Spring til hovedartiklen - genvej for blinde
1.jpg

Har mesterlæren en fremtid

Om dengang jeg skrev til BMW og Toyota.

 

Hektiske forhandlinger på Statsministerens kontor. Pia Kjærsgaard og hendes to væbnere kommer ud til de ventende kameraer og mikrofoner: "Hvad fik l ud af forhandlingerne med Statsministeren?". "Vi vil have mesterlæren tilbage. Den gamle mesterlære vil sikre unge, som ikke kan honorere de boglige krav på skolerne!" Sådan. Klar tale. De elever, som befandt sig i den fjernsynsstue, hvor jeg tilfældigt opsnappede budskabet, var helt enige. Den gamle mesterlære duer, det er alt for bogligt på de tekniske skoler.

 

Naturligvis ved Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup godt, at den nuværende erhvervsuddannelseslov har to indgange - skolevejen og praktikvejen. Det er muligt i dag at starte hos en mester, det er endda muligt at lave et helt individuelt tilrettelagt forløb - også for bogligt svage og andre elever med særlige behov. Det virker bare ikke. Det kan ikke lade sig gøre. De sidste år har vi her på skolen forsøgt at få elever med særlige behov (kognitive og boglige vanskeligheder) ud i job eller lærlingeforhold indenfor flere fagområder. Uden held.

 

geelsgaard

Ole Lauth i lærerpraktik på Geelsgård kostskole i 1969.
På Egmont Højskolen har vi i løbet af de sidste 6-7 år haft flere store byggerier i gang. Vi har ikke set en eneste lærling med særlige behov. Hverken mestre eller svende ønsker at drøfte forholdet. Gået direkte på klingen, forklarer de - mureren, tømreren, elektrikeren, maleren og smeden: "Lærlinge har vi ikke tid til på en arbejdsplads som denne. Vi benytter farlige og indviklede maskiner, og lærlinge skal besidde håndværksmæssige færdigheder, så de kan følge ternpoet. Vi har ikke tid til at være barnepiger og lege pædagoger!".

 

Dansk Folkeparti må have kontakter til andre i de faglige områder, som gør, at de tror, at det vil være muligt at skabe nye vilkår for bogligt svage lærlinge, hvis man beslutter det politisk. Undskyld min tvivl. Kravet er efter min mening baseret på en romantisk opfattelse af byggesektoren, jern- og metalområdet, servicesektoren og alle de brancher, man ellers kan uddanne sig i og til via mesterlæren.

 

Jeg er selv vokset op i 1950erne, i hvad man kunne kalde Morten Korch idyl. Indtil jeg blev teenager opholdt jeg mig ofte og gerne hos min morfar, smeden i Lørup. Min morfar var smedemester i en landsby mellem Ringe og Ryslinge. Han var født i 1887. Som fjortenårig kom han i lære som smed hos min oldefars fætter i Hostrup. Fra han var lille knægt, var han kommet i smedjen, hvor han gik til hånde. Han kendte kulturen, han havde passet bælgen til essen. Han vidste alt om de forskellige metaltypers beskaffenhed.

 

Færdiguddannet var han rundt hos forskellige mestre i Jylland, hvor han lærte andre og nye tilgange til faget. Da han havde sparet op, kunne han bruge en vinter på Vallekilde højskole, hvor han dels fik nyttige kundskaber og dels gode venner for livet. Det liv som skal leves ved siden af essen og ambolten. Han blev politisk og kirkeligt vakt og tog efter sit højskoleophold på valsen, med ophold i Tyskland, Spanien og Portugal. Han havde lært at se. Mange håndsmedede gitterporte ved kirker og herregårde bærer præg af den viden, min morfar hentede med hjem fra udlandet.

 

I 1914 blev han gift og etablerede sig som smedemester. Fra 1916 til 1921 fødte min mormor ham 6 børn, hvoraf de 4 var drenge. Alle 4 drenge voksede op i og omkring smedjen og ikke uden grund, kom de også i lære hos min morfar. Deres mesterlære startede stort set i barnevognen. Hammerens rytme og larmen fra essen var en del af deres opvækst. Hver morgen - meget tidligt ankom mælkekuskene for at få skoet deres heste. Også Erik Eriksen troppede op hos smeden med en opgave og vel også for at få et radikalt syn på den politiske situation. Arbejdet med skoning af heste og arbejde for statsministeren blev ikke overladt svendene. Man skulle have boglige kvalifikationer og eksamen fra den veterinære landbohøjskole, for at forestå skoning af heste, og Eriksen skulle have det bedste fra mesters egen hånd. Min mors brødre valgte det de kendte - det de var socialiseret ind i. Alle blev de på hver deres måde respekteret for deres faglighed med rod i det gamle håndværk. Sådan valgte man, før verden gik af lave.

 

l slutningen af 1970erne blev de Erhvervsfaglige Grunduddannelser indført på erhvervsskolerne, dog således at man stadig kunne vælge mesterlæren (praktikvejen). Uddannelserne blev tilrettelagt ud fra den erkendelse, at de nye unge ikke kendte eller kunne identificere sig med forældrenes beskæftigelse, Forældrene gik ud på en fabrik, et kontorhus, en byggeplads eller en arbejdsplads, hvor det var for farligt eller kedeligt at være med som barn. Vi havde med unge at gøre, som ikke havde nogen selvoplevet erkendelse af, om de ville blive ved faderens læst, eller om de ville prøve kræfter med andre erhverv. EFG var et system, hvor man kunne gøre sig konkrete erfaringer på værksteder, for at få en selvindsigt i egne evner i forhold til forventninger og drømme. Det konkrete skulle afprøves, før det endelige valg om fag og retning skulle besluttes. Filosofien var, at man ikke kan vælge noget, man ikke kender og erkender - og selv det bedste vejledningssystem kan ikke ændre på det forhold.

