Spring til hovedartiklen - genvej for blinde
6.jpg

Tanker fra en skaldepande - 2003

Tanker fra en skaldepande 2003

 

Det har været Europæisk Handicapår i år, og her på skolen har vi naturligvis været med til at synliggøre levevilkårene for mennesker med handicap. Handisejl, elevernes møde med Folketingets trafikudvalg og Etikdagen blev »events« (begivenheder), som lå udover det, vi alligevel gør i løbet af et år. Tvivlsomt om det har været ret meget mere handicapår, end alle de andre år plejer at være - vores værdigrundlag taler om et særligt ansvar overfor mennesker med handicap. Holger Kallehauge, formand for PTU, slog ved indgangen til handicapåret fast, at: Hvert år er handicapår.

 

Palle Simonsen, formand for Handicapårets Nationalkomite, glædede os med en af sine opløftende, indignerede og præcise taler til Grundlovsdag. I dette årsskrift giver Palle Simonsen et bud på, hvad der kom ud af Handicapåret. Ingen tvivl om, at den eksponering et særligt år er udtryk for, flytter nogle holdninger blandt ganske almindelige mennesker (skatte-borgere). Der bliver sat fokus på nogle værdier, som gerne skulle afspejle sig i de politiske beslutninger, der styrer vores hverdag - vores omgang med hinanden, men de konkrete langtrækkende resultater er det småt med. Næste år er også handicapår her og ude i samfundet.

 

Regeringen har forsøgt at sparke en værdidebat i gang - en kulturkamp. Her på skolen har vi valgt værdier. Det gjorde vi for 10 år siden. Værdighed, myndighed og solidaritet valgte vi som værdigrundlag. I år har vi sat spotlight på (evalueret) værdighedsbegrebet. Vi har forsøgt at indkredse begrebet gennem forskellige foredragsholdere bl.a. Jørgen Husted og Peter Thielst, men nogen krystalklar definition på, hvad værdighed er i en Egmont Højskole sammenhæng, er det ikke blevet til.

 

Nudansk ordbog er ikke til megen hjælp, måske er der lidt at hente i den dansk-engelske ordbog, som med ordet »dignity« = anseelse kommer tæt på det, vi på Egmont Højskolen mener med ordet værdighed. Det gælder om at værne om andres og egen anseelse - altså hjælpe hinanden med ikke at tabe ansigt/anseelse. Til daglig taler vi ikke om, at noget er »værdigt«, men det modsatte »uværdigt« bruges ikke så sjældent. Her er et par eksempler:

 

I sommer havde vi en kursist, som ønskede at morgenbade fra pontonen. Hun blev udstyret med sejl og hjælper og drog ned for at bruge kranen. Da hun skulle fange sejlet i vandet for at komme op igen, var det umuligt for hende at komme til at sidde ordentligt, og den stilling hun kom op af vandet i, betegnede hun kraftfuldt som »uværdig«. Hun ønskede ikke at bade igen under de »uværdige« forhold. Det kan også betegnes som uværdigt, når en hjælper si-ger til en anden hjælper - mens brugeren er til stede - : »Ta’r du ham i aften?« eller højlydt til brugeren »Nu skal du ned og have skiftet ble!«

 

På højskolen skal vi arbejde med det værdige liv - den værdige behandling. Vi skal lære at opfatte de handlinger og den kommunikation, som skader andres anseelse - i den store (politiske) sammenhæng og i vores helt eget daglige liv.

 

For godt 17 år siden lærte jeg en ung mand at kende - for nemheds skyld kalder vi ham Per. Han var bløder, og gennem den medicin han måtte tage for at kunne leve med sin blødersygdom, fik han HIV. Per var en af de første, som fik konstateret AIDS. Ærlige læger havde fortalt ham, at uden et mirakel ville han have 2-3 år tilbage at leve i. Ikke desto mindre ville Per gøre sin uddannelse færdig på den handelsskole, hvor han gik.

 

På grund af sin blødersygdom og AIDS skulle han have nogle hjælpemidler og forskellige former for støtte, da han ofte måtte forsømme på grund af behandling og sygdom. Jeg var konsulent i Undervisningsministeriet og skulle tage stilling til og bevillige støtte på skolen. Ved det andet møde på skolen havde studievejlederen også indkaldt Pers sagsbehandler fra kommunen. En flink, venlig og forholdsvis nyuddannet mandlig socialrådgiver.

 

Per havde tre ønsker for sit liv: som 19-årig ville han gerne have sin egen kollegielejlighed, en beskeden bil, da han havde svært ved at gå over længere afstande og en uges ferie i Spanien. Da ønskerne var fremsagt, tog sagsbehandleren fat: Han - »repræsenterede ikke en pengekasse, som borgerne bare kunne forsyne sig fra, når en eller anden blødsøden læge - af hensyn til egen forretning - havde udstedt en eller anden mere eller mindre tvivlsom diagnose«. Efter denne værdifaste udmelding bad jeg om timeout. Under påskud af, at sagsbehandleren og jeg skulle dele nogle udgifter i forhold til en borger, var vi nødt til at tale sammen under 4 øjne.

