Spring til hovedartiklen - genvej for blinde
6.jpg

Tanker fra en skaldepande - 1997

Tanker fra en skaldepande - 1997

 

Når alt kommer til alt - drejer livet og skole sig om at lære at vælge. I det små, i de daglige gøremål, som består af konstante til- og fravalg, og i det store. At undlade at vælge er forbistret nok også et valg.

 

For kort tid siden var jeg inviteret til en samtale med en kvindegruppe. For udenforstående ville deres køn nok ikke have været det mest iøjnefaldende. De påstod, at de også var handicappede, og at jeg var nødt til at vælge den tilgang.


Jeg var sammen med Neel Sylvest inviteret til at fortælle, hvordan vores liv havde formet sig i forhold til det, at vi begge var vokset op med spastiske fædre. Jeg skal ikke her trætte med de anekdoter, der skulle perspektivere vores forehavende, men konklusionen blev vel nærmest, at intet tyder på, at man direkte tager skade af at være blevet opdraget af en spastisk far.


Senere på aftenen faldt samtalen på, i hvilket omfang handicappede forældre kan stille krav til deres børn om en hjælpende hånd, når det er påkrævet. En ung mor, kørestolsbrugende, mente ikke, at hendes to børn skulle have deres barndom spoleret af, at skulle hjælpe til med de forskellige ting hun på grund af sit handicap ikke kan. Hendes børn skulle have frihed til at være børn. Hun mente også, at samfundet måtte stille den nødvendige (professionelle) hjælp til rådighed for hende og hendes familie.


Det er jo et valg, som vi har mulighed for at foretage i velfærdsstaten, Danmark. Spørgsmålet er, hvilke konsekvenser denne tænkning får på det lange sigt. Hvor bliver den gensidige forpligtethed af, hvis konkret praktisk hjælp skal udføres af mennesker, som får betaling efter nøje aftalte satser?


Snakken gik videre, efter at den officielle del af mødet var slut og jeg tillod mig at stille spørgsmålet: Er det acceptabelt at lade bedsteforældre passe børn? De har jo deres frihed til at nyde den tredie alder. Burde samfundet ikke stille professionelt mandskab til rådighed for den primære pasningsfunktion - så kan bedsteforældrene komme og tilse deres børnebørn, når tid og lyst er til stede, uden de i den anledning skal påtage sig noget besvær.


„Det er at gå til yderligheder - selvfølgeligt skal bedsteforældre tage sig af deres børnebørn - det er et livsvilkår. Det er vigtigt for børnenes socialisering“ blev der råbt ind i mit skaldede hoved. Nyt spørgsmål: „Skal børn heller ikke passe, pleje og støtte deres „gamle“ forældre, er det ikke også et livsvilkår? Eller er det også en forpligtigelse, vi klarer over skatten?“
Hvor går grænsen mellem den gensidige forpligtigelse - den frivillige uegennyttige indsats, og velfærdsstatens forpligtigelse? Det er et valg, som vi har utroligt svært ved at træffe.
De gange vi har besøgt lande med en anden social, religiøs og økonomisk tilgang til tilværelsen, har vi diskuteret disse forhold - fx i Nordspanien og i Norditalien. Unge mennesker tager sig af handicappede børn og unge i fritiden, weekends og i ferier.

 

„Betalingen“ er fælles oplevelser og fornøjelser og glæden ved at hjælpe andre. Elever her fra skolen gjorde det klart for de spanske og italienske unge, at for dem var der ikke tale om et valg. En attenårig i Danmark er personligt og økonomisk myndig, og skal som sådan klare sig selv. Skal husleje betales og skal føden skaffes, kan man ikke frit vælge mellem ulønnet godgørende arbejde og et kontant job på tanken eller cafeen. Skal unge i Danmark udføre socialt arbejde - f.eks. som handicaphjælpere kræver det en modydelse i form af løn.
Spanierne og italienerne forstår ikke den tænkning - idet unge da bor hjemme og får kost og logi til de når en alder, hvor de kan opnå job med deres uddannelse og blive gift. Oftest i en alder af 30 år. I Danmark kan vi ikke se bort fra den realitet, at der også for det humanitære arbejde skal gives en modydelse. Det er en konsekvens af velfærdsstaten.
Da vi startede den ordning her på skolen, at svært fysisk handicappede kunne få deres behov for hjælp dækket ved at ansætte en hjælper, som samtidigt var højskoleelev, skete der en forskydning i den umiddelbare hjælpsomhed. Hermed mener jeg, at de elever, som har overskud i forhold til dem, som skal hjælpes (en kaffekop hen på bordet, kødet skåret ud, borddækning og opvask), begyndte at vurdere, om det nu også var rimeligt, at de skulle ulejlige sig, når andre fik betaling for at gøre det. Vi oplevede og oplever stadig en højere grad af noget for noget princippet. Selvfølgelig er der stadig masser af gensidig hjælp, men det umiddelbare er forsvundet. Det, at vi valgte en ordning, hvor nogen får løn for at hjælpe andre, betød også, at der blev sat pris på hjælpsomheden.


Det næste spørgsmål er blevet, hvor meget eller hvor lidt man skal stå til rådighed som ansat hjælper. Naturligvis skal hjælperen varetage nogle helt indlysende opgaver, som har med personlig hygiejne o.l. at gøre, men i hvilket omfang skal hjælperen også tage sig af opgaver, der handler om den enkeltes personlige valg?


