Spring til hovedartiklen - genvej for blinde
1.jpg

Tanker fra en skaldepande - 2011

      Eksklusiv adj. afl. af latin
      Excludere; egl. »som andre er
      udelukket fra«, »for særligt udvalgte«

Eksklusion

For 50 år siden – 1961 var mine forældre trætte. Det store byggeri var færdigt. Holsatia var revet ned og kørt væk. Der havde været holdt indvielse, og skolen havde et fint elevtal. Men byggeriet og bøvlet havde tæret på kræfterne. De orkede ikke at holde jul i Danmark.

Min far rekvirerede en brochure fra SAS’s rejsebureau, »Stjernerejser«. Charterrejser var absolut i sin vorden, og det var få, der kunne afse midler til en flyrejse til de »varme lande«. Min far faldt for en »eksklusiv« juleferie på Mallorca på et familieejet »eksklusivt« hotel, kun et kvarters gang fra Palmas eksotiske centrum. Den lokale bank i Odder fandt et låneandragende rimeligt. Naturligvis skulle forstanderen have 3 uger i Palma de Mallorca.

Kørestol, kufferter og det øvrige pikpak blev båret om bord i flyet i Tirstrup den 22. december. Kaptajnen og en lufthavnsmedarbejder bar min far op i Metropolitanflyet, som bragte os til København. Min første flyvetur. I skolen havde jeg fortalt om, at jeg skulle flyve til et land med et helt andet klima og eksotiske planter og dyr: Palmer, løver, leoparder og slanger. Jeg forklarede også, at vi ville have en tjener til rådighed hele tiden.

»Han skal altid prale!« Det kom som en overraskelse for mig, at de ikke kunne dele min glæde over, at jeg skulle prøve noget, ingen af os havde prøvet før. Måske var der smurt vel tykt på – løver og leoparder – bum, bum, men palmer måtte der vel være i en by, der kaldte sig Palma.

I Kastrup skiftede vi til en DC6’er. Vi var de første, der kom om bord, da vi blev kørt direkte fra Tirstrupflyet til Palmaflyet – ude på selv lufthavnsterrænet. Placeret forrest i flyet kunne vi iagttage det selskab, vi skulle tilbringe de næste 3 uger sammen med. Grossereren med den »veludstyrede« kone, den svenske lensmand med følge og en norsk familie med tilknytning til skibsfart, dertil kom en del ægtepar i moden alder. Det var altså dem, vi skulle holde jul sammen med. Resten af flyet var fyldt op med mennesker, der talte spansk. Forretningsfolk sandsynligvis.

I flyet havde grossererens kone, som min far døbte »babs og nutte«, givet udtryk for, at det ikke var tilfredsstillende, at en mand i kørestol skulle først ind og først ud af flyet, og at de i det hele taget skulle være sammen med sådan en, når de havde valgt en helt eksklusiv ferie. Juleaften startede stilfuldt med dansk julemiddag i spansk forklædning, og i hver familie blev der diskret delt julegaver ud efter en tur om træet. Min far kunne ikke være med om træet, men han kunne synge for, og han kunne teksterne. Ud på natten endte selskabet i baren, hvor den helt store forbrødring fandt sted, og efterfølgende blev der udvekslet julekort i mange år.

Det blev en eksklusiv oplevelse – en oplevelse kun for de få, men vi kunne godt fornemme, at masseturismen var i sin vorden. Spies havde fra 1957 arrangeret busture til Mallorca, og langs kysten var mange byggekraner i gang. I de følgende år blev ferie på Mallorca en mulighed for alle – ikke eksklusivt, men inklusivt. Spies, rejs og vær glad. På vej til skole efter ferien fik jeg den lige i synet: »Vi gider ikke høre om din fantastiske tur, og alt det du har oplevet!« Fra eksklusivt til eksklusion.

