Tanker fra en skaldepande - 2004

Tanker fra en skaldepande 2004

 

»I har ingen korruption!« var svaret, da jeg for 14 dage siden ville vide, hvorfor vi her i Danmark har været i stand til at opbygge og fastholde en velfærdsstat. I samarbejde med DSI gennemførte vi den 18. november et seminar, hvor repræsentanter for Velfærdskommissionerne – både den som regeringen har udpeget og den alternative – skulle give et bud på, hvorvidt der bliver råd til mennesker med handicap i fremtidens velfærdsstat.

 

For at give vores 8 elever fra Ghana, Filippinerne, Nepal og Uganda en mulighed for at følge med i diskussionen havde jeg lovet at bruge nogle undervisningstimer på at få indkredset baggrunden for den danske velfærdsstat. De 8 meget dygtige piger har opholdt sig i Danmark siden august og har ved selvsyn haft mulighed for at iagttage Danmark og danskerne på godt og ondt. Meget har de haft lejlighed til at se og høre, og de har også brugt mange timer på at læse om vores samfundsindretning.

 

Det var derfor naturligt at starte med spørgsmålet: »Hvorfor har vi en velfærdsstat i Danmark? Hvad adskiller vores samfund fundamentalt fra jeres samfund?« Fra alle kom svaret prompte: »I har ingen korruption!« Jeg havde forberedt mig på en historisk gennemgang: Stænderforsamlingerne, Den grundlovgivende forsamling, organiseringen på arbejdsmarkedet, sygekasserne og de universelle sociale ordninger. Også et persongalleri havde jeg forberedt mig på: Luther, Christian den 8., Frederik den 7., Monrad, Lehmann, Grundtvig, K.K. Steincke, Sabro, Stauning, Kampmann, Poul Møller, Hal Koch, J.O. Krag osv. For udlændinge bliver det let blot billeder af mænd med alvorlige miner og betydningsfulde positioner hentet ud af tykke støvede bøger. Vi endte i en lang god samtale om Montesquieu og idealet om magtens tredeling.

 

Hvorfor er korruption et nøglebegreb? Igennem samtalen kom det frem, at vores samfund er baseret på respekt og gensidig tillid. Hvis man lever i et samfund, hvor man ikke engang kan have tillid til sin nabo eller arbejdskammerat, er grundlaget for en rimelig samfundsstruktur ikke til stede. Det ved vi godt, det er naturligvis ret banalt, men f.eks. sygekasserne var netop baseret på, at den, der var valgt til kasserer, kunne man stole på som et moralsk og ansvarligt menneske, der ville sikre, at indbetalte penge ville være til stede, når man blev syg.

 

Da jeg for et år siden var i Uganda, hørte jeg flere horrible historier om den korruption, som helt almindelige mennesker møder. Her er en af dem: En udsendt vesterlandsk ekspert havde ansat en meget dygtig og samvittighedsfuld lokal chauffør. En aften blev eksperten kørt sent hjem til sin bolig i udkanten af Kampala. Eksperten skulle til et møde tidligt næste morgen og lod derfor chaufføren køre hjem til sig selv i den store fornemme firehjulstrukne tjenestevogn. På vejen hjem kom chaufføren til at ligge bag en rød personvogn, som slingrede voldsomt og i det hele taget opførte sig meget mærkværdigt. Ekspertens chauffør tog mod til sig og påbegyndte en overhaling. Midt i overhalingen kørte den røde bil ind i siden på tjenestevognen. I den slags situationer lød forhåndsordren, at man ikke skal stoppe op, da det kan være landevejsrøvere. Næste morgen kunne eksperten se, at hans tjenestevogn havde fået en ret omfattende skade på den ene side. Det sås også tydeligt, at det var en rød bil, der havde været involveret i skaden. Den udsendte ekspert blev irriteret over, at chaufføren ikke havde anmeldt hændelsen til det lokale politi.

 

Medens eksperten var til møde i et ministerium, blev den uheldige chauffør sendt hen til det stedlige politi for at anmelde påkørslen. Da chaufføren nåede hen til politistationen, så han til sin store glæde, at den røde bil stod foran politistationen med en stor skade på den ene side og lakrester fra tjenestevognen. Chaufføren sprang ind på politistationen og anmeldte skaden og forklarede, at den røde bil var parkeret udenfor stationen. Bilen tilhørte politichefen.

