gjorde allerede meget tidligere, men sidste gang lavede han push-ups med strakte ben. Der var totalt overraskende" (assistent til mand med rygmarvsskade).
  • "Jeg var også virkelig overrasket selv. Jeg forsøgte bare, og så kunne jeg..." (mand med rygmarvsskade).

  • "Jeg er overrasket over, at H. har udviklet sig så meget. Det har vi jo osse selv kunnet se, det er ikke bare på grund af den her test. Så det er godt nok at få det bekræftet" (assistent til kvinde med lammelser i ben).

  • "Det er også meget sjovt, for i starten af semesteret, da var det lidt besværligt med de ben der, for de var godt nok nogle sten. Men nu kan du faktisk næsten gå selv, hvis du holder fat i dit stativ" (assistent til mand med cerebral parese).

  • "Du er osse begyndt at sige din mening. I starten var du sådan: Skal vi gøre det her? Nå det kan vi godt. Men nu er det blevet sådan lidt: Vi kan osse gøre det her! Du kommer selv med nogle forslag, og det er meget sjovt" (assistent til mand med cerebral parese).

 

Bevægelseseksperimentariet giver god inspiration til, hvad man kan lave i fællesskab i borger / assistentgruppen, når det handler om idrætsaktivitet, selv om borgeren er meget begrænset i sine bevægelsesmuligheder. Der har været god variation i programmerne.

"Man skal tænke meget kreativt i forhold til øvelser, når borgeren ikke kan så meget….jeg synes virkelig man skal tænke hele tiden: Nå, men hvordan gør vi lige det?..hele tiden være klar til at finde et alternativ. Det har været sådan lidt inspireret af hinanden. Lærerne har givet en idé, og så har vi selv tænkt: Nå, måske ku vi osse gøre sådan her" (assistent til kvinde med muskelsvind).

"Den her nøgle hjælper i hvert fald meget, også med at motivere og sådan. Det er også lidt sjovt, at man kan se nogle resultater inde på internettet, ikke? (borger: Jo). Jeg træner i hvert fald mere end jeg gjorde, da jeg var hjemme. Osse fordi, at du siger: Nu skal vi altså over og træne" (Assistent til mand med cerebral parese).

"Det har nok fået os til at træne mere, end vi ville gøre, hvis vi ikke havde haft bevægelseseksperimentariet. Vi træner nok to gange om ugen nu" (assistent til mand med cerebral parese).

 

Flere oplever, at de får erfaringer fra bevægelseseksperimentariet, som de kan bruge i hverdagen, også når de forlader højskolen.

  • "For min egen del, har jeg lært en del om, hvordan jeg ønsker tingene. Jeg har lært at forklare dem bedre. For at være sikker på, at der ikke er noget, der går galt" (mand med rygmarvsskade).

  • "Hvis jeg skal blive ved med at have assistenter, så kan det være, at man skal ud og træne nogle gange med assistenten" (kvinde med lammelser i ben).

  • "Når man ikke går her, er det jo også en mega god måde at være sammen på. For her er der jo mange alternativer, men i en almindelig hverdag vil det da være en god ting at lave sammen. For begge sider" (assistent for kvinde med lammelser i ben).

 

 

Aktuel status angående teknologi som motiverende faktor i bevægelseslaboratoriet på Egmont Højskolen

I efteråret 2013 blev en række møder afholdt for at undersøge, hvordan teknologi kan indgå som motiverende faktor i forbindelse med bevægelse for den særlige elevgruppe der kendetegner Egmont Højskolen. Der blev lavet forsøg med to spiltyper, som adskiller sig fra traditionelle computerspil i kraft af deres atypiske belønningsmønstre. Især det ene spil havde stor attraktion og involvering for deltagerne og ansporede dem til fysisk udfoldelse gennem legende konkurrence aktiviteter. Det blev desuden gennem samtaler med skolens lærere tydeligt, at der var behov for at kunne monitorere fysisk aktivitet mere generelt. For at få en idé om, hvordan dette kunne foregå, og hvilke vilkår der skulle understøttes, blev der afholdt to workshops med undervisere og andre kompetencepersoner. Desuden deltog der også udvalgte elever på den første workshop.

 

Ud fra de indsamlede informationer blev et udkast til en arkitektur for et database,baseret system designet, og der blev indledt forsøg på at få den af Mærsk McKinney Møller Instituttet udviklede sensorteknologi til at fungere som dataopsamlings værktøj. I november / december 2013 blev den første udgave af denne teknologi udviklet i 5 eksemplarer som det nu planlægges at teste på Egmont Højskolen.

 

 

Udfordringer i det kommende forløb

Brug af USB nøgle

De fleste borgere med handicap har brugt nøglen efter hensigten og har registreret de fleste af de aktiviteter, de har gennemført i forløbet . Nogle borgere glemmer nøglen pga kognitive vanskeligheder eller anden form for glemsomhed. Der er åbenbart brug for, at man hjælper borgerne til at holde fokus på registrering af aktiviteter. Det skal indskærpes assistenterne at hjælpe i den sammenhæng. Lærerne skal spørge til, om man har registreret alle aktiviteter, også dem uden for træningsrummet, f.eks. svømning, cykling etc.

