Tanker fra en skaldepande - 2002

Tanker fra en skaldepande - 2002

 

Manglende accept af handicappede og fysiske barrierer er samfundsskabte handicap.
(Holger Kallehauge, fra de 10 ligestillingsbud i Handicapåret i 1981)

 

Fuld parallelitet mellem prioriteringsansvar og finansieringsansvar…
Så smukt og så lyrisk kan en finansieringsomlægning for unge kontanthjælpsmodtagere tage sig ud. Hvor rimelig og velbegrundet denne omlægning end måtte være, får den katastrofal indvirkning på kontanthjælpsmodtagere og revalidenters selvbestemmelsesret og højskolernes mulighed for at være et væsentligt element i et aktiverings- eller revalideringsforløb.


En formiddag her i den mørke tid bliver jeg ringet op af en kommende elev og hans mor. Da han gerne vil være anonym, kan vi kalde ham Niels. Den kommunale sagsbehandler havde ringet til Niels og meddelt, at selvom det var aftalt, at han i foråret kunne få et ophold på 23 uger på Egmont Højskolens medielinie, er kommunen blevet enig med sig selv om, at det er meget bedre for Niels at komme på den lokale daghøjskole.
Niels har epilepsi, hukommelsesbesvær og er lidt ordblind, men er ifølge moderen en rigtig flink fyr, der stort set klarer sig selv. Efter forliste uddannelsesforsøg på VUC og den lokale handelsskole har Niels været til arbejdsprøvning og i praktik på både kommunale projekter og i private virksomheder. Nu er Niels blevet 22 år og havde valgt et højskoleophold fra 5. januar 2003.


I det kommunale arbejdsmarkedsteam har man fundet ud af, at det er meget bedre for Niels at blive boende hjemme hos mor og så gå med på det nye IT-kursus for ordblinde på den lokale daghøjskole, og så kan han fastholde sin kontanthjælp. Både Niels og mor vil vide, om det betyder, at han ikke kan komme på højskole i Hou fra januar. Hertil havde sagsbehandleren svaret, at det kunne han godt, men så skulle han selv betale, da kommunen havde givet ham et lokalt tilbud, som var bedre.


Niels’ historie er ikke enestående. Mange højskoler er her i november og december blevet ramt af finansieringsomlægningen, som blev vedtaget i 1999. Ideen var og er at skabe fuld parallelitet mellem prioriteringsansvar og finansieringsansvar for uddannelse af kontanthjælpsmodtagere. Det man besluttede på finansminister Lykketofts kontor og senere i folketinget i 1999 var, at kommunerne skulle have alle pengene fra staten (finansieringsansvar) til aktivering, og så skulle kommunerne selv betale for uddannelses- eller praktikudgiften (prioriteringsansvar).


Stort set ingen betaler selv for grunduddannelser på en handelsskole eller en teknisk skole. Det gør staten. Staten betaler et taxameterbeløb pr. elev til lærerløn, materialer, bygninger osv. Det beløb har kommunerne eller AF siden januar 2000 betalt til staten, når kommunen eller AF havde tilmeldt elever i aktivering i en offentlig uddannelse, når kontanthjælp var forsørgelsesgrundlag. Det har kommunerne og AF også på højskoleområdet, men det har den enkelte sagsbehandler tilsyneladende ikke anet noget som helst om. Det har været ren økonomisk teknik.


Fra 1. januar 2003 skal kommunerne betale det fulde beløb for et højskoleophold for aktiverede kontanthjælpsmodtagere direkte til skolerne. Altså ikke kun skolepengene på 1.600 kr. om ugen, men også statens tilskud (taxametertilskudet) på ca. 3.000 kr. pr. uge. Det betyder, at Niels’ kommune skal betale i omegnen af 17-18.000 kr. om måneden for at have Niels på højskole her. I forhold til vores tilbud synes jeg, det er billigt for både undervisning, kost og logi. Men det synes teamet i Niels’ kommune ikke, eller de ved, at det er billigere, hvis Niels bliver hjemme hos mor og går på den lokale daghøjskole, så bliver skattekronerne i kommunen. Det er der naturligvis ingen, der siger højt.


