Spring til hovedartiklen - genvej for blinde
1.jpg

Intro med dilemmaer, fordybelse og bagedyst

Forårsholdet er startet, og eleverne er i fuld gang med aktiviteter, der spænder lige fra lagkage-konkurrencer og video-statements til økonomiske dilemma-diskussioner.

 

190 forventningsfulde og en pænt stor flok af lige så spændte lærere og øvrigt personale tog søndag d. 4. januar hul på et nyt semester.

De første dage er sat af til at skyde semesteret godt i gang, og denne gang har intro-udvalget lagt vægt på samarbejde og solidaritet - helt i skolens ånd.

Vi bruger derfor tre formiddage, hvor eleverne skiftevis deltager i tre forskellige workshops.

 

Den Store Bagedyst - Egmont edition

I hallen dyster eleverne i hvem, der kan fremstille de bedste lagkager. Men det er ikke et helt normalt udstyret "køkken" eleverne er havnet i.

Først skal de løse forskellige opgaver for at få udleveret de nødvendige ingredienser.

Så skal de lave kagecreme, piske flødeskum og smelte chokolade til pynt. Vel at mærke uden piskeris, og andre almindelige køkkenredskaber. Kagecremen skal fx. koges op på et Trangia friluftskøkken.

 

Svævende lagkage-opbygning

 

Endelig skal eleverne samle lagkagerne, og det foregår fra en gynge, som andre folk fra holdet styrer via tovværk.

Kagesamleren ligger på gyngen og dirigerer holdet til at flytte gyngen rundt, så hun kan nå de forskellige ingredienser.

Til slut bedømmer vi kagerne på både smag og udseende.

 

David pisker flødeskum i plasticpose Therkel bygger holdets lagkage Efter konkurrencen er det spisetid

 

 

Økonomiske dilemma-diskussioner

I Lillesalen tager eleverne stilling til forskellige dilemmaer. Et højskoleophold skal gerne gøre dig klogere på dig selv, og ved at prøve dine holdninger af i diskussioner med andre, lærer du både dig selv og dine højskolekammerater at kende.

 

Diskussioner ved bordene Eleverne skal argumentere for de valg de foretager Ved at sige din mening lærer du dig selv og andre at kende

 

Dilemmaerne er fiktive, men alligevel taget ud fra vores erfaringer med hvilke diskussioner og udfordringer, et højskolesemester ofte kan byde på.

Eleverne bliver også sat til at spare penge: de opdeles i mindre grupper, som hver får en seddel med et antal mulige besparingsområder på skolen.

Nu skal de så diskutere hvordan de vil finde 300.000 kr. i budgettet.

Vil de fjerne kaffen fra spisesalen? Vil de sælge alle busserne? Eller selv gøre rent på fællesområderne?

Her skal der virkelig argumenteres, så gruppen ender med at have et samlet bud på den iscenesatte sparerunde.

 

 

Fordybelse og dannelse

I den tredie workshop eleverne når igennem, er der sat fokus på fordybelse og dannelse.

Det er ikke helt ligegyldigt hvilke forventninger, man har til sit ophold, og ved at sætte ord - og billeder - på forventningerne, bliver det forhåbentligt lettere at opfylde dem.

 

Eleverne taler om mål og muligheder En af de faste opgaver går ud på at lave et livshjul Hvad vil du med dit højskoleophold?

 

Eleverne udfylder et såkaldt "livshjul", som grafisk viser dem noget om, hvor de er i deres liv.

Livshjulet kan fortælle dem om, hvor de har styrker, og på hvilke områder de har nogle udfordringer.

 

En anden opgave går ud på, at eleverne optager en lille video, hvor de kort og præcist formulerer nogle konkrete og klare mål for deres højskoleophold.

 

Workshoppens hovedsigte er, at opfordre eleverne til at gribe den chance, som deres højskoleophold giver dem.

Her kan de bruge tid på at fordybe sig, uden at der er krav om fx. eksamen.

Vi vil gerne have, at eleverne selv tager det ansvar der skal til, for at ændre på ting i deres liv.

 

Med alle intro-aktiviteterne mener vi nok, at vi er klar til en god gang højskole!

 

Senest opdateret: mandag, 2. februar 2015 02:49
  • VILLAVEJ 25, HOU
  • 8300 ODDER
  • TLF: 87 81 79 00
  • FAX: 87 81 79 79
  • E-MAIL: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • CVR nr. 46 23 11 12