Spring til hovedartiklen - genvej for blinde
5.jpg

Tanker fra en skaldepande - 1993

Forstanderen har ordet - 1993

"Jeg beklager dybt, at jeg tidligere gik og brugte ordet solidaritet. Det skal ikke ske mere. Tidsånden kræver nytænkning." Sådan sagde Niels Hausgaard til et veloplagt publikum på 600 mennesker her på skolen i oktober. "Undskyld", tilføjede han med sin vendsysselske varme og underfundige stemme.
"Hold kæft, han kan undermelde sine kort", sagde en af eleverne. Men solidaritet er ikke in for tiden, selv om alle søger efter og opfordrer til solidaritet, som ifølge ordbogen betyder sammenhold, så taler vi mere om den, end vi får gjort noget ved den. Niels Hausgaards sang, "Jamen" har vi med den nye tekst fået lov til at gengive på side 55. Hovedpersonen er en chilensk flygtning - en bekendt til Niels-, som hører bagdøren gå igen…

Sammenhold bliver der også brug for, når undervisningsminister Ole Vig Jensens flotte projekt om "Uddannelse til alle" skal sættes igang. Han har arbejdet flittigt, Ole Vig Jensen, både på det lovgivningsmæssige område, men så sandelig også på det holdningsmæssige. Ministerens budskab kan opfattes sådan, at "oplysning ikke er for de lærte blot". Alle skal have en kvalificerende uddannelse så en tilværelse i et arbejdsfællesskab, kan blive en realitet. Det diskuteres ofte, hvorvidt uddannelse skaber arbejdspladser. Uddannelse i sig selv giver kun arbejdspladser til lærerne, siges det lidt spøgefuldt. Men større faglig indsigt, almen viden og erfaringer fra det folkelige fællesskab kan dog ikke være en diskvalifikation, når man vil ind på arbejdsmarkedet. Det er en erfaring gamle Egmont elever kender.

Også arbejdsminister Jytte Andersen har været særdeles aktiv. I hendes ministerium og i Folketinget er der skabt en arbejdsmarkedsreform, som styrker indsatsen for de ledige, og giver mulighed for reelle individuelle løsninger. "Uddannelse til alle" og "Arbejdsmarkedsreformen" vil vi her på skolen beskæftige os indgående med i det kommende år. Lovinitiativer, som så klart ligger i forlængelse af Egmont Højskolens skolesyn, skal vi samle op.

Andre har også arbejdet aktivt og stædigt med sammenholdet i det moderne samfund. Socialkommissionen med forhenværende socialminister Aase Olesen som formand, er blevet noget udskældt i medierne. Bl.a. fordi kommissionen er kommet til den erkendelse, at alle skal have mulighed for et arbejde, som kan betrygge dem selv og deres familie. Borgerlønstanken er usolidarisk, og alt for mange befinder sig på passiv overførselsindkomst. "Udstødning og polarisering skal stoppes nu" skriver Aase Olesen i artiklen på side 58. Dette synspunkt gav Aase Olesen også udtryk for under sit fornemme foredrag og den efterfølgende drøftelse på PTU's Nordisk Sommerseminar her på skolen i august.

Center for Ligebehandling af Handicappede er et nyt offentligt værktøj, som sammen med Det Centrale Handicapråd kan være med til at sikre handicappede mennesker ordentlige kår i et solidarisk samfund. Den nytiltrådte centerleder, Mogens Wiederholt, gav til en af efterårets caféaftener et meget informativt oplæg, som bliver uddybet i artiklen på side 47.

Mange gode kunstnere, forfattere, politikere og samfundsengagerede mennesker har i årets løb været med til at udvide vores horisont og har styrket det folkelige fællesskab. Lotte Rømer, Rune T. Kidde og John Engelbrecht er i det forgangne år kommet, når vi kaldte, og har på hver deres måde beriget os. Derfor har vi også bedt dem om at give et bidrag til årsskrift.