For et par år siden havde vi en elev, som havde boet hjemme indtil sit 21. år. Han havde aldrig haft andre end sine forældre og større søskende til at hjælpe sig. Den første uge nægtede han at få børstet tænder og komme i bad. De små valg. Hjælperne var fortvivlede og ringede til moderen, som fortalte at de bare skulle bruge tvang. Det valg skulle han slet ikke have lov til at forvalte.


Det råd hjalp ikke hjælperne. De kunne ikke bevare et ligeværdigt forhold, hvis de skulle anvende tvang. Andre hjælpere har været i lignende situationer med spiritusforbrug, medicin, sengetid, pengeforbrug osv.


Problemet er selvfølgelig, at det ikke er muligt at opstille regler for, hvordan man skal behandle et andet menneske. Man kan forklare den langsigtede konsekvens af ikke at få børstet tænder, ikke at gå i bad, ikke tage livsvigtig medicin eller have et vedvarende overforbrug af spiritus eller penge, men måske er forklaringer ikke nok.


Der skal mere til. Pædagogik og psykologi vil nogen mene, andre vil satse på den forpligtende samtale og andre igen vil bruge kærligheden. Valg af midler er i den sammenhæng ligegyldig. Det væsentligste er, at brugeren ikke bliver et middel til et billigt højskoleophold, men snarere et mål for den næstekærlighed, som måske går i stykker, hvis børn ikke skal hjælpe deres forældre, hvadenten de er unge og handicappede eller gamle og syge.

 

Siden sidst

Den 1. november 1956 startede højskolen her. Det var et valg. Man kunne også have omdannet feriehjemmet Holsatia til et behandlingshjem eller sanatorium. Valget - højskole i Hou - blev sidste år i november fejret ved en kæmpe fest, som var kombineret med elevstævnet. Taler, sang og sange - kunstnerisk udfoldelse både på det amatøragtige og det professionelle plan gjorde weekenden til noget vi husker, som en god milepæl.
Den 20. maj blev Søsportcentret indviet. Igen havde vi foretaget et valg. Vi kunne have ladet stranden ligge, vi kunne have ladet andre om at finde et formål til den gamle værftsbygning. Men vi valgte at satse, og jeg synes vi valgte rigtigt. Indvielsen er næsten et eventyr for sig selv, men det kan I forvisse jer om på de midterste sider. Vi håber at se gamle elever og venner af huset også i den kommende sommer benytte hytter, bro og både.
Senere på året valgte vi sammen med de gode borgere i Hou at sætte fokus på idrætsorganisationernes sociale ansvar. I uge 40 var der kulturuge i Hou. Vores bidrag var et møde, hvor Kulturminister Ebbe Lundgaard deltog i noget af debatten den 1. oktober. En god drøftelse blev det til, uden at der kom nogle konkrete resultater ud af anstrengelserne. Om aftenen gav Niels Hausgaard koncert, som godt 500 mennesker nød.
Inger Høy og Erik Larsen havde sammen med det øvrige miljøudvalg her på skolen fået iværksat en undersøgelse af højskolernes miljøbevidsthed. Den 27. oktober blev undersøgelsen fremlagt til et møde her på skolen, og mødet valgte at lade den gode proces fortsætte.


Ved skiftet fra oktober til november havde vi igen i år elevstævne. For os blev det igen i år en festlig og livsbekræftende weekend. Lærerne havde under inspiration fra Riget 2 fået stablet flot underholdning på podiet fredag aften. Lørdagen gik med valg, fordybelse, snak og fest. Elevforeningens store indsats i forbindelse med stævnet, kan ikke påskønnes nok.
Den 5. november var alle i Malling Bio for at se Nils Malmros’ film - Barbara. Den 12. november var Nils selv hernede for at fortælle historien om filmens tilblivelse. Ikke mindst de mange valg han havde måttet foretage både før og under optagelserne.


Ved skoleårets start fejrede vi beskedent Annette Bjerregaards 25 års jubilæum. Annette er en af de lærere, som er med til at sikre kontinuiteten - historien om man vil. En af dem som har arbejdet intens for huset her i medgang og modgang. Selvom Anette er „gammel“ i her på skolen, er hun stadig med i forreste række når nødvendige forandringer og nyskabelser skal gennemføres.


Bjarne Vestfalen har valgt andre udfordringer i sit liv, og fratrådte som højskolelærer her den 1. november. Til servicemedarbejderlinien og værftholdet, har vi valgt at ansætte Henrik Kokborg. Og i pedelafdelingen har vi valgt at ansætte Orla Nielsen, som i sommerperioden primært skal beskæftiges i søsportcentret.


I dagspressen har vi året igennem fulgt bulletinerne fra højskoleverdenen. Nogle højskoler er i krise - de har for få elever. Ungdomsårgangene er for små, et højskoleophold er for dyrt og konkurrencen fra de videregående uddannelser er for kraftig. Højskolerne skal vælge, hvor de vil hen med deres virke. Det er os som skoler der må vælge og melde ud. Det kan ikke være politikerne, der skal vælge, hvad de mange bygninger der kalder sig højskoler, skal bruges til.


Her på skolen har vi valgt. Vi vil en skole, som skal styrke solidariteten i samfundet, sikre den enkeltes integritet gennem myndig og værdig handlen.
Alle gamle elever, nuværende som tidligere ansatte, naboer og øvrige venner og samarbejdspartnere ønskes en god jul og et godt nytår.

 

De bedste hilsner
Ole Lauth

Senest opdateret: onsdag, 21. januar 2015 12:17
  • VILLAVEJ 25, HOU
  • 8300 ODDER
  • TLF: 87 81 79 00
  • FAX: 87 81 79 79
  • E-MAIL: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • CVR nr. 46 23 11 12