Spring til hovedartiklen - genvej for blinde
1.jpg

Geelsgårdskolen

Indtryk fra Geelsgårdskolens historie


Ungdomsoplevelser på Geelsgård i 1969

Af Ole Lauth

 

Min far var født med spastiske lammelser og var mere eller mindre tvunget til at tage på højskole for at befri sig fra et trist liv som invaliderentemodtager i en alder af blot 23 år. Han havde fået en erklæring fra lægerne på det Ortopædiske Hospital: "...spastikere kan erfaringsmæssigt ikke gennemføre en uddannelse eller fastholdes i et arbejde".

 

Selv blev jeg født seks uger for tidligt, og kort efter min fødsel tog mine forældre mig med til Norge. Her skrantede jeg meget. Og en venlig norsk neurolog var ikke i tvivl om, at min for tidlige fødsel havde påført mig en mindre hjerneskade. Hjemme i Danmark igen fik min far den tanke, at han ville starte en højskole for vanføre. Det lykkedes for mine forældre i 1956 med hjælp fra Samfundet og Hjemmet for Vanføres administrationschef, Poul Stockholm: SHV's feriehjem i Hou blev omdannet til en folkehøjskole for vanføre. En af barakkerne på højskolen hed Børnely, og her blev børnene fra børneskolen på Esplanaden og senere Geelsgård "luftet" om sommeren.

 

Levede ikke med diagnoser

Jeg voksede altså op med en svært handicappet kørestolsbrugende far på en skole, hvor man skulle være vanfør for at blive optaget. Det var kun, når mine skolekammerater ville vide, hvordan det var

at leve i sådan et miljø, at det strejfede mig, at de så anderledes på de mennesker, der omgav mig. Men jeg levede ikke sammen med diagnoser, jeg levede sammen med mennesker af kød og blod. Min egen "hjerneskade" blev jeg først opmærksom på, da jeg var forbi puberteten, ellers kunne min "diagnose" have været fin til at svække pligten til at lære at læse, skrive og regne. Jeg havde svært ved det, og uden en kolossal indsats fra min mors side, var jeg let kommet til at hænge i en diagnostisk undskyldning for ikke at kunne lære.

 

På realskolen fik jeg det skudsmål, at mit svingende resultat var en konsekvens af "stor vilje og flid, men evner der lod noget tilbage at ønske". Senere kom jeg på kostskole, hvor jeg fik det skudsmål, at jeg havde "fortrinlige evner, som kun blev udnyttet ganske sporadisk".

 

Med sådanne skudsmål var der kun mulighed for uddannelse på et seminarium. Lærermanglen var ret omfattende, og optagelseskravene var stort set uden betydning. Jeg kom på Skive Seminarium, som på daværende tidspunkt var et rimeligt progressivt uddannelsessted. Det var meget mod min fars vilje, at jeg gik "bogens vej". Han havde - med de begrænsede evner han anså mig for at besidde - ønsket mig en håndværksmæssig uddannelse.

 

Næsten utilgivelig forbrydelse

På seminariet valgte jeg bl.a. liniefag i specialundervisning. Måske på baggrund af de erfaringer jeg var vokset op med, eller fordi jeg anså faget for at være overkommeligt. Men snart viste det sig, at jeg ikke forstod datidens grundlæggende forskel på normalundervisning og specialundervisning. Min lærer foreslog, at jeg fandt en specialskole til de første tre ugers praktik med henblik på, at jeg kunne tilbringe min græsperiode (et halvt års vikariat med fuld løn) det samme sted.

 

Som dreng havde jeg flere gange besøgt Geelsgård, og på højskolen havde vi mange elever, som havde tilbragt deres barn-dom på skolen i Virum. Så jeg havde en klar fornemmelse af, hvad jeg gik ind til. Min far sikrede de nødvendige aftaler for, at jeg kunne komme i praktik med mulighed for forlængelse. Jeg blev vikar i en klasse med tre børn - to drenge med cerebral parese og en pige, der vist nok havde rygmarvsbrok. Børnene var i 11-12 års alderen, og jeg skulle undervise i stort set alle fag. Jeg fik et tagkammer og blev tilknyttet en af afdelingerne, hvor jeg kunne indtage måltiderne sammen med børnene. Som jeg husker det, var atmosfæren præget af den tids institutionskultur. Noget jeg vel nok havde fået nok af. En aften tog jeg en ung kørestolsbrugende fyr med i biografen i nærheden af Vesterport Station. Det var en forbrydelse, som var næsten utilgivelig, da jeg ikke havde indhentet de nødvendige tilladelser.