Niels har en fætter, som også er 22 år, og som også har en mindre erhvervet hjerneskade. Da fætteren blev 20 år fik han tilkendt den højeste førtidspension, derfor har han råd til både at gå på højskole og betale sin lejlighed, og staten betaler taxametret til højskolen. Er det underligt, at Niels nu trygler og beder om pension. Er det underligt, at Niels og hans mor er skrubforvirrede over en sagsbehandler, som i september syntes, at det var en rigtig god idé og en del af hans handleplan, at Niels skulle på Egmont Højskolen, og i december er det en dårlig idé. Ingen vil indrømme, at dette er kassetænkning. Indpakningen hedder prioriteringsansvar og finansieringsansvar.


Da aftalen blev indgået på Lykketofts kontor med forhandlerne fra kommunernes organisation i 1999, blev det aftalt, at denne finansieringsomlægning ville blive fuldt kompenseret for kommunerne. Jeg har fået kommunale sagsbehandlere til at indrømme, at de „ovenfra“ har fået at vide, at kommunen kun bliver kompenseret med 65% over „blokken“, hvorfor denne aktivering af kontanthjælpsmodtagere skal være så billig som muligt. Og skattekronerne skal holdes hjemme i kommunen. Kan det verificeres? Nej. Og hvad med prioriteringsansvaret - det er jo et skøn? Hvem kan vide, om det ikke er bedre for Niels at komme på den lokale daghøjskole end på Egmont Højskolen? Det bliver argument mod argument. Niels kan ønske, men hvis ønsket ikke falder sammen med de fagligt baserede kommunale vurderinger og prioriteringer, må han selv betale. Det er jo ikke noget ta’-selv-bord.


Folkehøjskoler skal ikke holdes i gang af unge på aktivering, men der skal være valgmulighed og tilgængelighed. Al erfaring viser, at Niels og hans fætter får både udsyn og større forståelse for egen formåen på en højskole. Skal man som 22-årig ikke have mulighed for at leve et selvstændigt liv - væk fra en ellers udmærket mor? Prioriteringsomlægning og finansieringsomlægning. God lyrik – ord det er værd at huske.

 

Hvordan er tilgængelighed prioriteret hos DSB?
Kim fik for nylig brev fra DSB. Rasende kom han ind på mit kontor med brevet og var ophidset, som kun en rigtig spastiker kan være det. Alt gik på Kim, og kun fordi vi har et ret fortroligt forhold til hinanden, kunne jeg forstå en del af de ukvemsord, som blandet op med spyt blev blæst ud af munden på Kim. Han var gal, meget gal. Han ville ikke finde sig i det.
Kim havde fået at vide, at han kun kan rejse med DSB, hvis han har ledsager med. En ledsager, som til gengæld kan rejse sammen med Kim på DSB’s fordelagtige ledsagervilkår. Kim kan også kun rejse, hvis rejsen er bestilt 48 timer i forvejen.


Hvad var der sket? Hvorfor denne præcisering af vilkårene?
Kim havde en fredag sidste efterår siddet hjemme i Ålborg og kedet sig. Vennen, Peter fra Næstved ringede og fortalte, at han både havde købt ind til middag og en i almindelighed glad aften sammen med andre venner, men Kim måtte hurtigst muligt tage toget fra Ålborg for at nå frem til spisetid i Næstved.


Inderst inde vidste Kim godt, at det slet ikke kan lade sig gøre, når han ikke har bestilt lift til toget og pladsbillet. Men det er ikke hver uge Peter ringer med så generøst et tilbud – og hvorfor skulle han ikke have samme mulighed som andre unge for at handle impulsivt. Kim blev af hjemmehjælperen hjulpet fra el-stol over i sin manuelle stol og fik fat i en taxa med lift. Med noget besvær fik han købt billet. Han fik overtalt DSB personalet i Ålborg til at hjælpe sig ind i toget, selvom han ikke havde bestilt.


