Tanker fra en skaldepande - 1998

Indspark fra en skaldepande - 1998

 

Det første og det andet lys er tændt i adventskransen, og der bliver rykket fra trykkeriet. Og jeg ved det jo godt. Sikkert som klokkens ringning til de daglige måltider – skal der med passende mellemrum præsteres – tale eller skrift. Og altså også det årlige indspark fra den skaldede forstander.

 

Et godt år har det været. Elever har vi. Fuldt hus og lidt til. Sommerkurser og mange andre aktiviteter. Det er godt at være i et hus, der bliver brugt. Og det gør skolen her. Så meget at pedellerne og de, der gør rent, synes, at der skal vedligeholdes. Males og sættes i stand. Men der skal også mere plads til.


Ikke alle huse, der kalder sig højskole, har det let. Nogle har haft det så svært, at de måtte lukke. Andre af de gedigne folk fra højskolebevægelsen mener, at rigtige højskoler lukker. Hvis den grundtvig-koldske højskole ikke siger ungdommen noget, hvis de vælger den fra, må højskolen lukke. Hvad så med huset og dem, der får deres udkomme der, hvad skal der ske med dem? Skal et hus nødvendigvis tjene et bestemt formål? Svarene drøftes på folkemøder og blæser i øvrigt i vinden.


Skolen her blev til, fordi der lå et hus, som ikke længere skulle tjene sit daværende formål som feriehjem. Det forfaldt af ikke at blive brugt og derfor skulle det sælges. Og nogen fandt, at så kunne huset jo bruges til højskole. Højskolehuse er vel stort set altid startet med, at nogle mennesker fandt sammen om den idé at skabe en højskole og derefter fandt en egnet bygning eller opførte en. Ofte var det en egn og dens befolkning, der ville have et hus, som skulle være højskole. Sådan var det ikke med skolen her.


Da jeg startede som forstander i 1991, blev jeg spurgt, hvad jeg ville stille op, hvis vi ingen elever fik. Underforstået var det, om jeg ville acceptere en tilpasning til „markedet“ og de flyvske ideer eller om jeg ville gå ned med idealerne i behold?
Vi er som resten af højskolen i evig diskussion med os selv om hvad god og rigtig højskole er. Indhold og struktur bliver hele tiden vendt og afstemt med idealerne, de økonomiske vilkår og de flyvegale ideer. Ingen fortæller os, hvordan vi indholdsmæssigt skal lave højskole. Rammerne får vi, resten må vi selv klare. Det giver uenighed, men på en konstruktiv måde.


Er vi gode nok? Er det det rigtige vi gør? Får eleverne det med herfra, som vi tror vi står for? Anfægtelserne sættes dagligt i gang af en bemærkning eller en reaktion fra en elev, en ansøger, en politiker eller en forældre til en af eleverne.


På samme dag hørte jeg fra en embedsmand, at hvis skolen her ikke eksisterede, måtte den opfindes og fra en anden embedsmand: „Mange mener, at det helt fra starten var en fejl, at Egmont Højskolen i sin tid blev etableret.“ Sådan. Og hvori bestod fejlen? Tjae, hvis man ikke 1956 havde lavet en højskole for invaliderne, ville alle højskoler i dag være tilgængelige for de skæve. Egmont Højskolen har været den undskyldning, andre højskoler har for ikke at være indrettet, så svært fysisk handicappede kan komme der. Mangfoldigheden vil ikke ske fyldest.


De fleste, som kun har en overfladisk forståelse af denne højskole, anser det for at være en „specialskole“ for handicappede, som har været så heldige at komme ind under højskoleloven. Vores nye vedtægter siger altså noget andet: Stk. 4. Egmont Højskolens formål er at drive folkehøjskole inden for den til enhver tid gældende lovgivning om frie kostskoler.


Skolen lægger vægt på samspillet mellem mennesker med forskellige liv og muligheder og skolen har et særligt ansvar over for mennesker med fysiske handicap.
Skolen er ramme om et miljø, hvor elever og kursister tilegner sig viden, udveksler livserfaringer og får nye muligheder for engagement i livet og i samfundet. Solidaritet, myndighed og værdighed er centrale begreber for skolen.


