Tanker fra en skaldepande - 1992

Demokrati og højskole

Den titel har jeg ikke selv fundet på. Det har redaktøren, og jeg tror ikke jeg vil svare på den. Han er på demokratisk vis valgt til at forestå dette årsskrifts tilblivelse. Derfor har han uddelt opgaver, som skal skabe den helhed et årsskrift skal være. Men altså også et skrift som sender signaler til omverden om, hvad der rør sig på skolen.

Fra min barndom husker jeg den stride kamp min far havde med sin årsskrifts-artikel. Og han havde jo i øvrigt ikke svært ved det med at forvalte tanken og sproget. Han skulle - ligesom jeg skal nu - tilgodese mange hensyn.

Gamle elever vil vide noget konkret om hverdagen og udviklingen på skolen. Overfor kollegaer, det "politiske" og "økonomiske" bagland, skal der fremsættes proklamationer, som kan begejstre og vække til debat og i værste fald beundring. Opgaven er ikke let, og læseren af det følgende skal ikke skrue sine forventninger op. Det bliver på det jævne.
Det stående spørgsmål har været: Hvordan er det at vende tilbage og fortsætte i dine forældres fodspor? Når jeg bliver mindet om det kan jeg jo godt fornemme, at jeg burde have gjort min stilling til spørgsmålet klart. Kunne svare klart og koncist: som ventet, herligt, det bedste der er sket mig.

Men, for det første er jeg ikke vendt tilbage til den samme skole, mine forældre forlod i 1971, og for det andet er den verden, skolen er en del af, en helt anden. For det tredje søgte jeg ikke min fars stilling, men et autonomt job på en autonom skole.

Statistisk set vælger de fleste uddannelse og job i overensstemmelse med den kultur de vokser op i. Min morfar var smed og hans fire sønner blev smede. Dommere rekrutteres i ret stort omfang fra juridiske/akademiske miljøer. I højskolen som sådan går visse slægtsnavne igen. Og en søn på en forstanderstol er altså heller ikke helt et ualmindeligt syn.

Giver en opvækst på en højskole nogle særlige forudsætninger og fordele for at være leder på en højskolen? Næppe, i al fald ikke større forudsætninger end til at blive cirkusdirektør. Hvis højskolen bliver for statisk og for traditionsbunden, dør den. Sin egen indre og udviklende dynamik skal den have, og det får højskolen ikke med automatisk arvefølge.

Det næste obligatoriske spørgsmål jeg bliver stillet er: Ville du have søgt jobbet som leder på Egmont Højskolen, hvis ikke du var vokset op på skolen? Nej, hvis min far havde været murer og ikke spastiker, ville jeg have lagt mursten oven på hinanden for at mennesker kunne have fået nogle gode og smukke huse at bo i.

Hvordan er det at være leder for så mange mennesker? I mit hoved hænger ledelse og økonomi sammen. Det gør det vist for de fleste ledere. Carlson fra SAS brød pyramiderne ned, og blev verdensberømt på det, og da økonomien klemte, byggede han dem op igen. Der findes ingen enkelt løsning på det at lede. De seneste års management teorier handler bl. a. om synlig, motiverende og internationalt orienteret ledelse.

Og det lyder flot og rigtigt. Men ledelse handler i bund og grund om magt. Den samme form for magt, som eksistere i et ægteskab. Et ønske om at forandre den udkårne til det man selv ønsker. Man vil bestemme og samtidigt forlange troskab, opofrelse og kærlighed. Man vil have at hun skal leve op til det billede man har i sit hoved af, hvordan hun skal være og te sig. Og mærkværdigvis skifter det fra dag til dag og fra situation til situation. Man bliver et forskrækkeligt dumt svin ind i mellem. Dog bestræber jeg mig på at være rimeligt forudsigelig. Hvilket kan være svært nok endda.

Administrerende direktør for Rigshospitalet, Christian S. Nissen udtrykker det således: "Ledelse er en sammensat regulering af adfærd, som skal få en gruppe mennesker (medarbejdere) til at gøre noget andet, end de ville gøre, hvis der ingen ledelse var. Ellers var der jo ikke brug for ledelse."

Dette er gammelkendt stof. Det er der skrevet tykke bøger om. Både faglitterære og skønlitterære. Snedige organisationsplaner er udarbejdet, og motivationsskabende ledelsestrategier er udviklet. Men alligevel er ledelse i vælten som aldrig før. Lederne er blevet synlige. I hvert fald dem, der de seneste år er blevet afskediget i finanssektoren. Når det går skidt for en virksomhed - offentlig eller privat - skal en ny leder til og den gamle skal ud. Optimismen skal genskabes.