 

»Blødersagen« kørte på sit højeste. Ikke et barn i Danmark var i tvivl om, at AIDS er og var en sygdom, som forkorter livet ganske betydeligt. Ingen - heller ikke Pers sagsbehandler - var i tvivl om, at Per ikke selv havde valgt at blive bløder, og at han heller ikke selv havde valgt blodplasmamedicin, som var HIV-inficeret. Ikke desto mindre måtte denne forvalter af social velfærd i Danmark indrømme, at han hjemmefra havde fået pålagt ikke at bruge en krone på den meget syge unge mand, da det ville kunne skabe præcedens og uoverskuelige konsekvenser. Jeg ville naturligvis vide, hvor mange med blødersygdommen i den pågældende provinskommune, der ville kunne fremsætte de samme krav? Så vidt man vidste, var der kun Per - men for en sikkerheds skyld.

 

Jeg ville have sagsbehandleren til at forklare mig, hvordan han ville reagere, hvis det var ham selv, der havde fået at vide, at der var 1-3 år tilbage at leve i. Han havde lært at forholde sig professionelt til de sager, han kom ud for, hvorfor det ikke ragede mig, hvad han selv mente og følte. Per fik sin bil, sin lejlighed og sin tur til Spanien, men ikke i kraft af udfarenhed fra sagsbehandleren. Han fik også erstatning og en alt for tidlig død. Men det er en helt anden historie.

 

Nogle år senere møder jeg igen Pers sagsbehandler i en helt anden og helt privat sammenhæng. Jeg ville selvfølgelig vide, hvordan det gik med geschæften: »Får borgerne nogle professionelt afstemte og økonomisk forsvarlige afgørelser i kommunen?« Den håbefulde socialrådgiver var ikke længere i det kommunale system. Han havde valgt rengøringsbranchen i stedet. Specialrengøring. Brand og kemikalier og også noget med mennesker, som på grund af uformåenhed socialt og psykisk var kommet så »langt ud«, at rengøringsfolk i specialdragter skulle »muge ud« i deres lejligheder.

 

Karrieren i den sociale forvaltning havde han opgivet. Forholdet mellem den idealitet han havde forventet, og de realiteter han skulle arbejde under, var blevet en alt for stor belastning. Det var ikke borgernes tarv, men systemets indretning og økonomernes beregninger der blev styrende for indsatsen. Den behandling, han kunne tilbyde borgerne, var uværdig. Vi repeterede historien om Per, og han måtte vedgå, at det var en af de skæbner, som havde naget den dårlige samvittighed. Jo mere han var begyndt at anlægge et værdigt og solidarisk skøn på de enkelte sager, desto større blev sagsmængden og hans egne frustrationer.

 

I bladet Spastikeren, nr. 5 fra i år, har Cindie Christensen en grum fortælling om en af hendes venner, som flytter fra Jonstrupvang til et helt nyt bofællesskab i Sorø. I flere år havde han ventet på, at der skulle komme et bofællesskab i Sorø i nærheden af familien. Stor var glæden, da muligheden oprandt. Med sine gamle venner havde han lavet en række aftaler, for at de kunne bevare forbindelsen.

 

Cindy skriver: »Den første aftale kom i stand. Jeg skulle ned og besøge min 26-årige ven, komme om eftermiddagen og have hjemkørsel kl. 23:30. Aftalen havde været planlagt længe, og han havde informeret personalet om, at jeg kom. Det var der tilsyneladende ingen problemer i. Men vi blev klogere, for ved aftensmaden sagde personalet til ham, at de ville lægge ham i seng ved 22:30 tiden, hvor han med det samme sagde, at det kunne de da ikke, for de vidste jo godt , at han havde besøg. De svarede, at det blev de altså nødt til, fordi ellers kunne han ikke komme i seng

 

Cindie fortæller, at vennen blev lagt i seng, mens hun var til stede, og den sidste time måtte de tale sammen med ham i sengen. Ydmy-gende og uværdigt. »Hvad ville personalet selv sige til at blive »puttet« i seng i gæsters nærværelse kl. 22:30?« Den unge mand er tilbage på Jonstrupvang, for her er friheden til at bestemme over eget liv trods alt større. Valgfrihed og værdighed koster penge. John Møller siger det rammende i sin festforelæsning - aftrykt i forkortet form i dette årsskrift - »… der skal ikke være ret mange samlet i samme bebyggelse, før bebyggelsen skifter fra at være beboernes hjem, til at være personalets arbejdsplads med alt hvad dertil hører … der kommer åndelig pigtråd om bebyggelsen, det er ikke normalisering af levevilkårene …«

 

I den sidste papirudgave af bladet SU-nyt fra oktober refereres en konference om inklusion af handicappede studerende på de videregående uddannelser. Studiechef Jacob Lange fra Københavns Universitet bliver citeret for følgende udtalelse: »På KU har vi 35.000 studerende. 140 af dem får SPS (special pædagogisk støtte). De sager bruger 1 3/4 årsværk. Det er nok.« 140 udgør procentuelt 0,4% af det samlede antal studerende på KU. Det er tankevækkende, når op mod 20% af børnene i den danske folkeskole får specialundervisning. Videre bliver Jacob Lange citeret for følgende: »Det høje faglige niveau vi skal holde på universiteterne - og tilpasning til handicappede - er uforenelige størrelser«. Godt sagt i et Handicapår.