Det er væsentligt at slå fast, at skolen er en almindelig folkehøjskole, men med et særligt ansvar over for mennesker med fysiske handicap. At vi i dette efterår har haft godt 30 elever med handicap, betyder ikke, at skolen her er en specialskole. Det er en skole for alle. Vi ved jo, at et ophold her på skolen gør en forskel. Vi ved, at de enkelte elevers tilstedeværelse gør en forskel. Det er ikke lige meget, om de har været med eller ej. Men omvendt har vi endnu ikke oplevet et år, hvor nogle af eleverne ikke har ment, at der her på skolen er for mange skæve.


Tre eller fem – det kan gå, men 30 ud af hundrede, det er for mange handicappede. En er også for mange. Elever, som har været enkeltintegrerede i folkeskolen, har haft stort udbytte af den faglige indsats, men i fællesskabet uden for selve undervisningen har de haft maskotstatus eller også har de ikke været tålt. Der er altid for mange handicappede, når blot der er én. Og det kræver daglig konkret samtale at sikre de skæve en plads ved bordet.
Vi har bevæget os fra integration (af handicappede) til inklusion, som kan forstås som det, at i enhver opbygning af systemer, organisationer og huse skal man indtænke tilgængelighed, og ret for den enkelte til at deltage. Vi undres, når en embedsmand udtaler, at skolen her har gjort mere skade end gavn.


Det er af stor betydning, at handicaporganisationerne bruger vores hus. Korte kurser, konferencer, møder og kongresser holder de. Ved disse arrangementer er det at have et handicap reglen mere end undtagelsen. Når de forskellige organisationer går ind for det inklusive samfund, når samfundet skal indrettes for alle, hvorfor mødes mennesker så med det tilfælles, at de har et handicap? Det er dog selvmodsigende.


Min personlige forklaring er, at mennesker med handicap har præcis det samme interessefællesskab som lærere, skorstensfejere, lystfiskere, ornitologer og alle andre, som har fælles interesser i forhold til helheden – til det øvrige samfund. Der skal markeres nogle krav om vilkår, der skal udveksles erfaringer om fælles oplevelser og problemer og der skal skabes enighed om strategier. Det er det demokratiske samfunds vilkår. Det er trods alt det stof, et demokratisk samfund formes af. Den skizofreni kan vi godt leve med, og den er ikke værre end højskolens skizofreni.


Hvorfor vælger de såkaldt stærke elever – de elever som er uden noget synligt handicap – huset her? Af helt samme grunde som alle andre unge vælger at gå på højskole. Vi ved blot, at her i huset får de en ekstra dimension med: de lærer at forstå sig selv i forhold til mennesker med andre forudsætninger for livet, og de lærer at forstå, hvordan den forståelse skal bruges i det arbejde, de måtte havne i på lang sigt. Det overfladiske – „det er synd for dem“ eller „kunne de ikke befinde sig et andet sted end her hvor jeg er“ erstattes af en forståelse for det enkelte menneske og det det står for, til forskel fra det at betragte et menneske med et handicap som et objekt for medicinske og psykologiske iagttagelser og behandling.


Af statistiske (demografiske) og økonomiske grunde kan alle højskoler ikke påtage sig den opgave at være tilgængelige og samtidig skabe et rum, hvor erkendelse af sig selv og fællesskabet bliver en realitet. Som ideal kan vi have den fordring, at alle skal kunne alting, men som realitet – nej.


Man kan lave højskoler for alle mulige diagnoser: døve, blinde, psykisk syge, udviklingshæmmede, spastikere, muskelsvindsramte, polioramte osv., det vil blive kuvøser uden saft og kraft for de indsatte og de ansatte. Har en specifik gruppe af mennesker med handicap specifikke problemer med det at være sammen, skal man ikke bruge højskoleloven. Højskolen skal være fri og skal frit kunne vælges for dens indhold og skal kun være en parentes i den enkeltes liv. Men det skal være en parentes, der gør en forskel.
Egmont Højskolen er altså ikke en speciel skole for bestemte typer af handicappede. Egmont højskolen er en højskole for alle, hvor tilgængelighed stort set på alle niveauer er tilstede. Hvor der „næsten“ er plads til mangfoldigheden. Målet må være, at mindst 10 andre højskoler kan tilbyde det samme, men ikke, at man begynder at lave specialhøjskoler. Efterskolerne har fattet budskabet. Når unge – selv med svære handicap – skal på efterskole, har de faktisk valgfrihed. Pladserne er endnu få, men der er trods alt en både geografisk og indholdsmæssig valgmulighed.


