Erfaringer fra Bevægelseseksperimentarium på Egmont Højskolen

I dette skrift samles erfaringer fra et Bevægelseseksperimentarium, som fandt sted på Egmont Højskolen fra 1. august, 2013, til 20. december 2014.
Der er tale om et stykke praksisbaseret forskning, der anvender forskningsbaserede principper, designs og databearbejdningsteknikker i praksis for at svare på spørgsmål, der udspringer af praksis på en måde, som informerer praksis (Ramian 2012).


Det er et single-case studie, der studerer udvikling af undervisningen i dens naturlige sammenhæng- og det anvendte design er inspireret af aktionsforskning, Det betyder, at der sker en fortløbende erfaringsopsamling gennem metoder, der udvikles, efterhånden som projektet skrider frem, ligesom undervisningens indhold og metoder udvikles undervejs på baggrund af de høstede erfaringer. Projektet er evalueret af en forsker, der har medvirket i udvikling og erfaringsopsamling, og som også er forfatter af denne rapport.


Formålet med rapporten er at 'informere praksis' om den viden og erfaring, der er kommet til veje gennem projekt Bevægelseseksperimentarium. Praksis er i denne forbindelse primært aktører i praksisfeltet samt politiske beslutningstagere.


Ud over rapporten over projektet findes en publikation, som præsenterer elementer af god praksis, baseret på erfaringer fra Bevægelseseksperimentariet og andre undervisningserfaringer på Egmont Højskolen.


Egmont Højskolen som kontekst for deltagelse

Egmont Højskolen er en folkehøjskole, som tilbyder højskoleophold, hvor personer med og uden funktionsnedsættelser deltager i ligeværdige fællesskaber. Samtidig ansættes elever uden funktionsnedsættelse som personlige assistenter for elever med handicap under deres højskoleophold. For tiden er der 195 elever på højskolen, hvoraf 92 har en funktionsnedsættelse. De fleste er i alderen 18-25 år.

 

Et ophold på Egmont Højskolen er et led i en proces, hvor barrierer nedbrydes med henblik på at skabe social inklusion. Dette afspejles i højskolens formålsparagraf, som pointerer, at myndighed, værdighed og solidaritet er centrale værdier for skolen.

 

Højskolens fagrække har udviklet sig til at have voksende fokus på fag, hvor fysisk aktivitet og bevægelse står centralt. Det kan fx være Friluftsliv, Tilpasset Idræt og Bevægelse, Svømning, Fitness-træning og Vandaktiviteter. Det særlige for undervisningen i disse fag er, at den tilrettelægges, så alle kan deltage med de færdigheder og forudsætninger, de har. Ud over at rette sig mod elevernes dannelse i forhold til højskolens værdigrundlag, har disse fag også til formål at støtte eleverne i at udvikle og opretholde sund livsstil og aktiv livsudfoldelse.

 

De fysiske rammer på Egmont Højskolen er enestående i forhold til fysisk aktivitet. Idrætshal, svømmehal og varmtvandsbassin er indrettet, så der er tilgængelighed for alle, og træningsrummet indeholder apparatur, der giver varierede træningsmuligheder for alle. Også de udendørs faciliteter med skov og strand danner sammen med de mange aktivitetshjælpemidler et bevægelseslandskab, hvor alle uanset forudsætninger og evt. handicap kan finde udfordrende aktiviteter.

 

Højskolens idrætslærere har gennem årene oparbejdet en unik erfaringsbaggrund, når det drejer sig om at tilrettelægge idræts- og bevægelsesaktiviteter, hvor mennesker med udtalt forskellige fysiske og psykiske forudsætninger kan deltage og udfolde sig sammen. Her finder man en helt særlig inkluderende bevægelseskultur i det danske idrætslandskab.

Det er ud fra dette tankegrundlag med disse lærerressourcer og i de nævnte rammer at Bevægelseseksperimentariet foregår.

 

Formål

Formålet med projekt Bevægelseseksperimentarium er ' dels at udvikle et aktivt træningsmiljø, hvor mennesker med og uden handicap kan træne sammen med individuelle træningsmål, dels at oparbejde interpersonelle relationer mellem elever med handicap og deres assistenter, dels at gøre træningen og vedligeholdelsen af kroppen til et naturligt element i hverdagen. Dette skal ske gennem afprøvning og tilpasning af eksisterende træningsudstyr, udvikling af nyt træningsapparatur, og brug af ny og / eller alternativ teknologi i forbindelse med etableringen af et fælles træningscenter for mennesker med og uden handicap. Der skal herunder indsamles og bearbejdes træningsdata for at demonstrere og dokumentere værdien af fysisk træning og inspirere til livslang fysisk udfoldelse.

 

Desuden skal det undersøges, om der er en sammenhæng mellem deltagelse i meningsfulde fællesaktiviteter og arbejdsmiljø for elever i borger-assistentsamarbejdet (BPA)' (Projektbeskrivelsen). På højskolen er der her tale om en borger med hjælperordning.

 

Baggrund

Som regel træner mennesker med handicap og deres assistenter hver for sig og i forskellige træningsmiljøer og ofte med forskellige formål. For mennesker med handicap er fysisk aktivitet ofte et led i rehabilitering eller vedligeholdelse af fysiske funktioner, som ofte foregår i kommunalt regi. Assistenterne udfolder i reglen deres fysiske aktivitet i den frivillige foreningsidræt eller træningscenteret, med det formål at forbedre deres sundhed og udseende. Bevægelseseksperimentariet arbejder på at bryde med denne sædvane ved at tilrettelægge aktiviteterne sådan, at personer med handicap og deres personlige assistenter kan træne på samme tid, både sammen og individuelt.

 

Baggrunden for denne idé er, at der blandt Egmont Højskolens elever med handicap hyppigt udtrykkes ønsker om at deltage i klub / på hold sammen med andre, så fysisk aktivitet kan blive en del af hverdagen sammen med assistenten. Bevægelseseksperimentariet skal altså ses som et højskolefag, der forbereder eleverne til at deltage i trænings- og foreningsfællesskaber i hverdagen, også i tilfælde, hvor deres fysiske og mentale forudsætninger er meget forskellige. Det har med andre ord et klart inkluderende perspektiv.

 

Generelt deltager mennesker med handicap langt mindre end andre i foreningsliv og i andre af de fritidsaktiviteter, der kendetegner et almindeligt hverdagsliv. Årsager til disse forhold angives at være manglende tilgængelighed på grund af fysiske og kommunikative barrierer samt negative holdninger og usikkerhed over for at invitere mennesker med handicap ind i fællesskabet (Barnes 2003; Sandø et al 2004).

Forhåbningen er, at elevernes oplevelser af udbytterige fællesskaber omkring fysisk aktivitet i Bevægelseseksperimentariet kan give dem handleredskaber til at overvinde disse barrierer, når de kommer tilbage i deres hjemlige omgivelser.

Desuden er det en antagelse, at fællesskab omkring meningsfulde fritidsaktiviteter kan bedre det fælles arbejdsmiljø for elever i borger-assistentsamarbejdet (BPA) på højskolen.

 

Pilotprojekt og problemstillinger

Som første fase af projekt Bevægelseseksperimentarium gennemførtes fra 1. april til 17. juni 2013 et pilotprojekt med 11 borger /assistentgrupper (26 elever). Formålet med pilotperioden var, sammen med deltagerne at undersøge og udvikle på, hvordan fitness-aktiviteten kan indgå i højskolens samlede idrætstilbud, såvel i den skemalagte tid som i elevernes fritid. Desuden at skabe metodisk og indholdsmæssigt afsæt for næste fase af projektet.

 

På baggrund af erfaringer høstet i pilotperioden, blev projektet afgrænset til at omfatte følgende problemstillinger, der fokuserer på såvel processen som produktet i forløbet:

  1. I hvilken grad forbedres den enkelte borgers funktionsevne i løbet af projektperioden?
  2. Hvad oplever den enkelte borger, at forløbet har betydet for deres sundhed?
  3. Hvilken betydning oplever eleverne, at forløbet har haft for fællesskabet mellem borger og assistenter?

Bevægelseseksperimentariet omfatter både aktiviteter i træningsrummet (fitness) og de øvrige idræts-og bevægelsesaktiviteter, som tilbydes i faget.

 

Centrale begreber

 

Sundhed

Højskolen prioriterer sund livsstil og aktiv livsudfoldelse højt for alle elever. Men især for højskoleelever med handicap er fokus på sundhed og aktivt liv vigtigt, da såvel undersøgelser som erfaring viser, at der blandt mennesker med handicap er langt større sygelighed end hos befolkningen i almindelighed. Samtidig er der stor risiko for, at de udvikler livsstilssygdomme som diabetes, overvægt og hjerte-karsygdomme, bl.a. på grund af en fysisk inaktiv livsstil eller som følge af deres funktionsnedsættelse (Arnhof 2008; Diderichsen 2011; Flachs m.fl 2014; Johnsen m. fl 2014).

 

Den sundhedsfremmende virkning af fysisk aktivitet er veldokumenteret (Klarlund Pedersen 2011). Nyere forskning viser desuden, at deltagelse i idrætsaktivitet for mennesker med handicap kan bidrage til en positiv selvopfattelse, større livskvalitet og empowerment (Kissow 2013) og har positiv sammenhæng med, at de deltager aktivt på arbejdsmarkedet, i frivilligt arbejde, i interesseorganisationer og i fritidsundervisning (Kissow 2013a). Desuden anses det, at have myndighed (empowerment) i eget liv og at have mulighed for aktiv deltagelse i samfundsfællesskabet, for at være afgørende sociale faktorer, der har betydning for sundhed (Marmot et al. 2008).

 

Når sundhedsperspektivet undersøges i projektet, skal det forstås i bred forstand, som både forbedret fysisk fitness, følelse af mental sundhed og oplevelse af at være en del af (gode) sociale fællesskaber.

 

Handicapforståelse

På Egmont Højskolen forstås begrebet 'handicap' med udgangspunkt i FN's handicapkonvention om rettigheder for personer med funktionsnedsættelse. Heri pointeres, at

'handicap' er et begreb under udvikling, og at handicap er et resultat af samspillet mellem personer med funktionsnedsættelse og holdningsbestemte og omgivelsesmæssige barrierer, som hindrer dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundet på lige fod med andre.

 

Denne forståelse er udtryk for en relationel, interaktionistisk forståelse, hvor handicap ses som et samspil af mange faktorer og med biologiske, psykologiske, kulturelle og sociale dimensioner. Grundtrækkene i denne forståelse er, at handicap er et misforhold mellem individet og omgivelserne, der kan opstå både på grund af individuelle forskelle og fordi omgivelserne ikke er tilpasset til at kunne rumme bredden af mennesker. Handicap er desuden situationsbestemt. Om en bestemt individuel begrænsning bliver et handicap eller ikke, er knyttet til den konkrete situation. Endelig er et handicap relativt. Det er vanskeligt at bestemme, hvor funktionsnedsættelse ender og handicap begynder (Tøssebro 2004; Shakespeare 2006).

 

Det er denne forståelse der er baggrund for, at projektet undersøger muligheder for, at borgere med handicap kan deltage i aktiviteter sammen med elever uden handicap ved at man justerer på omgivelser og situationer samt forsøger at påvirke deltagernes opfattelse af handicap undervejs.

 

Motivation

Et centralt fokus i projektet er deltagernes motivation, der her forstås som personens indre drivkraft til at deltage og lære i bevægelses- og træningsfællesskaber. Som Illeris viser med nedenstående model omfatter læring to forskellige typer af processer, som begge må være aktive, for at læring kan finde sted. Den ene proces er det samspil, der foregår mellem individet og omgivelserne. Det afhænger grundlæggende af tid og sted. Den anden proces er den interne bearbejdelse og tilegnelse af impulserne fra samspillet, der finder sted hos den enkelte og forbinder det nye med tidligere læring og dermed danner læringens resultat. Denne tilegnelse omfatter to sider, nemlig læringens indhold, det, der bliver lært, og læringens drivkraft, den psykiske energi, læringen kræver. Her taler vi om motivation, følelser og vilje. Det man lærer med et stærkt engagement, bliver mere nuanceret, huskes bedre og kan lettere anvendes i andre sammenhænge.

 

Endelig er det vigtigt, at al læring er situeret, den finder sted i en bestemt situation. Denne situation, som den opleves og tolkes af den lærende, sætter sit præg på karakteren af det, der læres og hvordan man forholder sig til det.

 

Bx model
Model: Læringens processer, dimensioner og sammenhæng (Illeris 2013)


I projekt Bevægelsesekperimentarium arbejdes bevidst med deltagernes drivkraft som en central forudsætning for at deltage i og selv igangsætte trænings- og bevægelsesaktiviteter. Der fokuseres bevidst på, at undervisningens indhold og samspillet med omgivelserne skal kalde på deltagernes motivation, følelser og vilje til at indgå i en engageret læreproces, som forandrer den enkeltes identitet og selvopfattelse.

