Tanker fra en skaldepande - 2014

Laboremus pro patria.
c


I min seminarietid fra 1968-1972 havde vi en uformel forening: »Laboremus pro patria« – Lad os arbejde for fædrelandet. Når der blev indkaldt til møde i foreningen, betød det alt andet end arbejde, medmindre det at hælde Carlsberg-øl indenbords kan betragtes som arbejde for fædrelandet. Både på værtshuse og på vores værelser var brygger Jacobsens motto tit til diskussion. Dengang som nu handlede det om kan og vil. Kan godt, men vil ikke/vil gerne, men kan ikke. Værdigt og uværdigt trængende var til højlydt debat i vores lille forening. Også Otium est pulvinar diaboli, (lat. 'lediggang er Djævelens hovedpude'), eller på almindeligt dansk »lediggang er roden til alt ondt« var på dagsordenen. Blandt mange andre mente Søren Kirkegaard, at lediggang kan føre til meget godt, når blot man ikke keder sig.

Vi kendte jo både Fattig Carina og Dovne Robert. De sad også på værtshusene dengang og gjorde en dyd af deres skæbne. Når bølgerne gik højt, kom den grundlovssikrede ret til forsørgelse på bordet. De mere borgerligt orienterede medstuderende mente, at det var forkasteligt, at også mennesker på overførsel havde ret til at stemme ved folketingsvalgene: Man brugte ikke grundloven efter sin hensigt.

Også for 45 år siden drøftede vi automatisering. Mange kom fra landet og havde oplevet de omvæltning­er, som moderne mal­keudstyr, traktorer, mejetærskere osv. havde betydet for landbrugsproduktionen. Også flere af os havde været i feriejob på en fabrik, hvor mere og mere håndarbejde blev overtaget af maskiner.

Ofte dukkede en plakat af Herluf Bidstrup op i min bevidsthed. En af højskolens lærere, Poul Hvirvelkær, tog mig – 13 år gammel – af og til med til møder i Mejlgade 80, hvor DKP og DKU i Århus holdt til. På plakaten var der en ægte kapitalist. Stor og fed med høj hat og cigar i munden. Bag ham var hans nye fuldautomatiserede fabrik. I boblen ved fabriksejeren stod: Min nye fabrik kan producere helt uden arbejdskraft, så nu slipper jeg for overenskomstforhandlinger, strejker, sygdom og bøvl og ballade. I horderne af arbejdere i bunden af plakaten spørger en kvinde: Hvis vi ingen løn får, hvem skal så købe dine produkter. Kan maskinerne det?? Uden indkomstfordeling – også til de uproduktive – vil kredsløbet gå i stå. Mine borgerlige venner anså Bidstrups tegning og tænkning for at være udtryk for en bagstræberisk og banal form for maskinstorm.

Fattig Carina og Dovne Robert startede en voldsom debat om ret og pligt. Dette blev fulgt op af bl.a. detektorvært Thomas Buch-Andersen i to aktuelle udsendelser: »Den dag de fremmede forsvandt«. I den første udsendelse viste seks arbejdsløse danskere deres uformåenhed til tonerne af »I Danmark er jeg født«. Ingen af de 6 fik arbejde, enten fordi gevinsten var for lille (kunne godt, men ville ikke) eller fordi de helbredsmæssigt ikke kunne klare opgaverne (ville godt, men kunne ikke). I udsendelse 2 var der trods alt to, som fik varig beskæftigelse. Men efter udsendelserne sad man tilbage med en tvivl om det nu også kan passe. Om udsendelsen giver et retvisende billede af danskernes villighed til at påtage sig et hvilket som helst arbejde. Skal den der modtager understøttelse eller kontanthjælp stå til rådighed for et hvilket som helst job på tvivlsomme betingelser og til en ringe løn. Er det det arbejdsmarked, vi har kæmpet for?

I min ungdommelige forening, (Laboremus pro patria) blev der talt meget om markedet. Arbejdsmarkedet, fødevaremarkedet, oliemarkedet, byggemarkedet, fællesmarkedet og alle de andre tumlepladser for udbud og efterspørgsel. En af mine borgerlige venner sluttede – efter indtagelse af en del Hof – altid af med: Lønnens højde er bestemt af den pris, »kunden« er villig til at betale, det gælder både skolelærere, kunstmalere og prostituerede.