 

Behandling i stedet for undervisning

Når morgenmaden var indtaget, var der fælles morgensang, hvorefter undervisningen gik i gang kl. 9 i de relativt små klasser. Det undrede mig såre, at eleverne, ret hurtigt efter at undervisningen var gået i gang, blev hentet af damer i hvide kitler til behandling i fysioterapien, ergoterapien eller tandplejen. Dertil kom ortopæderne, bandagisterne og talepædagogerne. Filosofien var, at eleverne skulle være selvhjulpne, så næsten hver dag sad jeg i undervisningslokalet uden elever fra klokken 10 til klokken 12.

 

Jeg fandt systemet noget idiotisk. Jeg vidste fra min far, at flere ergo- og fysio-terapeuter havde herset med ham for at lære ham selv at tage strømper på. Med særlige tænger og andre tekniske anordninger kunne det lade sig gøre. Men det tog to timer, og bagefter var han udmattet. Min mor og jeg selv kunne give ham sko og strømper på under 5 minutter, så havde han tid og overskud til det, han var god til. Hvorfor skulle spastiske drenge lære at binde sko og slips, når de måske kunne få større glæde af at lære at læse, regne og skrive? Og hvorfor skulle behandlingen foregå i de bedste timer for indlæring?

 

"Også intellektuelt retarderede"

Ved et forældrebesøg på skolen klagede en far over, at hans søn i 7. klasse ikke havde lært halvt så meget som lillebror i 3. klasse i folkeskolen derhjemme. Den konstituerede inspektør forklarede den undrende far, at hans søn jo var spastiker, og at han måtte lære at erkende, at spastikere ud over deres fysiske vanskeligheder også er intellektuelt og perceptuelt retarderede. Smak, der fik han den. Jeg kunne ikke lade være med at spørge, om også min far, som var højskoleforstander, skrev i flere dagblade og var lægdommer i den sociale ankestyrelse, også var intellektuelt retarderet. Jeg kunne heller ikke lade være med at gøre opmærksom på, at eleverne ikke fik megen undervisning i reelle skolefag, da dagen stort set gik med at behandle med henblik på børnenes selvhjulpethed.

 

Efter dette optrin blev jeg kaldt til en irettesættende samtale på inspektørens kontor. Jeg mindes ikke, at hverken de formanende ord eller den hule argumentation gjorde noget synderligt indtryk på mig. Jeg besluttede med mine tre elever, at vi ville låse døren til klasseværelset, og når "de hvide kitler" bankede på, ville vi være helt stille. Det gik faktisk godt i tre dage, og eleverne syntes, det var sjovt at "få fri" til at lære noget. På tredje dagen blev det opdaget, og i al stilfærdighed blev jeg sendt tilbage til Skive. Man mente, at min forståelse for handicappede børns læring og udvikling var særdeles begrænset. Jeg blev i stedet vikar ved Jebjerg Skole i Salling.

 

Ikke på bekostning af kundskaber

Mine erfaringer og mit vidnesbyrd fra Geelsgård Kostskole t 1969, overbeviste mig ikke om, at tidens sondring mellem specialundervisning og normalundervisning var den rigtige. Men jeg fandt ud af, hvad god og dårlig undervisning er. Jeg fandt også ud af, at alt det rigtige, vi gør i en god sags tjeneste, kan være himmelråbende forkert med en anden erkendelse. Selvhjulpethed ja. Men ikke på bekostning af intellektuelle og nyttige kundskaber. Min udtalelse fra seminariet om mine evner på det specialpædagogiske område rakte ikke til ansættelse på en specialskole. Derfor blev jeg handelsskolelærer i 20 år. Fra 1981 til 1991 var jeg faktisk også fagkonsulent for specialpædagogisk støtte i erhvervsuddannelserne, men det er en helt anden historie. Til lykke med 50 års jubilæet.

 

Ole Lauth

Senest opdateret: fredag, 26. december 2014 15:40
  • VILLAVEJ 25, HOU
  • 8300 ODDER
  • TLF: 87 81 79 00
  • FAX: 87 81 79 79
  • E-MAIL: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • CVR nr. 46 23 11 12