 

Deltagelse i fællesskaber

Som mennesker deltager vi hele tiden i verden og er med til at genskabe og forandre den (Dreyer 1999). Begrebet deltagelse skal her forstås i lyset af ICF, hvor det henviser til det enkelte menneskes involvering i hverdagslivet og samfundet (MarselisborgCentret 2004). Nærmere kan man definere deltagelse som menneskelig handling, der foregå i forhold til konkrete betingelser sammen med andre i social praksis i forhold til en fælles sag (Kissow 2013a). Man må altså til enhver tid se de handlinger, man er sammen om, i forhold til de betingelser, man er underlagt i fællesskabet.

 

Det er gennem deltagelse i handlingsfællesskaber man kommer tættere på at forstå sig selv, udvikle sig som menneske i samfundet og blive set og forstået af andre. For mennesker med handicap er der mange arenaer for deltagelse, der ikke umiddelbart er tilgængelige på grund af forskellige barrierer, fx i de fysiske omgivelser, i tilrettelæggelse af aktiviteter, i andres holdninger eller hos personen selv. Projektets mål er at udfordre disse barrierer ved at udvikle idræts- og bevægelsesaktiviteter, som eleverne kan være fælles om, selv om de har meget forskellige kropslige og kognitive udgangspunkter. Og gennem samarbejde og fælles aktiviteter at udfordre holdninger hos både assistenter og borgere ved at lade dem erfare, at handling i forhold til en fælles sag er mulig, selv om deltagernes forudsætninger og betingelser er meget forskellige.

 

Hvordan blev problemstillingerne undersøgt?

Følgende metoder blev anvendt til at undersøge de tre spørgsmål:

  1. Sammen med den enkelte borger vælges 1-3 funktioner ud, som er vigtige i personens hverdag. Disse funktioner testes før og efter træningsperioden og forandring registreres.
  2. Der foretages kvalitativt interview med hver borger ud fra en interview-guide i slutningen af træningsperioden
  3. Der foretages fokusgruppeinterview med borger /assistentgrupperne ud fra udvalgte fokusområder ved slutningen af træningsperioden.

Udover dette blev den enkelte instrueret i at registrere sin træningsfrekvens og –mængde, såvel i apparatur som i andre træningskontekster, ved hjælp af en personlige usb-nøgle. Hensigten var dels at give deltagerne et redskab til at følge med i deres egen træningsindsats, dels at skabe et billede af deltagernes samlede idrætsaktivitet for at perspektivere projektets resultater.

 

Træningsforløbet blev gennemført tre gange (efteråret 2013, foråret 2014 og efteråret 2014) med tre forskellige borger / assistentgrupper. Flere borgere med handicap valgte at deltage i flere forløb, men med forskellige assistentgrupper, da der som hovedregel ansættes nye assistenter hvert semester.

 

Hvordan er deltagerne rekrutteret?

Projektet blev præsenteret for eleverne i deres anden uge på højskolen, og deltagerne blev rekrutteret ved frivillig tilmelding. Forudsætningen for, at en borger med handicap kunne deltage, var, at mindst én af hans / hendes assistenter også valgte faget, jvf projektets formål. De, der tilmeldte sig, blev informeret individuelt om forventninger i forhold til deres medvirken, inden de tog endelig stilling til, om de ville deltage. De elever, der medvirkede, indgik en aftale om, at de skulle deltage aktivt i hele forløbet og stille op til de tests og undersøgelser, projektet indeholder. Eleverne blev informeret om, at de kunne trække sig ud af forløbet, hvis de ønskede det, men at de i så fald skulle angive en grund til det i en samtale med en idrætslærer.

 

I efteråret 2013 har 10 borgere og 16 assistenter deltaget. I foråret 2014 har 10 borgere og 15 assistenter deltaget. I efteråret 2014 har 9 borgere 15 assistenter deltaget. Fire borgere har deltaget i alle tre forløb, to borgere har deltaget i to forløb, og 12 borgere har deltaget i et forløb.

 

De tre forløb

Projektet har fulgt højskolens skema. Det betyder, at der ikke har været undervisning i ferier og når den almindelige undervisning måtte rykke for fælles aktiviteter som studietur, musical, fagdage og linjedage. Der har typisk været 20-25 skemalagte undervisningstimer á 90 minutter i et 4-6 måneders højskoleophold.

 

Underviserne har jævnligt i forløbet gennemført refleksioner over deres oplevelser mhp at justere undervisningen i forhold til målet. Deltagernes refleksioner er formelt kommet til udtryk i de midtvejsevalueringer, som gennemførtes i hvert forløb. Her blev borger / assistentgrupperne bedt om at fortælle, hvordan samarbejdet fungerede og tage stilling til, hvordan det kunne forbedres i forhold til de opstillede mål. Desuden har der været mere uformelle samtaler med projektets forsker.

 

I det følgende gives en beskrivelse af strukturen i de tre forløb. For at give et billede af den udvikling, der har fundet sted under den eksperimenterende arbejdsform, beskrives under hvert forløb såvel undervisernes som deltagernes refleksioner i forbindelse med undervisningen, og de handlinger, der følger af disse. Også refleksioner i forbindelse med udvikling af teknologi beskrives.

 

Første forløb

Ved begyndelsen af det første forløb (efterårssemesteret 2013) lagde idrætslærerne et individuel træningsprogram for alle deltagere, og instruerede dem i brugen af den personlige usb-nøgle, der registrerer deres træning. Udgangspunktet var, at deltagerne skulle træne 2 x 1½ time ugentlig. Underviserne bestræbte sig på at lægge aktiviteterne tilrette, så borgere og assistenter kunne træne sammen på en måde, så begge fik mest muligt udbytte. Nogle gange blev borgere og assistenter undervist hver for sig, fx når der skulle udarbejdes individuelle træningsprogrammer i apparatur. Indholdet i idrætsaktiviteterne var: Styrke og kredsløbstræning i træningsrum, fælles spil og legeaktiviteter i hallen, stations- og cirkeltræning i hallen samt løbe/cykelaktiviteter udendørs.

 

I starten foregik al træningen fælles i undervisningstimerne, men midt i forløbet overgik den ene af de ugentlige træningssessioner til at være styret af borger/assistentgruppen selv og foregå i fritiden, da en del af formålet med forløbet var, at grupperne efterhånden selv skulle lægge indhold i deres fælles aktiviteter.

 

En gruppe elever med handicap var på Vejle Fjord Neurocenter sammen med en idrætslærer for at afprøve et Alter G–løbebånd, som ved hjælp af en luftkappe i større eller mindre omfang kan ophæve tyngdekraften. Især de elever, der har nedsat kraft, dårlig koordination eller smerter, kan på løbebåndet træne gang og løb uden personstøtte og selv styre tempo og belastning. Det forbedrer muligheden for fælles træning i borger / assistentgruppen. Borgeren med handicap kan f.eks. bruge løbebåndet, mens assistenterne selv træner i nærheden. Løbebåndet er blevet installeret i træningsrummet.

 

For at undersøge, hvordan teknologi kan indgå som motiverende faktor for elever på Egmont Højskolen, blev en række møder afholdt med personer fra Syddansk Universitet, der arbejder med læringsteknologi. Der blev lavet forsøg med to spiltyper, hvor især det ene spil var spændende og involverende for deltagerne og ansporede dem til fysisk udfoldelse gennem legende konkurrence. Der blev afholdt to workshops med undervisere og andre kompetencepersoner samt udvalgte elever for at skabe ideer til, hvordan teknologi mere generelt kunne indgå som motiverende faktor.

 

Refleksioner

 

Underviserne

Underviserne oplever, at det kræver stor kreativitet at finde fælles aktiviteter, som udfordrer både borgere og assistenter optimalt. I forhold til assistenterne kan det være svært at finde balancen mellem at træne sammen med borgeren og selv få maximalt træningsudbytte. Denne balance vurderes at være vigtig for at opretholde lysten og gejsten til at bevæge sig. Så nogle gange har underviserne valgt at undervise borgere og assistenter hver for sig for at finde frem til, hvordan det er muligt for dem at arbejde sammen i aktiviteterne: At gøre forskellene tydelige for at finde de fælles muligheder. Dette tema er en del af den eksperimenterende arbejdsform.

 

Underviserne har i dette forløb haft skarpt fokus på at, borgerne skulle blive klar over og øve sig i at formidle til assistenterne, hvordan de synes, de arbejder bedst i træningsrummet, og hvad de behøver hjælp til. Samtidig har det været et mål, at borgere og assistenter hver især har fået et passende træningsprogram, men også at få koordineret deres programmer, så de kan træne sammen på en måde, der er optimal for begge parter. Usb-nøglen til indkodning, registrering og justering af træningsaktiviteter kan her være et vigtigt arbejdsredskab, når den efterhånden bliver en naturlig del af deltagernes træningsform.

 

Underviserne ønsker et højt aktivitetsniveau i undervisningstimerne, og det er tydeligt, at styrede fælles aktiviteter i hallen, hvor deltagerne får hjælp fra lærere og hjælpelærere, giver et langt højere aktivitetsniveau end i træningsrummet, hvor borger / assistentgrupperne skal tilrettelægge træningen mere selvstændigt og selv opretholde intensiteten. Det går bedst i de grupper, hvor assistenterne lægger stor energi i at få det til at fungere. Underviserne reflekterer meget over, hvordan de kan støtte deltagerne bedst i at tage mere ansvar for aktiviteterne.

 

Undervisernes synes ikke, at deltagerne er så fysisk aktive som forventet i de timer, de selv skal strukturere, og de vurderer, at det er nødvendigt at sætte fokus på, hvordan man kan skabe struktur i de selvstændigt tilrettelagte aktiviteter. En idé er at tilbyde træningsvejledning i træningsrummet et par timer om ugen. For at anspore borgere og assistenter til at lave varierede fælles bevægelses- og træningsaktiviteter i fritiden har underviserne sammen med deltagerne eksperimenteret med f.eks. løbe- og cykelaktiviteter, som borgere og assistenter kan lave sammen ved at bruge egnede aktivitetshjælpemidler. Og de har præsenteret dem for forskellige tilpassede lege og spil i hallen. Det er oplagt at se på assistenternes rolle i den sammenhæng. En mulighed kan være særskilt undervisning af assistenterne i, hvordan de agerer hensigtsmæssigt i forhold til at anspore deltagerne til at komme i gang med træning. Bl.a. følgende spørgsmål har været debatteret blandt idrætslærerne undervejs: Skal man tage et nej for et nej, når borgeren udtrykker manglende lyst til at træne? Hvordan skubber man på en god og respektfuld måde? Er det alene borgeren der skal tage initiativ til og have ansvaret for, at gruppen kommer af sted til bevægelsesaktivitet? Kan man som assistent evt. aftale med borgeren, at man tager til træning, selv om borgeren siger, at han ikke gider?

 

Én borger med handicap, en kvinde med erhvervet hjerneskade, har forladt projektet pga personlige problemer og relativt udtalte kognitive forstyrrelser. En anden borger, en mand med erhvervet hjerneskade, har haft meget begrænset udbytte af træningsforløbet, pga manglende motivation og koncentration. Borger / assistent-samarbejdet i denne gruppe viser sig også at være vanskeligt. Underviserne har i den sammenhæng gjort sig tanker om, hvorvidt bevægelseseksperimentariet er det bedste tilbud til elever med erhvervet hjerneskade, især der, hvor frontallappen er ramt. Det kan se ud til, at de elever har brug for et mere individuelt tilrettelagt træningstilbud. En anden mulighed er, at assistenten forberedes bedre til at skabe struktur omkring borgerens træning og arbejder målrettet på at finde borgerens motivation for aktiviteterne. Det er en særlig udfordring at opbygge et godt træningsfællesskab mellem borger og assistent, når det gælder denne elevgruppe.

 

Deltagerne

Deltagerne oplever, at det kan være en udfordring at få tid og overskud til at træne uden for undervisningstiden i en højskole-hverdag, der er fyldt op med mange aktiviteter og sociale arrangementer. De fleste synes, det er hyggeligt at træne sammen og er opsat på at få de fælles aktiviteter til at fungere, men det kræver også kreativitet og tålmodighed. Flere assistenter oplever, at det er svært at få flow og høj intensitet i sine egne aktiviteter, når man samtidig skal støtte borgeren i hans/hendes aktiviteter. Men det er til gengæld en glæde og inspiration at være med til at støtte borgeren i at blive bedre og opleve fælles glæde ved bevægelse. Assistenterne er generelt glade for de mange forskellige træningstips og den inspiration de får til at tilpasse aktiviteter til mennesker med nedsat funktionsevne.

