Tanker fra en skaldepande - 2007

Tanker fra en skaldepande

 

Paulus: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke,

men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.

--- Jeg elendige menneske..”

 

Et liv med hjul

Nu kører ministerbilerne igen og med stort set samme bemanding som før. Jeg husker ikke en valgkamp, hvor ministerbilen i den grad har været i fokus. Villy Søvndal blev flere gange spurgt om han havde solgt sin elskede Rover 620 i, fordi han regnede med at skifte den ud med en ministerbil. Også Birthe Rønn Hornbech blev spurgt om hun sagde ja til ministerposten som Kirke- og Integrationsminister, fordi hun gerne vil køre i ministerbil. Hertil svarede hun: ”Overhovedet ikke, jeg har netop anskaffet mig en ny, komfortabel og hurtig bil. ” Det har virket som om ministerbilen er det endegyldige udtryk for eller symbol på den politiske magt en minister har.

 

Den første ministerbil jeg selv fik tæt på kroppen var Viggo Kampmanns. Han var finansminister og en kort periode statsminister, men også medlem af bestyrelsen her den skolen. Ministerchaufføren hed Mortensen og var et morderligt flinkt menneske. Når der skulle tankes op inde i Odder, kom jeg med i den store Chevrolet. V8 motor og automatgear var noget der kunne betage en 10-årig. Jeg var fortabt til automobilet.

 

De første hjul jeg overhovedet fik under mig sad på en ældre brugt barnevogn, som min far måtte købe af min onkel, der i forhold til en invaliderente-modtager var langt bedre ved muffen. Da de senere fik brug for vognen igen, skulle de blot låne den. Vi har aldrig set skyggen af den siden. Senere fik jeg en klapvogn for så at overgå til trehjulet cykel. Vi lærerbørn hærgede på stierne omkring den Frie Lærerskole i Ollerup.

 

Også min fars 3 hjulede kørestol fik jeg lejlighed til at blive transporteret rundt på. Stolen blev trukket frem med to håndtag, hvorfra der gik en kæde ned til forhjulet. Det var derfor udelukket at sidde på skødet af min far, hvorfor jeg blev placeret på en af skærmene på baghjulene. Flere gange skete det, at jeg fik en fod ind i egerne, med skrig og skrål til følge.

 

I 1953 fik vi bil. Min far havde overbevist flere embedsmænd og politikere om, at det var helt urimeligt, at man som svært handicappet kun kunne få bil, når man selv var i stand til at køre den. I 1952 fik han kongebrev - datidens dispensationsmulighed – og en indkøbstilladelse. Der var rationering på biler. Alle og enhver kunne ikke bare gå hen og købe en bil.

 

Det blev en Folkevogn. Den første uden delt bagrude. For at kørestolen kunne komme med, blev bilen udstyret med en tagbagagebærer. Ned ad

bakke og med vinden i ryggen kunne Folkevognen komme op på mellem 70 og 80 km/t. Men vi kom rundt i landet. Meget. Søndag var der udflugt til et eller andet sted, hvor man kunne indtage kaffe og kringle. Det var dengang, der var god plads på vejene. Det var et privilegium for de få, at have sin egen bil. Det gav både prestige, frihed og magt over eget liv. For min far var friheden det afgørende. Det var frihed til at kunne bestemme hvor vi skulle hen og hvornår. I øvrigt kunne min far kun med stort besvær komme op i datidens tog.

 

Jeg lærte at køre bil da jeg var 9 år. Vi var lige kommet til Hou og på min første køretur skulle jeg dreje om hjørnet ved gartnerboligen. Min mor sad ved siden af. Hun mente ikke jeg havde den rette styring. Hun rykkede den ene vej i rettet og jeg den anden. Vi havnede i kampestensvæggen til drivhuset. Det med at bremse og koble ud havde jeg lært.

