Spring til hovedartiklen - genvej for blinde
4.jpg

Tanker fra en skaldepande - 2008

Demokratisk dannelse – ”Sofaproblemet”

 

Sofakonstanten formuleret 1966 af Leo Moser:
A ≥π/2≈1,570796327
John Hammersley udledte i 1968 en væsentligt
højere nedre grænse:
A ≥π/2+2/π≈2,207416099

 

Ifølge Wikipedia er Sofaproblemet et uløst matematisk problem, der blev formuleret af den østrigsk-canadiske matematiker Leo Moser i 1966. Problemet er en todimensionel idealisering af det virkelige problem med at flytte møbler. Aalborg Universitet bruger sofaproblemet som et pilotprojekt, hvori førsteårsstuderende i matematik og datalogi skal søge at afdække problemstillingen gennem gruppearbejde.

Noget tyder på, at sofaer kan udgøre en reel baggrund for almendannelse og forskning, men kan en sofa også indgå i Egmont Højskolens forpligtigelse til at danne eleverne til demokratiske borgere? Har det noget med sofavælgere at gøre? Er den skaldede forstanders underlige tvære modvilje mod sofaer på skolen blot et ønske om at demonstrere magt og starte en latterlig værdikamp?

Jeg elsker sofaer. Vi har 4 af slagsen. Vi bruger dem ikke til at sidde på, men vi ligger – især når vi ser fjernsyn. I sommerhuset har vi kun en og den slås vi om. Sofaen var oprindeligt den arabiske regents  trone og har eksisteret lige siden oldtiden. Gennem tiderne har sofaen været et elitært stykke møbel, men efter industrialiseringen blev sofaen til en uundværlig del af møbleringen hos alle. I Rifbjergs herlige pamfletroman, ”Du skal ikke være ked af det Amalia” fra 1974, har den vrisne redaktør på Eftermiddagsavisen , William Ankerskov på sit kontor en beige lædersofa der kaldes ”bolledejen”. På den foregår både det ene og det andet!

Flere af de fysiologer og fysioterapeuter jeg har været i kontakt med i forbindelse med min rygskavank, som jeg i øvrigt deler med mere end 70% af mine medskabninger, har frarådet brug af lænestole og især sofaer. ”Det er sidderedskaber som er direkte skadelige at sidde i”, siger de. ”De er gift for lændehvirvlerne og er man ældre eller en smule overvægtig, er processen med at rejse sig til lodret ofte årsag til hekseskud og andre smertefulde lidelser.” De små diskusplader mellem ryghvirvlerne forskubber sig, når man sidder mageligt og rart i sofaen, men er ikke på plads når man rejser sig.

For nylig kørte jeg med en taxachauffør i København, som havde valgt en VW-bus som taxa. Da vi jo har en hel del busser, ville jeg vide, hvordan den var, om den kunne holde osv. Han havde valgt VW-bussen på grund af rygproblemer. Hans læge og hans fysioterapeut havde forklaret, at han ikke kunne fortsætte med at køre taxa, hvis ikke han kom op af ”sofaen”.

Da mine forældres folkevogn blev skiftet omkring 1960, fik de en Simca med ratgear og sofasæde. En meget upraktisk anordning, da min far ønskede mere benplads end min mor, som kørte bilen. Men for unge elskende var det sikkert smart med den sofa. Skolen fik også en folkevogn – et rugbrød, men det midterste sofasæde måtte ud, ellers var der ikke plads til en kørestol. Senere fik skolen større busser – med enkeltsæder af hensyn til fleksibiliteten. Kørestole kan ikke komme ind i en minibus/kassevogn, hvis der skal være sofaer.

Da togbanen til Hou blev nedlagt i begyndelsen af 1980’erne, lovede amtsrådet, at ruten til Hou ville blive bestykket med busser med lift og plads til kørestole. Den type offentlige busser er aldrig set i Hou. I midten af 90’erne havde vi en del forhandlinger med amtets embedsmænd om de fortvivlede forhold kørestolsbrugende elever havde i forhold til de busser, som betjener Hou. Begrundelsen for den manglende tilgængelighed var, at det ville være alt for dyrt at skulle indsætte busser med lift og plads til kørestole. Tidsforbruget ved på- og afstigning og de sofasæder, som skulle fjernes ville ikke sikre koncessionshaverne en ordentlig økonomi. Vi prøvede at slå på de løfter som både den daværende amtsborgmester og trafikminister havde givet skolen i 1982. Også det diskriminerende, der lå i, at en stor gruppe elever var afskåret fra at tage bussen fra Hou prøvede vi med. Intet hjalp. Et er politiske løfter og gode hensigtserklæringer – noget andet er realiteter, også de økonomiske.

På skolen årlige studieture, benytter vi liftsbusser og vores yndlingschauffør, Søren fra Bording, kan det der med at pakke en 48 personers Setra med 10 el-stole. Hver el-stol koster 1½ sofasæde, altså 30 pladser. Det betyder at en 48 personers bus kun kan rumme 28 personer. Det er der naturligvis dårlig økonomi i, men alternativet ville være, at de kørestolsbrugende elever skulle blive hjemme, fordi prisen altså bliver højere, når 15 sofaer må tages ud.