Kim kom til Københavns Hovedbanegård og kom ud af toget. Venligt spørger Kim, om han må blive hjulpet ombord i toget til Næstved. DSB folkene vil hjælpe Kim, hvis vennen Peter er klar på stationen i Næstved til at tage imod Kim. Der bliver ringet til Peter, som vil forsøge at nå frem til stationen på det angivne tidspunkt. Det når Peter ikke, og på stationen i Næstved opstår der for alvor problemer.


Af en uniformeret togfører bliver Kim belært om, at han kun kan komme ud, hvis der er bestilt „handicap service“ (lift, elevator m.m.). Arbejdsmiljøregler, regulativer m.m. skal overholdes. Kim må følge med til Nykøbing Falster, hvor der måske kan frembringes en lift. Kim bliver vild og vred og kravler fra kørestolen ned på gulvet. Kim beder dem om at sætte den tomme letvægtskørestol ned på perronen. Denne hændelse gør den kvindelige togfører bange, og hun råber om hjælp. To stærke mænd løfter Kim op i stolen igen, og efter 10 minutter dukker Peter op og hjælper Kim ud af toget.


I brevet fra DSB bliver hændelsen til følgende: „Da toget ankommer til Næstved og dørene går op, kaster du dig ud af toget og falder ned mellem tog og perron.“ Kim bedyrer, at dette hændelsesforløb kan han overhovedet ikke genkende. Hvis han var faldet ned mellem perronen og toget, havde han vel slået sig? Og hvordan var han blevet „fisket“ op? I brevet fra DSB beklager de, „at toget blev et kvarter forsinket, og at personalet var rystet“ – (og skulle i „kriseterapi“ – en bemærkning der senere kom frem i en telefonsamtale med DSB).


I efterårsferien i år var Kim igen umedgørlig. Han tog over til Peter uden de nødvendige aftaler, og Kim har igen fået meddelelse fra DSB om, at han kun må komme med toget, når han har ledsager med, og kun når han bestiller 48 timer i forvejen osv. Flere ansatte og kammerater til Kim har forsøgt at hjælpe ham med at komme hjem til Ålborg. Det kan faktisk ikke lade sig gøre, uden Kim skaffer en ledsager…


Lad os lege med på DSB’s generøse tilbud om, at Kim kan have en ledsager med for halv pris for ham selv og ledsageren. Det bliver altså ikke dyrere for Kim… mener DSB. Som andre er Kim visiteret til ledsageordningen efter Servicelovens §78. Det giver ham mulighed for at få ledsagelse i 15 timer om måneden, men hvor langt rækker de?


Vi tager en tur over til Peter i Næstved. Ledsager ankommer kl. 10:30 i Kims bolig, og toget afgår kl. 11:30. En time er nødvendig, da de skal være klar ved toget et kvarter før afgang. Afhængigt af rute tager det Kim og ledsager mellem 6 og 7 timer at nå frem til Peters hjem 20 km fra Næstved. Når de ankommer hos Peter, skal ledsageren til at skynde sig, for hun skal være hjemme inden der er gået 7½ time. Kim har jo kun 15 timer om måneden. Næste problem er, at ledsageren ikke får hjemrejsen til halv pris, for Kim er ikke med. Hvem mon skal betale den udgift? Ledsageren? Kim? DSB?


Og… hvordan skal Kim nu komme hjem fra Næstved, han har jo brugt sine 15 ledsager timer for måneden? Han må vente hos Peter til en ny måned er begyndt!! Lad os så antage, at Kim kun formaster sig til en weekend tur i de måneder, hvor fredag falder på den 30. eller 31., så har han jo 2x15 timer, og så vil det jo være muligt at komme hjem igen. Hvem skal betale ledsagerens tur fra Ålborg til Næstved? Tjae… DSB gør det ikke. Men sammen med mange andre, som har forsøgt at hjælpe Kim i systemerne, må DSB melde pas: Vi står jo kun for selve togdriften og blander os ikke i, hvordan handicappede skaffer sig ledsagere.


