Spring til hovedartiklen - genvej for blinde
4.jpg

Tanker fra en skaldepande - 2001

Tanker fra en skaldepande - 2001

 

Mennesket tager i sidste instans
sine egne beslutninger!
Og når alt kommer til alt må uddannelse
være uddannelse af evnen til at beslutte.
Viktor Frankl

 

„Din mor har ikke lungebetændelse. Vi har i den senere tid set flere og flere gamle, som har fået en virusinfektion i bronkier eller i brystet. Jeg ser ingen lægefaglig grund til at indlægge din mor eller udsætte hende for unødvendig røntgenfotografering.“ Således blev mine bekymringer og min dårlige samvittighed i sidste uge tilbagevist i telefonen fra Skive. „Ro og smertestillende medicin er, hvad hun trænger til.“ Mindre end fire timer senere havde min gamle mor på 83 selv tilkaldt en ambulance og var blevet indlagt på Skive Sygehus med dobbeltsidig lungebetændelse og vand i lungerne!


Det kunne have været indledningen til et indlæg i valgkampen om et bedre sundhedsvæsen eller en Ekstrablads-artikel om en indigneret søns kamp mod systemet. Men det var min egen mor, og det var fredag den 30. november. I skrivende stund er hun stadig på Skive sygehus, men i rigtig god bedring. Udskrevet bliver hun, inden det andet lys i adventskransen tændes.


Sidste sommer flyttede en af vores elever – Else kan vi kalde hende – i et såkaldt bofællesskab for 7 unge fysisk handicappede i en større dansk provinsby. Medens Else var elev her, havde hun 3 personlige hjælpere eller et pleje-, ledsagelses- og overvågningsforbrug på 111 timer om ugen. Som 21 årig spastiker og kørestolsbruger er hun fuld af mod på livet – går på VUC, går i biografen, går i byen med vennerne, har en kæreste osv. Til disse aktiviteter er der afsat 15 timers ledsagelse om måneden.
En af hendes gamle hjælpere, som nu læser til lærer i den samme by må tit træde frivilligt til i de to sidste weekends, da 15 timer jo ikke rækker langt. Forudsætningen er, at det ikke kolliderer med hjælperens eget sociale liv eller erhvervsarbejde i fritiden.
Ved et besøg her på skolen fortæller Elses tidligere hjælper, at hun måtte træde til en fredag aften, hvor Else skulle til klassefest. Da Else skulle afhentes i bofællesskabet af sin nu frivillige hjælper mødte hun tre fjernsyns-kiggende „pædagoger“, der var så optagede af fjernsynet, at de stort set ikke registrerede, at Else forlod boligen og samtidigt meddelte, at hun ville være hjemme ved midnatstid. Elses frivillige hjælper ville vide, hvor de øvrige 6 beboere var. „Hjemme hos forældrene eller i byen – vi ved det ikke, og vi vil gerne se den her udsendelse færdig!“


Den 20. november skulle vi vælge mellem Rasmussen eller Rasmussen. Vi skulle vælge mellem en menneskelig velfærdsstat med valgmuligheder eller en velfærdsstat, der sætter mennesket først. Vi kunne også vælge en tid til forandring eller en fortsættelse af fornyelsen af Danmark – for en bedre fremtid. Og folket valgte fornyelsen!


Min gamle mor vil bestemme over sit eget liv. Hun vil have læger, der udøver et skøn, som er i overensstemmelse med hendes egne forventninger. Læger, der kan beslutte, om man er sygehus-syg eller hjemme-syg. Og Else vil have (social-) pædagoger/assistenter, som kan opfylde hendes ønsker. Hun vil selv vælge de aktiviteter, som hendes (ungdoms-) liv skal indeholde. Hun vil have hjælpere, som kan handle på værdier, og ikke på regler og overenskomster. Hjælpere som vil indgå i en arbejdsdeling, der imødekommer Elses behov.
Politik er at beslutte fordelingen af samfundets ressourcer. Lægens skøn er politisk. Han skal sikre, at et hospitalsvæsen ikke belastes af patienter med banale sygdomme, så der ikke er plads til dem, som er rigtigt syge. Dem som vil dø, hvis de ikke kommer på sygehuset. Lægen er solidarisk med de virkeligt syge og med skatteborgerne.


Pædagogerne i Elses bofællesskab handler også politisk. De beslutter, at ingen af beboerne kan få ledsagelse ud af huset af den faste stab på 3 ud fra det ræsonnement, at 7 beboere ikke kan få deres individuelle ledsagelsesbehov tilfredsstillet af 3 pædagoger. Derfor kan man kun få ledsagelse i 15 timer om måneden, men pleje og omsorg, hvis man bliver hjemme i „institutionen“. Pædagogerne er med til at sanktionere en politik, som „kun“ stiller 3 hjælpere til rådighed for 7 brugere. Og pengene vokser altså ikke som blade på træerne.
Nu har danskerne valgt forandringen og en ny tid. Vi får mere sundhed. Flere ressourcer til de svage. Færre indvandrere, pensionsopsparing uden udligning og hjemmehjælp med et menneskeligt ansigt. Strengere straffe og bedre skoler. Det bliver en velsignelse at leve i Danmark. Livskvaliteten øges og træerne vokser ind i himlen. Min mor bliver rask, og Else får al den hjælp, hun har lyst til.


Men større julegaver og medvind på cykelstierne gør det ikke alene. Vi skal altså stadig holde højskole med det formål at sikre en intens dialog om begrebet solidaritet. Gælder solidariteten den enkelte eller fællesskabet? Når alle individuelle behov skal tilfredsstilles, skal en værdibaseret samtale om prioritering af godernes fordeling i samfundet finde sted. Har vi råd til at holde liv i en gammel kone på 83 år, og har vi råd til at give Else valgmuligheder? Hun kan jo bare hygge sig i sit bofællesskab.