 

Stadig lettere alkoholpåvirket blev chefen kaldt til skranken, og han kunne naturligvis en helt anden historie om påkørslen aftenen før, som var forårsaget af groft uforsvarlig kørsel af modparten i den firehjulstrukne tjenestevogn. Hverken diplomatisk snilde eller regeringskontakter kunne redde den stakkels chauffør. Penge »under bordet« fik ham dog løsladt efter nogle ugers indespærring og hårdhændet behandling. Sådan en historie gør ikke indtryk på vores udenlandske elever. De synes nærmest, at den er lidt latterlig, for chaufføren burde dog vide, at myndighederne er ganske ubrugelige i den slags sager. Fængslingen var han selv skyld i.

 

Naturligvis kan der graves historier op, hvor mennesker har været udsat for magtmisbrug i vores del af verden, men det hører trods alt undtagelserne til. Vores udenlandske elever og de unge mennesker, som vi besøgte i Rumænien i marts, var helt enige i, at vi som sande demokrater skulle gå ind i både Afghanistan og Irak for at sikre en demokratisk udvikling. Indvendinger blev pure afvist. »I har den demokratiske dannelse,« sagde de, »og I skal støtte os i den udvikling, vi skal igennem.«

 

Formanden for Højskoleudvalget har proklameret, at et af de 3 fremtidige ben i højskolernes formålsbeskrivelse skal være demokratisk dannelse. Og hvordan gør man så det? Den første lærdom jeg selv fik om samfundets indretning – de konstitutionelle ordninger – blev hentet i en lille bog om medborgerskab, som min far havde undervist efter i begyndelse af 1950erne. Men medborgerskab beskrevet i en bog handler jo ikke umiddelbart om den respekt, sandhed og ret, som får et demokrati til at hænge sammen. Det var ikke i den bog, jeg hentede inspiration og indignation til at gå ind i kampagnen mod atomvåben. Det var heller ikke der, jeg fik min inspiration til at demonstrere imod USAs engagement i Vietnam. Men både medborgerskabsbogen og ungdommeligt vovemod var en del af min egen politiske dannelse, der senere førte til, at jeg gik ind i elevrådsarbejde og studenterrådsarbejde.

 

Hvilke helt konkrete oplysningsinitiativer og samværsformer understøtter den demokratiske dannelse? Ofte er elevdemokrati beskrevet som retten til at bestemme farven på toiletpapiret. Naturligvis er afmagtsfølelsen reel, når et sådant udsagn bliver elevernes opfattelse af det område, de kan øve indflydelse på. Lokumspapir, vorherre bevar’s. Og så sidder vi og skal skabe forudsætninger for et skolemiljø, hvor vi skal sikre demokratisk dannelse.

 

Eleverne vil gerne have reel indflydelse på skolen – her og nu. Tørrerum i stedet for tørretumblere. Flere toptunede pc’er. Internetopkobling på alle værelser. En tv-stue, hvor man kan se fjernsyn vandret. En rigtig hyggelig opholdsstue. Noget ordentligt aftensmad. Enkeltværelser med bad og toilet. En svømmehal. Unge smukke lærere og nogle bedre fag. Hvis ønskerne ikke opfyldes her og nu, »kan vi jo selv se, at demokratiet ikke virker«. På et højskoleophold af 18 eller 42 ugers varighed kan det være svært at forstå, at udtrykte ønsker ikke umiddelbart kan omsættes i handling.

 

På det lærermøde vi holdt umiddelbart før det nuværende elevhold ankom, kunne vi byde velkommen til nogle nye kollegaer. Mange praktiske opgaver blev drøftet og roller fordelt i forbindelse med modtagelse af 130 nye elever. Også spørgsmålet om brug og misbrug af alkohol blev berørt, og en større diskussion gik i gang. En af de nye lærere efterlyste skolens alkoholpolitik. Vi beskrev og forklarede, men det nagede mig de følgende dage, at vi ikke havde en klar og entydig alkoholpolitik. Det havde de haft på den skole, den unge kollega kom fra.

