Spring til hovedartiklen - genvej for blinde
2.jpg

Tanker fra en skaldepande - 2006

Brev fra skaldepanden

 

Kære venner

 

Vi havde besluttet i år, at med det store jubilæumsarrangement og jubilæumsbøgerne havde vi gjort tilstrækkeligt i forhold til gamle elever, venner af huset og alle mulige andre, som interesserer sig for vores ve og vel. Men, ak nej, sådan skulle det ikke være. Den ihærdige formand for elevforeningen VIL have et årsskrift ud, og så må vi jo til tasterne.

 

2006 har i alle måder været et jubelår. Forårsholdet er det bedste forårshold, vi har haft i 2006. Masser af aktiviteter og masser af engagement. Og også sommerkurserne var båret oppe af både jubel og solskin. Da vi nærmede os den 6. august havde vi 20 elever på venteliste, selv om vi havde ”overbooket”. Den 6. kunne jeg byde velkommen til 146 elever. Det største antal i skolens historie! Ikke dårligt i forhold til andre højskoler, som kæmper for at overleve. Udover de danske elever har vi international linie med 8, 11 fra de nye medlemslande og 4 fra Japan.

 

Var forårsholdet et hold med masser af energi og indspark, blev vi ikke skuffet af det nye hold. Elevparlamentet har i dette efterår arrangeret temadage og –aftener med et både folkeligt og folkeoplysende indhold. De nuværende elever har givet os tryghed ved velfærdssamfundets fremtid. De har demonstreret ansvarlighed og sammenhængskraft i både ord og handling. De har virkelig vist en 50-årig højskole værdighed.

 

Selv blev jeg indlagt på Skejby den 9. august og blev opereret den 10. De sendte en computerstyret robot ind i maven på mig, som fjernede den cancer, jeg havde fået konstateret i prostata. Allerede den 11. om morgenen blev jeg jaget i bad, selv om jeg var noget svimmel og havde kateder og alt muligt andet. Efter badet skulle jeg tage tøj på, og så sagde de farvel og tak! Jeg troede jo, at jeg kunne få en 14 dages tid på eneværelse med fjernsyn og god servering, men nej, i det moderne sygehusvæsen skal patienterne ikke ligge og fise den af på skatteborgernes regning.

Annie og jeg tog til Ertebølle, og jeg fik 10 dage til at overvinde det operationelle indgreb, hvorefter jeg var til kontrol og de kunne meddele, at alt var i orden, men jeg blev alligevel kommanderet på 6 ugers sygeorlov.

 

Det var værdifuldt. I de uger var satspuljeforhandlingerne på deres højeste og Annie og jeg fik lejlighed til at tale med flere gode repræsentanter for partierne på Christiansborg. Alle havde stor forståelse for vores tanker om en haludvidelse og en svømmehal, men selve afgørelsen skulle falde i forbindelse med forhandlingerne om finansloven/satspuljefordelingen. Den 23. oktober blev jeg ringet op af en kontorchef fra socialministeriet, der ville vide, hvad der skete, hvis vi ikke fik det nødvendige tilskud på 16,4 mio kr. Som sandt er, måtte jeg meddele det flinke menneske, at uden statslig støtte, ville de tilsagn, vi allerede havde på 70 mio, gå tilbage til de respektive fonde. Kontorchefen kunne meddele mig, at man ikke kunne love skolen penge på finansloven i 2007, men man ville til gengæld reservere 16,4 mio på satspuljen for 2008 med mindre anden offentlig finansiering blev fundet. Vi er satspuljepartierne og det politisk-administrative system dybt taknemmelige for, at det endelig lykkedes at få de sidste penge frem. Også Odder Kommune har vist stor velvillighed, idet byrådet i oktober besluttede at sælge grunden mellem skolen og amtsvejen (14.000 m2) for 2,5 mio, selv om den er vurderet til 10 mio kr. Det betyder, at også de lokale politikere skal have tak for at have sikret en ”ikke uvæsentlig offentlig medfinansiering” af hele projektet.