 

Deltagerne udtrykker ønske om at få inspiration til at træne i de andre faciliteter ud over træningsrummet, i form af mere fastlagte programmer, man kan arbejde med i de andre bevægelsesrum, fx svømmehal, idrætshal og udendørs faciliteter. De efterlyser mere hjælp til at udvikle kreative og alternative bevægelsesmåder, der kan fungere for borgeren. Det er en stor udfordring at få styr på usb-nøglerne, så de reelt kan fungere som motivationsfaktor i træningen. For få af grupperne fungerer det rigtig godt. Men nogle borgere glemmer nøglen pga kognitive vanskeligheder eller anden glemsomhed. Der er brug for, at borgerne hjælpes til at holde fokus på registrering af aktiviteter, både af assistenter og undervisere.

 

Temaerne 'motivation' og 'hvem skal tage initiativ til fælles træning i fritiden?' er på dagsordenen i flere af grupperne. Generelt er det få af grupperne, der regelmæssigt laver bevægelsesaktiviteter sammen i fritiden. Flere grupper efterlyser hjælp til at skabe struktur i den selvtilrettelagte træning, herunder gerne mere ydre kontrol af, om man får trænet i fritiden.

 

I grupper, hvor borgeren har frontal hjerneskade og problemer med initiativ og impulskontrol, fungerer fællesskabet omkring bevægelsesaktiviteterne generelt dårligt. Assistenterne bruger det meste af tiden på at skabe motivation og presse borgeren til at deltage og får dermed begrænset tid til selv at deltage i aktiviteterne. Borgeren er ikke i stand til at bidrage med initiativ til fælles aktiviteter. Det skaber en vis frustration i samarbejdet.

 

Teknologien

De elever, der har anvendt usb-nøglerne bruger den som en hjælp til at se, hvilke øvelser de skal lave i maskinerne, men det er et problem, at skærmen, hvor indholdet skal læses, er indrettet til stående / gående og er placeret så højt, at kørestolsbrugere ikke kan læse på den. Dette bør der findes en løsning på.

 

Generelt bruges usb-nøglen ikke så meget som forventet. Nogle borgere glemmer nøglen pga kognitive vanskeligheder eller anden form for glemsomhed. Der er åbenbart brug for, at man hjælper borgerne til at holde fokus på registrering af aktiviteter. Det skal indskærpes assistenterne at hjælpe i den sammenhæng. Lærerne skal spørge til, om man har registreret alle aktiviteter, også dem uden for træningsrummet, f.eks. svømning, cykling etc. Det er tanken, at den skal være et redskab til at motivere til træning uden for undervisningstiden.

 

Alter G-løbebåndet bruges flittigt, både som almindeligt træningsredskab for en del elever og i den fysioterapeutiske optræning. Også assistenter med diverse skader bruger løbebåndet til at træne med nedsat belastning.

 

På baggrund af de to workshops har SDU i samarbejde med Mærsk McKinney Møller Instituttet udviklet en teknologi, som skal fungere som opsamlingsværktøj af træningsdata. Den findes i 5 eksemplarer, og det planlægges nu fra SDU side at teste det på Egmont Højskolen. Desuden er planen, at der i det kommende forløb skal udvikles en teknologi i form af en 'enkeltstående' prisbillig computer, der indeholder udviklingsmiljøet Scratch, der er designet til at lære børn at programmere. Når systemet er fuldt udviklet har Egmont Højskolen råderet over et system, der kan gøre det muligt for dem at eksperimentere med forskellige motiverende parametre og samtidigt evaluere, om de tiltag, der er gjort, har betydet en forskel.

 

Andet forløb

I planlægning af andet forløb (foråret 2014) bestræbte underviserne sig på at tilgodese såvel deltagernes som deres egne refleksioner fra første forløb. Alle deltagere fik fra starten lavet træningsprogram, som blev lagt på deres usb-nøgle. For de borgere med handicap, som havde brug for det, blev der lagt små videoklip ind på nøglen af dem selv, mens de udførte deres øvelser. Dette havde til formål at hjælpe dem med at huske og genkende øvelserne, når de skulle træne sammen med deres assistenter i fritiden samt øge deres motivation for at træne. Underviserne mindede jævnligt deltagerne om, at de skulle bruge usb-nøglen og huske at registrere alle deres aktiviteter på den, også dem de udførte andre steder end i træningsrummet.

 

I halvdelen af forløbet var der to gange træning i undervisningstiden om ugen á 1½ time. Herefter var der træning én gang om ugen i undervisningstiden og en forventning om, at grupperne herudover trænede mindst 1½ time i fritiden. For at støtte grupperne i at skabe struktur over deres fritidstræning og være aktive medplanlæggere af indholdet i de skemalagte idrætsaktiviteter, blev alle grupper bedt om at lave en oversigt over, hvordan de ville træne, både i timerne og i fritiden. Efter hver undervisningstime blev grupperne bedt om at skrive, hvilken aktivitet de ønskede at lave næste gang. Ud fra disse ønsker udarbejdede underviserne den videre timeplan. Grupperne kunne enten lave selvstændige aktiviteter eller vælge en fælles aktivitet styret af lærerne, hvis der var flere grupper, der havde de samme ønsker. Ligeledes blev grupperne bedt om at hænge deres træningsplaner op på væggen i træningsrummet, og i slutningen af hver undervisningstime samledes alle grupper og talte om, hvad de hver især skulle træne uden for undervisningstiden i den kommende uge. Ideen med denne fælles snak var, at grupperne skulle have mulighed for at inspirere hinanden i forhold til aktivitetsvalg. I begyndelsen af den kommende undervisningstime talte holdet i plenum om, hvordan det var gået med deres træning i den forløbne uge. Dette for at støtte grupperne i at holde en fast træningsrytme og –struktur. For at støtte og anspore deltagerne til at bruge træningsrummet uden for undervisningstiden, var én af underviserne til stede i rummet 1½ om ugen og stod til rådighed med træningsvejledning.

 

Indholdet i de skemalagte idrætsaktiviteter var: Styrke og kredsløbstræning i træningsrum, fælles spil og legeaktiviteter i hallen, stations- og cirkeltræning i hallen, løbe/cykelaktiviteter udendørs, svømning og klatring.

 

Seks uger inde i forløbet var der teoretisk undervisning med to oplæg over emnerne:

1) Motivation og begrænsninger for fysisk aktivitet for unge med funktionsnedsættelse.

2)Fællesskab og deltagelse.

Ideen med denne undervisning var, at give borgere og assistenter en fælles referenceramme for at skabe et godt arbejdsfællesskab, hvor den enkelte havde de bedste betingelser for at arbejde med deres individuelle mål. Men også at give assistenterne et fagligt grundlag for at samarbejde på bedst mulige måde med borgeren om at få træningen til at lykkes. Efter oplægget blev grupperne bedt om at tale om, hvad der sker med vores opfattelse og holdning til mennesker med handicap i almindelighed, når vi møder en person med handicap. Assistenterne blev opfordret til at fortælle borgeren i gruppen, hvilke forandringer de havde oplevet hos sig selv, mens de havde arbejdet sammen på højskolen. I plenum talte deltagerne om, hvordan man kan overføre denne erfaring til andre fællesskaber i samfundet. Afsluttende blev der lagt op til dialog i plenum om, hvordan assistenterne kan støtte og anspore borgerne til at være aktive og være vært i eget liv frem for gæst. Tage initiativ til at bede om den hjælp og de skub, man har brug for, for at udvikle sig. Og hvordan borger og assistenter kan arbejde sammen om at få mest muligt ud af bevægelseseksperimentariet og nå de mål, man har sat sig.

 

I forhold til de to elever med erhvervet hjerneskade lagde underviserne vægt på, at assistenterne i dette forløb skulle arbejde mere målrettet med at fastholde borgerens motivation for træning, selv om dette var på bekostning af målet om at styrke et træningsfællesskab mellem borger og assistent. Formålet var at undersøge, om dette kunne gøre faget meningsfuldt for disse elever og deres assistenter.

 

Udvikling af den teknologi, man fra SDU igangsatte i sidste semester, kom ikke videre i dette forløb. Der var en afprøvning af nogle præmature spil, for at vurdere, om de kunne fungere som motiverende faktor i træningsrummet. Umiddelbart var de spændende for de elever, der deltog, men der er hidtil ikke arbejdet videre med disse løsninger.

 

Derimod blev der i højere grad end tidligere gjort brug af de muligheder, der er i den eksisterende teknologi i træningsrummet, MyWellness/Prescribe systemet, der er udviklet af Tecnogym. Især programmets muligheder for at optage personlige øvelser på billeder og video. Underviserne sikrede, at det var tydeligt i optagelserne, hvilke særlige hjælpemidler eleven brugte, og hvordan de udførte øvelsen. Øvelserne blev lagt ind på elevens domæne og nøgle, så eleven sammen med sin assistent eller andre kunne vise, hvordan øvelsen udføres, ligesom det blev lettere for eleven at "identificere" sig med øvelsen, når det var dem selv, der blev vist på billeder og video. Ved at tage personlige billeder har man således skræddersyet programmet til den enkelte. Øvelserne og programmer blev gemt på nøglen, og når den sættes i terminalen, kan man se, hvilke øvelser man skal udføre og i hvilken rækkefølge. Programmet registrerer, hvad der er lavet og fortæller én, hvor mange 'moves' (en aktivitetsenhed) man har lavet. Udover aktiviteterne i træningsrummet kan andre aktiviteter også indtastes manuelt i programmet. Man får således 'moves' for eksempelvis 100 m svømning. Som underviser kan man gå ind og se, i hvilken grad eleven har været aktiv. Vil eleven bruge programmets muligheder udenfor skolen, hvor man ikke har en terminal til nøglen, har eleven adgang til sit domæne via Iphone/Android, Ipad eller computer på Mywellnes. Her kan man ligeledes se programmerne, ens egne øvelser, både på foto og videoer. Det er også muligt at udskrive programmet. Fx har én af de elever, som har deltaget i det første forløb, taget programmet med sig, da han forlod højskolen, og bruger det nu hjemme.

 

Refleksioner

Underviserne

I det andet forløb har underviserne især fokuseret på, at deltagerne lærer noget om sig selv, om kroppen, om hinanden, om aktiviteterne og om fællesskabet. Det er blevet tydeligt for underviserne, hvad der kan lade sig gøre i fællesskabet i forhold til de individuelle mål, og hvordan træningen skal tilrettelægges. Det er blevet mere klart, hvilke borgere, der fungerer godt i fællesskabet, og hvad der er udfordringer for den enkelte. Det fremgår også tydeligt, at assistenterne skal klædes bedre på i forhold til viden om træning, så de kan planlægge deres egen træning og støtte borgeren bedst muligt i dennes træning. Indholdet har været præget af, at 'alt kan lade sig gøre', og at alt er idræt. Men det vil være en styrke fremover at satse mere på, at deltagerne lærer noget og ikke bare er aktive og prøver forskellige ting. Det betyder, at underviserne skal sørge for en målretning af de aktiviteter, der udføres, og at deltagerne er bevidste om målet med dem og får samlet sammen på, hvad de lærer af dem. Hvad de lærer om kroppen, om sig selv, om hinanden, om aktiviteten og om fællesskabet.

 

Underviserne oplever, at de i indholdet og undervisningen indtil nu har været gode til at reflektere over aktiviteterne og holde fast i fokus, nemlig målet om, at alle skal være aktive, og at der skal være et fællesskab, som man kan engagere sig i og bruge sine færdigheder ind i. Spørgsmålet er så, hvad et fællesskab er i denne sammenhæng. Er det er træningsfællesskab, hvor alle får det maksimale ud af træningen? Eller er det nærmere rammen om, at alle lærer om fællesskabets muligheder for, at den enkelte kan udfolde sig? Hvad er det at træne sammen om individuelle træningsmål? Hvad er 'sammen'? Skal træningen være synkroniseret, eller drejer det sig snarere om, at man skal kunne skabe en fælles energi, der løfter den enkelte i træningen? Spørgsmålet er også, om de individuelle mål skal kunne sættes for hele forløbet, elle om man skal sætte mål op for hver træningsgang og hjælpe hinanden med at nå det. Underviserne finder det vigtigt, at der opstår en gensidighed i borger/assistentgruppen, hvor alle tager medansvar for, at den enkelte kan arbejde med sine individuelle mål. Det udelukker ikke nødvendigvis, at træningen indimellem bliver individuel, fordi det hensigtsmæssigt i forhold til målet. Men det er vigtigt, at træning mod individuelle mål ikke bliver på bekostning af fællesskabet.

