Tanker fra en skaldepande - 2013

Det er farligt at lave aftaler, hvis man er énøjet.
Aftalerne er på plads. Aftalerne om en rød finanslov med blå stemmer. Aftalerne i kommunerne er stort set færdige. Borgmesterposterne er aftalt – ofte efter en anden drejebog, end den der var forhandlet før valget. Forud for aftalerne, er gået både følelsesmæssige og taktiske overvejelser. Det politiske liv og det levede liv er baseret på aftaler med nogen – eller sig selv. Aldrig med ingen.

Historien om Odysseus' møde med Polyfemos, fandt jeg usandsynlig morsom, da jeg første gang fik den fortalt som barn. Polyfemos lavede en aftale med en mand, der hed Ingen, og det blev katastrofalt for hampolyfemos1. På vej hjem fra det store slag ved Troja lagde Odysseus og hans mænd til ved Kyklopernes Ø. Odysseus tog 12 mænd med ud for at udforske øen og kom ind i Polyfemos' hule. Polyfemos, som var en meget stor kæmpe og vild kannibal, med kun et øje midt i panden, kom tilbage med sine geder og opdagede de 13 fremmede mænd. Da han var sulten, tog han 2 mænd og rev dem i stykker og spiste dem.

Odysseus ville ikke slå kæmpen ihjel, da han lå og sov, for den store sten han havde lagt for hulens udgang, ville de aldrig selv kunne flytte. Næste aften kom kyklopen tilbage og spiste igen 2 af mændene. Odysseus havde nogle flasker vin med, som Polyfemos med stort behag satte til livs under den samtale, hvor Odysseus fortalte, at hans navn var Ingen. Aftalen blev, at hvis han fik en flaske vin mere, ville Ingen blive den sidste han åd.
3515093947 c2355930bf
Da kæmpen var faldet i søvn, tog mændene en bjælke, som de havde spidset og glødede den i bålet og stak den derefter ind i øjet på kyklopen. Da den blændede kæmpe tog pælen ud af sit øje, brølede han i vrede og smerte så højt, at alle de omkringboende kykloper kom farende og ville vide, hvad der var sket. »Ingen har blændet mig!«. Da kykloperne igen ville vide, hvem der havde blændet ham, var svaret: »Ingen«. De andre kykloper blev enige om, at han var blevet rablende gal og forlod stedet igen.

b3Resten af natten ravede den sårede og blinde kyklop rundt i hulen, for at finde mændene. Næste morgen bandt Odysseus og hans mænd sig fast under dyrene og på den måde slap de forbi Polyfemos ud af hulen, selvom han følte på alle dyrene. Da mændene var vel nede ved skibene igen, råbte Odysseus til kæmpen, at det var ham, der havde blændet Polyfemos. Kæmpen kastede store sten efter bådene og råbte tilbage til Odysseus, at det ville vare meget længe inden Odysseus kom hjem, at hans kammerater ville være døde og at der ville være ballade på kongsgården. Og den forudsigelse kom til at holde, men det er en helt anden historie.

For mig har livet været en lang række aftaler med nogen. Altid med andre mennesker, aldrig med ingen. Og nu har jeg fået 383 personlige stemmer, som gav adgang til en plads i kommunalbestyrelsen i Odder. Da vi har hemmelige valg i Danmark, kan jeg jo ikke vide, hvem der har stemt på mig og hvilken aftale de mener at have indgået med mig. Men ingen af de gæve vælgere kan være i tvivl om, hvad mit hjerte og mine tilbageværende, lettere rustne åndsevner skal rettes mod i det politiske arbejde.

Et samfund for alle

Som et hold elever fra højskolen (se artiklen) har Annie og jeg også været i Island. For mere end 20 år siden deltog vi i en FN-konference i Reykjavik. Overskriften var: Et samfund for alle. Vi havde fået det privilegium at blive indkvarteret hos arrangøren af denne storslåede internationale konference med flere hundrede deltagere. Som mor til en svært spastisk pige (som vi havde fornøjelsen af at have som elev), havde hun engageret sig i arbejdet med at få FN til at opstille et charter for antidiskrimination af mennesker med handicap. På en af konferencedagene var der stor uenighed om formuleringerne til den resolution, som konferencen skulle ende med. De underbemidlede lande, ville nødigt binde sig til en formulering, hvor man gav retsgaranti til en reel ligestilling for mennesker med handicap. »Det har vi ikke råd til!«, sagde de.