Glæde og konflikt i passende doser, skaber baggrund for optimisme. De gode spiraler. Et godt årselevtal skaber udvikling og dynamik. Mange og gode sommerkurser kan næsten erstatte ens egen sommerferie.

På vinterskolen fortsætter det: det bobler af energier, fællesskab og udfoldelse. Et hold elever i teater, et hold til bowling fra kl 22 til 00. - på en lørdag aften, et hold elever bager i køknet om aftenen, nogen har været i skoven andre på havet i sejlbåd. Video, radio og animation på terminalerne og i kælderen knokles der med læder, ler, maling, træ, stof og foto. Diskussion og fordybelse i den nye verdensorden, holdninger til debat, alternativ energi og alt det andet, som nogle kalder "urtethe og sværmeri."

Eleverne stiller krav om alles deltagelse til foredrag og husmøde. Tingene skal gøres færdige - også samtalerne. Krav om alvor, fordybelse og munterhed. Og så kommer kvaliteten ind på banen. Kvalitet forstået som ærlig kommunikation, værdighed og humor, men også hastige skift.

Er det så folkelighed og almendannelse? I min fars gemmer lå en forseglet konvolut, som først måtte åbnes efter hans død. I den lå en 62 siders levnedsberetning til ordenshistografen skrevet i 77 og 84. Det livsoplysende og de folkelige rørelser havde han ikke meget til overs for. Fra tiden på Askov vinteren 47 - 48 skriver han, at der helt og aldeles blev talt uden om verdens barske realiteter. Nogle af lærerne bliver beskrevet som dogmatikere eller gigantiske sludrechatoller. Arnfred omtales dog som en leder med en beundringsværdig selvdiciplin og en meget seriøs debattør, som formåede at diskutere på elevernes præmisser. Flid og arbejdsomhed var allerede dengang ikke særligt fremherskende på højskolen, tilføjer min far lakonisk.

I Olleruptiden fandt han heller ikke ind til det lys som de "ægte grundtvigianere" og højskolefolk havde set. Drømmerier kalder han det. Men så kommer et afsnit om min morfar, smeden i Lørup. Om ham hedder det: Han havde således i en årrække været formand for frimenigheden, også under selve Ryslingestriden. På en måde kan det vel siges, at mit første møde med grundtvigianismen var Askov. Nu stiftede jeg bekendtskab med en af de celler, som denne bevægelse var bygget op over.

Afsnittet om min morfar afsluttes med følgende: Han kunne fortælle, og han elskede at fortælle: om slægten, om sit eget livsforløb og om de mange mennesker han i tidens løb havde haft berøring med. Da omstændighederne lagde sig sådan tilrette, at jeg i en lang årrække kom til at arbejde i højskolens tjeneste, måtte jeg jo til at sætte mig ind i og læse om de folkelige bevægelser. Men af alle de mange bøger, som jeg i den anledning måtte pløje mig igennem, lærte jeg ikke så meget som ved at høre min svigerfar berette.

Om den slags opfattelser er genetisk bestemt - eller en vis miljømæssig påvirkning gør sig gældende, er jeg den sidste til at afgøre. Dog gør det sværmeriske mig ganske ør i hovedet. Der er nok i den reelle verden som trænger til et ærligt pædagogisk og holdningsmæssigt standpunkt.

De enfoldige spørgsmål skal der være plads til, for de er væsentlige. Når et hold elever bliver bedt om at forklare, hvad det vil sige at være menneske, kigger de forlegent i gulvet og tror vi er blevet skøre. Hvordan kan vi tale om, at nogen eller noget er umenneskeligt, hvordan kan vi sige om et menneske, at det aldrig bliver menneske igen, hvis vi ikke kan forholde os til vores eget liv som mennesker. Snak om følelser, intellekt og meningsløse handlinger skal der være plads til. Men også de kontante eksempler på egoisme i vores egen hverdag skal med. Eksempler, hvor egen magelighed og egen selvtilstrækkelighed går forud for andres ret og plads til liv.

Vi skal arbejde med myndighed, værdighed og solidaritet, både globalt og i vores egen lille verden. Det vil sikre, at Egmont Højskolens elever og kursister gå ud i den reelle verden og bekæmper egoismen. Det er det guddommelige eksperiment.

God fest og godt nytår. Og husk, I er altid velkomne her på skolen. Senest opdateret: onsdag, 21. januar 2015 12:11