 

Et tilbagevendende refleksionspunkt i dette forløb har været: Hvordan skal aktiviteterne skrues sammen, for at alle kan bruge og udvikle sine færdigheder i fællesskabet og til gavn for fællesskabet? Skal det kun være på borgerens præmisser? Der er meget fokus på borgeren lige nu. Assistenterne accepterer, at de ikke får trænet optimalt – de opfatter faget som at være på arbejde som borgerens assistent. Det er ikke hensigtsmæssigt i forhold til målet. Der skal arbejdes på et fællesskab, som giver alle deltagere mulighed for udfoldelse.

 

I næste forløb planlægger underviserne at lægge vægt på følgende: Assistenterne skal klædes på i forhold til træning, så de kan planlægge egen træning og støtte borgeren bedst muligt. Der skal være grundlæggende træning af styrke og kredsløb i træningsrummet og i hallen. Desuden skal deltagerne vælge en række aktiviteter, som de prøver en eller to gange og kan arbejde videre med frivilligt. Det stærke fokus på fitnesstræning, der hidtil har været, skal nedtones lidt.

 

Sidst i forløbet, ønsker underviserne at lægge op til, at der i grupperne sker en form for refleksion over det, man gør sammen. F.eks. ved at man aftaler formålet med aktiviteten og sørger for, at rammerne er i orden i forhold til formålet: Cykler vi til Odder og tilbage for at træne kredsløb eller for at 'være mindfull' og sanse? Er rekvisitterne i orden i forhold til formålet? Hvordan organiserer vi fællesskabet, så alle får det optimale med sig i forhold til formålet? Refleksionen tænkes fastholdt ved, at deltagerne besvarer 3 spørgsmål efter aktiviteten: Hvordan fungerede det i forhold til formålet? Hvad gjorde, at det fungerede godt / at det ikke fungerede godt? Hvad har vi lært: Om mig selv, om fællesskabet, om aktiviteten?

 

I andet forløb har underviserne sat klarere fokus på, at man i borger / assistentgrupperne sammen afklarer spilleregler for fælles træning uden for undervisningstiden og aftaler procedurer for, hvordan man laver og evt. ændrer træningsaftaler. For flere grupper er det også i dette forløb en udfordring at få det til at fungere. Flere assistenter nævner, at det kolliderer med assistentrollen, hvis man overtager initiativ og styring i forhold til træningen. Det er en pointe, som skal følges op i det sidste forløb.

 

Undervisernes refleksioner og erfaringer fra andet forløb, hvor assistenterne til borgere med erhvervet frontal hjerneskade har arbejdet langt mere målrettet på at fastholde borgerens motivation til træning på bekostning af træning i fællesskab, har ført til en beslutning om, at disse elever skal have tilknyttet en hjælpelærer, der kan støtte ham/hende i træningen. Tanken er, at borger og assistent på den måde kan komme til at opleve et træningsfællesskab. Uagtet at denne elevgruppe ikke er den egentlige målgruppe for bevægelseseksperimentariet, er der ingen tvivl om, at de har glæde af den fælles træningsoplevelse, selv om de ofte ikke kan deltage fuldt.

 

Deltagerne

Også i dette forløb oplever deltagerne, at det kan være svært at få tid til at træne og bevæge sig sammen uden for undervisningstiden. De vil meget gerne, og synes også, det er en god støtte, når de får hjælp af underviserne til at organisere det i form af synlige træningsplaner og offentliggørelse af, hvilke planer man har, og hvorvidt man har gennemført dem. Men det er svært at få træning passet ind i fritiden på højskolen. Mange elever har også andre fysisk aktive fag i løbet af ugen.

 

I flere grupper er der debat om, hvorvidt fælles træning og bevægelse altid skal igangsættes på borgerens initiativ. Nogle borgere viser ikke initiativ og lyst, og deres assistenter afholder sig fra at presse, da de mener det er borgerens ønske, der skal være styrende. De oplever et dilemma mellem den assistentrolle, de har, når de er på arbejde, og den rolle, de har, når det drejer sig om træningsfællesskabet. Hvor meget må man styre og presse som assistent i denne sammenhæng? Er man træningskammerat eller arbejdstager? Der er vigtigt med en løbende debat om, hvorvidt man lidt mere håndfast må fastholde en borger, der springer fra en aftale. Er det altid borgerens dagsorden der gælder i et fællesskab? Kan man lave træningsaftaler i fritiden, som alle er forpligtede til at overholde? Samarbejdet fungerer bedst i grupper, hvor både borger og assistent er motiveret for aktiviteterne, så ingen af parterne skal holde den anden i gang. Nogle udtrykker ønske om team-buildingaktiviteter i begyndelsen af forløbet.

 

Flere assistenter foreslår, at hjælpelærere bruges der, hvor der er meget der skal arrangeres i forhold til borgerens træning. På den måde vil assistenten få mere plads til egen aktivitet, og man ville måske få en klarere følelse af et træningsfællesskab med borgeren. Flere assistenter nævner tillige, at de har behov for flere redskaber i forhold til træningsplanlægning og støtte af borgerne i træningen.

 

Der er et generelt ønske fra grupperne om andre aktiviteter end fitness i træningsrummet, fx. svømning, klatring, stationstræning i hal og ude-aktiviteter. Mange fremhæver, at lærerstyret træning i teams i hallen er motiverende. Der oplever deltagerne et godt træningsfællesskab. Flere grupper udtrykker ønske om, at få hjælp til at holde styr på træningsprogressionen hos den enkelte.

 

På baggrund af erfaringer fra første forløb har assistenter for de to borgere med erhvervet frontal hjerneskade, der har deltaget i dette forløb, arbejdet langt mere målrettet på at fastholde borgerens motivation til træning på bekostning af træning i fællesskab. Det betyder, at aktiviteterne har fungeret mærkbart bedre for borgerne. I forhold til den ene kan det ind imellem lade sig gøre, at borger og assistent træner hver for sig i nærheden af hinanden i træningsrummet, men det bliver på borgerens præmisser, og assistenten må acceptere, at egen træning bliver afbrudt og mindre effektiv. I hallen ved styrede aktiviteter går det meget bedre, da borgere og assistenter bliver holdt i gang og kan lege og grine sammen. Motivationen bliver dog ofte impulsivt afbrudt af borgeren f.ex på grund af konflikter med andre, vrede over følelsen over ikke at kunne det samme som andre, træthed eller impulsivt mangel på lyst til at deltage. Den anden borger med hjerneskade kræver stadig fuld opmærksomhed og fastholdelse i træningen fra assistentens side.

 

Teknologien

Underviserne oplever, at det er en klar styrke ved systemet MyWellness/Prescribe, at man kan tage fotos og video af den enkelte elev, når han/hun laver sine særligt tilpassede øvelser. Det er ganske vist nødvendigt, at eleven eller assistenten husker at krydse af ved de øvelser, hvor nøglen ikke kan gå i maskiner, så der er en usikkerhedsfaktor i forhold til at registrere. Men for borgere med kognitive vanskeligheder og for dem, der har mange tilpasninger af øvelserne, er det klart en hjælp til at komme bedre i gang. Og det giver borgeren en lettere tilgang til at udføre øvelsen. Desuden kan det give de forskellige undervisere indsigt i, hvad eleven allerede har lavet, hvilket gør det lettere at hjælpe eleven i træningen. Underviserne oplever, at de i dette forløb har været mere opmærksomme på at spørge til, om eleverne har registreret alle aktiviteter, også dem uden for træningsrummet, f.eks. svømning, cykling etc. Registreringen er dog stadig ikke fuldstændig nok til, at man kan få et oversigtsbillede af den totale træningsmængde. Spørgsmålet er, om registrering af aktiviteter på usb-nøgle egentlig er en motiverende faktor for eleverne i forhold til at træne og bevæge sig regelmæssigt. Aktuelt oplever underviserne ikke, at opsamling af træningsmængde er vigtig for deltagerne. Der er brugt meget tid på at lægge programmer ind på usb-nøglen. Spørgsmålet er, om den tid er brugt hensigtsmæssigt.

 

Tredje forløb

I hele dette forløb var der prioriteret 2x1½ times skemalagt undervisning om ugen. Primært fordi, der var plads til det i højskolens skemalægning, men også for at få tid til at give deltagerne flere aktivitetsmuligheder.

 

Forløbet blev indledt med teambuilding-aktiviteter og forøvelser til udarbejdelse af træningsprogrammer. Underviserne brugte denne gang kortere tid på at lægge de individuelle programmer ind på usb-nøglen, så deltagere kunne komme hurtigere i gang med at træne selvstændigt i fritiden. Processen gik tydeligvis lettere denne gang, da underviserne havde en større fortrolighed og rutine med teknikken. Der blev udtrykkeligt indgået aftaler om, at deltagerne skulle registrere alle deres bevægelsesaktiviteter, så de kunne bruges til at indsamle informationer om deres træningsmængde. I første halvdel af forløbet foregik hovedparten af den skemalagte træning i træningsrummet. Også i dette forløb lavede grupperne selv aftaler om, hvilke aktiviteter de ville lave sammen uden for undervisningstiden. De blev nedskrevet og lagt frem for hele holdet, for at det skulle virke forpligtende.

 

Midt i forløbet var en ekspert fra Technogym til stede i undervisningen og fortalte om mulighederne i systemet. Der var især fokus på muligheden for at lave en såkaldt challenge, hvor alle indsamler alle deres træningsdata (moves), og der konkurreres om, hvem der træner mest. Deltagerne var helt indstillet på at prøve den mulighed, og der blev gennemført en challenge over 13 dage. Alle trænings- og bevægelses aktiviteter blev registreret og omregnet til moves. Denne challenge virkede enormt motiverende på de fleste, og aktiviteten steg voldsomt. I denne periode var der undervisning om træningsprincipper og motivation. Undervisningen var obligatorisk for assistenterne, men frivillig for borgerne, da de skulle have mulighed for at lægge al deres energi i challenge-aktiviteterne.

 

Derefter var der 3 uger med varierede aktiviteter: Spil og lege i hallen, cirkeltræning af styrke og kredsløb, udendørs-aktiviteter, klatring, vandaktiviteter og fitness-træning. Afsluttende blev en ny challenge over 7 dage igangsat, men denne gang var aktivitetsniveauet væsentligt lavere, og nogle elever kom faktisk ikke i gang med at samle moves.

 

I dette forløb var der en fast hjælpelærer tilknyttet den ene af de to elever med frontal hjerneskade.

 

Der blev ikke videreudviklet på den teknologi, som SDU står for, men der har været gentagne udvekslinger af synspunkter om, hvad der skal udvikles og hvordan det praktisk skal foregå. Ved forløbets afslutning var det usikkert, hvorvidt samarbejdet skulle fortsætte.

 

Refleksioner

 

Underviserne

Underviserne oplever, at deltagerne er mere aktive i dette forløb på grund af de mange skemalagte timer. De når at få flere redskaber til at træne og være fysisk aktive. Men det synes også at være på bekostning af den selvstændige træning og bevægelsesaktivitet uden for undervisningstiden. Det er en tilbagevendende refleksion blandt underviserne, hvordan man får deltagerne til at tage ansvar for egen aktivitet.

Underviserne oplever, at de har givet både borgere og assistenter redskaber, så det praktisk kan lade sig gøre at træne sammen. Men der er stor forskel på, hvor godt det er lykkedes for de enkelte grupper. Der hvor borgeren har brug for megen hjælp og ikke er i stand til selv at tage initiativ, er det meget vanskeligt at få et træningsfællesskab til at fungere. Ud over at skabe gode rammer for fælles træning, har det også været vigtigt at skabe interesse for noget fælles, ved at deltagerne viser hinanden, hvad man kan. Når assistenterne oplever, hvad borgerne kan i faget, er der grobund for en fælles interesse og basis for, at assistenterne kan udvikle aktiviteter sammen med borgeren. Derfor er det afgørende, at deltagerne er sammen i teams i aktiviteterne, så de kan lære hinanden at kende fysisk.

 

Underviserne har bestræbt sig på at få assistenterne til at se kreativt på bevægelse, fordi de mener, at det gør det lettere for dem at være inkluderende og skabe aktiviteter, alle kan være med i på en sjov måde, og så alle får udbytte af det. De ser også, at det, at en efterhånden stor gruppe elever har gjort mange ting fælles, påvirker den generelle ånd på højskolen i forhold til at lave aktiviteter borgere og assistenter sammen. Det ses både i de frivilligt organiserede aktiviteter og i de store fælles events som vandre-marathon. Underviserne oplever, at der er en god indstilling blandt eleverne til de fælles aktiviteter, og at det tydeligt bliver lettere at få fællesskabet til at fungere, jo længere man når ind i semesteret.