Da vi sent ud på den lyse nat, kom hjem til vores logi sammen med den noget trætte konferenceleder, blev dagens tildragelser vendt over et glas rødvin. Manden i huset, som var læge, tog rollen som djævlens advokat, da vi sad og besværede os over de deltagere, som ikke mente, de havde råd til at give mennesker med handicap ordentlige vilkår. »Djævlens advokat« gjorde opmærksom på, at for mindre end 100 år siden, var det sådan i Island, at når kulde, sult og sygdom truede i bygderne, blev gamle og handicappede »hjulpet« ind på isen! Hans pointe var, at det humane samfund, har generel velstand som sin forudsætning. Han slog også fast, at vi siden arilds tid har skullet konkurrere. Om føden, om varmen og om retten til det gode liv. Først med industrikulturens velstand, har vi kunnet aftale principperne for fordelingen af goderne. Det blev sent inden vi kom i seng ...

Denne natlige samtale dukker tit op, når jeg skal forsvare de opnåede vilkår for mennesker med handicap og i valgkampen har jeg gjort ret meget ud af, at gøre opmærksom på, at vi skal skabe flere arbejdspladser, både for kloge hoveder og hænder, men vi skal også sikre arbejdsfællesskaber for de lidt mindre konkurrence-duelige. Virksomhed er baggrunden for det vi kan dele og fordele. Jeg tror på en kommune som en helhed, men jeg kan ikke forholde mig lige kvalificeret til alle de initiativer, en kommune skal gennemføre. Jeg vil vælge at arbejde for, at FN's Handicapkonvention bliver et reelt fundament – også i Odder.

Holger Kallehauge har i snart mange år holdt os løbende orienteret om forhandlingerne i FN. Efter ratificeringen – har Kallehauge, ved morgensamlinger, i foredrag og studiekredse, givet det gods, der skal til, for at konventionen bliver brugt. I 40 år har Kallehauge været formand for PTU og har som sådan, været markant fortaler for ordentlige vilkår for mennesker med handicap. Men Kallehauge kan også fortælle historie, det gør han i bogen »Mit eget liv med polio« og i sin gennemgang af berømtheder med polio, som vi har fået lov til at tage med i dette årsskrift. (Tak og til lykke med jubilæet).

Reykjavikmødet og mange andre møder fik betydning for, at konventionen kunne ratificeres i 2009. I de evige slagsmål om retten til uddannelse hele livet og retten til en bolig efter eget valg, oplever vi, at konventionen i mange kommuner betragtes som en hensigtserklæring, mere end en retligt bindende konvention. Glæden var derfor stor, da regeringen i oktober udsendte sin Handicappolitiske handlingsplan – Et samfund for alle (gå på nettet og læs den).

I de tre overordnede visioner skal ligeværdighed, selvbestemmelse og støtte, føre frem til ægte medborgerskab og deltagelse i samfundets mange fællesskaber. Det er smukke ord som der ligger gode tanker bag, men for mig er det vigtigste, at regeringen har aftalt, at der i Folketingssamlingen 2013-14 fremsættes forslag for Folketinget om at tiltræde tillægsprotokollen til handicapkonventionen. Dermed skabes der mulighed for, at mennesker med handicap og andre borgere kan klage til FN's Handicapkomite over eventuelle krænkelser af konventionen, når en sag er endeligt afgjort nationalt. Når Danmark tilslutter sig en sådan klageadgang betyder det, at borgerne får en ekstra mulighed for at få vurderet deres sag. Tiltrædelse af tillægsprotokollen er dermed et yderligere element i at beskytte mennesker med handicaps rettigheder. Det har vi vel så en klar aftale om! Ikke en aftale med Ingen, men en aftale med de ordholdne.

