Spring til hovedartiklen - genvej for blinde
1.jpg

Hvem skal holde højskole

Hvem skal holde højskole for hvem og med hvilket indhold?

af Ole Lauth, forstander, fra årskriftet 2000

 

Under overskriften ”Grundtvig er ikke et fedt!” havde højskolelærer fra Højskolen på Helnæs, Anders Lyng i september et udfald i højskolebladet nr. 27 mod den tendens, at lukningstruede højskoler har ændret formål ”hen over nat”. Det drejede sig om
IT-højskolen på Snoghøj, ”sent udviklede” på Båring højskole og overvægtige på Ubberup højskole. Anders Lyng ville vide, om Undervisningsministeren vil godkende højskoler, der på grund af tilhørsforhold til en bestemt organisation ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med intentionerne i højskoleloven. Anders Lyng repeterede i sit indlæg nogle væsentlige principper for god højskoletradition: højskolen er åben for alle – eleverne skal komme frivilligt osv. Ministeren svarede i højskolebladet nr. 30, at lovgivningen også gælder for skoler, der ændrer deres værdigrundlag. De omtalte skoler er ikke dømt på forhånd og kun praksis kan vise om skolerne lever op til deres ansvar.

 

I Højskolebladets leder i nr. 32, blev skolen her vældig pænt omtalt af Niels Højlund: Der er i højskolen meget som kan lade sig gøre, også af det som de gamle guldrandede grundtvigske skoler måske i første omgang så skævt til. Tænk bare på det arbejde som for en menneskealder siden blev indledt af Oluf Lauth og som nu fortsættes af hans søn… Egmont Højskolen er ikke en skole for handicappede, den er en skole for alle, men modsat så mange andre steder i vores samfund vil de på Egmont Højskolen tage alvorligt, at med til ”alle” hører altså også de på forskellig måde handicappede. Det er rigtigt husket af Højlund, at der ved gud ikke var opbakning om nødvendigheden af en højskole for vanføre tilbage i 1956. Op gennem 60erne og 70erne var det Egmont Højskolen, der kom til at stå som eksponent for et forsvar for de ”skæve” på højskolerne, men skolen blev også sat i bås – særligt i højskolekredse – som (højskole) institutionen for de handicappede, der jo blev fyldt af sig selv.

 

I 1970 havde der i Højskoleforeningen været afholdt et møde i Silkeborg, hvor en række højskolefolk frasagde sig de samspilsramte som elever, da de på skolerne manglede ekspertise og da der altså var alt for meget besvær med ”den slags”. I en artikel om emnet i Højskolebladet nr. 43/30. oktober 1970 slutter min far af med følgende: ”Det drejer sig her ikke om særlig ekspertise, men om menneskelighed, om solidaritet med den, som har brug for hjælp… Hviler vores højskolegerning ikke dybest set på en solidaritet med mennesker?”

 

Da jeg for næsten 10 år siden var startet som forstander her på skolen skete der noget, som jeg stadig undres over. Kolleger på andre højskoler kontaktede mig for at forhøre, hvordan det nu forholdt sig med Jens Peter, som havde gået her på skolen for 3 år siden. Var han både fordrukken og voldelig, eller havde han styr på sit liv? Jeg måtte jo skuffe de venlige kollegaer med at jeg af gode grunde ikke kunde sige noget om Jens Peter, da jeg ikke havde haft fornøjelsen af ham for 3 år siden. Men jeg tilføjede, at selvom jeg havde kendt Jens Peter ville jeg ikke have givet nogen form for vurdering af hans muligheder på en anden højskole. Hverken hans forhold til druk, hash, vold, den private ejendomsret eller andre for en højskole uheldige variationer over menneskelige temaer ville jeg give videre.

 

Sagsbehandlere bad os ustandseligt om vurderinger af tidligere elevers udbytte af højskoleopholdet. Også de flinke forvaltere i den sociale sektor måtte jeg skuffe. Jeg kendte jo ikke de der Jenser. De havde været her før min tid. ”Men skolen måtte dog have noget papir, som på en eller anden vis udtrykte de unge menneskers udbytte af opholdet ellers ville de godt nok mene, at en hel del skattekroner var gået til spilde.” Jeg måtte beklage, sådanne optegnelser fandtes ikke.