 

Underviserne har brugt megen tid i træningsrummet med den begrundelse, at det kan være lettere for borgeren kun at skulle forholde sig til et træningsredskab. Handicappet bliver her knap så synligt, og man er måske ikke så sårbar, idet man ikke føler, at man kan være 'i vejen' for et fællesskab. Alle er på lige fod i træningsrummet og træner efter sit eget niveau, og den enkeltes præstation har ikke indflydelse på de andres. Samtidig er det vigtigt at laver aktiviteter i hallen, hvor lærerne styrer og skaber fællesskabet og rammerne for, at alle har det sjovt sammen. Det mener de, er basis for, at deltagerne får lyst til at yde noget af eget initiativ. Men det er også den lærerstyrede undervisning, der er lettest at få til at fungere, så dilemmaet er: Hvad sker, der, når der ingen styring er? Hvem skal hjælpe med en styring, når borgerne kommer hjem i eget miljø? Her er det en forudsætning, at borgerne har et vist kognitivt niveau.

 

Angående teknologien som motiverende faktor oplever underviserne, at registrering af træningsmængde på usb-nøglerne har begrænset værdi, og det er svært at anspore deltagerne til at huske at registrere alle aktiviteter. Konkurrence-elementet, som indførtes i den første challenge, gav stor motivation hos de fleste, og nogle gik helt over gevind. Men flere trænede individuelt for at samle flest moves, så ikke alle fik det til at være en konkurrence i teams. Den anden challenge virkede faktisk ikke motiverende, og meget få elever deltog helhjertet. Spørgsmålet er, om de to challenges lå for tæt på hinanden. Måske var det bare nyhedens interesse, der gav engagement i første challenge. Eller er det sådan, at den slags konkurrencer har begrænset motiverende effekt på eleverne?

 

Underviserne oplever det som meget vanskeligt at skabe et godt engagement for assistenter til elever med erhvervet frontal hjerneskade gennem et helt semester, så de også føler, at de har fået noget ud af det, ud over at assistere borgeren. Det kræver det meste af assistentens nærvær at holde disse borgeres aktivitet fast. Denne gruppe er ikke bevægelseseksperimentariets egentlige målgruppe, da det retter sig mod dem, der går efter en BPA-ordning. Forløbet har givet vigtige erfaringer angående deres deltagelse i aktivitetsfællesskaber, men nok på bekostning af assistenternes aktivitetsniveau.

 

Deltagerne

Deltagerne oplever en række udfordringer i forhold til at få fællesskabet til at fungere. Det gælder især for de grupper, hvor borgeren behøver megen hjælp for at deltage i trænings- og bevægelsesaktiviteter. Dér foregår aktiviteterne mest på borgerens præmisser. Flere grupper efterlyser i den forbindelse, at de kan få assistance af en hjælpelærer, så borger og assistent kan få et træningsfællesskab til at fungere. For grupper med mere selvkørende borgere foregår træningen ofte hver for sig eller borgeren træner sammen med andre elever end sine assistenter.

 

En del elever efterlyser flere aktiviteter uden for træningsrummet, og gerne mere lærerstyret undervisning. Der føler de, at man virkelig kan give alt, hvad man har i sig, og at man har det sjov sammen i gruppen. De efterlyser også mere information om mulige træningsredskaber, og hvordan de virker og tilpasses borgeren, så de kan bruge dem uden for undervisningstiden.

 

Både borgere og assistenter oplever, at Bevægelseseksperimentariet påvirker og inspirerer resten af højskolen i forhold til at dyrke fællesskaber på tværs af borger / assistentgrupper. Der er flere aktiviteter på tværs i fritiden, og det virker meget naturligt at borgere og assistenter løser opgaver i fællesskab. Vandre-marathon nævnes som et eksempel.

 

Assistenter til borgere med senhjerneskade oplever, at selv om der er hjælpelærer tilknyttet, giver det ikke assistenten mulighed for at træne sammen med borgeren, da hjælpelæreren ikke kan klare borgeren alene. Ingen af disse gruppe føler, at træningsfællesskabet fungerer efter hensigten.

 

Deltagernes refleksion over det første challenge-forløb er for fleres vedkommende, at konkurrencen motiverer til at lave mere og sætte sine mål op. Man laver mere, når man skal konkurrere i fællesskab. Men man går også efter de aktiviteter, der giver flest moves, og ikke nødvendigvis efter det bedste fællesskab. Der er forslag om, at fælles aktiviteter vægtes højere i forhold til moves. Man kunne også indbygge en faktor, som man ganger op med, i forhold til, hvor stort et handicap man har (som i golf). For elever, der har svært ved at øge deres indsats pga af lav funktionsevne, føles det imidlertid demotiverende, så man faktisk laver mindre end sædvanligt og bliver lidt modløs. Det er vigtigt for motivationen, at den måde, systemet optæller moves på, føles fair, at det er let at registrere, og at man kan stole på, at systemet registrerer rigtigt. Kun enkelte borgere oplever generelt, at tælling af moves motiverer til aktivitet.

 

Teknologien

Undervisernes oplevelse er, at det tager tid at lære teknologien i Technogym-systemet at kende så godt, at man ubesværet og kreativt kan bruge den i undervisningen. Men at det er et godt redskab, som de kan udvikle videre på. Det er nyt land for dem. Men samtidig oplever de, at der er en del eksisterende teknologi på markedet, som kan bruges, og at det nok er den vej, man skal gå. Det at udvikle store nye teknologiske løsninger er en længere proces.

 

Fra deltagerside er der mange, der ikke er optaget af de programmer, der lægges ind på usb-nøglen. Det motiverer dem ikke stort, og det giver begrænset mening. Deltagerne føler ikke, at man kan være sikker på, at man får alt med. Indtastningen virker usikker, og det skaber irritation. Mange føler, at de bruger for meget energi på teknikken i forhold til at registrere. Det skal være lettere for at man vil bruge det regelmæssigt, mener de.

 

Sammenfattet om arbejdsprocessen

Som det fremgår af beskrivelse og refleksioner over de tre undervisningsforløb i bevægelseseksperimentariet udvikler indhold og form sig gennem underviseres og deltageres refleksioner over det, de er sammen om i undervisningen. Det er grundidéen i den eksperimenterende arbejdsproces.

 

Der har været såvel sammenfald som forskelle mellem de to parters oplevelser og refleksioner, og i sidste ende har det været undervisernes opgave at afgøre, hvordan forløbet skulle udvikles. I store træk er deltagernes refleksioner og forslag dog løbende blevet taget med i planlægningen af undervisningen.

 

I den sammenhæng har lærerne også været i stadig dialog med deltagerne om, hvordan de kan få samarbejdet til at fungere bedst muligt i borger / assistent-grupperne, og hvordan de finder aktiviteter, som giver mening for alle og giver dem lyst til fortsat at være fysisk aktive.

 

I forløbene var der vejledning af borger / assistent-grupperne i forhold til kommunikation og samarbejde. Hensigten var på den ene side, at støtte borgeren i at blive bedre til at formidle, hvilken hjælp og støtte han/hun har behov for, for at kunne give sit bedste til fællesskabet. På den anden side at hjælpe assistenterne i at give passende assistance og se, hvad borgeren kan give, så han / hun ikke bliver passiv modtager, men får mulighed for at bruge og udvikle sine færdigheder.

 

Det har været vigtigt at fastholde en eksperimenterende arbejdsform, hvor undervisere og deltagere har vekslet mellem afprøvning, udvikling og tilpasning af aktiviteter og fælles refleksioner over, hvordan man bedst kunne arbejde hen mod projektets mål. I den proces stilles der kontinuerligt spørgsmål ved såvel aktiviteter og undervisningsformer som deltagernes indsats og aktivitet.

 

Erfaringer i hovedtræk

I det følgende gives et billede af, hvad erfaringer fra Bevægelseseksperimentariet viser i forhold til de tre hovedpunkter i projektets formål.

 

Borgerens funktionsevne

21 af de 29 borgere, som deltog i Bevægelseseksperimentariet, er testet både i begyndelsen og slutningen af det forløb, de deltog i. Hver person er testet i 1-3 funktioner, som personen selv fandt vigtige i hverdagen. 8 borgere er ikke blevet testet i forhold til intentionerne. Dette skyldes enten sygdom, frafald eller manglende tilstedeværelse ved testningen. Af de testede har 15 borgere opnået klar forbedring i de testede funktioner og 4 fastholdt deres udgangsniveau. Det er forventet, at borgerne opnår fremgang eller i den mindste vedligeholder deres funktionsevne med den indsats, som projektet har krævet. 2 borgere viste imidlertid en smule tilbagegang, hvilket kan forbindes med dels en progredierende sygdom, der betyder stadig dårligere funktionsevne, dels flere sygdomsperioder, der har begrænset personens træningsindsats. Den forbedrede funktionsevne var fx øget gangdistance inden for en given tid, øget kørehastighed i kørestol, forbedret stemfunktion i kørestolen eller bedre evne til at rejse sig fra siddende til stående. Også bevægelseskvaliteten var forbedret for disse borgere. Dette viste sig f. eks. som en bedre kontrol over bevægelserne, større sikkerhed og mod i forhold til at udføre funktionen, mere jævnt flow i bevægelserne, større skridtlængde i gangen eller bedre balance.

 

For to borgere med handicap som følge af erhvervet hjerneskade, som har deltaget i alle tre forløb, var der i det første forløb kun minimale fremskridt. En mulig forklaring kan være, at de ikke har haft en konstant træningsindsats i forløbet, og at de kun sjældent har trænet i fritiden. Begge har haft en meget svingende motivation for aktiviteterne, og det har været meget vanskeligt at fastholde deres indsats. Dette har sandsynligvis sammenhæng med, at de har svære koncentrationsvanskeligheder som følge af deres hjerneskade. I de to sidste forløb har der været større fokus på at finde motiverende aktiviteter for borgere med erhvervet hjerneskade. Især har assistenterne gjort et mere målrettet arbejde for at lægge træningsaktiviteter ind i borgernes hverdag og finde frem til, hvad der kalder på borgerens lyst til og motivation for at træne. Det viser sig, at med intens støtte har der været gode fremskridt for disse borgere, men det er på bekostning af den fælles træning. Assistenterne må være helt fokuseret på borgerens proces og kan derfor ikke selv træne imens. I hele projektet har disse borgere desuden haft hyppig individuel træning med en fysioterapeut.

 

Alle deltagere blev instrueret i at registrere træningsfrekvens og –mængde, såvel i apparatur som i andre træningskontekster, ved hjælp af en personlige usb-nøgle. Tanken var, at det ville virke motiverende med et redskab, hvor man kunne følge med i sin egen træningsindsats. Desuden var det en mulighed for at skabe et billede af deltagernes samlede idrætsaktivitet for at perspektivere projektets resultater. Selv om underviserne i alle forløb jævnligt har opfordret deltagerne til at bruge deres usb-nøgler i træningen, har kun nogle få borger / assistent-grupper fulgt denne opfordring, så der er på dette område ikke data, der kan bruges til at udlede noget brugbart angående evt. sammenhæng mellem elevernes træningsmængde og deres forbedring i funktionsevne.

 

Betydningen for den enkelte borger med handicap

I de individuelle interviews med borgerne spørges til deres oplevelse af bevægelseseksperimentariets betydning for deres sundhed, forstået i bred forstand (s. 4), herunder også deres motivation og muligheder for at deltage i idræt og bevægelsesaktiviteter. Nedenfor beskrives de temaer, der kommer frem i disse interviews, og de illustreres med citater fra borgerne. Der lægges ikke vægt på, hvor mange, der giver udtryk for det enkelte tema, men at det udtrykkes af nogen.

 

De fleste borgere oplever, at de er kommet i bedre fysisk form og er blevet bedre til at udføre daglige aktiviteter.

  • Jeg er blevet hurtigere og bedre til at køre min kørestol' (Kvinde med muskelsvind)
  • Jeg kan gå længere på løbebåndet end da vi startede. Jeg er osse kommet op i tempo (Kvinde med lammelser i ben)
  • Jeg kan mærke, at mine muskler bliver større. Det er jo dejligt, når man kan se det, i hvert fald i overarmene (Mand med fremadskridende muskellidelse)
  • Folk udefra kan godt se, at jeg har trænet. Måske har jeg tabt mig. Og jeg er blevet stærkere. Jeg er blevet bedre til at køre min kørestol... Jeg kan f.eks. selv køre ned i kiosken i Hou. Det har jeg gjort én gang (Mand med muskelsvind)
  • Jeg kan holde til mere. Jeg kan holde til at træne i længere tid, og jeg kan løbe og spille i længere tid end jeg kunne før jeg havde bevægelseseksperimentariet (Mand med væksthæmning)

Borgerne giver udtryk for, at de mærker en større energi i hverdagen.

