Spring til hovedartiklen - genvej for blinde
6.jpg

Tanker fra en skaldepande - 2010

»Money never sleeps.«
             Gordon Gekko

Så kom vinteren, og vi er kun på kanten til december – selv ikke det første lys i adventskransen har været tændt. Sne, frost og vind og en masse bøvl og uorden. Der er ikke flere penge på snerydningskontoen. Vi har bestemt ikke kalkuleret med sne og kulde før til februar – sådan er DMI’s prognose. Og så kommer den alligevel. Overtidsbetaling, ekstra varme og skader på to af skolens busser. Det gavner nationalproduktet, og skader skolen økonomi. Penge sover ikke.

Efter den kriseramte amerikanske investeringsbank Lehman Brothers indgav sin konkursbegæring den 14. september 2008, har vi talt meget om penge. Den internationale finansielle krise hedder det. Grækenland, Irland og måske Spanien og Italien er på »spanden«. Der er nok at bekymre sig om. Og i øvrigt, hvad rager det os på højskolen, hvis bare vi får de penge, vi er vant til.

Den 30. oktober havde vi elevstævne. Stort fremmøde og et rigtig flot arrangement. Socialministeren havde lovet at komme for at drøfte socialpolitik i en krisetid, men noget kom i vejen, så i stedet fik vi Anders Samuelsen til at springe til. Han bor tæt på, hvorfor han godt kunne afse tid en lørdag eftermiddag. Med udgangspunkt i en nærværende og meget personlig fortælling, kunne Anders fastholde forsamlingen i en god time om, hvordan man imødegår modgang og fastholder sine mål i livet. Afslutningsvis fik vi indblik i tænkningen hos en socialliberal, som har nedtonet det sociale til fordel for det liberale. »At skaffe 200.000 job tilbage til Danmark kræver skattelettelser. Uden er vi ikke konkurrencedygtige.« Penge.

»Bliver der råd til os?«, ville elever, som er afhængige af overførsel og personlig støtte, vide. Det mente Anders nok, men det bliver på andre vilkår end dem, vi kender i dag. Vi kan ikke låne os ud af problemerne – vi må arbejde og være kreative. Først en masse bøvl og uorden og så måske…, men efter den internationale økonomiske krise er verden en anden, og truslen fra øst skal tages alvorligt.

Om ikke andet havde Anders Samuelsen sat mange tanker og udsagn i gang hos både nuværende og tidligere elever. Der blev diskuteret på livet løs. En tidligere elev fra Ringkøbing kunne bekræfte, at omkostningsniveauet i Danmark er alt for højt. Både hans søster og hans far havde mistet deres job. Faren arbejdede hos Vestas, og søsteren havde arbejdet i flere år hos Velfac. Efter at Velfac havde flyttet produktionen til Polen, havde godt 300 eller flere mistet deres job. Når lønninger i Danmark bliver for høje, vil produktionen flytte derhen, hvor arbejdskraften er billigst. Nogle spurgte, om faderen og søsteren ikke bare kunne gå ned i løn. Svaret forsvandt i larmen fra det indforskrevne band.

Hvor skal pengene komme fra, hvis de danske svin, vinduer og vindmøller kan forædles og produceres meget billigere i Tyskland, Polen og Kina? Hvordan skabes de skatteindtægter, som højskolerne og de unge mennesker skal leve af? Har Anders Samuelsen en pointe? Er lønniveauet i Danmark for højt på grund af skatten, eller er skatten høj, fordi vi har et højt lønniveau? Eleverne fatter ikke, at der ikke kan gives et hurtigt og enkelt svar på så enkelt et spørgsmål.

Også i vores egen kommune har manglen på penge været omdrejningspunktet for stort set al politisk aktivitet. Alle vidste og kunne se, at indtægterne langt fra ville kunne dække de stigende udgifter. Der er altid 2 muligheder: Skaf nogle flere indtægter (sæt skatteprocenten op) eller skær i udgifterne (fyr nogle medarbejdere). I Odder Kommune valgte man det sidste. En besparelse på 50 mio om året de næste 4 år koster arbejdspladser – ca. 120 og lukning af 2 skoler. Penge.

Man skal ikke være vismand for at vide, at lånefinansiering ikke går i det lange løb. Siden min bedstefars konkurs i begyndelsen af 30erne, har det været et mantra i min familie, at man maksimalt skylder 40% væk af det, man kan tjene på et år. En højere gældsbyrde vil give bobler i hele samfundet. Min tiptiptipoldefar tog sit eget liv i 1813. Han var påholdende. Meget påholdende og alligevel mistede han hele sin formue. Han havde lånt den danske stat penge til en virkelig god rente. Alle sparepengene blev sat i statsobligationer, og ved statsbankerotten mistede han det hele. I sorg over de tabte penge sluttede han sit liv i et reb under hanebåndet i laden. Han overså helt sin familie, gården og jorden, som var ganske ubelånt. Han havde kun mistet penge, alligevel tabte han livsmodet.