Elevstævnet blev igen i år en manifestation. En tilkendegivelse af, at gamle elever føler veneration overfor den skole og de mennesker, de i en periode af deres liv, har delt skæbne og folkeligt fællesskab sammen med. Næsten 300 mennesker var vi, og alt klappede, da elevforeningens bestyrelse (igen) havde gjort et kæmpe forarbejde. Fredag aften opførte lærerne Soyas stykke: "En ærgrelse på vandring". Til den efterfølgende caféstemning, havde en ung irer fra Dublin, Pat Maccabe, tilbudt at stå for et indslag med viser og fællessang. Og det var forrygende.
Pat havde vi fået fat på til en onsdag aften, hvor et andet arrangement var gået i vasken. Selvom Pat ikke var rigtig professionel - i det civile var han kok - havde han evne for at synge irske viser og andre poetiske sange så alle var med. Efter elevstævnet lovede han at komme tilbage og lave en rigtig irsk aften, hvor han både ville stå for det kulinariske, gode fortællinger fra Irland og nogle sange bagefter. Da vi fik meddelelse om, at Pat var blevet dræbt ved et trafikuheld på en tysk motorvej, blev der stille på skolen. Han ville så meget - også for os, og nu er han ikke mere. En af eleverne sagde til mig efter morgensamlingen: "Vi skal glædes og holde fast ved livet, så længe vi har det!" Et budskab Lotte Rømer tager med i sin sang "Opmærksomhed" på side 17.

På elevstævnets festaften blev der lejlighed til at hylde skolens første højskolemor. Gift med skolens grundlægger, var hun med til det store pionerarbejde, der skulle til for at få dannet rammerne til Egmont Højskolen. Overalt organiserede hun og gik forrest, også når der skulle gøres en ekstra indsats. Anledningen - tjae, i september havde hun i al ubemærkethed rundet 75 år. Lise Lauth havde valgt at tage på nostalgitur til Norge i stedet for at fejre sin fødselsdag. Men helt fik hun altså ikke lov at slippe. "Da tog de fusen på dig!" sagde Dieter Küssner, som om eftermiddagen havde beriget os med et foredrag om Egmont Højskolens unikke værdi i højskoleverdenen og i verden i øvrigt.

I begyndelsen af august, tog vi afsked med Ove Helbo, som siden 1971 samvittighedsfuldt har arbejdet i pedelafdelingen. Oves store erfaringer fra landbruget er altid kommet skolens grønne arealer til gode. Ove ville ikke have gjort "noget væsen af sig", så vi var nødt til at holde afskedsfrokosten i værkstedet. Det blev en god eftermiddag, hvor vi dvælede ved mange små og store begivenheder fra Oves tid her i huset. Ove vil i sit otium hellige sig sin familie og sit landbrug. Vi håber dog stadigt at se Ove, Karen, Else og Emil ved festlige lejligheder.

Jes, som startede i pedelafdelingen i '92, udgør sammen med Gert og Karsten den faste stamme, som "holder os ved lige - både inde og ude". I jobtilbud har Jan, Michael, Brian, Lasse, Johnny, Niels og Jens deltaget i arbejdet med at holde huset i gang, og få skik på park, skov og strand. Selvom jobtilbud er en konsekvens af den alt for store arbejdsløshed, tager vi taknemligt mod mennesker, som kan hjælpe os med at få gjort noget af det vi ellers ikke havde overskud til. I køknet har Mette, Margrete, Lisa, Trine og Irene gjort det ekstra, som jobtilbudsordningen giver mulighed for. Anni og Ninna, som begge har været i jobtilbud, har vi sammen med Birgit ansat som elever i køknet. I køknet fik vi også i januar ansat endnu en levende og energisk køkkenassistent Helle Laursen, som sammen med Else og kokken, Per har ansvaret for, at vi hver dag får sund, nærende og velsmagende mad.

Elly blev den 5. november 60 år (det er ikke til at forstå). Elly og Lis er foruden superbe på rengøringsområdet de eneste, man rigtigt kan tale "gamle dage med". I årevis har de gjort alt det som først bliver set, når det ikke bliver gjort.

Tine, som mange elever har fået omsorgsfuld hjælp og en rask replik af i de næsten 10 år hun var ansat her, måtte vi tage afsked med i marts, da et fald fra en hest har skadet hendes ryg, så hun ikke længere kan løfte.

