Modulfag

Modulfag på Egmont Højskolens lange kursus er lidt kortere fag, hvor du måske har 2-4 lektioner om ugen.

Der er rigtig mange modulfag at vælge imellem, og de spænder meget bredt rent indholdsmæssigt. Fra boglige fag, f.eks psykologi og historie, til kreative fag som f.eks keramik og musik og videre til kropslige fag som idræt og dans.

I modsætning til dine hovedfag, så vælger du modulfag 2 gange på et semester. Du vælger normalt 2-3 modulfag, når semesteret starter. Og så vælger du nye modulfag midt i semesteret. På den måde får du mulighed for at prøve mange forskellige ting.

Herunder kan du læse om forskellige modulfag, vi kan tilbyde.

OBS! Da de endelige modulfag først fastlægges midt i semesteret, kan oversigten herunder modulfag fra sidste semester. Listen skal derfor kun ses som et eksempel på det mulige udvalg.

Modulfag: EFTERår 2026

A-modul

(1. periode)

“En vinylplade indeholder lagret lyd og afspilles på en pladespiller. Princippet i en grammofonplade er mekanisk: pick-up’en bevæger sig gennem en zigzagget rille, hvor zig-zag’ene svarer til lydens svingninger, der i pick-up’en omsættes til et elektrisk signal, der igen omsættes til svingninger i højtaleren og dermed lyd”. Dette er udgangspunktet for faget Album – vinylplader, lyd, musik, lytning, debat og hygge hver gang med udgangspunkt i et helt Album.

Faget er blandt andet inspireret af podcast serien ’album’, passion for musik og kærlighed til knitrende plade lyd. Vi vil hver undervisningsgang dykke ned i et enkelt album og lytte hele albummet igennem. Vi vil fordybe os i albummet, kunstneren, tekster, musikken og alt hvad det afføder af tanker.

I stedet for at shuffle sig frem i en streamingtjeneste vil vi fordybe os og angribe albummet som et helstøbt værk. Dyk ned i rillerne sammen og bliv inspireret, forbløffet og hør og mærk en masse musik du ikke vidste du var vild med.

Har du lyst til at komme i gang med at spille et instrument, så er her muligheden. På begynderklaver vil du lære om klaverets opbygning, og hvordan du får begyndt at spille.

Selvom klaveret kan virke uoverskueligt, er der heldigvis kort vej til at spille nemme melodier og flotte klange. På dette fag får du mulighed for, at få en grundlæggende introduktion til instrumentet, og komme i gang med at spille. Du får en introduktion til nodelære, og herefter praktisk undervisning i klaver.

Faget er for begyndere, og du skal være indstillet på, at der er en del alene øvetid.

Har du lyst til at udtrykke dig kreativt, så er det her faget for dig.

Vi skal både dykke ned i cyanotypi og linoleumssnit, så kreativiteten kommer i højsæde.

Cyanotypi – lav billeder med solen/UV

Glem filtre og Photoshop – her laver vi billeder med sollys, vand og kemi. Cyanotypi er en oldschool fototeknik opfundet af John Herschel i 1842, og den giver de vildeste dybblå prints.

Vi eksperimenterer med planter, objekter, transparenter og alt det, du har i lommen eller finder i naturen. Du lærer teknikken fra bunden og bruger den til at skabe dine egne personlige udtryk – abstrakt, poetisk eller helt skørt.

Linoleumssnit – skære, trykke og lege med grafiske udtryk? I linoleumstryk dykker vi ned i en oldschool trykteknik med masser af kant og kreativ frihed. Du lærer at skære dine egne motiver i linoleum og trykke dem på papir – fra simple symboler til vilde mønstre og farverige lag-på-lag-tryk.

Her er plads til at eksperimentere, lave fejl og finde dit eget udtryk. Ingen forkundskaber – bare lysten til at skabe med hænderne og få tryksværte på fingrene.

Der vil være en egenbetaling på 150 kr.

Går du rundt med hovedet fuld af tanker om, hvor og hvordan du skal efter Egmont? Om du vil trives på et bosted eller i egen lejlighed? Om du vil tæt på dine forældre eller tæt på dine venner? Og er du i tvivl om, hvordan din boligsituation kan hænge sammen med den hjælp, du skal bruge?

Så er “Hvor skal jeg bo?” lige noget for dig!

Her skal vi dykke ned i alle de forskellige måder, man kan bo på, når man har et handicap. Vi skal besøge bosteder og tale om, hvordan man kan blive visiteret til et. Vi skal undersøge, hvad det vil sige at bo for sig selv og hvordan man kan få hjælp, hvis det er det, man vælger. Vi skal tale om, hvad hjemmelighed er for dig og hvad der skal til, for at du føler dig hjemme og godt tilpas. Og så skal vi reflektere over, hvad fordelene og måske også ulemperne er ved de forskellige mulige boformer – sådan så du forhåbentlig selv kan klogere på, hvilken boform der passer til dig og hvad du selv kan gøre for at komme tættere på at finde dit næste hjem.