 

På jubilæumsdagen den 1. november kunne vi på opslagstavlen udenfor hallen ophænge ideskitsen og takke for de 86 mio, vi indtil da havde på plads. En ting er at skaffe pengene, noget andet er at få gennemført et banebrydende byggeri, som sikrer faciliteter, der kan give alle mulighed for kreativ og idrætslig udfoldelse både i vand, i træningsrum og i en hel hal. I det kommende år skal vi nytænke, projektere, afholde arkitektkonkurrence og finde spændende løsninger på tilgængelighed og energi. Det bliver væsentligt at holde driftsudgifterne nede, hvorfor der vil blive sat meget fokus på begrænsning i energiforbruget.

 

Alle tænkende mennesker er enige om, at de fossile energikilder vil slippe op indenfor få år, hvorfor vi er nødsaget til at tænke kreativt i forhold til alternative løsninger. Prøv at tænke den tanke, at olie og gas udebliver, at el, vand og varme ophører med at strømme pr. automatik ud i de små hjem. Vi har planlagt til foråret at tage drøftelsen op med de kommende elever, evt. i form af 0-energiforbrugsdage. Hvordan skal vi lave mad, hvordan skal vi få vand, hvordan skal vi få varme og lys? Måske kan det give inspiration til alternative løsninger både i form af besparelser og i form af nye energikilder.

 

Vi fik mange gode gaver på selve jubilæumsdagen. Mange havde givet store og små beløb til færdiggørelsen af Tertia, hvilket betyder, at Tertia kan søsættes til august næste år. Det bliver et frygtelig smukt skib, som kan anvendes af alle. I agterstavnen bliver der to sæder, som kan benyttes af sejlere med stor funktionsnedsættelse. Sæderne kan tilpasses den enkeltes behov for støtte og fastspænding. Vi håber at se mange til søsætningen.

 

Men vi fik også en anden gave. En gave, som alle dagligt vil få glæde af. Elevforeningen forærede skolen 200 nye højskolesangbøger. En sangbog, som er blevet moderniseret og som har fået mange nye sange med af dem, vi hidtil har haft i den alternative sangbog. Udvalget har været tro mod de ”gamle” sange, men har samtidigt set fremad. Der er kommet engelske sange og moderne sange med, som har det fælles og det folkelige i sig. Tusind tak for gaven! Den er taget i brug.

 

Vi har det godt. Skolen er stort set fyldt til januar, men vi er – som mange andre skoler, virksomheder og institutioner – ramt af de gode konjunkturer. Det er svært at skaffe arbejdskraft og det er svært at skaffe handicaphjælpere. Vi synes selv, at man på Egmont Højskolen har mulighed for dels at få lært arbejdsgiverrollen og dels at få lært det at skulle give hjælp til et andet menneske. Ingen af os får lov til at gå gennem et liv uden brug af den egenskab, det er, at vise anerkendelse. At anerkende et andet menneskes værdi er det, der skaber mening med tilværelsen.

 

Fra højskolen vil jeg endnu engang takke alle, som har støttet os, begavet os og i det hele taget vist omsorg for os i 50-året for skolens start. Historien og vores værdigrundlag er fremragende beskrevet i de to jubilæumsbøger af Hanne Klitgaard og Michael Pedersen, som du enten kan finde på nettet eller bestille på skolen.

 

I ønskes en velsignet Jul og et rigtig Godt Nytår, hvor vi her i huset fortsat vil arbejde på at give myndige mennesker et værdigt og solidarisk fællesskab.

 

Ole

 

Senest opdateret: onsdag, 21. januar 2015 12:22
  • VILLAVEJ 25, HOU
  • 8300 ODDER
  • TLF: 87 81 79 00
  • FAX: 87 81 79 79
  • E-MAIL: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • CVR nr. 46 23 11 12