Tanker fra en skaldepande - 2005

Tanker fra en skaldepande 2005

 

I de sidste dage er jeg stødt på nogle ord, som jeg skal lære at forholde mig til: kapitalfonde, velfærdskommission og vaginal akupressur. Hele tiden kommer der nye begreber, som et dannet menneske skal mene noget om, tage til sig og anvende ved passende lejligheder. Stop en elev på gangen – uanset køn, og bed om at få de 3 begreber forklaret. Det vil stå lidt sløjt til. Skolen råder over et halvt hundrede computere med internetopkobling døgnet rundt. Der er fri adgang til informationer. Vi har 3-4 fjernsynsrum med næsten 30 kanaler, og så bliver der hver dag lagt 8 dagblade ud til fri afbenyttelse. Men den daglige kværn af informationer går let og elegant henover hovedet på de fleste elever. De er jo på højskole.

 

Der går kun få dage, før eleverne har opgivet vigtigheden af at følge med i alle nyheder døgnet rundt. Højskole bliver pause fra den medieskabte virkelighed. De overgiver sig til en anden virkelighed, hvor værdien af fællesskab, fordybelse, nærhed, fest og glæde bliver hverdag. Sådan har det været på Egmont Højskolen i 49 år, og sådan skal det blive ved med at være mange år frem.

 

TDC er blevet købt af en kapitalfond for 76.000.000.000 kr. 76 med 9 nuller efter syner ikke af meget, men hvis man går ind og sammenligner med den samlede offentlige udgift til højskoledrift, er det rigtig mange penge. I en situation, hvor en del højskoler har massive problemer, kan man spørge sig selv, hvorfor disse kapitalfonde ikke kunne træde til og støtte en betrængt højskole. Vi ved jo, at det er et forbigående fænomen, det med manglen på elever. Ungdoms-årgangene er lige så langsomt ved at øges i antal igen, og så bliver der brug for et meningsfuldt sted at holde »fjumreår«. Studiechefen på Københavns Universitet og Statsministeren vil godt være med til et sabbatår eller to, hvis det/de bliver planlagt, og ikke blot brugt til ufaglærte job, som giver urealistiske forbrugsvaner. Lad os se, om også velfærdskommissionen vil tillade denne form for udsættelse af entré på arbejdsmarkedet.

 

Det er utroligt, at en virksomhed, TDC, som er så mange penge værd, ikke har kunnet løse et helt banalt problem for mennesker uden talesprog her på skolen. Vi har 4 telefonbokse. Når de skal bruges af en elev uden talesprog, skal hjælperen og eleven med handicap igennem en meget lang samtale, fordi det ikke er muligt for TDC at lave medhør på en mønttelefon. Vi har søgt og beskrevet, og for år tilbage demonstrerede en gruppe elever i Århus. Selv et brev til Dyremose, kunne ikke løse dette banale problem. For 5 år siden tilbød TDC os at overtage telefonboksene, hvis vi ville underskudsdække op til 10.000 kr. Smart set. Alle elever har i dag mobiltelefon eller også bruger de Skype. Kapitalfondene kan snart komme og hente de uanvendelige bokse. Tillykke med salget.

 

Sidste år tog vi hul på diskussionen om den fremtidige velfærd. To medlemmer af velfærdskommissionen og et fra den alternative gav os et indblik i de dilemmaer, vi kommer til at stå overfor. Vi havde stillet spørgsmålet: Bliver der råd til mennesker med handicap? Og på hvilke konditioner. Meget kom til at handle om befolkningssammensætningen. For mange gamle uden for arbejdsstyrken og for få til at skabe de nødvendige værdier og for få til at udføre de pleje- og omsorgsmæssige opgaver, der bliver nødvendige. Senere tilbagetrækning er det mantra, som os uden hår eller med lidt gråt af slagsen må belave os på at følge. Flere elever kunne sidste år fortælle, at det der med tidlig eller sen tilbagetrækning forbandt de med et helt andet univers. Og de var jo glade for, at de var blevet hevet ud af den vildfarelse.

 

En del af de mandlige elever er, efter de har hørt om Søren Ventegodts behandling med vaginal akupressur, sikre på, at den form for behandling vil de også være i stand til at gennemføre – helt uden en medicinsk embedseksamen. Den slags platheder, er en ældre skaldet forstander jo ikke meget for at lægge øre til. Dog kan jeg bekræfte de unge mennesker i, at min respekt for samme Søren Ventegodt kan ligge på et meget lille sted.

 

For en del år siden var jeg inviteret til en paneldebat om prioriteringer indenfor sundhedsvæsenet i forhold til mennesker med handicap. DSI var medarrangør af seancen og der var nok 200 tilhørere. Det var dengang, Søren Ventegodt for alvor var Guru, hvorfor han naturligvis skulle give det første indlæg. Han forklarede, at problemet med de svimlende sundhedsudgifter var vores vattede holdning til døden. Vi skulle simpelthen holde op med at give syge og tilskadekomne respirator. At overleve en ulykke var et spørgsmål om viljen til livet. Ville man ikke selv trække vejret, måtte man dø. Herefter gik han over til en fantastisk fortælling om en russisk cirkusartist, der under udøvelse af luftakrobatik faldt ned fra kuplen. Da der ikke var sikkerhedsnet, brækkede den stakkels artist ryggen. Fra total lammelse, kæmpede artisten sig op til 3 år efter at kunne udføre sin metier igen. Som Søren sagde: »Det hele er et spørgsmål om vilje.«

 