Problemet er individualiseret. Kim må overbevises om, at han er problemet. DSB har fået spillet bolden over i det sociale område, selvom vi har valgt at have sektoransvarlighed i Danmark. Kim kan godt klare sig i det intercity tog, hvor der er handicaptoilet. Kim behøver ikke ledsager for at sidde i et tog. Kim behøver kun ledsager når han er i situationer, hvor han møder fysiske barrierer, eller når hans høretab skal kompenseres. Kim har brugt at spare timer sammen til udlandsrejser, men han har også brug for ledsagertimer hjemme i Ålborg.


Problemet er, at man valgte at spare 70 millioner til lifte i IC3 togene, da de blev indkøbt, og vi taler altså om en besparelse i forhold til anlægsudgifter på godt 4,5 milliarder. En finansiering blev omlagt og prioriteret… Man kan også spørge, hvorfor det kun er i udlandet og i den Københavnske nærtogstrafik, der er tilgængelighed for kørestolsbrugere direkte fra perronen ind i togene? I visse stater i USA kan man ikkebyde ind på busruter eller togruter, medmindre ens bus eller tog er forsynet med lift.


Det er min påstand, at den fatale prioriteringsomlægning på 70 millioner kr. forlængst er blevet spist op af kørelifte og betjeningsudgifter til samme. Men mest fatalt er den spændetrøje, som et utroligt begrænsende og diskriminerende bestillingssystem betyder. Det er ikke Kim, der er problemet, det er en kortsigtet og dybt diskriminerende planlægning. En planlægning, hvor embedsmænd og teknikere for en i den store sammenhæng latterlig besparelse har gjort tilværelsen som fysisk handicappet urimeligt besværlig. De kampe, der opstår mellem DSB’s personale og mennesker med handicap, falder altid ud til systemets fordele, og det enkelte individ vil få sit trafikale problem flyttet over i den sociale sektor.

 

Europæisk Handicapår 2003
Ansvarlige politikere og embedsmænd kører ofte i en rille, der siger: „Politik må ikke baseres på følelser og enkeltsager. Politik og de deraf afledte regler skal være sagligt og fagligt funderede og baseres på et overordnet hensyn til almenvellet“. Niels og Kim har forstået, at de ikke tilhører almenvellet. De har også forstået, at frihed – frihed til at vælge uddannelse og livsduelighedsplatform eller frihed til at rejse modsvares af ansvar. Og de bliver jo nødt til at forstå, at deres ønske om frihed vil begrænse andre borgeres muligheder for for eksempel at få skattelettelser. „Frihed er ikke en ladeport, hvor alle mulige skøre ideer kan blæse ud og ind. Frihed kræver den enkeltes ansvarsfølelse overfor helheden.“
Det er op til læserne selv at afgøre, om Niels og Kim er forkælede unge, som ikke har fattet, at de med deres handicap også har et ansvar. Her i huset har vi valgt side. I det kommende handicapår vil elevers enkelthistorier komme til at bære diskussioner med politikere og aktioner ud af huset. Skal et år med særlig fokus på handicappedes vilkår give mening, må vi hver især tage fat i de urimeligheder, der opstår for mennesker med handicap. Egmont Højskolen har et særligt ansvar overfor mennesker med handicap, og det vil vi leve op til.
I det forgangne år er Egmont Højskolen blevet mere tilgængelig, og med stor hjælp udefra har vi opfyldt vores del af forudsætningerne for et samfund for alle og en folkehøjskole for alle. Tak for det og tak for i år. Alle ønskes en glædelig jul og et godt europæisk handicapår.

 

Ole Lauth

Senest opdateret: onsdag, 21. januar 2015 12:20