Finansloven er just kommet på plads, og besparelser eller prioriteringer er blevet gennemført. Selv højskolerne gik ikke ram forbi. Nogle politikere havde gerne set drastiske besparelser på højskolernes korte kurser – læs: Eksklusive ferier med skattefinansieret indhold; golf, dans og bridge. At kurserne også indeholder livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse – det, der skaber »sammenhængskraft« i vores land, var nogle politikere tilbøjelige til at se bort fra. En – efter min mening – strategisk klog indsats fra højskoleforeningen gjorde, at besparelsesfordelingen blev mere retfærdig og solidarisk. Skoler med mange korte kurser blev ikke så hårdt ramt, som den oprindelige politiske strategi gik ud på. Ikke desto mindre blev også vi ramt.

Sommerkurserne, som vi selv og mange kursusdeltagere ser frem til, har aldrig været nogen god forretning for Egmont Højskolen. Personaleforbruget er af gode grunde større end indtægterne kan bære. Skolens bestyrelse har i mange år fastholdt en rimelig pris, selvom den godt vidste, at ugekurserne om sommeren er en underskudsforretning. Med den vedtagne finanslov, hvor der er blevet skåret i statstilskuddet til ugekurser, skulle vores »sommerkurser« være steget til et kursusgebyr på 4.100 kr. pr. uge. Bestyrelsen har valgt kun at lade kursusgebyret stige fra 3.000 kr. til 3.600 kr., velvidende, at det vil blive svært for mange. Bestyrelsen har også besluttet, at kommende kursister med en virkelig anstrengt økonomi vil kunne søge om reduktion i prisen, når visse objektive kriterier er opfyldt. Det er så overladt til den skaldede at forsøge at finde venlige fonde, som ser god mening i at støtte kursusdeltagelse for mennesker uden ret mange andre muligheder. Og den skaldede og de dygtige medarbejdere skal kreativt finde de 500 kr., der kommer til at mangle.

I skolens gamle annaler kan man se, at helt tilbage ved skolens start i 1956 var der stor polemik om kursusprisen. Min far ønskede en dagspris for kost, logi og undervisning på 7,20 kr. medens bestyrelsen og revisor var helt oppe på 9,10 kr. En forskel på 30 kr. om måneden. Men det var mange penge – min mor havde en ugeløn på 93 kr. før skat som ansvarlig for køkken, have, pleje og rengøring. En højskolelærer tjente 916 kr. om måneden. Altså med en pris pr. måned på mellem 210-220 kr. udgjorde prisen for et højskoleophold ca. 1/4 af en lærerløn. Præcist som i dag. Det interessante er også, at statstilskuddet til undervisning og særlig støtte til elever med funktionsnedsættelse var relativt det samme, som det er i dag.

Den megen snak om genopretning er på det sidste blevet erstattet af ordet vækst. Regeringen har nedsat et vækstforum, som er kommet med forslag om at liberalisere apotekerne, taxadrift og give mulighed for at anlægge gigantiske indkøbscentre. Åbenbart skabes vækst via udbud af varer og ikke via produktion og nytænkning. Det tror jeg da, far og datter i Ringkøbing sidder og undrer sig over. Men vækstforum og regeringen vil også have ændret betingelserne for SU og førtidspension. Mange ideer har været på banen, og café-pengene er måske væk.

Både SU og førtidspension har ofte været til drøftelse her i huset, dels fordi unge med særlige behov stort set er afskåret fra at få SU og i den anledning enten skal klientgøres som kontanthjælpsmodtagere eller som modtagere af førtidspension. Det er diskrimination. FN’s handicap-konventions artikel 28 taler om, at »personer med handicap har ret til en levefod, som er tilstrækkelig for dem selv … uden diskrimination på grund af handicap.«

Vores japanske elever bliver underligt fjerne i blikket, når vi begynder at forklare det danske SU-system. De fatter ikke, at man får betaling for at studere, og de forstår slet ikke, at man kan melde sig ind på en hvilken som helst videregående uddannelse uden at betale en krone. Deres forældre har sparet op i mange år for at have midler til både underhold og den månedlige betaling for at få undervisning på et universitet.

Det kan fint starte en større diskussion om skattetryk og velfærd. Helt fortvivlet bliver det, når vi skal forklare de flinke japanske elever, hvorfor nogle elever tilkendes førtidspension som 18-årige, og andre får kontanthjælp. Når de sammenligner kognitiv og fysisk habitus hos forskellige danske elever med varige funktionsnedsættelser, forstår de ikke, at tildelingskriterierne er de samme for hele landet. Og det forstår jeg godt, at de ikke forstår.

