Det bedste fra to verdener.
Vil du bruge en uge på at nørde din sport, mærke fællesskabet og blive klogere både på dig selv og andre?
Så er Idræt for alle i uge 27 på Egmont Højskolen lige noget for dig.
Her mødes mennesker med og uden handicap til en aktiv, intens og inspirerende uge, hvor idræt, højskoleliv og fællesskab går hånd i hånd. Du vælger et hovedfag f.eks. kørestolsrugby, paraklatring, styrketræning, svømning og bruger 17 timer på at dyrke det i dybden.
Som noget nyt i år kan du også vælge siddende volley, kørestolsbasket og kajak/dykning som dit hovedfag!
Tre fantastiske muligheder for dig, der vil prøve kræfter med nye discipliner, udfordre dig selv og opleve sportens mangfoldighed på tæt hold.
Højskoleliv og undervisning af bred almen karakter
Kurset er ikke kun træning og teknik - det er også højskole.
Udover dit hovedfag deltager du i undervisning af bred almen karakter, hvor vi sammen undersøger temaer, der rækker ud over sporten: Hvordan skaber vi fællesskab på tværs af forskellighed? Hvad betyder motivation, identitet og kultur i idrætten? Og hvordan kan sport bruges til at skabe forandring både for den enkelte og for samfundet?
Den brede undervisning tager form af inspirerende oplæg, fælles samtaler, sang, debat og refleksion, hvor højskolens værdier om livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse sættes i spil.
Dermed bliver uge 27 en helhedsoplevelse, hvor krop, hoved og fællesskab hænger sammen præcis som en højskoleuge skal.
Højdepunkter i uge 27:
– 17 timers fordybelse i dit hovedfag
– Nye hovedfag: Siddende volley, kørestolsbasket og kajak/dykning
– Inspirerende oplæg og fællesundervisning
– Nye venskaber og tværgående fællesskab
– Aftenaktiviteter, samvær og masser af højskolestemning
– Mulighed for deltagelse for både børn, kærester og venner
Uge 27 er for dig, der elsker bevægelse, konkurrence, oplevelser og nye perspektiver uanset om du er nybegynder eller erfaren idrætsudøver.
Kom som du er - og tag hjem med stærkere krop, åbent sind og nye relationer.