Sommerferiejob på Rosenhøj
RosenhoejI min første sommerferie på seminariet kunne jeg vælge mellem 4 ugers frivilligt socialt arbejde i en sommerlejr for børn fra socialt belastede hjem eller at fortsætte som tjener på sommerrestaurant Rosenhøj, hvor jeg var startet i pinsen. Selvom jeg havde stor sympati for arbejdet for de udsatte børn, var jeg pisket til at tjene nogle penge, da jeg på grund af mine forældres indkomst ikke var berettiget til SU.

Restauranten havde godt 300 siddepladser, og vi 6-8 »tjenere« havde mellem 30 og 50 gæster hver aften. Rosenhøj havde ry for et helt fantastisk ta'selv-bord. Man kunne spise alt, hvad man ønskede for 1 krone. Ta'selv bordet var fyldt med de ringeste sekunda varer: Silderester fra Glyngøre, mørbradsafskær fra slagteriet, gammelt brød osv., men det var billigt og sat flot op med en masse krøllet sølvpapir. Alle blev mætte. At øl, brændevin og kaffe kostede det dobbelte af, hvad man dengang gav på andre restauranter, var jo rimeligt nok, når nu maden var så billig, og så var der levende musik.

Vi havde kortklubber, høstfester, firmafester, fødselsdagsfester og ikke mindst hjemsendelsesfester fra Skive Kaserne. Hver torsdag, fredag og lørdag var der stuvende fyldt. Søndag var der pensionistforeninger til kaffe og kage og familier til søndagsmiddag. De øvrige hverdage var det en helt almindelig à la carte restaurant.

Ansættelsesaftalen, som var mundtlig, hed 12½ % i fortjeneste af det, man fik solgt. Ingen fast løn. Dertil kom opdækning, oprydning og rengøring hver nat fra 2:00-4:00. Da jeg havde afluret noget af »håndværket« og den service, der skal leveres, begyndte jeg at tjene penge. Faktisk mange penge. Men det var jo altså også med en arbejdsuge på mellem 70 og 80 timer. Hurtigt fandt min daværende kæreste og jeg ud af, at det handlede om at få de bedste borde og de bedste selskaber. I løbet af sommeren havde vi – kortvarigt – kollegaer, som var blevet sendt ud af arbejdsformidlingen. En regnefejl på en regning eller fejlagtig tilbagegivning kunne betyde, at man stort set intet havde tjent efter 12 timers hårdt arbejde.

Mad og drikkevarer til kunderne blev »købt« af buffisten via et kasseapparat, hvortil vi hver havde nøgle til vores egen konto. Afregning og optælling skete, når gæsterne var ude. Naturligvis var det et sygt system, hvor solidaritet var ikke eksisterende. Min kæreste og jeg var den »udenlandske« arbejdskraft, der kun kom for at tjene så meget som muligt i de 7 uger, vi havde sommerferie. Med god fysik og rimelige evner i hovedregning havde vi kun foragt tilovers for de skvatmikler, som ikke kunne klare mosten. Herimellem var der også servitricer, som havde haft job i restaurationsbranchen i mange år, og som var aldeles nedslidte. Restauratøren klagede altid over, at han ikke tjente penge nok, selvom han kunne anskaffe sig en spritny stor Mercedes.

På Restaurant Rosenhøj havde vi en enlig mor med lidt svage regnekundskaber i arbejdsprøvning. Efter to aftener måtte hun opgive og sagde: »Jeg har jo min grundlovssikrede ret til hjælp fra det offentlige. Så mine børn kommer ikke til at lide nød.« Svinehunden, som også var tilstede, råbte: »Ret og pligt og noget for noget.« Efter sådan en sommer kom vi til at reflektere over de vilkår, mennesker har og havde i industrisamfundet på markedet. Laboremus pro patria.