Så længe nogen – elever, kursister og kollegaer – vil være med til at skabe et fællesskab båret af værdighed, myndighed og solidaritet, så længe vil der være højskole i huset på matrikel nr. Halling 20 B.


Tilgængelighed koster penge. Der har været skabt den myte, at når man alligevel skal bygge nyt, koster det ikke ekstra at give mennesker med handicap optimale vilkår og fuld tilgængelighed. Og det er sandt nok, at ved nybyggeri kan meget indtænkes allerede på skitseplanet, som ikke koster ekstra. Men at skabe tilgængelighed i gamle højskolehuse, hvoraf mange er tidligere slotte og herregårde, er en opgave man ikke umiddelbart giver sig i kast med. Slet ikke med de eksisterende vilkår for højskoledrift.
Siden 1992 har bestyrelsen og vi selv her i huset arbejdet på at få bygget 24 elevværelser til kørestolsbrugere. Sagen er, at arbejdstilsynet ikke længere vil godkende de eksisterende værelser og især badeværelser til „plejekrævende“ elever. For lidt plads giver forkerte arbejdsstillinger. Forkerte arbejdsstillinger giver arbejdsskader. Det betyder, at vi ikke længere kan leve op til skolens formål om at have et særligt ansvar overfor fysisk handicappede.


Henning Olesen, skolens formand siden 1991 så det, og han arbejdede hårdt for at skaffe de nødvendige midler til den nye værelsesfløj og de øvrige faciliteter, som vi er mere og mere afhængige af. Den 9. april fik vi den forfærdende meddelelse om Hennings død. Al vores medfølelse gik til Anne Birthe, Marie og Jeppe. Henning blev begravet den 17. april af biskop Kjeld Holm. Også statsminister Poul Nyrup Rasmussen holdt en meget bevægende og personlig tale i kirken ved Hennings begravelse. Poul Nyrup beskrev Henning som vennen, man kunne stole på og som embedsmanden, der altid var i stand til at gennemskue, hvor en sag kunne og skulle lande. Statsministeren mindedes også Hennings folkelighed. Når det organisatoriske eller administrative arbejde var slut, var han altid nærværende, både når der skulle synges og når der skulle diskuteres. Ligesom Kjeld Holm måtte også statsministeren sande, at der bliver et stort tomrum efter Henning. Han gjorde en forskel.
Det var i sorgen en stor glæde, at Vanførefonden udpegede administrerende direktør Johannes Due til at afløse Henning Olesen. Johannes har et utroligt netværk, kender undervisningsområdet og det sociale område fra dels sin amtsdirektør tid og dels sin tid som departementschef i socialministeriet. Vi har allerede oplevet, at Johannes er den rette til at føre Hennings arbejde videre. Han forstår husets takter og den indbyggede skizofreni.
I oktoberferien fyldte DHF skolen her for at afvikle kongres. Demokratiet talte og Jan Jørgensen har sat sig i formandsstolen efter Karen Madsen. På værdig vis blev der taget afsked med Karen og Jan blev budt velkommen. Karen har også gjort en forskel for skolen her. Som medlem af bestyrelsen har hun arbejdet utrætteligt både for søsportcentret og skolen. Vi håber fremover, at Karen vil glæde os med besøg, og at vi kan trække på hendes erfaring og indsats. Jan er gammel Egmont elev, og han kender om nogen vilkårene for at drive højskole og skaffe midler til den nødvendige fornyelse. Vi ser frem til det kommende samarbejde.


Ved skiftet fra oktober til november havde vi igen i år elevstævne. Endnu engang en festlig og livsbekræftende weekend med næsten 400 deltagere. Utroligt hvad de overkommer i den bestyrelse. Alt er forberedt ned til mindste detalje. Flot frivilligt arbejde.
Alle gamle elever, nuværende som tidligere ansatte, naboer og øvrige venner, medlemmer af kultur og teknologiforeningen og samarbejdspartnere ønskes en god jul og et godt nytår.

 

De bedste hilsner
Ole Lauth

Senest opdateret: onsdag, 21. januar 2015 12:17