Tag jagttegn på Egmont Højskole – og oplev naturen på en ny måde

Kunne du tænke dig at opleve naturen på en helt ny måde, hvor sanserne skærpes og du begynder at se, høre og forstå landskabet omkring dig på en anden måde? Måske er du bare nysgerrig på den danske natur og de dyr, der lever i den. Eller måske drømmer du om selv at tage på jagt en dag. Uanset hvad lærer du om de danske vildtarter, jagtens formål og etik, samt de regler og det udstyr, der hører til jagtlivet.

Undervisningen er en blanding af teori og praksis, med mest tid indendørs til gennemgang af vildtarter, sikkerhed og jagtformer, men også enkelte øvelser og discipliner udendørs.

Faget er for alle, der vil forstå den danske naturen bedre og for dig, der ønsker at tage jagttegnet. Hvis du vælger at gå hele vejen, skal du kunne håndtere våben sikkert og forsvarligt, samt afsætte 2-3 weekenddage til skydebanetræning.

Her handler det ikke kun om at bestå en prøve, men om at få et nyt blik på naturen – og blive en del af et fællesskab, hvor viden, respekt og oplevelser går hånd i hånd.

Ved at vælge klatring som modulfag får du mulighed for at få en basal introduktion til klatring generelt – med fokus på sikkerhed og toprebsklatring. Vi skal prøve den type klatring, som vi har mulighed for at dyrke i Danmark, og det er alt sammen muligt på Egmont Højskolen. Vi skal klatre og bouldre på klatrevæggen i hallen.

Faget kræver, at du vil det – og ikke mindst, at du er klar til at være med med alt, hvad du kan. Det gælder både, når vi skal klatre, men også, når du ikke klatrer, men sikrer din makker. Klatring er både fysisk og mentalt hårdt – og det er fedt!

Skal man have mulighed for at klatre i sin fritid på skolen, skal man uddannes som K1-klatrer på skolen – og det har du mulighed for på dette fag.

Der er en egenbetaling på faget på 100 kr.

I dette fag skal vi indtage træningsrummet sammen – her vil vi arbejde med de grundprincipper der gør sig gældende for styrketræning, bruge fitness maskiner og frivægte. I vil blive udsat for styrkende og konditionsfremmende træning løb, leg og spil med forskellige vinkler både i træningsrummet, i hallen og udenfor i bevægelsesparken hvis vejret tillader det.

Vi vil blandt andet arbejde med cirkeltræning, forskellige løbeformer og se på motivationsfaktorer for fastholde af fysisk aktivitet. Nogen gange vil vi starte timerne med et kort teoretisk oplæg, der knytter sig til den videre undervisning.

PodKarsten kalder: Lav din egen podcast!

Hvad vil du gerne fortælle verden om, når mikrofonen er tændt?

En personlig historie? Alt om honning? Eller vil du bare snakke løs med et par gode venner, mens optageren kører?

I det her fag lærer du at udvikle og producere din egen podcast – alene eller i en gruppe. Først lytter vi til gode eksempler for at blive inspireret til at udvikle egne idéer. For hvad er det egentlig, der gør en podcast spændende at lytte til? Hvordan får den rytme og nerve?

I den forbindelse taler vi også om hinandens yndlingspodcasts. Hvad lytter du til – og hvorfor?

Kender du en podcast, vi andre bare skal høre? (Tænk gerne over det inden første undervisningsgang).

Når idéerne er finpudset, går vi i gang med at producere. Du lærer at skrive manuskript, interviewe, optage god lyd, klippe og nørde med lyddesign.

Vi lytter løbende til hinandens optagelser og giver feedback. Vi eksperimenterer, fejler og prøver igen.

Til sidst har du produceret en episode eller måske endda en serie, som kan udgives i Spotify, Apple, Podimo og alle andre podcast apps.

Undervejs i forløbet taler vi også om podcastmediets rolle i dagens medielandskab. For 15 år siden var der ikke mange, der kendte til podcasts – hvad skete der? Hvorfor lytter de fleste til podcasts i dag, og hvad betyder det, når lydmediet pludselig giver plads til stemmer og historier, der ellers ikke ville blive fortalt i de klassiske medier?

Ja, og hvordan passer din egen podcast ind i den sammenhæng?

Det er sensommer, efterårets klare luft og høje blå himmel venter på, at vi skal ud og nyde det – med en fiskestang i hånden!!!, for makrellen og høstsilden er lige udenfor døren og vi skal lære at fange dem. Vi skal også lære at fange signalkrebs, en invasiv art, og forsøge at bekæmpe dem – ved at æde dem.