  • Jeg synes jeg har fået mere energi. Det er tit, hvis der er noget boldspil i gang, så springer jeg på det (Mand med lammelser i ben)
  • Jeg mærker ikke så voldsom en træthed, som før...med al mulig sport, ikke kun i hverdagen (Mand med fremadskridende muskellidelse)

Træning har positiv indflydelse på borgernes humør, og det øger deres motivation for at være mere fysisk aktive.

  • Jeg får det fysisk og psykisk godt af at træne. Jo mere jeg træner, jo mere får jeg lyst til at gøre det. (Kvinde med muskelsvind)
  • Jeg er blevet mere, sådan, livlig til at lave noget, i forhold til, da man bare lå hjemme (Kvinde med lammelser i ben)

Det er vigtigt for borgerne, at de gennem træning kan undgå at blive fysisk svagere som følge af deres handicap.

  • Jeg vil ikke blive svagere end jeg er, så derfor føler jeg, det er vigtigt for mig at træne (Kvinde med muskelsvind)

En del borgere pointerer, at træning også er vigtigt for deres fysiske sundhed.

  • Jeg vil jo gerne have maven væk. Det er derfor, jeg gerne vil bevæge mig mere (Mand med muskelsvind)

Flere af borgerne fortæller, at de egentlig gerne vil træne, men at de har svært ved at tage initiativ til det eller bliver afledt af andre aktiviteter.

  • Det er ikke energien der mangler, det er den der iværksætter – initiativet. Det er min største udfordring (mand med lammelser i ben)
  • Men jeg ved jo godt, hvad jeg skal. Der er bare noget andet der trækker. Det er ikke noget med, at jeg ikke gider at træne. Det er det sociale, der trækker (mand, kørestolsbruger og synshandicap)

Til gengæld oplever de det som meget positivt og motiverende at træne sammen med andre.

  • Man træner jo sammen med andre, det synes jeg er bedre i forhold til at træne alene. For hvis jeg træner alene, så er det sgu lidt kedeligt (mand med muskelsvind)

Nogle borgere føler sig ikke motiveret for at træne, så de har brug for, at nogen holder dem fast i, at det skal gøres.

  • Jeg tror, jeg mangler lidt motivation eller én, der kan fastholde mig i, at nu skal vi derind (kvinde med muskelsvind)
  • Jeg har brug for, at nogen hiver i mig, for at blive mere aktiv. Jeg kunne godt blive bedre til at sige til assistenterne, at de skal hive i mig. Nu skal jeg til samtale med en ny assistent, så kunne jeg jo sige det dér (mand med muskelsvind)

Små enkle hjælpemidler kan gøre en stor forskel på, om man kan eller ikke kan deltage i træningen

  • Jeg har fået de der handsker, som Lisa har lavet, som hjælper en del. Det gør at jeg kan bruge maskinerne (mand med rygmarvsskade, kørestolsbruger)

For nogle borgere virker konkurrence med andre motiverende

  • Jeg får trænet i motionsrummet, som jeg hele tiden har gjort, men konkurrencen motiverede mig lidt ekstra (kvinde med cerebral parese)

Teknologi, der virker, og som er let at betjene i hverdagen, virker motiverende og gør træningen mere håndgribelig for nogle af borgerne

  • Jamen jeg synes det har vækket et eller andet inde i mig, det der med, at jeg ligesom kunne se det. Se på en anden måde end på det fysiske, for det tager jo lang tid, før man kan se noget rent fysisk. At musklerne bliver større og sådan noget. Så det hjælper at have de der moves, som man kunne plotte ind. Og da jeg så fandt ud af, at der var en smart phone app til det, så blev det super nemt.(mand med lammelser i ben)
  • Det var godt med den der app, der giver et mål for moves. Jeg har haft et mål på 4000 moves, så tænker jeg: Ok, det kan jeg godt nå. Og så hvis jeg når det, så er det jo helt vildt dejligt. Så har jeg nået det mål. Så kanjeg sætte et større mål, måske 7- eller 8000 moves. Det synes jeg bare er dejligt og super motiverende (mand med væksthæmning)

Borgere, der har deltaget i flere praksisforløb, oplever en udvikling i deres egen indsats og ansvarlighed og en bedre forståelse af, hvad bevægelseseksperimentariet giver dem.

  • Jeg er blevet mere klar over, hvad jeg kan li og hvad jeg ikke kan li ved træningen (mand med cerebral parese)
  • Jeg synes, Bevægelseseksperimentariet er blevet bedre end i sidste semester. Vi kunne nå mere end sidst, fordi vi vidste mere om, hvad der skulle ske. Det var især godt med den del, hvor vi selv skulle planlægge træningen en uge frem (mand med delvise lammelser i ben)

 

Betydning for fællesskabet

Gennem fokusgruppeinterviews med borger / assistentgrupper belyses, hvordan de oplever forløbets betydning for fællesskabet mellem borger og assistenter, herunder deres oplevelse af hinanden i fællesskabet og deres kommunikation og samspil (s. 6). I det følgende fremhæves centrale temaer, illustreret med citater fra eleverne.

 

Det har været en lang proces for grupperne at finde en træningsform, hvor både borgeren med handicap og assistenterne fik det optimale ud af træningen, og hvor de oplevede et træningsfællesskab.

  • Det var et problem i starten, at vi skulle bruge meget lang tid på at L. kom hen til maskinen og fik de der håndting på, der holdt hende fast. (assistent til kvinde med muskelsvind)
  • Vi har brugt meget tid på her i starten at finde ud af, hvor meget du kan. Men når det først er integreret, så kan jeg jo lige så godt lave noget samtidig med (assistent til mand med cerebral parese)

De fleste af grupperne oplever, at det efterhånden er kommet til at fungere godt. Men de har været nødt til at tænke i kreative løsninger, for at få træningsfællesskabet til at blive optimalt.

  • Det var lidt svært i starten. (Borger: Ja) Men nu er det bare blevet sådan en rutine, hvor vi også kører træning, når vi har fri, når vi har tid og sådan. Og jeg synes, det er mega-fedt at komme herind, fordi der er så mange andre, der er herinde, også sammen med deres borgere (assistent til mand med cerebral parese).
  • Vi prøvede at indtænke øvelserne, så vi kunne være i nærheden af hinanden, sammen som team. Og så prøve at gøre det mest muligt effektivt, så vi ikke skulle bryde vores træning for at hjælpe L?. Osse at du kan bruge lidt længere tid ved øvelsen, for så skal vi ikke bruge halvdelen af vores tid på at skifte fra maskine til maskine. (assistent til kvinde med muskelsvind)
  • Jamen så er det jo typisk, at M. sidder på cyklen og så løber man selv. Eller cykler ved siden af. Det er jo ikke sammen-sammen på den måde. Men man går derind sammen og hjælper M. med at komme på cyklen og snakker om det bagefter. På den måde er det en god ting at ha sammen (assistent til kvinde med Cerebral parese)

Mange grupper oplever, at fælles træning har gjort det lettere for begge parter at holde fast i at være fysisk aktive.

  • Jeg synes, det har været rigtig godt at hjælpe hinanden. For når jeg træner alene, er det rigtig svært at blive ved og holde fast. Når vi træner sammen, kan vi hjælpe hinanden, og på den måde bliver vi begge bedre. Sundere. Det er et win-win-forhold (assistent til mand med lammelser i ben)
  • Jeg har godt kunnet li det med, at man skulle ind og træne med hjælperen. Det er sådan mere hyggeligt. Også at man kommer ind og træner. I stedet for til fys, hvor du er alene (kvinde med lammelser i ben)

Mange oplever, at lærerstyret træning i hallen giver gode fælles oplevelser

  • Det fungerer også rigtig godt med at hjælpe hinanden i teamet, synes jeg, når vi laver cirkeltræning. For så skiftes man jo bare ved hver station. Der kan man godt være lidt træt, men stadig gi alt hvad du har, fordi de andre også hjælper til, og fordi man også kan bidrage med noget til holdet (assistent til mand med progredierende muskellidelse)
  • Og så synes jeg, det har været rigtig fedt, når vi skulle være i teams og udføre nogle opgaver sammen. For der fik vi lavet noget. Vi pressede hinanden lidt og der sker noget i cirkeltræningen. Det kan man faktisk lave allesammen sammen, uden at man skal stå og holde øje med, om der sker noget. Det er helt sikkert det, der har fungeret bedst (assistent til kvinde med cerebral parese)
  • Der var også mange, der kom ind på, at vi egentlig savnede at have nogle flere af de timer, hvor vi var inde i hallen og lavede noget sammen, hvor alle var med på tværs af handicap og kropslige funktioner og sådan. Der synes jeg også har været det fedeste. For det er netop der, man kan mærke det der fællesskab, man har på tværs af borgere og assistenter (assistent til mand med væksthæmning)

Nogle teams oplever problemer med, at borgeren ikke selv tager initiativ til at træne uden for undervisningstiden. Det er ikke i overensstemmelse med den aftale, der er i borger/assistent-relationen, at assistenten skal bestemme og tage initiativ på borgerens vegne

  • Det er ikke altid han gider. Det er meget dovenskab. Han KAN meget selv. Det ER L. der skal tage ansvaret. Det er derigennem det skal komme. Det er osse det, der er blevet arbejdet med i det her semester, tror jeg (assistent til mand, der er kørestolsbruger og sysnhandicappet)
  • Han skal være den, der tager styringen. Hvis han ikke beder om det, så er jeg i hvert fald ikke den, der siger, at vi skal træne. Det er ikke meningen, at jeg skal tvinge dig til noget eller forsøge at pådutte dig noget (assistent til mand med Cerebral Parese)

Det kan være problematisk for oplevelsen af fællesskab, når assistenten føler, at han skal presse eller tvinge borgeren til at træne eller overholde en træningsaftale. Nogle assistenter udtrykker, at de mangler kompetencer på det område

  • Det var vigtigt, at vi fik J. i gang, men det har jeg i hvert fald været dårlig til. Jeg kan ikke lide at tvinge J. Det skulle vi måske have lært. Hvordan man siger til J. Jeg har det fandme dårligt med at tvinge en person. Vi mangler lidt, at kommunikere om en fælles målsætning. Snakke om, hvor meget vi må presse dig, J. Hvor meget vi må sige: Nu er det NU. Nu går vi op og træner (assistent til mand med rygmarvsskade, kørestolsbruger)

Det kan være svært at bevare et fællesskab, hvis man ikke oplever træning som en meningsfuld fælles sag

  • Det er osse svært, jeg har haft samme mentalitet som J. Jeg er først begyndt at træne her. Så jeg kan godt forstå, at han synes, det er kedeligt. Og især i starten, når man ikke ser så meget forskel på, om man træner eller ikke (assistent til mand med rygmarvsskade)

Nogle borgere oplever, at assistentens attitude til træning har betydning for, hvordan træningsfællesskabet fungerer, og hvor let / svært det er for borgeren at få den hjælp til træningen, som han har brug for.

  • Jeg tror det handler om interessen for det. Der har været lidt besvær med det. Der har ikke været en klar linje med de andre hjælpere. Om de skulle hjælpe eller også selv træne. Det virker bare ikke særlig inspirerende for resten af holdet, at der er én der står med armene over kors. De har bare ikke interessen (borger med cerebral parese)

En langvarig relation mellem borger og assistent gør det klart lettere at opnå et godt samarbejde omkring træningen

  • Det har fungeret fint, men vi kender også hinanden rigtig godt gennem fire år. Det har været fint at vi kunne samarbejde om det. Det er helt klart en fordel at man som assistent har en dybere viden om borgeren (assistent til mand med cerebral parese)

Nogle oplever, at fællesskabet i bevægelseseksperimentariet har givet afsæt til, at det har været naturligt at tænke fællesskabet ind i andre aktiviteter på højskolen. Og at det på den anden side har virket positivt tilbage på træningsfællesskabet.