En arbejdsplads på særlige vilkår
Jesper1Som nytiltrådt fagkonsulent i Undervisningsministeriets direktorat for erhvervsuddannelser deltog jeg i 1982 i en nordisk konference i Oslo. Vi skulle forsøge at finde fælles fodslag i Norden for ungdomsuddannelser for alle. Integration var dengang målet i folkeskolen – en skole for alle – og derfor skulle vi også have en »gymnasieskole« for alle. På 3. dagen skulle vi ud at se på undervisning og arbejde for »udviklingshæmmede«. Efter besøg på en yrkesskole (en teknisk skole) skulle vi se en rigtig arbejdsplads – et trykkeri for erhvervshæmmede.

Trykkeriet lå i et industrikvarter i en ret ny velindrettet bygning i ét plan. 12 mennesker med funktionsnedsættelse var beskæftiget på arbejdspladsen, som hovedsagligt trykte, samlede og distribuerede forskellige publikationer til den statslige sektor. I den ene ende af et 300-400 m² stort lokale var et mindre trykkeri, som blev betjent af to »professionelle« typografer. I den anden ende var der opstillet 2 kvadratiske borde, hvor der på hvert bord kunne ligge 50 stakke A4-sider rundt langs kanten. De 12 »medarbejdere« blev delt i 2 hold og kørte eller gik rundt om bordene for at samle 50 stykker papir i rigtig rækkefølge.

Jesper2Nogle måneder før vores besøg, var der sket det, at de i »firmaet« var kommet uhjælpeligt bagud med nogle publikationer til Stortinget. Derfor havde funktionærerne fået bevilling til indkøb af en maskine, som på under en time kunne sortere og samle, hvad der svarede til 1 hel måneds »arbejde« for de 12 ansatte – vel at mærke uden fejl. Efter de 12 funktionshæmmede medarbejdere havde opdaget sorteringsmaskinens fortræffelighed, var de blevet noget umotiverede: »Det idiotarbejde gider vi ikke, når en maskine kan gøre det på en hundrededel af den tid, vi skal bruge på at trisse rundt om bordene.« Funktionærerne var ret forarget over, at »disse« mennesker ikke var taknemmelige over, at de havde fået en opgave at stå op til. De udviklingshæmmede ville hellere spille kort eller lave noget nyttigt. Siden oplevede jeg samme historie i et utal af variationer.

For fem år siden afsluttede Jesper – en ung svært spastisk mand sit 3-årige højskoleophold på Egmont Højskolen. Flere gange bad Jesper om at komme i praktik i pedelafdelingen. Jeg var selv en af de første til at udbryde: »Herregud, du kan jo ikke engang selv spise med ske eller gaffel. Hvilke opgaver vil du løse i vores pedel afdeling?« På stavepladen fik Jesper vist, at han ville slå græs. Sidste sommer dukkede Jesper op med en maskinhandler, der gerne ville låne en plæneklipper ud, som Jesper mente han kunne styre. Plæneklipperen styres med to håndtag. På trods af sine spastiske bevægelser, kunne Jesper – med lidt ombygning – styre klipperen. Tre dage om ugen slår Jesper den store plæne i parken og ved stranden. Det giver mening, og Jesper gør nytte. Skolen har investeret i maskineriet. Han får kost og kørsel betalt. Nu kommer flere instanser og mener, at Jesper skal ansættes i et løntilskudsjob eller flexjob. Før Jesper kom med sit tilbud, sad vi just overfor at lave en investering i 4 robotplæneklippere à 10.000 kr. pr. stk. Selv med den mest fordelagtige løntilskudsordning for skolen ville blot nogle få måneders løn koste mere end robotinvesteringen.

Giver det mening at gå og stakke papir til hæftning, når en maskine kan gøre det meget sikrere og 100 gange hurtigere? Hvorfor ikke lade en robot overtage græsslåning! Hvad er nytte, og hvilken betydning har fællesskabet? I agrarsamfundet og i håndværkskulturens overgang til industrisamfundet blev der gjort plads til mange af de »skæve«. Globaliseringen og det kommende konkurrencesamfund gør, at vi må tilbage og måske genfinde nogle af de basale elementer, der skabte de folkelige bevægelser fra midten af 1800-tallet. Indflydelse og inddragelse blev ikke alene bedømt på »hartkorn« men lige så meget på den enkeltes betydning for fællesskabet – det er idræts- og skytteforeningerne, friskolerne, efterskolerne og højskolerne eksempler på. Men også andelsmejerier, andelsslagterier og sparekasser blev skabt af og i en folkelig bevægelse, der også kunne omfatte dem, der sad yderst ved bålet.