 

Som 16 årig smadrede jeg min fars helt nye Taunus 17 m stationscar. En flot bil. I et sving i skoven bag skolen skred vognen ud – med alt for stor hastighed – og jeg havnede i et træ. Brækkede hånden og smadrede min overlæbe. Værkføreren hos Ford i Odder kondolerede, da min mor var inde for at høre, hvorvidt det var muligt at gøre bilen til bil igen. Bilen var indsmurt i blod. Min mor svarede lakonisk: ”Han er da tilbage på sin kostskole og er forhåbentligt til undervisning!” Efter den tur fik jeg større respekt for fart og biler. Et vink med en vognstang.

 

Medens jeg læste til lærer, havde jeg forskellige jobs, dels på en ungdomsskole og dels som tjener. SU var jeg ikke berettiget til. Alligevel blev det muligt for mig at anskaffe en godt udslidt Fiat 500 for 1800 kr. To måneder efter anskaffelsen knækkede den højre drivaksel. På Fiatværkstedet ville det koste godt 1000 kr. i 1968 at få en ny sat i. Ude på lageret kunne de oplyse, at sådan en aksel kostede 98 kr. Herregud – den tog jeg. Juleferien blev brugt på at skifte drivaksel. Under operationen forstod jeg, hvorfor det blev så dyrt. Hele motoren skulle ud. Gearkassen skulle af, skilles ad og den nye aksel skulle sættes i. Juleferien og 2 weekends tog det før ”mariehønen” var køreklar. Frihed og prestige. Fiaten blev udskiftet med en 2 CV. En politisk korrekt øse, som kunne så mange ting. Da motoren efter 80.000 km skulle have nye stempler og krumtap, fandt jeg en motor til en AMI. En motor som mere end fordoblede motorkraften i den lille bil. Først over krydset i en studenter slæde – det var forrygende.

 

Ved senere anskaffelser af biler igennem et langt liv har det skiftet mellem fornuft og følelser . De bilfrie søndage i 1973 fik mig til at skifte en herlig Opel Rekord ud med en Ami stationscar. Alt for kedeligt. Derpå fulgte en Mini Cooper S og senere en godt brugt Citroen CX 2,2 . En frygtelig dejlig bil, hvis værkstedsregninger langt oversteg mit lønniveau. Siden har jeg kørt i politisk korrekte dieselbiler.

 

Jeg var tæt på at byde på Villys Røde Rover og har ofte været på nippet til at anskaffe en ældre bil med stor udstråling og stort benzinforbrug. Nu var muligheden der. På Laurits.com gik den for 48.000. Så lidt for så smuk en bil – stakkels Villy. Fornuften sejrede over lysten.

 

Under elevstævnet havde vi besøg af Karen Jespersen dengang hun var socialminister. Hun kørte i en Volkswagen Phaeton med v 10 motor. En bil som ville koste mig – siger Folkevognsforhandleren – mellem 40 og 50.000 pr. måned i 5 år. Men så skulle der også være til både forsikring, afskrivning og brændstof. Jeg forarges ikke. En ministerbil er både kontor, rum for afslapning og udstråling af magt.

 

Og hvor vil jeg så hen med den historie? Skal der være overensstemmelse mellem det man siger og det man gør? Kan Villy holde den grønne profil – rent politisk, og køre rundt i en bil der bruger 200-300 gram CO2 pr km – det samme som de fleste ministerbiler, når EU’s målsætning er max 140 gram CO2 for biler i fællesskabet. Kan jeg overhovedet tillade mig at overveje at udskifte min miljørigtige dieselbil med en skønhedsåbenbaring af en Peugeot 406 coupé 3,0 med automatgear og stor CO2 udledning.

 

Egmont Højskolen bruger mange penge på kørsel i busser, elektricitet og varme. Vi tynger godt i CO2 regnskabet. Og nu står vi med penge til et ca 3500 m2 nyt hus. Hal med scene, et rehabiliteringsrum og et mediatek. Hertil kommer vandtræningsbassin, med omliggende faciliteter. Boblebade, sauna, dampbad og alt det andet spændende, som underbygger træning og velvære på den gode måde. Hvis vi stadig skal have vækst og samtidig spare 20-30 % på CO2 regnskabet over de kommende år, skal der nytænkning til. Vi skal kulturelt og teknologisk kunne forandre vores hjerner.