Hvis jeg foreslår forældre til unge, der har fået tilkendt førtidspension som 18-årige, at det på alle måder ville være mere rimeligt, at de fik SU, lyder der et ramaskrig. Deres Irene vil på grund af sit handicap aldrig kunne klare sig for SU! Hvad med bilen, ekstra udgifter til hjælperne, computeren, tøj osv.? Det er her filmen er knækket. Sikring af passende ernæring, beklædning og bolig (FN’s konvention) skal ske uden diskrimination. Men hvorfor skal ydelsen være næsten dobbelt så stor som den unge på SU eller kontanthjælp skal leve af? Det er hårdt at leve for SU – vedkendt, men det er også en læring i at sætte tæring efter næring – at holde hus med de penge man har. (Sådan tænker en Jeronimus). Det der ved en sådan ordning bliver sparet på pensionerne, skal lægges til i den anden ende. Førtidspensionister er virkelig på spanden, når de bliver 65/67. Af gode grunde har de ikke foretaget en »kapitalopsparing«, og de har ingen automatisk pensionsopsparing. Den problematik skal også med. Lad dog de 18-25 årige begynde opsparingen i de magre år.

Er det dårligt, at man fra man er 18-25 får tillært vaner i forhold til udgifter og indtægter. Bilen, kørestolen og udgifter, til hjælpere er handicapbetingede udgifter og de skal sikres over den sociale lovgivning. Penge til at leve for skal stort set være ens for alle unge. En rimelig kompensation for manglende mulighed for fritidsjob vil være ok. Når regeringen arbejder frem mod, at 95% af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, så er det vel ikke svært at regne sig frem til, hvad det vil koste at give 95% af en ungdomsårgang SU. Naturligvis skal unge med særlige behov kunne tage SU-klip med på højskole og andre uddannelsessteder, der ikke umiddelbart er i den SU-godkendte kategori. Det vil være ligebehandling, og det vil virkelig være regelforenkling, som vil spare rigtig mange administrative timer. Igen forenklet og naivt – jeg er flere gange blevet belært om, at så enkelt hænger verden ikke sammen. Børn og unge med særlige behov hører hjemme i kommunerne sammen med de gamle og de syge – staten tager sig af de raske i riget. Ligestilling – døm selv. Når der laves regler og pålæg til kommunerne skal der følge penge med. Det kan være svært for KL helt at overskue, hvad en ny lov vil komme til at koste den enkelte kommune. Derfor vil vi opleve stadig ubalance.

Handler alt om penge? Hvad med sang, fortællinger, fordybelse, fest og farver, go’ mad, engagerede elever og ansatte? Det er der også, det holder os i live, og får os til at blive, men lige før jeg falder i søvn og gennemgår dagens tilskikkelser, kan jeg opregne mellem 5 og 10 spørgsmål, som i sidste ende handler om penge. Reparation af et værelse, indkøb af busser, hvor skal forårets rejser gå hen, bliver der penge til en ny båd, de handicapegnede cykler skal udskiftes osv. Sådan må og skal det være. Det, der kan være svært hos os, er, at vi på den ene side har den daglige og vigtige prioritering i forhold til rivaliserende behov og på den anden side har været så fantastisk privilegerede, at fonde og enkeltpersoner har villet støtte et byggeri til i omegnen af 115 millioner kr. I september blev det kundgjort i EU-tidende, at de firmaer, som kunne tænke sig at bygge vores hal, et svømmebadsanlæg, et rehabiliteringsrum og et multimedierum, skal melde sig inden den 1. december. De firmaer, som kan og vil påtage sig opgaven, får frem til 17. januar til at regne på, hvad de skal have for hele byggeopgaven. Det bliver da en spændende jul. Vi har nogle flinke og kompetente rådgivere – arkitekter og ingeniører – som dagligt vil drøfte detaljer, der i sidste ende handler om … penge.

Tid er penge, og nu vil jeg ikke tage mere af jeres tid med alle de tanker, der løber fra en skaldet pande. Vi har det godt, og vi glædes over alle de gode mennesker, som til stadighed støtter skolens virke. Alle ønskes en rigtig god jul og et godt nytår.

Ole

PS: Min dansklærer i realskolen ville have skrevet: De enkelte afsnit er i orden – syntaksen kan blive bedre, og du mangler overgange og sammenhæng. Senest opdateret: torsdag, 22. januar 2015 14:16
  • VILLAVEJ 25, HOU
  • 8300 ODDER
  • TLF: 87 81 79 00
  • FAX: 87 81 79 79
  • E-MAIL: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • CVR nr. 46 23 11 12