I salen sad vel en 60-70 kørestolsbrugere. Mange af dem kendte jeg, da de havde været elever på Egmont Højskolen. Blandt andet var smukke Lillian der. Lillian blev som ganske ung involveret i et trafikuheld, hvorved hun brækkede ryggen og blev stort set lam i hele kroppen (tetraplegi). Jeg ville naturligvis vide, om det var på grund af uvilje og dovenskab, at Lillian var afhængig af hjælp døgnets 24 timer. At Lillian skulle have en særligt indrettet lejlighed og elkørestol og bil. Tænk dog på hvad det koster samfundet, blot fordi pigen ikke har viljen til at rejse sig! Enhver med blot en smule indsigt i brud på rygsøjlen vil vide, at med selv den bedste vilje kan man altså ikke få nervebanerne til at vokse sammen. Den erkendelse nåede Christopher Reeves altså også frem til. Men lægen, Søren Ventegodt, var svær at overbevise.

 

I salen var der 10 respiratorbrugere i elkørestol. Når nu Søren mente, at vi var alt for sentimentale og alt for bange for døden, forslog jeg ham at afprøve sin livsfilosofi: »Den, der ikke selv gider at trække vejret, fortjener at dø. Han kunne jo bare gå ned og slukke for et par stykker af de respiratorer, som med el fra stolen var i fuld gang med at trække vejret for de udmærkede mennesker.« Det havde han ikke registreret – lægen, Søren Ventegodt, og i øvrigt skulle han straks videre til et andet møde, hvor han skulle optræde med sin »livskvalitetsfilosofi«. Jeg reddede mig et par billige point og mistede al respekt for Klinik for Holistisk Medicin.

 

Fra vores helt egen verden

På trods af at vi befinder os i en osteklokke, har vi det rigtigt godt. Både forårsholdet og efterårsholdet er et bevis på, at skolens ønske om inklusion og rummelighed fungerer. Den gensidige hensyntagen og hjælpsomhed er fantastisk. De narcissistiske unge mærker vi ikke meget til. Vi er nogen stykker, der meget mere fortrøstningsfuldt ser frem til pensionering, alderdom og plejehjem. Der er masser af energi og overskud i de 108 unge mennesker, vi har i huset. Og de vil noget, både medens de er her og bagefter. Nogle er søgende på den gode måde, det giver lejlighed til ordentlig vejledning og kompetenceafklaring, der udspringer af fag og det daglige liv på skolen.

 

I kraft af gode bygninger og utroligt engagerede medarbejdere kan skolen her meget, når det gælder stimulering af »hjerte« og »hjerne«. Det gælder både for 4. g’erne og elever med funktionsnedsættelse. Men hvad angår kroppen, altså træning og genoptræning af en ødelagt fysik, lader mulighederne noget tilbage at ønske. Siden 1964 har 3-4 planer for et træningsbassin været fremme, uden at det er lykkedes at opnå den nødvendige finansiering. Det er bestyrelsens og mit skøn, at i 2006 vil det lykkes. Det vil da ikke være urimeligt, at en halvtredsåring får et så længe næret ønske opfyldt.

 

Den sidste weekend i oktober havde vi elevstævne. Igen et brag af en fest. Mere end 450 deltog i løbet af weekenden. Bedre ambassadører end tidligere elever, der vil bruge en weekend på deres gamle skole, kan man ikke finde. Det er markedsføring, der duer. Og vi kan allerede nu mærke en stigning i interessen for de lange kurser. En skole fylder ikke sig selv. Heller ikke vores, selvom mange tror, at det forholder sig sådan. Små årgange, kommunalreform og lavvande i kommunekasserne gør det ikke lettere for de af vores elever, som skal kunne tage en del af deres hjælp med på højskole.

 

Alt i alt har vi haft et rigtigt godt år. Søsportcentret har med støtte fra en række fonde fået et tiltrængt løft, så vi nu har enestående sejladsforhold. Sommerens korte kurser og efterårets linie- og modulhold på vandet har vist, at vi nu har – om ikke verdens bedste så i hvert fald – nordeuropas bedste sejladsfaciliteter for mennesker med handicap.

 

Forberedelserne til skolens 50-års jubilæum er i fuld gang. Nogen har ment, at 50 år er ingen alder for en højskole. Vi selv er både ydmyge og glade over, at vi kan fejre 50-året for en skole, som ikke blev givet mange chancer, da den startede. Også en skole, som har forsøgt at leve op til Grundtvigs tanker om livsoplysning for almuen for dem, der sidder yderst ved bålet. Vi håber, at mange vil kigge forbi skolen til de forskellige arrangementer, som bliver afviklet i jubilæumsåret. Selve fejringen vil ske onsdag den 1. november, som var dagen, hvor Egmont Højskolen tog imod sit første hold elever i 1956.

 

Den støtte og forståelse, som vi møder i Undervisnings- og Socialministeriet, amter og kommuner, interesseorganisationerne og hos elevforeningen og teknologi- og kulturforeningen, er af uvurderlig betydning for at opfylde skolens formål. Også bestyrelse og alle ansatte vil jeg takke for endnu et godt år. Men vigtigst er de elever og kursister, som giver os mulighed for at lave folkeoplysende arbejde. Tak til alle jer, som i det forgangne år har brugt både tid og penge på at udfordre os på det værdige, myndige og solidariske fællesskab.

Alle, der vil skolen det bedste, ønskes en Glædelig Jul og et Godt Nytår, hvor vi får lejlighed til at mødes i faglige og festlige sammenhænge.

 

Ole Lauth

Senest opdateret: onsdag, 21. januar 2015 12:21