Karin og Poul Eriks Rikke, som bliver kønnere og kønnere, og som alle vil tækkes, fik den 9. november en om muligt kønnere lillesøster - Lotte. Ganske vist var der bestilt en lillebror, men "fejlleverancen" opvejer til fulde de bristede forventninger, og så har Poul Erik på sejladslinien i efteråret erfaret, at piger er mindst lige så gode gaster som drenge. Da Karin og Poul Erik er gået mere eller mindre på orlov, har vi ansat Morten og Lars I. (nu for anden gang) som vikarer.

Også i den pædagogiske afdeling har vi haft glæde af jobtilbudsordningen. Lars C., Karin O. og Susan har på hver deres felt kunnet tilføre undervisningen ekstra ressourcer. Karin O. har sammen med Stevie og Søren, fået startet et nyt elektronisk udlånssystem i biblioteket. Alle bøgerne skal registreres og stregkodemarkeres. Dette arbejde fortsætter Keth, som også er ansat på kontoret i jobtilbud.

Mange har gennem året spurgt spændt til vores planer om et søsportcenter for alle. Planerne blev gennemgået i sidste års årsskrift og går altså ud på at bygge 11 ferieboliger og en ny bro. Samtidig er det meningen, at vi vil overtage Hou Værft og færdiggøre det skibsskrog, som står på værftet. Anstrengelserne har været store - mange fonde er blevet søgt - og vi kan nu sige, at arbejdet er blevet kronet med held. Arbejdsmarkedets Feriefond har givet os et foreløbigt tilsagn om at ville støtte projektet med 70% af anlægsomkostningerne, som pt. er opgjort til ca. kr. 15 millioner. Århus Amt har givet et frigørelsesfondslån på kr. 1 million og Odder Kommune har givet tilsagn om kommunegaranti. Alt i alt ser vi optimistisk på muligheden for at etablere søsportcentret inden for det kommende år. Meget spændende arbejde venter forude, men så vil der også blive mulighed for aktiv ferie og kursusvirksomhed i tidssvarende lokaler.

Da annekset skal indgå i søsportcentret har vi lavet udkast til en ny værelsesfløj med 24 store enkeltværelser. Værelsesfløjen skal forbinde elevatortårnet ved orange gang med manuellen. Alle tilladelser er givet så tilbage står "bare" det finansielle.

På det internationale område synes vi også, at vi har været aktive. Dels er der de sædvanlige udenlandsrejser, som er beskrevet andetsteds og dels har skolen haft det held, at komme med i EF's program til fordel for handicappede - Helios II. I samarbejde med Dansk Handicap Forbund er det tanken, at elever fra den internationale linie skal på studieophold i enten Nicaragua eller Ghana. Søren, Inger og Richard har sammen med Jesper Gunnarsen lavet et kolossalt arbejde for at få linien op at stå og skaffe de nødvendige tilskud. Også mange udenlandske gæster og elever har givet os en fornemmelse af internationalt samarbejdes betydning i en verden, der er blevet mindre.

Vi har det godt på Egmont Højskolen. Vi har gode og aktive elever og et godt og stabilt personale. Heldigvis opstår ind imellem det spændingsfelt, som også er højskole. Også det spændingsfelt, hvor samtalen og demokratiet skal stå sin prøve. Træning i myndighed, værdighed og solidaritet er stadig noget vi forholder os konkret og seriøst til. I øvrigt står solidaritet ikke langt under solhverv i ordbogen. Oven på dette lange indlæg vil jeg ønske dem, som holder solhvervsfest en god sådan. Alle andre vil jeg ønske en god jul og et godt nytår. Samtidig vil jeg takke alle samarbejdspartnere, ansatte, elever (nuværende som tidligere) og øvrige venner af huset, for et godt 1993.

De bedste hilsner
Ole Lauth Senest opdateret: onsdag, 21. januar 2015 12:11
  • VILLAVEJ 25, HOU
  • 8300 ODDER
  • TLF: 87 81 79 00
  • FAX: 87 81 79 79
  • E-MAIL: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • CVR nr. 46 23 11 12