Slusen

Mange elever med BPA (Borgerstyret personlig assistance) har gennem årerne ønsket, at der var elevværelser, der minder om den situation, man kommer i, når et højskoleophold er slut. I 2009 og 2010 var jeg med i en tænketank, som skulle udtænke nye boligformer til (unge) mennesker med handicap. Mange drøftelser kom til at handle om, hvordan man bygger hurtigt, fleksibelt, tilgængeligt og til en pris, som man kan klare på enten kontanthjælp eller pension. Jeg har været med på en del undervisningshold, som handlede om »mit liv – min bolig«. Alle har haft deres egne forestillinger og drømme om, hvordan den ideelle bolig skulle være indrettet. Ofte blev det med så mange kvadratmeter, at det ikke ville kunne betales.

En aftale – ikke et tilsagn – med Velux Fonden om at beskrive og skitsere nogle elevers drømme om udslusningsboliger, kunne muligvis føre til en bevilling. Jeanett, Jeppe, Johannes og Louise var med på at bruge en weekend på mit kontor, hvor vi kunne lege med indretning og arkitektur inden for en ramme, der skulle ligge på ca. 13.000 kr. pr. m² ekskl. moms.

Vores beskrivelse og et konkret forslag, udarbejdet sammen med JYTAS a/s gav en bevilling på godt 16,7 millioner. Den 10. januar 2014 kan vi indvi de 24 nye værelser. Tak til Velux Fonden og tak til Frantz Hoffmanns Mindelegat for støtte til de handicapkompenserende hjælpemidler i slusen. Det er mit håb, at slusen vil blive til gavn og glæde. Men det er endnu mere mit håb, at kommuner og boligselskaber vil lade sig inspirere af de nye flotte huse: Langhuset (ved gartnerboligen), Midgård og Asgård (ved kunstpavillonen) og så kommer det renoverede »projektkontor« til at hedde Udgård (Jætternes kaotiske bolig).

ny huse
cat tegnning

Bevæg, befri, beløn bliver til Vandhalla

For syv år siden indledte vi forhandlingerne med fonden RealDania og i 2008 blev det til en aftale – en partnerskabsaftale. Aftalen gik ud på, at Egmont Højskolen skulle have den gamle svømmehalsdrøm fra 1961 opfyldt. At vi også kunne gennemføre en udvidelse af idrætshallen og få projektet – Medier, masker og motion – med, efter vi havde lavet en aftale med Egmont Fonden, var og er helt utroligt. Indvielsen den 28. februar blev en fantastisk markering, som vil gå over i historien. Nok engang tak til alle der har støttet.

Og nu skal Vandhalla bruges. Vi har opdaget, at energi, vedligehold, vand, rengøring og livredning ikke er gratis. En aftale med HOIGF har betydet, at der kunne starte 13 svømmehold. Uden, at frivillige giver en hånd med, bliver det svært at få Vandhalla til at løbe rundt i den offentlige åbningstid. Derfor er det herligt at ca 40 har meldt sig som frivillige »billetsælgere« onsdag, lørdag og søndag. Også til dem skal der lyde en stor tak.

I 1991 lavede jeg en aftale med Jens Bork. Han skulle forpligte sig til, at være formand for elevforeningen, så længe jeg har titlen som forstander her på skolen. Det har han holdt, men har også været med til at sikre, at vi hvert år den første weekend i november, kan gennemføre et elevstævne som i omfang og indhold bare bliver bedre og bedre. I år var vi 710 til festmiddagen lørdag aften. Kan vi lave en aftale om, at næste år kommer der mindst lige så mange.

At være højskole, er en aftale om at være med i en bevægelse – en folkelig bevægelse. Men det er også en aftale med staten om, at ville sikre elever og kursister livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, det bliver der ikke ændret ved, selvom vi får en ny højskolelov. Det vender jeg tilbage til næste år. Alle, der ved gerninger eller holdninger støtter Egmont Højskolen, ønsker Annie og jeg en rigtig god jul og et godt nytår.

Ole

fonde Senest opdateret: torsdag, 22. januar 2015 14:53