 

Stor var forundringen. Andre højskoler var dog mere end villige til at efterkomme et ønske om en relevant vurdering af elevens udbytte af opholdet. Ville vi på Egmont Højskolen sætte os ud over bistandslovens oplysningspligt – og havde vi i øvrigt ingen forståelse for, at et højskoleophold kunne være et led i en revalideringsplan, som indebar en slutevaluering/vurdering til myndighederne.

 

Jeg fandt og finder det ikke værdigt at vurdere myndige menneskers udbytte af fx et højskoleophold, deres gøren og laden i mere end et halvt år uden de selv bliver inddraget – uden at min vurdering går gennem dem. De skal selv afgøre om min dom – min subjektive vurdering skal indgå i en handleplan eller en afgørelse om pension.

 

Både kollegaerne og sagsbehandlerne fandt, at der på højskolen i Hou var blevet ansat en underlig pedant, som ville varetage noget så mærkværdigt som det enkelte menneskes integritet. Der findes den etik vi taler om, og så findes den vi handler efter! Ind i mellem støder jeg på telefonreferater eller skriftlige oplysninger/domme fra højskolefolk, som jeg undres over. Hvor er sammenhængen mellem det de siger de holder højskole på og så det de gør i virkeligheden?

 

Som mange ved frarådede min far mig på det kraftigste at returnere til højskolen. Han lovede mig direkte arveløshed, hvis jeg formastede mig til et sådant forehavende. Han døde et år før jeg søgte til Egmont Højskolen, men fik dog forklaret: ”I højskolen skal du hykle og forstille dig og beskrive én virkelighed i kredsen, for at blive accepteret som ægte (manifest) grundtvigiansk højskolemand, og i den virkelige virkelighed er det hårdt arbejde 25 timer i døgnet, hvis skolen skal overleve. Hold dig fra det.” Og så pegede han op på krudttønden med den korte lunte, som indgik i det pibebræt, Fløjte-Emil fra Ryslinge havde lavet til ham.

 

Da højskoleloven sidste år var til høring, gav både DSI (De Samvirkende Invalideorganisationer) og Landsforeningen LEV udtryk for, at de som organisationer ønskede en mulighed for at oprette højskoler for mennesker med bl.a. udviklingshæmning, da organisationerne havde erfaring for, at alt for mange af deres medlemmer blev afvist på landets højskoler. Man henviste også til forsøg, hvor LEV havde brugt ca. 2,5 mio på at skabe forståelse for de særlige behov, gruppen af udviklingshæmmede har. Man fandt ikke, at højskolerne havde brugt dette initiativ til større åbenhed.

 

Ved organisationernes møde med uddannelsesudvalget, havde de ønsket at få oplyst om gruppen ”sent udviklede” , udviklingshæmmede, fysisk handicappede og mennesker med psykiatriske problemer kunne siges at være en homogen gruppe, som fremtræder med fælles karaktertræk, livssyn mv. Spørgsmålet var, om mennesker med fælles diagnose er ens. Svaret kan læses i den nye lovs §15 og §37. Kurserne skal være åbne for alle… og deltagelse kan ikke gøres betinget af bestemte kundskaber eller medlemskab af bestemte foreninger eller organisationer.

 

For svært fysisk handicappede – en gruppe der i tilvækst i Danmark – er der et konkret tilgængelighedsproblem på mange højskoler, men der er også et problem i forhold til de skærpede krav der af arbejdsmiljøgrunde stilles til forhold for hjælpere. Egmont Højskolen har fået kasseret ca. 20 store værelsesbadeværelser fra 1988, da nye krav betinger meget mere arbejdsplads for ”plejepersonalet”. Det er næppe tænkeligt, at der vil blive stillet offentlige midler til rådighed for at alle landets højskoler kan blive fuldt tilgængelige. I Norge og Sverige har man valgt at gøre to skoler fuldt tilgængelige med offentlig støtte og så håber man hos vores nordiske naboer på, at flere skoler i forbindelse med om- og tilbygninger bliver bedre egnet til at modtage elever som bruger kørestol.