 

I de dage hvor jeg spekulerede over vores manglende alkoholpolitik, blev jeg af et bestyrelsesmedlem bedt om at redegøre for vores rygepolitik. Jeg ville vide, hvad en rygepolitik er og fik det svar, at jeg skulle redegøre for rygereglerne. Regler og politik er åbenbart synonyme. Miljøpolitik, lønpolitik og kostpolitik på en højskole er åbenbart et spørgsmål om hvilke klare og entydige regler, man har nedfældet på området.

 

I mit skaldede hoved er politik et spørgsmål om, at det enkelte menneske søger at påvirke udviklingen ud fra nogle bestemte holdninger på baggrund af viden, opvækst, alder, livssituation osv. Disse politiske holdninger skærpes eller svækkes i en åben dialog med andre. Ifølge nudansk ordbog kan man tage aktiv del i politik, eller man kan føre en klog politik, men politik er ikke regler. En politisk proces kan føre frem til nogle regler, men for mig er politik noget dynamisk.

 

Hvor meget røg, hvor meget spiritus og hvor meget fedt må der indtages på en højskole? Er det en afgørelse, som skal indgå i det demokratiske »spil«? Er det en del af den demokratiske dannelse? Eller er det noget, som skolen har meldt klart ud på forhånd? Mange forventer, som vores nye kollega, at der er nogle klare, ufravigelige regler, som skal overholdes: »Der må ikke ryges på skolens område, indtagelse af øl begrænses til to lørdag aften.« Sådan – ikke mere diskussion om det – og så kan vi gå over til at beskæftige os med det, som demokrati handler om.

 

For den, der har oplevet det kick og den følelse af vellyst, som tobak kan give, er det utroligt, at et så glædesskabende og stimulerende stof ikke må indtages i det offentlige rum. Vi har også elever, som på grund af progredierende lidelser ikke har mange andre glæder tilbage, end dem som kommer ud af en cigaret. Også mennesker der trækker vejret med en respirator. Kulde tåler de ikke, så det med at ryge ude, er en illusion. Er det et brugbart argument? Skal rygerne have lov til at være her?

 

Den, der af en læge har fået en barsk diagnose, som afkorter livet betydeligt, og som kan henregnes til den påvirkning, som passiv rygning medfører, vil have al rygning forbudt. Folketinget har drøftet fremsættelse af et lovforslag om totalt forbud mod rygning i restaurationslokaler. En klar og entydig lov er det ikke blevet til, selvom 10 tjenere med dødelige lungelidelser efter passiv rygning på arbejdspladsen blev hevet ind i debatten.

 

Fedt og alkohol skader ikke andre, det gør tobak. Et argument jeg aldrig helt har forstået. Hvis nogen på grund af indtagelse af for meget alkohol er ude af stand til at bidrage til den fælles husholdning eller direkte belaster sin familie eller sundhedssystemet, skader det den store fælles kasse – altså den enkelte borgers økonomiske frihed. De ædruelige skal arbejde mere af hensyn til drukkenbolten, og de skal betale til et sundhedssystem, som bliver belastet af drukkenboltene. Sådan er det altså også med de overvægtige. De begrænser samfundets frihed. De bruger af de fælles penge. Alkoholikerne og de fede er lige så korrupte som de rygende.

 

Banen er kridtet op. Hvert elevholds drøftelse af og demokratiske ret til at beslutte, hvordan adfærd med skadelige stoffer skal reguleres, er efter min mening en rigtig øvelse i demokratisk dannelse. »Politik er det muliges kunst.« At forstå det muliges kunst er at forstå demokratiets kerne. Alle skal tilgodeses. Det er ikke kun den rene fornuft, der råder – også følelser for mad, vin og en god cigar er med i den politiske beslutning. Derfor bliver det bøvlet og besværligt, men for mig er det ægte demokrati – demokratisk dannelse om man vil og et værn mod korruption.

 

Alle ønskes en glædelig jul og et helsebringende nytår.

 

Ole Lauth

forstander

Senest opdateret: onsdag, 21. januar 2015 12:21