 

Det er det min tid går med. En helt utroligt spændende gave og opgave. Det skal være billigt i anskaffelse og brug. Ambitionen er at etablere et innovativt rehabliliteringscenter for alle mennesker med eller uden fysiske handicap. Den højeste grad af handicaptilgængelighed skal opnås ved anvendelse af ny og nyudviklet viden. Der til kommer en ny form for personsikring og energibesparende foranstaltninger. Hvordan skal rummene og vandet varmes op? Hvordan skal badevandet renses?

 

I det projekt, som gode fonde, staten og kommunen vil støtte med godt 100 millioner, har vi forudsat at driften – altså brug af lys, vand og varme – ikke må overstige 400.000 pr år. Det er stort set en tredjedel af forbruget i sammenlignelige anlæg. Jeg tror på at det kan lade sig gøre. Teknologierne findes. Kloge mennesker, som kan udvikle, findes. Det der koster tid, er at få de rigtige relationer skabt.

 

En ambition om at bruge havvand til at svømme i, er der blevet grint en del af. Det kan ikke renses og man kan ikke styre den korrosion, som det aggressive saltvand skaber. Havvand har vi meget af og forudsigelserne siger at der bliver mere. Helt så godt ser det ikke ud med rent brugsvand. Man må dog kunne bygge et hus, hvor der er taget højde for de problemer i forhold til valg af materialer.

 

Men havvand kan også bruges til at lave varme i en varmepumpe. Havvand giver en noget højere udnyttelsesgrad end både luft til varme og jord til varme. Den danske teknologi findes, den bruges bare ikke. Udnyttelse af ny viden kræver netværk og koordination, men også politisk vilje. Det siger sig selv, at det koster tabt skatteprovenu på energiafgifter, hvis produktionen lægges om. Her har vi på Egmont Højskolen og i Hou, store forventninger til Connie Hedegaard som klima- og energiminister. Hun må om nogen kunne påvise det tåbelige i, at det er i skatteministeriet, man bremser de nye ideer. Også før vi får en skattereform, der tilgodeser sparsommelighed og straffer ødselhed.

 

I Hou har vi et barmarksværk. Et lille kraftvarmeværk, som ved hjælp af naturgas både producerer fjernvarme til os der bor i Hou og el til elnettet. Da værket blev etableret var det en rigtig ide. Teknologisk viden og udvikling har overhalet den investering vi fik skabt. Lad os i fællesskab udnytte den dyre og knappe gas langt mere effektivt. Handling er vigtigere end snak. Vi har en plan som kan komme både skolens kursister og elever til gode, men også lokalbefolkningen i Hou og nærmeste omegn.

 

Radiatorvarme, lys i lamperne og en bil i garagen, er selvfølgeligheder, som vi kulturelt og mentalt, ikke vil give afkald på. Så må vi tænke nyt og smart i fællesskab, da markedet ikke kan klare opgaven alene. Incitamentet mangler. Vi kan gøre det rigtige. Villy solgte sin benzinslugende flyder, jeg har holdt mig på måtten (farvel 406 coupé) – pligten vandt over tilbøjeligheden. Skal vi videre – også i det folkeoplysende arbejde – skal vi til stadighed kunne skabe glæde og stadig give ordene myndighed, værdighed og solidaritet mening.

 

Jeg elsker hjul og det de kan gøre for mennesker. Hjulet kan være symbolet på et år eller et helt liv. Hjulets bevægelser er gentagelse, men også symbolet på nye muligheder. Jeg er fascineret af alt, der kan rulle på hjul. Især barnevogne, som vi igen ser flere af. Rustvognen er symbol på et livsvilkår, som også i år har hjemsøgt Egmont Højskolen. Solhverv og jul minder os om de cirkelbevægelser et liv består af. Tak til alle, som har arbejdet for, med, i og på Egmont Højskolen og Hou Søsportcenter. Alle der fortsat vil skolen det bedste, ønskes en glædelig jul og et lykkebringende nytår.

 

Ole Lauth

 

Senest opdateret: onsdag, 21. januar 2015 12:22