  • Vi havde jo bevægelseseksperimentariet først og så vandre-marathon – at vi allerede dér er begyndt at tænke sådan: Hvordan kan vi indrette os, så alle kan være med? Jeg ku godt forestille mig, at det har været med til at gøre, at vi har tænkt: Jamen selvfølgelig skal vi følges alle tre på vandre-marathon. Og så ved jeg ikke, om det omvendt har været sådan, at så har vi tænkt, at vi skal gøre det endnu bedre herinde (assistent til kvinde med muskelsvind)
  • Vi var jo inde og træne nogle aftener, når hun ikke lige havde ondt. Så det var noget, vi fik med, at vi pludselig fik det til et fælles projekt, og så blev hun også mere og mere tryg ved løbebåndet. Så kunne vi træne sammen, hvor jeg osse ku få noget ud af det, så det var jo super, super fedt. Det ku jeg mærke, at det vat godt for os at finde noget sejt sammen (assistent til kvinde med muskelsvind)
  • Det har givet os noget at tale om, med de andre, også efter undervisningen. Hvordan det var og hvordan det virkede. Det gav noget at tale om med mennesker, som jeg måske ikke ville tale med ellers (borger med rygmarvsskade)
  • Vi har hele tiden haft den aftale, at der ikke var noget der skulle forhindres af, at J. sad i stol. Hvis der var noget vi gerne ville, så prøvede vi at få J. med osse. Der har vi i hvert fald fået noget ud af det (assistent til mand med fremadskridende muskellidelse)
  • Jeg synes, det har været fedt at ha noget, man kunne samles om og være fælles om, frem for bare de der daglige rutiner. Det er fedt at ha et fag sammen og dyrke idræt sammen. Jeg syne generelt, at man bonder på en anden måde, når man dyrker idræt sammen og har det at samles om (assistent til mand med væksthæmning)

Når assistenterne oplever borgeren i træningen, ser de hvad personen kan med kroppen under pres. Det kan medføre, at de forventer mere af personen i hverdagen. Presser lidt mere og undlader at hjælpe med opgaver, som personen egentlig kan klare selv.

  • Vi har set, at du kan egentlig godt. Måske har det betydet, at når jeg ville tvinge dig til selv at tage tøjet på om morgenen, at jeg har tænkt: Arh, prøv at strække armene lidt mere. Prøv at være lidt mere med. For jeg har set, at det kan du egentlig godt (assistent til kvinde med muskelsvind)
  • Hendes balance fejler ikke noget. Det er oven i hovedet af hende selv....hun var helt vildt stolt over, når vi havde nået langt over det mål, vi havde sat til at starte med (assistent til kvinde med muskelsvind)
  • Jeg synes, det har været ret relevant i forhold til at se J. og hvordan hendes koncentrationsniveau er, Hun synes nogle gange, det er hårdt efter fem minutter, men nogle gange kan hun klare flere. Så det handler om, hvordan hendes motivation oppe i hovedet er – hvad hun lige bilder sig selv ind, hun kan klare. Så hvis hun lige er træt en dag, så kan det jo godt blive ekstra træls. Sådan noget synes jeg hurtigt, man fandt ud af. Så skal hun lige presses lidt (assistent til kvinde med cerebral parese)

Mange assistenter oplever situationer i den fælles træning, hvor de overraskes positivt over borgerens indsats

  • Jeg er overrasket over hans fysiske fremgang, han gjorde allerede meget tidligere, men sidste gang lavede han push-ups med strakte ben. Der var totalt overraskende' (assistent til mand med rygmarvsskade). ' Jeg var også virkelig overrasket selv. Jeg forsøgte bare, og så kunne jeg! (mand med rygmarvsskade)
  • Jeg er overrasket over, at H. har udviklet sig så meget. Det har vi jo osse selv kunnet se, det er ikke bare på grund af den her test. Så det er godt nok at få det bekræftet (assistent til kvinde med lammelser i ben)
  • Det er også meget sjovt, for i starten af semesteret, da var det lidt besværligt med de ben der, for de var godt nok nogle sten. Men nu kan du faktisk næsten gå selv, hvis du holder fat i dit stativ (assistent til mand med cerebral parese)
  • Du er osse begyndt at sige din mening. I starten var du sådan: Skal vi gøre det her? Nå det kan vi godt. Men nu er det blevet sådan lidt: Vi kan osse gøre det her! Du kommer selv med nogle forslag, og det er meget sjovt (assistent til mand med cerebral parese)
  • Jeg har været rigtig imponeret over, hvor udholdende du er, M.. Det at man faktisk godt kan lave noget en halv time, uden at du begynder at kede dig eller vil prøve noget nyt.... Du er blevet meget tålmodig og udholdende. I dagligdagen er det faktisk et problem, som vi arbejder på, men lige så snart det kommer til bevægelseseksperimentariet og det med at sidde og cykle, så kan du holde tålmodigheden. Det synes jeg er meget imponerende (assistent til kvinde med cerebral parese)

Bevægelseseksperimentariet giver god inspiration til, hvad man kan lave i fællesskab i borger / assistentgruppen, når det handler om idrætsaktivitet, selv om borgeren er meget begrænset i sine bevægelsesmuligheder.

  • Man skal tænke meget kreativt i forhold til øvelser, når borgeren ikke kan så meget....jeg synes virkelig man skal tænke hele tiden: Nå, men hvordan gør vi lige det?..hele tiden være klar til at finde et alternativ. Det har været sådan lidt inspireret af hinanden. Lærerne har givet en idé, og så har vi selv tænkt: Nå, måske ku vi osse gøre sådan her (assistent til kvinde med muskelsvind)
  • Den her nøgle hjælper i hvert fald meget, også med at motivere og sådan. Det er også lidt sjovt, at man kan se nogle resultater inde på internettet, ikke? (borger: Jo). Jeg træner i hvert fald mere end jeg gjorde, da jeg var hjemme. Osse fordi, at du siger: Nu skal vi altså over og træne.'(Assistent til mand med cerebral parese)
  • Det har nok fået os til at træne mere, end vi ville gøre, hvis vi ikke havde haft bevægelseseksperimentariet. Vi træner nok to gange om ugen nu (assistent til mand med cerebral parese)

Flere oplever, at de får erfaringer fra bevægelseseksperimentariet, som de kan bruge i hverdagen, også når de forlader højskolen.

  • 'For min egen del, har jeg lært en del om, hvordan jeg ønsker tingene. Jeg har lært at forklare dem bedre. For at være sikker på, at der ikke er noget, der går galt' (mand med rygmarvsskade)
  • Hvis jeg skal blive ved med at have assistenter, så kan det være, at man skal ud og træne nogle gange med assistenten (kvinde med lammelser i ben)
  • Når man ikke går her, er det jo også en mega god måde at være sammen på. For her er der jo mange alternativer, men i en almindelig hverdag vil det da være en god ting at lave sammen. For begge sider (assistent for kvinde med lammelser i ben)
  • Jeg synes generelt bevægelseseksperimentariet har overrasket mig med, hvor meget der egentlig kan lade sig gøre, selv om man har nogle funktionsnedsættelser på forskellige måder. At så kan næsten alt lade sig gøre alligevel. Det synes jeg er fedt – at man kan gå ind og træne, selv om man har nogle forskellige forudsætninger. Så virker det bare (assistent til kvinde med cerebral parese)
  • Jeg tror ikke, jeg sådan har tænkt handicapidræt på den måde før, hvor man er sammen. Jeg synes, det er virkelig fedt det med, at man finder nogle tilpasninger. Det synes jeg, er en helt anden måde at tænke på. En mere inkluderende måde at tænke på. Det synes jeg er fedt (assistent til kvinde med erhvervet hjerneskade)
  • Jeg synes, jeg har fået nogle redskaber til, at alle kan være med. Sådan at man kan have et fællesskab omkring det, at være aktiv i idræt og træne og hvad det nu er. Det at være aktiv sammen. Og det synes jeg, har været mega fedt at opleve(assistent til mand med væksthæmning)
  • Det, at man ser alle de lege, man kan finde på. Der er tænkt meget over, hvordan alle kan være med, og hvordan alle kan presse sig selv. Den der inklusion, det har man lært af (assistent til elev med fremadskridende muskellammelser)

 

Konklusion i forhold til problemstilling - hvad ved vi nu?

Projekt Bevægelseseksperimentarium satte sig for dels at udvikle et aktivt træningsmiljø, hvor mennesker med og uden handicap kan træne sammen med individuelle træningsmål, dels at oparbejde interpersonelle relationer mellem elever med handicap og deres assistenter, dels at gøre træningen og vedligeholdelsen af kroppen til et naturligt element i hverdagen.

 

Desuden var det hensigten at afprøve og tilpasse eksisterende træningsudstyr, udvikle /anskaffe nyt træningsapparatur, og ny teknologi i forbindelse med etablering og udvikling af det fælles træningsrummet på højskolen.

 

Endelig var formålet at undersøge, om der er en sammenhæng mellem deltagelse i meningsfulde fællesaktiviteter og arbejdsmiljø for elever i borger-assistentsamarbejdet (BPA) på højskolen.

 

Efter et pilotprojekt, der havde til formål at afgrænse projektets metodiske og indholdsmæssige afsæt, blev der opstillet tre problemstillinger, idet der fokuseres på at undersøge både projektets proces og resultater.

 

I det følgende konkluderes på, hvilken viden Bevægelseseksperimentariet har bidraget med i forhold til disse problemstillinger.

 

I hvilken grad forbedres den enkeltes borgers funktionsevne i løbet af projektperioden?

Der ses en klar forbedret funktionsevne for langt de fleste af de borgere, der har deltaget i projektet. Ud af 21 testede har 15 opnået målbar fremgang i de funktioner, de ønskede at blive testet i. 4 fastholdt deres niveau, mens 2 viste tilbagegang. Det var forventet, at borgerne ville vise forbedret funktionsevne, på baggrund af den indsats, der blev krævet af dem. En forklaring på de to borgeres tilbagegang kan for den ene være progredierende sygdom, og for den andens vedkommende har der været flere sygdomsperioder, der har begrænset personens træningsindsats.

 

Generelt kan det konkluderes, at omkring ¾ af borgerne har opnået forbedret fysisk funktionsevne gennem Bevægelseseksperimentariet. Dette indikerer, at de har forbedret både styrke, udholdenhed og motorisk kontrol. Antallet er imidlertid ikke stort nok til, at man kan udrede statistisk signifikans af mængden, men det giver et stærkt fingerpeg om, at den træning, borgerne har gennemført, har forbedret deres fysiske funktionsevne og sundhedstilstand.

 

To borgere, som har erhvervet hjerneskade med heraf følgende manglende initiativ og impulskontrol, har opnået gode fremskridt i funktionsevne i kraft af, at der har været lagt intensivt fokus på deres individuelle træning på bekostning af træningsfællesskabet mellem borger og assistent, og at de har modtaget regelmæssig individuel træning med en fysioterapeut. Disse borgere har altså ikke været en egentlig del af bevægelseseksperimentariets idé. I nogle sammenhænge er de blevet inspirerede af at træne i samme rum / kontekst, som de andre deltagere, men i andre sammenhænge viser det sig, at de andres tilstedeværelse og den uro, det medfører, har virket forstyrrende og stressende, så de har måttet trækkes ud af fællesskabet.

 

Hvad oplever den enkelte borger, at forløbet har betydet for deres sundhed?

Borgerne giver udtryk for, at de gennem bevægelseseksperimentariet kommer i bedre fysisk form og har større energi og bedre humør i hverdagen. Faget giver dem større motivation for at være fysisk aktiv. De motiveres af at træne sammen med andre, og for nogle virker konkurrence med sig selv og mod andre som motiverende faktor. Ligeledes virker let håndterlig teknologi motiverende for flere af deltagerne og gør træningen mere håndgribelig. Små hjælpemidler, som letter aktiviteten, er vigtige for god deltagelse. Det ser ud til, at borgere, der har deltaget i flere forløb, udvikler større motivation, ansvarlighed og indsats i forhold til bevægelsesaktivitet. For borgere, der i forvejen træner målrettet i forhold til en konkurrenceidræt, medfører bevægelseseksperimentariet ikke en øget træningsindsats, men det opleves inspirerende, fordi træningsformerne er varierede og sjove.

 

Hvilken betydning oplever eleverne, at forløbet har haft for fællesskabet mellem borger og assistenter?

Deltagerne oplever, at det kræver tid, stor indsats og kreativitet at udvikle et optimalt træningsfællesskab. Fælles aktivitet giver begge parter bedre muligheder for at holde fast i at være fysisk aktive. Lærerstyret undervisning gør det ligeledes lettere for grupperne at træne sammen og giver oplevelse af godt fællesskab i træningen. For en del teams er det svært at finde ud af, hvem der skal tage initiativ til træning. En del assistenter ønsker ikke at presse, da det opleves i modstrid med assistentrollen i øvrigt, og de oplever, at de synes, at de mangler pædagogiske redskaber til at motivere borgerne. Det er ekstra svært at opbygge et bevægelsesfællesskab, hvis ikke begge parter er motiverede. Bevægelseseksperimentariet er et godt afsæt til at vælge fællesskaber mellem borgere og assistenter til i andre sammenhænge på Højskolen. Fælles oplevelser giver øget mod på flere fælles oplevelser. En del assistenter oplever, at borgeren kan mere, end han / hun forventede, og bliver jævnligt positivt overrasket over borgerens indsats og færdigheder. Det gør at assistenten stiller større forventninger til borgerens indsats i hverdagen. Assistenterne oplever således borgeren med handicap som én, der har noget at byde på i fællesskabet. Bevægelseseksperimentariet giver god inspiration til, hvad man kan gøre sammen i borger / assistentgruppen, når det kommer til bevægelsesaktivitet. Mange assistenter oplever, at de på det punkt får erfaringer med, som de kan bruge i hverdagen / hjemme.