Med stort set faste intervaller kommer Handicaphistorisk Tidskrift (i år nr. 32) fra Dansk Psykologisk Forlag med Birgit Kirkebæk som utrættelig redaktør. Nr. 32 beskæftiger sig med det hierarkiserede arbejdsmarked og de nye overflødige.

Dansk Psykologisk ForlagMed undertitlen: Konkurrencestat, mennesker med handicap og et ændret menneskesyn i et historisk perspektiv.

I forordet skriver Birgit Kirkebæk (BK): Hvad betyder det fokus, der er på arbejdsmarkedet, på arbejdstagere og arbejdsgivere og på idéen om, at vi skal yde for at kunne nyde og gøre vores pligt for at få vores ret. I og for sig er det sunde principper, men måske er de også meget forenklet sat op. For hvad nu, hvis der rent faktisk ikke er plads til en på arbejdsmarkedet, uanset hvor mange ansøgninger man sender afsted? Og hvad, hvis der ikke er nogen arbejdsrest tilbage, som kan opdyrkes? Er man så ringere værd som menneske – eller er man sat i en ulykkelig situation, som kræver omsorg, velvilje og solidaritet.

BK ønsker at læserne vil stoppe op og nytænke, hvad menneskelig værdi og værdighed er – og skal være – i et moderne samfund, der lige nu med moraliserende udsagn ser ud til at være i færd med at bortvælge mennesker med svære vilkår, som ikke kan klare sig selv. Er de mennesker, der ikke kan klare sig selv de nye »uværdige« i den almene optik, og kan vi ændre på dette snigende holdningsskifte?

Efter, at BK har læst Ove Kaj Pedersens bog, »Konkurrencestaten« skriver hun bl.a.: Det er blevet synligt for mig, at det, jeg gennem et stykke tid har anet, virkelig er et resultat af et ændret menneske- og samfundssyn – en ændring fra at tænke i kollektiv omsorg til at tænke i individuel konkurrenceevne ... Ove Kaj Pedersen skriver, at hvor velfærdsstaten taler om den uerstattelige person, der skal dannes gennem tilværelsesoplysning og demokrati ud fra en forestilling om, at alle skal have lige mulighed til oplysning og medbestemmelse, så taler konkurrencestaten om personers egennytte, nødvendigheden af at tilskynde til uddannelse og om lige muligheder til at få et arbejde.

Mange af Egmont Højskolens elever er blevet oplyst og dannet, men muligheden for at få et reelt arbejde kan have lange udsigter. Jeg har i min tid på skolen ikke mødt én elev – selv med en omfattende funktionsnedsættelse – der ikke ønskede sig et job – en mulighed for at være til nytte. Problemet er, at mulighederne ikke er lige, og en stor gruppe mennesker har ikke en arbejdsrest, som kan opdyrkes, uanset hvor meget uddannelse den enkelte tager. Og sådan har det været til alle tider og i alle samfund. I nogle perioder har man ekskluderet, og i andre har man inkluderet. Det afhænger af et samfunds grundlæggende menneskesyn.

Vi er en forretning – på et marked
En højskole er også en forretning. Det er normalt ikke noget, vi taler højt om, men det er vi. Hvis indtægterne ikke kan dække de udgifter, vi har valgt, må vi spare eller lukke. Det har været et vilkår for højskoler siden 1844. Siden jeg startede i 1991 er det statslige tilskud pr. elev stort set blevet forringet hvert år. Lignende vilkår har mange andre offentlige institutioner haft gennem årene. I skrivende stund skal DR spare 2%, og direktionen har valgt at droppe radiounderholdningsorkesteret. Det var måske et klogt valg, for det har godt nok sat kog på den politiske kedel. Hvad er det, man sparer? Det er arbejdspladser. Det er dygtige musikeres mulighed for at udfolde sig til glæde for os. Men i konkurrencemæssig forståelse er de ikke produktive – de er ikke rigtigt nyttige. Tænk hvor mange hotelværelser de udemærkede musikere kunne rengøre, hvis de slap for at sidde og file på deres violiner. De kunne omskoles til mange spændende job.

