Arrangementer

Koncert med Christian Søgaard Trio

Onsdag 16. september 2020

V. Christian Søgaard Trio

Med en traditionel besætning bestående af sang, harmonika, guitar og kontrabas bevæger Christian Søgaards Trio sig humørfyldt og ubesværet fra jazz og skæve balkanrytmer over fransk musettevals til blues og visesang. 

Koblet med nogle tekster, der på kryds og tværs beskriver det at være menneske, smelter det hele sammen i et meget personligt og unikt udtryk.

Fredag d. 18. september udkommer trioen nye album, ’Glimtet i øjet’, med tekster af Pernille Plaetner og musik af Christian Søgaard.

Albummet er en skøn blanding af poetiske sange om naturen, sanselige og skæve sange om dig og mig, sange, der maner til eftertænksomhed og sange, der med et glimt i øjet kommenterer på tidens hotte emner.

Musikken er en stor kærlighedserklæring til alt, hvad der bevæger, beriger og inspirerer. Fælles for alle 12 sange er, at de i både tekst og musik fortæller gode historier. F.eks. sangen ’Velbekomme’, der humoristisk sætter fokus på det daglige aftensmåltid, der efterhånden er så svært at nyde, enten på grund af klimabelastningen eller produktionsformerne. 

Pernille Plaetner og Christian Søgaard står på skuldrene af et andet stærkt makkerpar i dansk musikliv, nemlig Benny Andersen og Povl Dissing. Christian var i mange år fast musiker i Povl Dissings trio, Dissing, Von Daler og Søgaard, og Pernille skrev i sin tid, selvfølgelig med Benny Andersens velsignelse, ’Ninas sange’, der var den kvindelige pendant til Svantes Viser.

Lineup:

  • Christian Søgaard – sang, harmonika og harmonium
  • Morten Nordal – guitar, kor
  • Jens Holgersen – kontrabas, kor

 Arrangementet er gratis og alle er velkomne.

Brug gerne mundbind, afsprit hænderne og sørg for at holde afstand. Af hensyn til vores elever, vil der være anviste siddepladser til gæster udefra.