 

Belysningen af de to sidste problemstillinger bygger på deltagernes udsagn og fortællinger. Det er kvalitative data, som ikke kan forventes at gælde for borger og assistenter i faget generelt. Kvalitative data kan altså ikke generaliseres; men de giver væsentlige perspektiver på det generelle i at være deltager i bevægelseseksperimentariet.

 

Tilbage til formålet

Det træningsmiljø, der er udviklet i Projekt Bevægelseseksperimentarium giver mulighed for, at mennesker med og uden handicap kan træne sammen ud fra den enkeltes individuelle mål. Aktiviteterne tilpasses deltagernes forskellige forudsætninger og udvikles hele tiden i forhold til deltagernes mål og behov på baggrund af undervisernes didaktiske refleksioner og deltagernes tilbagemeldinger på undervisningen. Der skabes en sammenhæng, hvor alle kan deltage med det, de kan. Alle gives mulighed for at bidrage med og videreudvikle deres færdigheder i fællesskabet, ligesom Højskolens rammer giver rig mulighed for, at borgere og assistenter kan igangsætte fælles trænings- og bevægelsesaktiviteter uden for undervisningstiden. Mange borger/assistentgrupper har benyttet disse muligheder. Men når alligevel ikke alle udnytter miljøets potentialer, kan det hænge sammen med, at drivkraften hos den enkelte, det personlige engagement, der skal drive læringen, ikke er stort nok. Flere udsagn fra både borgere og assistenter peger i den retning, og det er unægtelig en barriere for den hensigt, at Bevægelseseksperimentariet skal bidrage til at gøre træningen og vedligeholdelsen af kroppen til et naturligt element i hverdagen. Projektet giver imidlertid ikke entydige svar på, hvilke faktorer, der er motiverende for deltagerne. Nogle grupper nævner at faktorer som opsamling af træningsmængde via teknologi, konkurrence med sig selv og mod andre og træning i fællesskaber virker motiverende på deres indsats. Det er elementer, der med fordel kunne udvikles videre i faget fremover.

 

Underviserne har i hele forløbet gjort en stor indsats for at udvikle og tilpasse træningsudstyret i træningsrummet på højskolen samt gøre brug af de muligheder for indkodning og registrering af træningsdata, som udstyret indeholder. Det har været en længere proces at lære teknologien at kende, men ved projektets afslutning fungerer den del så godt, at det fremover vil være langt lettere og mindre tidskrævende for underviserne at hjælpe deltagerne i gang med at bruge teknologien i deres hverdag.

Den del af teknologiudviklingen, som medarbejdere fra SDU har stået for, er foregået så langsomt, at de så at sige er blevet overhalet af almene løsninger, som er tilgængelige som apps til smartphones /iphones. Men efter projektets afslutning fortsætter samarbejdet med nogle af de personer, der var involveret fra SDU, da det vurderes, at der er udviklingsmuligheder, der er interessante for både dem og Egmont Højskolen.

 

Der er mange tegn på, at det gavner arbejdsmiljøet for højskoleelever i borger-assistentsamarbejdet (BPA), at man har adgang til meningsfulde fællesaktiviteter, som de tilbydes i Bevægelseseksperimentariet. Udsagn fra borger og assistenter peger på, de har lettere ved at finde aktiviteter, de kan være fælles om i hverdagen, og at det gør, at de bliver mere aktive sammen. Assistenterne ændrer syn på borgeren, når de oplever, at borgerne typisk kan deltage mere aktivt i bevægelsesaktiviteterne, end de forventede. Dermed får de et bedre udgangspunkt for at stille passende krav til borgerne om at deltage aktivt i hverdagen, og det kan gøre arbejdet lettere for assistenten. Det at man lærer hinanden at kende i pressede situationer, og har fælles oplevelser af, hvordan det er at give sig fuldt ud, giver dem en god team-følelse. I forhold til at skulle finde fælles meningsfulde aktiviteter øver borger og assistenter bevidst deres kommunikation om, hvem der skal tage initiativ. Især borgeren træner i at tage initiativ og være tydelig i forhold til, hvad han / hun ønsker at gøre, og hvad han / hun behøver hjælp til. Endelig er der tilsyneladende et handicappolitisk element i samarbejdet: Assistenterne oplever, at de generelt får et andet syn på mennesker med handicap, når de ser, hvad borgerne kan i de fælles aktiviteter, og hvilke muligheder der er for at de kan deltage, når forholdene er lagt tilrette for det.

 

Forventninger om fællesskab i forhold til bevægelsesaktiviteter kan dog også medføre problemer og frustration i forholdet imellem borger og assistent. Det viser sig fx der, hvor assistenten ikke har lyst eller brænder for at få den fælles træning til at fungere, og borgeren derfor ikke føler, at han/ hun får den nødvendige støtte til at være fysisk aktiv. Oplagte problemer opstår også i grupper, hvor borgeren har erhvervet hjerneskade, som påvirker initiativ og impulskontrol. Når assistenten konstant skal kæmpe med borgerens motivation for at deltage i bevægelsesaktiviteterne, forsvinder oplevelsen af meningsfuldhed i de aktiviteter, der skulle være fælles, men ikke bliver det. Assistenterne oplever derfor, at de er på arbejde i undervisningstiden, og at de bliver snydt for deres egen undervisning. Desuden spores en tendens til træthed og resignation hos flere af assistenterne til denne elevgruppe, når det gælder forventningen om at få en god fælles aktivitetsoplevelse.

 

Hvordan kan erfaringerne fra projekt Bevægelseseksperimentarium bruges fremadrettet?

Erfaringer fra Bevægelseseksperimentariet viser mange tegn på, at meningsfulde fælles bevægelsesaktiviteter i borger/assistent-relationen kan bidrage til en dannelsesproces, hvor både borger og assistenter erfarer værdien af forpligtende fællesskaber mellem mennesker med vidt forskellige forudsætninger. Som en assistent udtrykker det, er det et eksempel på, hvordan man som mennesker kan være 'hinandens fremkaldervæske' og kalde på de bedste sider i hinanden. Bevægelseseksperimentariet påvirker desuden resten af højskolens ånd i forhold til fællesskaber på tværs mellem borgere og assistenter Bl.a. derfor bevares det som valgfag, også efter at projektet er afsluttet. Også udviklingen af gode teknologiske løsninger fortsætter. Det tager tid både at udvikle disse, og at finde ud af, hvad der virker godt.

 

Det at projektet i hele forløbet har været formidlet på Egmont Højskolens hjemmeside, både i fortælling og billeder, har gjort omverdenen opmærksom på højskolens kvaliteter og kompetencer hvad angår undervisning i tilpassede idrætsaktiviteter. Det viser sig ved, at der kommer henvendelser, fx fra fagfolk, der gerne vil afprøve nye teknologier, hvilket igen betyder, at der åbnes muligheder for at lave fagudveksling mellem højskolens fagmiljø og fagfolk fra andre miljøer, der er optaget af at udvikle muligheder for, at mennesker med handicap kan deltage i meningsfulde bevægelsesaktiviteter samme med andre.

 

En gennemgående erfaring er, at for grupper, hvor borgeren har erhvervet hjerneskade med manglende initiativ og impulskontrol samt stærke koncentrationsvanskeligheder, er Bevægelseseksperimentariet ikke et optimalt fag. Der er ikke tvivl om, at disse borgere har glæde af at træne sammen med andre og bliver inspireret af, at andre er aktive ved siden af dem i træningscenteret. Men der skal tages særlige pædagogiske hensyn, som ikke harmonerer med bevægelseseksperimentariets idé. Undervejs i projektet har der været flere ideer i spil om, hvordan man kan tilrettelægge et særligt undervisningstilbud for denne gruppe elever på højskolen. Der er nu samlet tilstrækkelige erfaringer til, at Egmont Højskolen i samarbejde med Hjernesagen og Handicapidrættens Videnscenter kan formulere et projekt, hvor man udvikler et specialundervisningstilbud for elever med erhvervet hjerneskade, der også retter sig ud mod hverdagen efter højskoleopholdet for denne gruppe.

 

Erfaringer fra projektet viser også, at det vil være relevant i fremtiden at udvikle et projekt, der undersøger, hvilke muligheder der er for, at borgere med handicap kan tage deres erfaringer fra Bevægelseseksperimentariet med i hverdagslivet, når de forlader højskolen. Er det muligt for dem fortsat at leve et fysisk aktivt hverdagsliv i deres lokale rammer? Eller skal der noget særligt til, for at de kan bruge de færdigheder og erfaringer, de har fået med fra højskolen? Og hvordan kan teknologien bruges i den sammenhæng?

 

Samlet giver projektet et kvalificeret afsæt for at formulere og udvikle ideer til, på hvilke områder Egmont Højskolen med sine unikke rammer og kompetencer kan bidrage med et specialpædagogisk rehabiliteringstilbud, hvor man træner og vejleder unge mennesker med handicap til et aktivt og meningsfuldt voksenliv som deltager i samfundets fællesskaber.

 

Formidling

Ud over denne rapport formidles erfaringer og viden fra dette projekt på Egmont Højskolens hjemmeside og i en publikation om god praksis borger-assistentsamarbejdet (BPA). Disse forskellige formidlingsformer skal sikre, at praksis informeres om den viden, der er kommet ud af projektet. Praksis er blandt andet BPA-organisationer, bofællesskaber, handicaporganisationer og træningscentre. Det tilstræbes også, at viden spredes i alle relevante fagmiljøer gennem oplæg og faglig dialog.

 

 


 

 

Projekt Bevægelseseksperimentarium har modtaget økonomisk støtte fra Helsefonden og Tryg Fonden

 

Referencer

  • Arnhof, Y. (2008) Onödig Ohälsa: hälsoläget för personer med funktionsnedsättning. Stockholm: Statens Folkhälsoinstitut
  • Barnes, C. (2003). Rehabilitation for Disabled People: a 'sick' joke? Scandinavian Journal of Disability Research, vol 5. No..1.
  • Diderichsen, F., Andersen, I., Manuel, C. (red) (2011). Ulighed i Sundhed – årsager og indsatser. København: Sundhedsstyrelsen
  • Dreier, O. (1999). Læring som ændring af personlig deltagelse. I: Nielsen, K. og Kvale, S. Mesterlære – læring som social praksis. København, Hans Reitzels Forlag.
  • Flachs, E. m.fl (2014). Sundhedstilstanden blandt voksne med udviklingshæmning. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.
  • Illeris, K. (2013) Transformativ læring og identitet. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
  • Johnsen, N. F. m fl. (2014). Sundhedsprofil for voksne med helbredsrelateret aktivitetsbegrænsning og fysisk funktionsnedsættelse. København: Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.
  • Kissow, A. (2013). Participation in physical activity and the everyday life of people with physical disabilities: A review of the literature. Scandinavian Journal of Disability Research. September, 2013
  • Kissow, A. (2013a) Idræt, handicap og social deltagelse. Ph.d.-afhandling ved Hverdagslivets Socialpsykologi, Roskilde Universitet 2013.
  • Klarlund Pedersen, B. (2011). Fysisk aktivitet - håndbog om forebyggelse og behandling. København: Sundhedstyrelsen
  • Marmot et al. (2008): Closing the Gap in a generation: Health Equity through Action on the Social Determinants of Health, Lancet, 371: 1661-69
  • MarselisborgCentret og Rehabiliteringsforum Danmark (2004). Hvidbog om Rehabiliteringsbegrebet. Århus
  • Ramian, K. (2012). Casestudiet i praksis. 2. udg. København: Hans Reizels Forlag
  • Sandø, M. et al. (2004). Handicap og foreningsliv: Et temahæfte om handicappede blandt medlemmer i idrætsforeninger og i kultur- og fritidsforeninger. Udviklings- og formidlingscentret på
  • Handicapområdet
  • Shakespeare, T. (2006). Disability Rights and Wrongs. London: Routledge.
  • Tøssebro, J. (2004). Understanding disability. Scandinavian Journal of Disability Research, 6, 1, 3-7.


Rapporten er udarbejdet af
Anne-Merete Kissow, Konsulent og forsker i Handicapidrættens Videnscenter
Ph.d, Cand. Pæd., Fysioterapeut, Bachelor i Idræt.

Senest opdateret: fredag, 19. juni 2015 15:55