Her på skolen har vi besluttet at være med i et fælles projekt med deltagelse af mere end en snes højskoler, som vil forsøge at forstå demokratiets kerne. „Fat demokratiet“ kommer til at indgå i fag, projekter, møder og samtaler. Det er allerede besluttet, at Ebbe Kløvedal Reich kommer her på skolen onsdag den 6. marts næste år.


Vi deltager ligeledes i YOUTH 2002, som er et projekt i samarbejde med 11 danske højskoler, Højskolernes Hus, Nyt Europa og andre organisationer. 1000 unge europæere skal i forbindelse med Danmarks overtagelse af EU-formandsskabet diskutere europæisk politik og slutteligt aflevere deres udkast til en europæisk forfatning til det danske formandsskab til videre overdragelse i EU. Egmont Højskolen forventer ca. 50 deltagere, som væsentligst skal beskæftige sig med det sociale kapitel, handicappedes rettigheder, tilgængelighed og ligestilling.


Som I kunne læse i sidste års årsskrift besluttede Folketinget, at støtte skolen her med en satspuljebevilling på godt 9 mio. Lagt sammen med de godt 17 mio. vi har fået i tilskud fra Willum Kann Rasmussen Fonden, har vi kunnet påbegynde den tiltrængte udvidelse og renovering af højskolen. Sidst i årsskriftet kan I se nogle billeder om byggeriets udvikling. En række detaljer har vi skullet tage stilling til, og mange kompromiser har vi måttet indgå, da pengene jo stadig ikke hænger som blade på træerne, men jo mere det skrider frem, jo bedre kan vi se, hvor godt det bliver.


Efter juleferien går anden etape af byggeriet i gang. Køkkenet skal udvides, spisestuen bliver ændret og mere end dobbelt så stor, og vi får helt nye lokaler til administrationen. Vi håber, at vores godt 100 nye elever vil affinde sig med støv og byggerod og ind imellem acceptere at spise under mere primitive forhold. Det hele skulle gerne være færdigt, når vi når Grundlovsdag. Vi håber at kunne holde indvielse den 5. juni.
Grundlovsdag er blevet en mærkedag for skolen her, hvor forskellige mennesker, som er engagerede i politik og i særdeleshed handicappolitik, kommer og gør os tænksomme i et par timer. I år var det formanden for DSI, Stig Langvad, Lone Hertz og tidligere minister og folketingsmedlem Sonja Mikkelsen, som gav os gode ord med på vejen. (Både Lones og Sonjas tale er aftrykt i dette årsskrift).


Kort før Grundlovsdag indvilgede Sonja Mikkelsen i at overtage Johannes Dues post i skolens bestyrelse.


Johannes Due havde meddelt Vanførefonden, at han af arbejdsmæssige grunde var nødt til at frasige sig formandsposten i Egmont Højskolens bestyrelse. Johannes blev formand i 1998, og har på kun 3 år sat et uudsletteligt præg på skolen her. Hans kolossale netværk og utrolige evne til på kort tid at overskue et problem er en væsentlig grund til, at skolen til sommer kan indvie nye hensigtsmæssige bygninger. Johannes har gjort en dyd af sin bureaukratiske tilgang til livet og manglende forståelse for det, der foregår på en højskole. Vi har fundet det både kuriøst og interessant, men har også betragtet det som et udtryk for Johannes Dues helt specielle humor. For sagen er, at Johannes nok har forstået mere af højskolens væsen end dem, der mener at have patent på det. Vi er Johannes dybt taknemmelige for hans indvirken både på det daglige liv, men også for hans omsorg for skolens fremtid, og vi håber, at vi fremover må se både Johannes og Ester i huset og trække på Johannes’ helt unikke evner.


På bestyrelsesmødet den 9. november besluttede bestyrelsen her, at Sonja Mikkelsen skulle overtage formandsstolen efter Johannes. Et samarbejde vi ser frem til med stor glæde. Vi ved, at Sonja er et menneske med sine meningers mod (det kan være farligt i politik), og at Sonja er sig selv – hårdt arbejdende, ydmyg, stædig og med skarpe holdninger. Vælgerne i Århus Nord kredsen fik ikke samlet stemmer nok sammen til en periode mere i Folketinget. Det er selvfølgelig beklageligt for en entusiastisk politiker, men for os kan det betyde en bestyrelsesformand, som har mulighed for at bruge mere tid på sin formandsgerning. Vi finder, at det var en god beslutning, Vanførefonden tog, da de indstillede Sonja.
I november fik vi den glædelige meddelelse, at Egmont Højskolen var blevet tildelt årets spastikerpris. Unge medlemmer af Spastikerforeningen havde peget på skolen her, da „opholdet på Egmont Højskolen var blevet et vendepunkt i deres liv“. Påskønnelse varmer og giver energi.


En stor tak til Spastikerforeningen og til ALLE andre, som i det snart hengangne år har besluttet at støtte skolen, eller som har brugt deres tid på eller for skolen. Alle, som vil skolen det bedste, ønskes en rigtig god jul og et godt nytår i en foranderlig tid.

 

Ole Lauth

Senest opdateret: onsdag, 21. januar 2015 12:19
  • VILLAVEJ 25, HOU
  • 8300 ODDER
  • TLF: 87 81 79 00
  • FAX: 87 81 79 79
  • E-MAIL: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • CVR nr. 46 23 11 12