Huse kan ikke sammenlignes med biler. Og dog, det mener jeg nu nok de kan. Når jeg har besøgt andre højskoler eller idrætshøjskoler kan jeg godt se, at opholdsstuer med magelige møbler – sofaer og lænestole – kan vi ikke tilbyde på Egmont Højskolen. Og det kan godt plage mig. Jeg har siddet på Gymnastikhøjskolen i Ollerup og ladet en indre film køre, hvor jeg forestiller mig at bare 8 elever i el-kørestole ville komme ind i lokalet. Det ville overhovedet ikke kunne lade sig gøre. Der er simpelthen ikke plads.

Når elever og ansatte har efterlyst sofaer i de fælles områder, har jeg sat mig ned og regnet på, hvor mange vi skulle have af slagsen, hvis det skal give mening. Med 150 elever, hvoraf 40 bevæger sig rundt i kørestol, skulle vi anskaffe omkring 25 almindelige sofaer for bare at sikre ca. halvdelen af eleverne en sofaplads – og så kan der ikke ligges på den. Hvor skal alle de sofaer være, hvis skolen stadig skal være tilgængelig? I et halvår hvor vi havde lidt mere plads end nu, var der i en periode placeret to sofaer foran pejsen i spisestuen – meget ofte var de ”besat” af to elever, som tog sig en lur. Møblerne var symbolske langt mere end anvendelige.

Vi har af vores ingeniør, Erik Jensen, fået foræret en pavillon – et tidligere ”projektkontor”, som var blevet tilovers ved Skejby Sygehus. Bygningen er ca. 7x17 meter. Det fælles lokale er på ca. 80 m2. Eleverne må bruge det til fællesrum, dansk hygge og mindre uformelle fester i weekenden. Men lokalet skal også kunne bruges til undervisning, når det kniber med et tilstrækkeligt antal undervisningslokaler.

Enhver kan regne ud, at den demokratiske proces med indretning, farvesætning, møblering m.v. ikke er enkel. De gode elever, der går med i sådant et udvalg, har hver sin forestilling om et sted, hvor det er rart at være. Nogen vil have plastikblomster og blondegardiner, andre tænker minimalistisk i lyse farve, andre igen ønsker et rustikt lokale med grove enkle møbler. Men alle – med mening om tingene – ønsker sofaer.

Hvordan beslutter man æstetik og funktion? Personligt tror jeg ikke på, at den rette æstetiske løsning kan besluttes demokratisk, men tilgængelighed kan. Hvordan lever man op til skolens værdigrundlag om et særligt ansvar overfor mennesker med fysiske handicap og ønsket om myndighed, værdighed og solidaritet? Hvordan lever man op til brandmyndighedernes krav om flugtveje, hvis 40-50 elever skal have mulighed for at entre en sofa? Spørgsmål som ved gud ikke er enkle.

Sofaproblemet er ikke bare et matematisk problem, det er også et socialt og økonomisk problem. Industrikulturens lejligheder og parcelhuse har afsat plads til de fra orienten hentede tronstole. Man kan spørge sig selv, om sofaen med en siddehøjde på 20-30 cm over jorden og den plads den bruger ud fra en fysiologisk og økologisk betragtning er en fornuftig måde at sidde på. Kvadratmeter under tag og med isolering er ikke et ubegrænset gode. Hvis vi kunne skaffe penge til så megen plads, at man både kunne tilgodese de elever og kursister der bruger kørestole og de elever der indimellem vil slappe af i en sofa, ville det være herligt. Skolens bestyrelse har prioriteret trænings- og svømmefaciliteter frem for plads til sofaer – sådan kan demokratiet også fungere. At man vælger noget fra frem for noget andet. Måske kunne designholdet og holdet for brugerdreven innovation opfinde den fleksible sofa. En sofa, som kun bruger plads, når den anvendes.

Bortset fra sofakrigen (en mod alle og alle mod en), har vi haft et fantastisk højskoleår. Fuldt hus i foråret, nærmest overtegnede sommerkurser og fuldt hus igen her i efteråret. Den 19. september fik min mor og jeg en forrygende fødselsdagsfest og elevstævnet i november var som sædvanlig et stort tilløbsstykke. Mange gode kræfter bidrog til at begge begivenheder var successer. Det nuværende elevhold både giver og tager en masse energi. Processen med etablering af hal og vandtræningsbassin er kommet i gang, og om et par uger påbegyndes arbejdet med den nye badebro, så vi bliver klar til sommerens glæder.

 

Jeg vil gerne takke alle, der har arbejdet for skolen og støttet op om dens virke i årets løb og samtidigt ønske alle en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

 

De bedste hilsner

Ole Lauth

 

Senest opdateret: onsdag, 21. januar 2015 12:24
  • VILLAVEJ 25, HOU
  • 8300 ODDER
  • TLF: 87 81 79 00
  • FAX: 87 81 79 79
  • E-MAIL: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • CVR nr. 46 23 11 12