 

Egmont Højskolen er med mellemrum en potentiel handicappet elevs eneste valgmulighed og i forhold til sommerkurser, som er åbne for alle, er det forskellige organisationer, som nævnes i forbindelse med tilrettelæggelsen. Dette gør vi for at sende et signal til andre kursister om, at på det her kursus vil der deltage spastikere, polioramte, paraplegikere m.fl. Hvis vi ikke gør det får vi dels nogle sure kursister og klagenævnet får nogle svære sager.

 

Der er et andet forhold, som angriber skråsikkerheden. Et forhold som handler om livsmuligheder og fællesskab, men som også indeholder en konflikt i forhold til alles ret til at deltage. Kan mennesker med handicap både ønske inklusion og samtidig have foreninger og interessefællesskaber, hvor kun deres egen diagnose kan deltage? Højskolefolk render sammen, holder kurser og har en fælles forening, fordi de da indtil videre har et fællesskab, betinget af et fælles navn og nogle fælles glæder og besværligheder. På samme måde har mennesker med handicap et behov for samvær og drøftelse af de problemer, de er fælles om.

 

Vi har flere sommerkursister, som vælger skolen her, fordi de kan slappe af fra overvejelser om tilgængelighed og andres vurderinger af dem ”som forkrøblede”. Men i deres hverdag fungere de mellem ”normale” og på normalsamfundets betingelser. Gruppen er ikke homogen, men ønsker at kunne slappe af fra normalsamfundets krav til konformitet og ikke afvigende adfærd. Det valg findes også.

 

Og så er vi tilbage ved højskole for sent udviklede og overvægtige. Er det behandlingsinstitutioner eller højskoler? Nogle vil mene at den slags burde henvises til Socialeller Sundhedsministrenes område – så vi kan få flere sygeliggjort og gjort til sociale tilfælde, kunne man tilføje. Der skal ikke anvendes højskolelovstilskudstænkning til den slags. Anders Lyng henviser til, at bestyrelsen for Ubberup Højskole har fyret det hidtidige forstanderpar, fordi deres jazzlinie ikke slog an. Man kan overveje om fedme ikke er et ernæringspolitisk problem, som folkeoplysende højskoler bør interesserer sig for på linje med jazz – også selvom der i starten vil være tale om et vist segregerende miljø, men hvor de fede kan slappe af. Det er afgjort, at en skole kan ikke lukke sig om en bestemt gruppe – ikke ret lang tid af gangen.

 

Sent udviklede og overvægtige er ikke homogene grupper med særlige spilleregler for et lukket miljø. Sent udviklede er i øvrigt en utroligt upræcis betegnelse – er det dværge, som går og venter på de sidste 40-60 cm eller er det en mangel i kognitiv udvikling? Den gamle forening er også omdøbt til Foreningen Ligeværd og det er altså den, der støtter Båring. Og overvægtige, hvad er det? Er det kg i forhold til højde eller er det følelsen af at være fed der tæller?

 

De mennesker, som vælger højskolen, er efter min erfaring nemlig mennesker som ønsker handling og ikke behandling. Det samme gør sig gældende på Egmont Højskolen. Og det vil det gøre så længe vores værdigrundlag fra 96 omfatter alle, men med et særligt ansvar overfor handicappede, baseret på nøglebegreber som værdighed, myndighed og solidaritet.

 

Der var måske nogen højskolefolk, som i sin tid kunne have hjulpet de gode folk i Ubberup, således, at man havde kombineret jazz og fedme! Man kunne måske forestille sig, at kurserne kom til at omfatte brevskrivning, hvor eleverne blev sat til at skrive ”et brev til sig selv” med akkompagnement af Fats Waller. Det ville dog kunne betegnes som både folkelig frisættelse og igangsættelse af den enkelte, uden tanke for nogen form for nyttetænkning. Fed jazz og god højskole.

Senest opdateret: fredag, 26. december 2014 15:40
  • VILLAVEJ 25, HOU
  • 8300 ODDER
  • TLF: 87 81 79 00
  • FAX: 87 81 79 79
  • E-MAIL: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • CVR nr. 46 23 11 12