Vi har valgt, og vi har fået støtte til at fejre 100-året for 1915 Grundloven. Den grundlov, som betød, at Fruentimmere, Folkehold, Fattiglemmer, Fjolser og Forbrydere fik stemmeret. I min Hof-forening havde vi ofte Grundloven på bordet. Det var så især §75 fra 1953, som altså erstattede 1915 Grundlovens § 82:

Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis Forsørgelse ikke paahviler nogen anden, er berettiget til Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom paabyder.

I 1953 fik paragraffen en tilføjelse (stk.1., som for mig altid har været vigtig også i forhold til Carina og Robert):

§ 75 Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.

Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

Man valgte at tage begrebet arbejde med i den »nye« grundlov. Bør svækker det politiske ansvar og den unge enlige mor, der var i arbejdsprøvning på Rosenhøj og Carina, kan jo henvise til, at Grundloven kun taler om at betrygge hans tilværelse. Men Carina, Robert, den enlige mor og ca. 800.000 er altså berettiget til hjælp af det offentlige. I Danmark har vi siden 1849 sikret hjælp til dem, der ikke kan ernære sig eller sine. Og siden 1953 skulle enhver arbejdsduelig borger have mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse. Jeg håber meget, at vi kommer til at beskæftige os med arbejdsduelighed (jf. Birgit Kirkebæk) og vilkår. Det er mit håb, at vi får besøg af forskere, politikere, filosoffer og meningsdannere, der kan gøre os klogere på grundlaget for den velfærdsstat, vi måske er ved at forlade til fordel for den konkurrencestat, Kaj Ove Petersens beskriver.

Grundloven og de gensidigt forpligtende fællesskaber skal vi arbejde videre med i det kommende år. Det må være muligt at skabe et værdigt og solidarisk rum for meningsfyldt samvær for myndige mennesker, uden at der kommer protester om konkurrenceforvridningen og sådan, at vi stadig bruger kroppen og hænderne, selvom en robot kunne gøre det hurtigere og billigere. Jesper skal slå græs, og måske skal vi fortsat gå eller cykle, selvom det ville være lettere at tage en bil.

Det må være passende at citere Jacob Haugaard: »HVIS ARBEJDE ER SUNDT, så giv det til de syge.« Jacob havde i sin tid et programpunkt, der lød: »Jeg vil ha' en domkirke på Djursland. Det tager 5000 mand 5 år at bygge Storbæltsbroen. Det tager 5000 mand 50 år at bygge en domkirke, og så kan de bo rundt om kirken – samtidig med at det er tilladt at drikke øl, mens man arbejder. Det eneste, mennesker ikke kan leve foruden, er fællesskaber.«

Som nævnt skal vi i lighed med DR spare/indskrænke. Vi skal løbe hurtigere. Vi skal effektivisere og det antal minutter, der må bruges på at klargøre et værelse på sommerkurserne, skal sættes ned! Vi er altså også en forretning på godt og ondt. Vi har sagt farvel til Anette i køkkenet, Steen i pedelafdelingen, Birgit og Karina i HHA, Lis på kontoret og Yutaka, Inge og Anna Marie i lærerstaben. I 2013 havde vi for første gang i mine 22 år på skolen et underskud på driften. Det er slemt at tage afsked med mennesker, som med deres indsats har været med til at forme dette fantastiske hus. Nogen har valgt et fortjent otium, og andre har fået nye udfordringer. Vi ønsker dem alt muligt godt i fremtiden.

Alle som har støttet eller støtter Egmont Højskolen, alle, som arbejder for, at denne utrolige arbejdsplads skal eksistere mange år frem, ønskes en glædelig jul og et rigtig godt 2015. Laboremus pro patria.

De varmeste hilsner

Ole

 

taktil

Senest opdateret: torsdag, 22. januar 2015 15:43