 

Selv foretrækker jeg en tandlæge uden ufrivillige bevægelser. Det er afgjort også en fordel, at jurister og socialrådgivere kan de regler, vi beder dem om at hjælpe os med at forstå og handle udfra. En fordel er det også, at humanister, som bliver sat til at undervise eller forske, har de nødvendige akademiske forudsætninger for at udøve deres fag. Men at sige, at en videregående uddannelse er uforenelig med et handicap, er en stærk udmelding fra en studiechef. Jeg sender en venlig tanke til de af mine venner med handicap, der som jurister, læger, økonomer, psykologer, dataloger og teologer fik uddannelse på KU, før det blev uforeneligt med et handicap at tage en universitetsuddannelse. Handicapår!

 

Annie og jeg selv har besøgt universiteter i USA, Frankrig, Japan og England, hvor et særligt institut/afdeling, som en integreret del af selve læreanstalten, skulle sikre mennesker med handicap optimale hjælpemidler på både det fysiske og det kognitive niveau. Universiteter besidder om nogen den højeste viden om sprog, teknik og medicin. Jeg forstår godt, at man taler om hjerneflugt fra Danmark.

 

Folketinget vedtager love og anlægger rammer for det kommunale selvstyre og statens aktiviteter, men når der bliver proklameret skat-telettelser, skal pengene hentes et sted, alt andet lige er det lettest hos svage minoriteter. Der er ingen stemmer i dem, og oprøret er til at overse. Pers socialrådgiver måtte erkende, at den økonomiske ramme, han arbejdede under - den censur, han indbyggede i beslutningerne - ingen forbindelse havde til holdningerne hos dem, der skulle betale de sociale ydelser.

 

Jeg mener selv, at skatteydere har den holdning, at i morgen kan det være dem selv, der har brug for støtte, derfor betaler de gerne den skat, som sikrer solidarisk forsikring - ikke med glæde, men med penge. I blødersagen blev bå-de det administrative og det politiske niveau i Danmark frikendt for ansvar. Der var ingen objektiv begrundelse for erstatning, men en moralsk eller solidarisk blev der tale om. Per og hans familie fik glæde af nogle af de 20 millioner, som Folketinget afsatte i en særlig fond, bl.a. fordi folket krævede det.

 

Cindies fortælling er ikke unik. Vi har pt. en del elever med omfattende handicap, der enten venter på en værdig bolig, fordi de er på flugt fra en institution, eller er i gang med at flytte fra forældrene. Nogen af dem drømmer om uddannelse og arbejde. Mere end en håndfuld har hidtil sigtet mod en universitetsuddannelse - kvote 1. Hvad mon der sker? Skal værdikampen skabe endnu større usikkerhed i det danske samfund.

 

I 1993 skrev den daværende formand for den sidste borgerlige regerings Socialkommission, Aase Olesen, i vores årskrift: »Jeg er ikke i tvivl om, at alle »insiderne« ville have klappet i hænderne, hvis vi var hoppet på den limpind, der hedder borgerløn. Så kunne vi med god samvittighed tilbyde alle de ledige borgerløn og nye livsværdier, mens alle vi andre kunne fortsætte derudad i vore betydningsfulde jobs! Tiden er ikke til god samvittighed!« Her i huset sender vi tit Aase en venlig tanke, når vi skal fastholde en kommune på forpligtigelsen til at give vores elever et værdigt og aktivt liv. 5 af de elever, vi sagde farvel til i juni, går stadig og venter på en arbejdskonsulent, en sagsbehand-ler eller en teamafgørelse. Eleverne laver ikke noget og har ikke gjort det i 6 måneder. Hvem sagde noget for noget?

 

John Møller bruger et Bank-Mikkelsen ci-tat, som jeg også tit selv har trukket frem, når jeg fandt argumenterne for betændte: »Der er to logiske måder at behandle mennesker på: Du kan enten slå dem ihjel eller behandle dem med solidaritet og respekt (værdighed).« Vi vil det inkluderende samfund. På Egmont Høj-skolen skal der være plads til alle.

 

Som I kan se på de følgende sider, har vi det godt. Det nye og det gamle hus bobler af glæde og af galde. Vi arbejder stædigt på at fastholde vores værdier både inde i huset, men også i den store verden.

 

I skrivende stund har vi tændt det første lys i adventskransen, og den første fest med et svirp af jul er overstået. Snart er julen for alvor over os. En stor tak til alle, som i det forgangne år har brugt deres tid på og bidraget til glæden på Egmont Højskolen.

 

Alle, som vil skolen det bedste, ønskes en god jul og et glædesskabende nytår.

Senest opdateret: onsdag, 21. januar 2015 12:20
  • VILLAVEJ 25, HOU
  • 8300 ODDER
  • TLF: 87 81 79 00
  • FAX: 87 81 79 79
  • E-MAIL: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • CVR nr. 46 23 11 12