Spring til hovedartiklen - genvej for blinde
6.jpg

Vi skal stå fast

Omkring 200 mennesker var mødt frem ved en festlig fejring af Grundlovsdag.


Vi skal stå fast på velfærdssamfundets værdier. Det, som andre har bygget op, skal vi værne om. Det lærer vi og lever vi ud her på Egmont Højskolen. Da jeg kom ud i morges, på festivalspladsen fra igår lå der en computer. Jeg tror, Egmont er en af de eneste steder, hvor der er så meget tillid og ansvar, at en computer kan få lov til at ligge fremme. Det er nogle af de værdier, velfærdssamfundet har, og som vi skal holde fast i,” sagde Lise Hedegaard Kallesøe, der er elev på Egmont Højskolens igangværende semester i sin Grundlovstale.

 

Elev Lise Kallesøe holder Grundlovstale

Høj solskin, god musik fra Fies Big Band og en masse glade mennesker skabte rammerne om årets Grundlovsmøde på Egmont Højskolen. Det var perfekte rammer til at få formidle politiske og medmenneskelige budskaber.

Vi skal være åbne men vi skal også stille krav. Jeg vil ikke være med til, at der skabes parallelsamfund, hvor kvinder ikke må være en aktiv del af arbejdsmarkedet. Det er uacceptabelt, når en gruppe unge mænd omringede mig i sidste valgkamp og sagde, at jeg ikke måtte tale mere imod tørklæder.Det begrænser min ytringsfrihed, og det skal vi ikke finde os i. Det handler ikke om at alle skal kunne spise frikadeller. Der er vi forskellige, og den forskellighed skal der være plads til. Men fremmede skal leve under danske værdier om demokrati og ytringsfrihed. Og de skal overholde dansk lovgivning,” sagde Fatma Øktem, folketingskandidat fra Venstre i Odder og Skanderborg.

 

Fatma Øktem var dagens første taler

Det var tydeligt gennem talerne, at Grundloven i høj grad bør skabe rammerne for at mennesker kan leve et godt liv. Et godt liv er at have muligheder.

“Jeg var i USA for at besøge mit barnebarn. Han er ikke så gammel, så det var legepladser, der optog os. Jeg var rundt på mange legepladser, og der slog det mig, at legepladser i USA er lavet sådan, at alle kan være med. Det gælder også børn med handicap. Det skal vi være bedre til i Danmark. Det er lidt underligt at sige det her på Egmont Højskolen, for skolen er i høj grad et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre, at lave rammer, hvor alle kan være med”, sagde formand for Det Centrale Handicapråd, Anette Laigaard.

 

Anette Laigaard - formand for Det Centrale Handicapråd

Alvor med humor
De alvorlige emner kunne også behandles med humor og et glimt i øjet. Det viste den fjerde taler, som havde krævet at forstander Ole Lauth, fungerede som PowerPoint, da han ellers var bange for, at folk ikke forstod alt hvad han sagde, da han er spastikker. Journalist og komiker Jacob Nossell beskrev en taxatur hjem fra Danmarks Radio, hvor han arbejder.

Jacob Nossell brugte Ole Lauth som "levende PowerPoint"

Chaufføren spurgte hvad jeg lavede på Danmarks Radio. Jeg sagde at jeg var ansat som journalist på Detektor. Chaufføren forstod ikke og sagde, 'Nå, du arbejder på TV Glad'. Jeg måtte sige det nogle gange, før han forstod hvad jeg sagde. Det er selvfølgelig hårdt som spastiker, at man nogle gange må bruge tid på det. Men omvendt tror jeg, at jeg i den halve time fik lært en taxachauffør, hvad en person med handicap også er,” sagde Jacob Nossell.

Jacob Nossell lagde meget vægt på, at han og andre unge med handicap måtte i gang med, at kæmpe.

Oluf og Ole Lauth samt mange andre med og uden handicap har kæmpet for de rettigheder, vi har i dag. Men vi må ikke falde i søvn, så sker der forringelser. Nu er det de unges tur til at kæmpe for, at mennesker med handicap skal have de samme rettigheder som andre,” sagde Jacob Nossell.

 

Big Fies Big Band spillede for de mange Grundlovsfejrende tilhørere

 

Som ved de sidste mange mange grundlovsarrangementer på Egmont Højskolen stod Big Fies Big Band for den musikalske underholdning mellem talerne.

 

 

Senest opdateret: mandag, 6. juni 2016 14:09
  • VILLAVEJ 25, HOU
  • 8300 ODDER
  • TLF: 87 81 79 00
  • FAX: 87 81 79 79
  • E-MAIL: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • CVR nr. 46 23 11 12