Det er også romantik at tro, at bogligt svage unge pr automatik er udrustet med håndens gaver. At blive en dygtig håndværker eller faglært kræver evnen til at forestille sig et resultat - at tænke længere end i nuet. Der kræves tålmodighed og evnen til at se - at iagttage processer og forstå dem. Om det foregår via teori (undervisning) eller som iagttager af udførte operationer er stort set ligegyldigt, Det vigtige er, at man selv får lov til at prøve. At smede hestesko og plovjern krævede øvelse, viden og erfaring. Ind i mellem måtte min morfar tage afsked med en lærling, som ikke havde forstået jernets sjæl - som manglede respekt for fagets mange facetter.

 

Smedjen er væk. Essen og ambolten er væk - de er henvist til frilandsmuseet. Mine fætre er gået videre i smedens fodspor. De arbejder med teknologi på det sundhedsfaglige og energimæssige område. Jeg selv kom i mesterlære som højskoleforstander fra mit 8. år. Og det var ved gud ikke nogen let læretid. Trangen til fysiske sysler var langt større end ønsket om en boglig uddannelse.

 

Som flere i min generation er jeg opvokset før diagnoserne kunne afsvække pligten. Som studiechefen på Københavns Universitet, Jakob Lange, kan jeg i dag takke min utrættelige mor for, at jeg fik lært at læse og skrive nogenlunde. Bogstaver og det de stod for, sagde mig intet, l to år kæmpede min mor og jeg hver aften og hver morgen, før jeg skulle i skole med bogstavernes mysterium. Da mine egne børn gik i folkeskolen, fik vi lodret besked på, at det var skolens ansvar at få lært børnene de nødvendige kundskaber. Den samme besked får mine børnebørns forældre. Det er idioti.

 

Senere, da jeg fik et vist indblik i folkeskolens forbrug af specialundervisningsmidler, måtte jeg undres over, hvor megen ekspertbistand man kastede bort ved ikke at inddrage forældrene i læringsprocesser. Nogle forældre skal have hjælp til denne indsats, men her var mange specialundervisningsmidler givet godt ud - hjemme hos Brian sammen rned mor og far.

 

Det er romantik at tro, at mesterlæren kan udvikle de færdigheder, man kan leve af i et moderne samfund. Måske funktioner indenfor det grønne område, service og rengøring, men kun arbejdsområder, som ikke kan overtages af maskiner eller laves billigere i Kina. Det bør globaliseringsgruppen have med i sine overvejelser.

l 1983 lagde jeg mig ud med hele ordblindesagen i Danmark. Som lærer på en erhvervsskole, havde jeg fået en sidebeskæftigelse, som konsulent i Bertel Haarders ministerium. Man kan jo altid overveje, om man får jobbet som konsulent for ikke at gøre skade på ordentlige elever, eller det er fordi man har noget at konsultere andre med. Sagen var, at der var stor utilfredshed med den megen boglighed på erhvervsskolerne.

 

Undervisningsminister Bertel Haarder havde været til sølvbryllup og fået Brians tante som borddame. Brian ville gerne være mekaniker, men det var komplet urimeligt, at han både skulle lære edb, svagstrømsteknik og engelsk - han ville jo blot reparere biler. Jeg havde det privilegium at kunne følge flere lærlinge et par dage på værksteder for kendte tyske og japanske mærker. Og allerede i begyndelsen af 80erne var det tydeligt, at min morfars svensknøgle, skruetrækker og en hammer ikke slog til. Allerede dengang havde mikroprocessorerne gjort deres indtog under motorhjelmen, og manualen var på engelsk.

 

Ophidsede mødre og fædre ville have mig til at ændre de boglige krav til ordblinde Brian, som bare ville være mekaniker. Jeg skrev til både BMW og Toyota, at de måtte lave nogle mere simple biler, så Brian også kunne være med. Jeg fik aldrig svar. Jo mere udviklet verden bliver jo mere indviklet bliver den at håndtere. Vi slipper ikke for værkstedsskoler, produktionsskoler og andre surrogater for den ægte vare. Lærlinge skal have en meget større viden i dag end for blot 10 år siden.

 

Det er derfor, det hedder et videnssamfund. Den nye teknik kan også bruges til at kompensere Brian for hans manglende læsefærdighed eller hjælpe ham med at lære de rutiner, et job i den moderne verden kræver. Min morfar og Mads Eg Darngaard kom på højskole for at lære nyttige kundskaber, men de fik også nogle handlemuligheder med som gav udsyn og forståelse for den større sammenhæng, de var en del af.

 

Dansk Folkeparti skal fastholde ønsket om praktikvejen - og for min skyld må det gerne hedde mesterlære, men der skal også være en praktisk vej i det offentlige (s katte betalte) system (den 3. vej) ellers taber vi alt for mange - også bogligt svage - som ikke kan honorere eller tilpasses de krav, den nye teknik, ændrede arbejdsmiljøkrav og den internationale konkurrence kræver. Velkommen til den nye regering og dens støtteparti.

 

Ole Lauth

 

Senest opdateret: fredag, 26. december 2014 15:40
  • VILLAVEJ 25, HOU
  • 8300 ODDER
  • TLF: 87 81 79 00
  • FAX: 87 81 79 79
  • E-MAIL: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • CVR nr. 46 23 11 12