Inklusion

Med folketingsbeslutningen i 2009 tilsluttede Danmark sig FN’s handicapkonvention (Grundigt beskrevet af PTU’s formand, fhv. landsdommer Holger Kallehauge, i årsskriftet 2009). I konventionen er inklusion et grundprincip – en overordnet politisk vision om at sikre, at alle borgere har lige muligheder for at deltage i de demokratiske processer og lige adgang til et velfærdssamfunds forskellige ressourcer.

Det Centrale Handicapråd har igangsat et arbejde, hvor der sættes fokus på inklusion i folkeskolen, hvorfor formanden, Tue Byskov Bøtkjær i et interview i dette årsskrift udtaler følgende: »Vi arbejder især med de holdninger, som forældre til børn i folkeskolen har, så vi gennem en holdningsændring kan skabe en bredere folkeskole, hvor flere bliver inkluderet. Vi ved, at ca. to tredjedele af forældrene til børn uden handicap i folkeskolen gerne vil bidrage til, at børn med handicap inkluderes mere. Der er det en opgave for os at få dem mobiliseret.«

Først i 1960erne var integration et nøglebegreb for at undgå, at bestemte grupper blev segregeret. Blot 10-15 år senere begyndte uddannelsesplanlæggere at tale om inklusion og eksklusion i skolesystemet. Mange organisationsfolk – især forældre – kæmpede for retten til segregering. De samme mennesker kunne blive meget vrede, når det blev kaldt eksklusion, at deres børn med handicap skulle have et specialiseret tilbud. At ekskludere er at holde nogen udenfor det gode selskab, og sådan skulle segregeringen ikke forstås.

Handlinger og ord skaber holdninger

Da min datter, Stine, gik i 4. klasse i midten af 70erne, oplevede lærerne, at eleverne i klassen kunne finde på at sige til hinanden: »Du er så åndsvag, at du burde sendes ud på specialskolen!« På det til lejligheden indkaldte forældremøde, gik bølgerne højt: »Lige børn leger bedst.« »Vores barn skal ikke forsinkes af de svage.« »Indlæringsvanskeligheder er ofte en følge af en svag karakter og manglende disciplin.«

Lærerne fremlagde en plan for en featureuge (en pædagogisk nyskabelse) med temaet: At være anderledes. Børnene skulle se film om en dreng med Downs syndrom. De skulle prøve at være blinde (bind for øjnene), døve (propper i ørene) og kørestolsbrugere (fra en forælder og Stines bedstefar blev der udlånt kørestole til formålet). Alle børnene syntes, det var rigtig sjovt at køre i/blive kørt rundt i stol! Også Stines bedstefar var på besøg i klassen, hvor han skulle fortælle om, hvordan det havde været at leve et liv som handicappet.

På det efterfølgende forældremøde, kunne lærerne fortælle, at ugen havde været en kæmpe succes. Evalueringen havde vist, at børnene havde fået meget større forståelse for de »handicappede«. Som den »rasmusmodsat« jeg bestemt også er, tillod jeg mig at tvivle. Det, børnene havde lært, var, at Brian, som var en ret urolig dreng i 1. klasse, var blevet sendt på specialskolen. 2 børn med en aparte og mobningsfremkaldende adfærd var blevet flyttet til den stedlige privatskole i 2. klasse. Også Rikke, som havde svært ved både at læse og regne, røg på specialskolen i slutningen af 3. klasse. Min pointe var, at børnene i Stines 4. klasse havde set nogle handlinger, som indebar eksklusion af det besværlige. Featureugen havde været øvelser i at sige det rigtige om dem, vi ikke må/kan lege med. Der blev ret stille i lokalet og efterfølgende blev jeg af lærerne belært om, at hverken Brian eller Rikke ville have fået noget som helst ud af undervisningen, og de ville også have forhindret de øvrige elever i at få undervisning – om jeg tvivlede på skolepsykologens faglighed og saglighed. Det er helt sikkert, at mit kandidatur til skolebestyrelsen røg ved den lejlighed.

