I perspektivet af et højskoleliv

Afslutningstale – Maja Hørslev Sørensen

Egmont højskolen, sommeren 2017

I perspektivet

Kære du, unge højskoleelev.


Hvem er du? Hvad vil du gerne lave? Hvad står du for?

Tanker tager en karruseltur i perspektivet af et højskoleliv.
Tankerne om hvad du og de andre tænker – den evige gætteleg, for hvad tænker I?
Og hov? Gættede du forkert igen?
Som jonglørbolde jongleres dine tanker rundt i luften.
Du prøver at gribe dem alle, alt imens du hæves af trapezen - højt på cirkusmanegens himmel.
Langsomt mistes fodfæstet under dig.
Hvordan kommer cirkusartisten ned på jorden igen?
Pænheden har vundet over fantasien og vildskaben til tilfredsstillelse for publikummet.
Den har hævet dig op.
Slaget har stået sin gang og sejrherren er fundet.

I perspektivet af et højskoleliv er jeg en cirkusartist. Og dog! En cirkusartist med faldskærm solidt plantet i højskolemanegens væksthus. Tryllebunden af fælleskabets fælles skaber.
Tryllebunden af tryghed.
Forhekset af oplevelsen af pænhedens sejr.

”Du er ikke mere noget barn, Alice. Skam dig: at rende efter kaniner i din alder. Hvornår bliver du egentlig voksen?”
Kan cirkusartisten lære noget af Alice i det eventyrlige eventyrland? Pigen, der til trods for
forventninger og tanker om hvad de andre tænker, lader sig falde ned til kaninen med den
høje hat.
Hvis ikke Alice turde, havde hun befundet sig i et voksenland uden eventyr.

Peter Pan rejste modigt til ønskeøen. Lille Tommelise havde aldrig travlt med at overbevise andre om, at det var okay ikke at være ligesom de STORE mennesker. Hun fandt blomsterlandet, prinsen - og fik endda tildelt navnet Maja.


Alice, Peter Pan, Tommelise – og Maja - ville have kæmpet en kamp i nutidens
cirkusungdomsgeneration.
Dét, at prinsen og prinsessen skulle leve lykkeligt til deres dages ende, ville være det
sværeste.
Men de ville gøre et forsøg.

Et forsøg i en tid hvor dansegulvet har forvandlet sig til et kødmarked, med mulighed for at vælge og vrage, alt imens bastoner og alkohol rammer hårdt og giver ømme tømmermænd.
Med tinder-match og one-night- stands hvor det er muligt, at den næste altid vil være den bedste.
Vores generation har fået for vane at zappe videre. Vi zapper rundt i livet, zapper videre i
cirkusmanegen. Konstant fremadskuende, i stedet for blot at nyde netop dét øjeblik hvor
trapezen er allerlængst fra underlaget.

Hvorfor ikke blive ved den samme kanal, bare lidt længere? At give hinanden en chance.
Man skulle turde italesætte tvivlen om, hvorvidt netop DU er den bedste kanal. Da ville
kanalen have mulighed for at reklamere med det den også kunne byde på, inden jeg zappede
videre.

Ifølge forskere fra New York University tager det præcis syv sekunder at danne os et indtryk af et menneske vi møder.
Syv sekunder. Syv sekunder og du er zappet videre.
Hvornår blev det uinteressant at lære et andet menneske at kende bare fordi
førstehåndsindtrykket fejlede?
Hvad blev der af fejl og forpligtelse?

I kampen for at have lov til at fejle – ville vi som mælkebøtten, der langsomt krænger sig vej op gennem asfalten på en solskinsdag, agere udbryderkonger.
Udbryderkonger i kærlighedsrevolutionen.

 

Mælkebøtten er nødt til at trænge gennem asfaltfacade for at se hovederne af de andre. Den kunne have valgt at blive under overfladen, i et mørkt og trygt rum af individualisme, men den gør det ikke. Den nægter og kæmper sig vejen frem for at opleve relation til de andre mælkebøtter. De gør det sammen - og ser hinanden.

Mit håb må være, at vi, i perspektivet af dette højskoleliv, kan lave en kærlighedsrevolutionen i eget liv. At kærlighedsrevolutionen må blive en ærlighedsrevolution.
At vores generation må turde at være ærlige overfor hinanden.
Det kan ikke undgås, at det til tider vil gøre ondt – men fremfor alt vil samtalen sejre.

Jeg vil gerne holdes om, så jeg mærker, at jeg holdes af.
Jeg vil gerne holde af og holde om jer.
Og jeg øver mig. Hver dag. I min hverdag. På at blive ligeså god til det som Tommelise-Maja var.

KOM NU!
Lad os lave fejl, lad os grine og græde. Lad os danse og synge en solskinssang i regnvejret - lad vi med afsæt i højskolerne stå sammen om noget!

Måske vi kunne forsøge os som mælkebøtternes cirkusartister?
Hvem er VI? Hvad vil VI gerne lave? Hvad står VI for?

Alt det bedste, fra en forhåbningsfuld (om lidt) tidligere højskolelev.
Afslutningsvist vil jeg gerne bede om, at vi i fællesskab synger nr. 145 i højskolesangbogen ”Kære Linedanser”.
Tusind tak til Egmont Højskolen, rigtig god sommer til alle.
Og på gensyn til mælkebøtternes cirkusartister!

 

Senest opdateret: tirsdag, 1. august 2017 13:22