 

Frafald og borgere, der ikke deltager hensigtsmæssigt i forløbet

Én borger med handicap, en kvinde med erhvervet hjerneskade, gik ud af projektet pga personlige problemer og relativt udtalte kognitive forstyrrelser. En anden borger, en mand med erhvervet hjerneskade, havde meget begrænset udbytte af træningsforløbet, pga manglende motivation og koncentration. Borger / assistent-samarbejdet i denne gruppe viste sig også at være vanskeligt.

Underviserne har i den sammenhæng gjort sig tanker om, hvorvidt bevægelseseksperimentariet er det bedste tilbud til elever med erhvervet hjerneskade, især der, hvor frontallappen er ramt. Det kan se ud til, at de elever har brug for et mere individuelt tilrettelagt træningstilbud. En anden mulighed er, at assistenten forberedes bedre til at skabe struktur omkring borgerens træning og arbejder målrettet på at finde borgerens motivation for aktiviteterne.

 

Det er en særlig udfordring at opbygge et godt træningsfællesskab mellem borger og assistent, når det gælder denne elevgruppe.

 

Borgere der nævner, at de mangler initiativ til at komme i gang, men gerne vil

Flere borgere med handicap fortæller, at de gerne vil træne i fritiden sammen med deres assistenter, men at de har svært ved at tage sig sammen eller bliver optaget af andre ting på højskolen, herunder det uformelle sociale liv, så de glemmer træningen eller bliver så trætte, at de ikke kan overkomme det. Hensigten med bevægelseseksperimentariet er at sætte fokus på og prioritere udvikling af bevægelsesaktiviteter blandt deltagerne. Så der er grund til at overveje, hvordan man kan støtte borgerne i at træne i fritiden nogle gange i løbet af ugen. Det er oplagt at se på assistenternes rolle i den sammenhæng. En mulighed kan være særskilt undervisning af assistenterne i, hvordan de agerer hensigtsmæssigt i forhold til at anspore deltagerne til at komme i gang med træning.

 

Bl.a. følgende spørgsmål har været debatteret blandt idrætslærerne undervejs: Skal man tage et nej for et nej, når borgeren udtrykker manglende lyst til at træne? Hvordan skubber man på en god og respektfuld måde? Hvor langt rækker ’borgerens ansvar i denne sammenhæng – er det alene borgeren der skal have ansvaret for, at gruppen kommer af sted til bevægelsesaktivitet? Kan man som assistent evt. aftale med borgeren, at man tager til træning, selv om borgeren siger, at han ikke gider?

 

Udvikling af teknologi

Det kommende forløb: Teknologien er en ’enkeltstående’ prisbillig computer, der indeholder udviklingsmiljøet Scratch, der er designet til at lære børn at programmer. Hver boks er koblet til en sensor, og acceleromterdata kan aflæses og anvendes som parameter i simple spil og lege. Det er hensigten af udvalgte personer på skolen med indsigt i bevægelse, træning og motivation skal uddannes til at lave spil og lege samt dataopsamling med disse systemer for dermed at evaluere anvendeligheden og give værdifuldt input til udviklingen af næste version af enheden. Når systemet er fuldt udviklet har Egmont Højskolen råderet over et system der kan gøre det muligt for dem at eksperimentere med forskellige motiverende parametre og samtidigt evaluere, om de tiltag, der er gjort, har betydet en forskel.

 

Projektet er koordineret med et samtidigt projekt på IOB, hvor den samme teknologi evalueres som dataopsamlingsenhed i forbindelse med fysisk træning med vægte.

 

Forslag fra borger og assistenter til aktiviteter i bevægelseseksperimentariet

Både borgere og assistenter havde flere forslag til, hvordan man kunne udvikle bevægelseseksperimentariet i foråret. Nogle af dem nævnes her:

  • Vandaktiviteter og introduktion til, hvordan man kan bruge svømmehallen i fritiden.
  • Støtte til en mere fast planlægning af træning i fritiden og en vis kontrol af, om man træner regelmæssigt hele forløbet igennem.
  • Flere gange test af funktioner gennem forløbet end blot ved start og slut.
  • Flere muligheder for at træne specifikt på funktioner / muskler, der er ramt pga af handicap.
  • Yoga og rolige, langsomme bevægelser.
  • Flere aktiviteter i hallen, gerne med konkurrencer, spil og lege
  • Gerne gentagelse af det samme forløb flere gange, så man kender aktiviteten og kan mærke forbedring
  • Sandsække til bokse- og kredsløbstræning
  • Gerne træning i undervisningstiden flere gange om ugen.
  • Flere udendørsaktiviteter

 

Mange af disse forslag er indarbejdet i det program, der aktuelt kører for forårsholdet.

 

Anne-Merete Kissow / 14.2.2014

 

Stillingsopslag:

På højskole som assistentelev?

Hvis du har lyst til at gå på højskole og samtidig være assistent for en anden elev, så kan du ansøge om et assistentjob. Der ledige stillinger til det kommende semester, som starter onsdag den 1. august.

Der er ansøgningsfrister: søndag den 15. april og søndag den 20. maj.

Samtaledagene for ansøgere er: mandag den 7. maj kl. 13.00, onsdag den 23. maj kl. 11 og søndag den 10. juni kl. 11.

Du kan læse mere om højskolens hjælperordning her: BPA. Du kan lave en online-ansøgning her: online-ansøgning.



  • VILLAVEJ 25, HOU
  • 8300 ODDER
  • TLF: 87 81 79 00
  • FAX: 87 81 79 79
  • E-MAIL: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • CVR nr. 46 23 11 12