I alle de år Egmont Højskolen har eksisteret, har skolens rummelighed været til debat. Både blandt eleverne men også blandt os, der er ansat her. Det er drøftelser, der skal holdes vedlige – ligesom demokratiet og dets dannelse. Med mange borger/assistent grupper bliver der så skabt nye skel mellem DEM og OS? Er nogen elever bedre end andre? Er en individuel specialpædagogisk indsats ekskluderende? Eksempelvis er det meningsløst at lave holdundervisning for elever uden talesprog, som skal lære at øjenstyre en computer med henblik på at læse, forstå og kommunikere via en skærm. Er den undervisning ekskluderende? Omvendt skal fællestimer og samvær være for alle, selvom indholdet opfattes mangfoldigt. Hvor meget individuel undervisning skal der gives, for at man reelt er uden for fællesskabet? Kan individuelle læringsforløb ikke være en betingelse for, at man kan blive inkluderet? Noget skal læres/tilegnes som et værdigt møde mellem »mester« og »lærling«.

Da regeringsgrundlaget kom på gaden i oktober, var der bestemt glæde over, at regeringen på side 65 konstaterer, »at ingen mennesker er ens, men alle mennesker er lige meget værd!« Og grundlaget fortsætter med at slå fast, at regeringen »derfor vil tage skridt til at ratificere tillægsprotokollen til FNs handicapkonvention og give Ligebehandlingsnævnet mulighed for at tage sager op af egen drift.« En sådan ratificering vil styrke mulighederne for at klage over regler og forhold, som er ekskluderende. Alle nuværende og kommende elever har ret til fuld og hel deltagelse – inklusion, men hvis specialpædagogisk støtte skal give mening, kan det fordre individuelle indholdsplaner.

STU – den 3 årige ungdomsuddannelse og regeringsgrundlagets forslag om en ny flexuddannelse har begge det problem, at man med en negativ »diagnose« skal visiteres til uddannelserne. Både STUen og Flexuddannelsen er for unge, der ikke har forudsætninger for at gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse. Her i huset vil vi gerne vide, hvordan man vil sikre ligeværdighed mellem de 2 uddannelser, når STUen i kraft af den kommunaliserede betaling og forsørgelse er direkte diskriminerende? Er STUen kun for handicappede og Flexuddannelsen for alle andre, der ikke har forudsætninger for en almindelig ungdomsuddannelse?

Reelt inkluderende vil det være, at alle uddannelser og uddannelsessteder er åbne for alle – det er det artikel 24, 5. i konventionen siger: Deltagerstaterne skal sikre, at personer med handicap har adgang til almindelige videregående uddannelser, erhvervsuddannelser, voksenundervisning og livslang læring uden diskrimination og på lige fod med andre. ….der skal sørges for rimelig tilpasning…

Uddannelse og beskæftigelse for alle skal være ethvert samfunds højeste ambition. STUen skal revideres i 2012, og en ny Flexuddannelse skal implementeres. Brug dog kræfterne på at få tænkt ud af siloerne og ind i et inkluderende system, hvor forsørgelse og betaling giver alle samme udgangspunkt. Her fra skolen vil vi meget gerne møde op med erfaringer og gode i éer.

2011 har været et rigtig godt år for højskolen. Bøvl og besvær på grund af byggeriet bliver klaret med knofedt, værdighed og godt humør. Det må være slemt, før det kan blive rigtig godt. Siden 1. spadestik er der blevet arbejdet hårdt af brave håndværkere – i mange måneder under jordoverfladen – men nu begynder den flotte bygning at rejse sig, og vi kan fornemme, hvor inkluderende den nye bygning bliver. Hal og svømmehal (Bevæg, Befri, Beløn) bliver sammen med motionsrum og multimedierum (Masker, Medie og Motion) eksklusivt uden at være ekskluderende. Sammen med ønsket om en glædelig højtid og et lykkebringende 2012 vil jeg takke alle for støtte og tålmodighed i det forgangne år.

De varmeste hilsner
Ole Senest opdateret: torsdag, 22. januar 2015 14:16
  • VILLAVEJ 25, HOU
  • 8300 ODDER
  • TLF: 87 81 79 00
  • FAX: 87 81 79 79
  • E-MAIL: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • CVR nr. 46 23 11 12