Dette fag henvender sig til alle, som kunne tænke sig at blive lystfisker for et efterår.

Du vil få en masse viden om forskellige fisk, havmiljø, fiskegrej, fangstmetoder, samt en masse tips og tricks til hvordan du får større succes med fiskeri.

Vær opmærksom på, at dette er en vejrafhængig undervisning – så på dage med megen vind – så er der teoretisk “bænk til røv”-undervisning.

Der vil også være en egenbetaling på 214 kr. for et lystfiskertegn.

– naturens farver og koreansk sykunst.

På dette fag skal vi samle planter, farve stof og sy en Pojagi.

Pojagi er en traditionel koreansk syteknik, hvor små stofstykker sys sammen til et større stykke. Hængt op i et vindue lader den lyset strømme gennem de geometriske felter og fine sømme. Men den kan også laves som vægtæppe, rumdeler, pude eller noget helt fjerde.

I Korea blev Pojagi oprindeligt syet i hånden som en hilsen om lykke og beskyttelse. Vi syr primært på symaskine, og både nybegyndere og øvede lærer hurtigt teknikken.

Vi går på opdagelse i naturen efter planter til farvning og oplever, hvordan blade, blomster og køkkenaffald som løg- og avocadoskaller forvandles til smukke farver. Du lærer, hvilke planter der egner sig til farvning, og hvordan processen foregår.

Den færdige Pojagi sys af vores eget plantefarvede stof sammen med genbrugstekstiler og glemte tekstilskatte som slidte hørduge eller mormors gamle sengetøj. Vi arbejder udelukkende med naturmaterialer som hør, silke, hamp og bomuld.

Faget er henvendt til dig, som gerne vil tage et duelighedsbevis. Duelighedsbevis består af en praktisk del og en teoretisk del – vi afslutter faget med en praktisk sejladsprøve den sidste undervisningsgang. Det fulde duelighedsbevis kræver derfor, at du senere vælger faget ‘navigation’ og tager den teoretiske prøve.

Faget indeholder en introduktion til sejlads, hvor du lærer at håndtere en båd og du kommer til at opleve og forstå vinden og havet på en helt ny måde, der vil give dig indsigt og sikkerhed i at færdes på havet. Vi er underlagt naturen og dens uforudsigelighed, ikke alt vil gå efter planen, så du vil blive udfordret, alene og sammen med andre i et meningsfuldt fællesskab.

Undervisningen vil ofte foregå i motorbåd, da prøven også foregår i motorbåd. Hvis tiden tillader det, vil vi også sejle i skolens sejlbåde, hvor der er mulighed for at sejle alene i små både og flere sammen i større både. Du vil blive introduceret for følgende emner:

Havnemanøvre
Mand over bord manøvre/søsikkerhed
Knob og stik
Praktisk sømandsskab
Roller ombord på en båd
Grundlæggende motor kendskab

I skal være opmærksomme på, at frokostpausen bliver afholdt på havnen/havet

– verdens bedste bræt- og kortspil

Et spil kan være andet end tidsfordriv. Det kan øge din evne til at koncentration og til at realisere dit intellektuelle potentiale. Og det at spille kan sågar give dig en større indsigt i din egen og andres personlighed. Men ikke alle spil er lige gode, så derfor beskæftiger dette fag sig med to spil, der hver for sig er det bedste på sit felt.

Ingen andre brætspil har så stor kulturhistorisk tyngde som skak – brætspillenes konge. Det er på samme tid et meget simpelt spil – der også er uendelig kompliceret. Men du kan lære at spille det på kort tid. At spille det godt er en anden sag.

L’hombre er alle kortspils moder. Det er et klassisk kortspil, der indeholder så mange facetter, at man kan øve sig på det hele livet. Det kræver evnen til at kombinere og se muligheder, men lige så meget kræver det evnen til at samarbejde med en anden spiller. Hvis du har prøvet at spille et kortspil som f.eks Whist, så vil L’hombre demonstrere for dig, at kortspil kan indeholde meget mere.

For begge spils vedkommende gælder det, at hvis du får lært at spille dem, kan du have glæde af det resten af dit liv og få mange timers kvalitetssamvær med venner og andre spilentusiaster. Fri for mobiltelefonens opmærksomhedstyranni.

Men allervigtigst af det hele er, at det er sjovt at spille disse spil – rigtig sjovt. Hvis man går til dem på den rigtige måde 🙂

Vi skal fordybe os i træsløjd og stifte bekendtskab med værktøj, træ og teknikker. Vi kommer til at arbejde i frisk træ, som er blødt at snitte i, og med simple håndværktøjer som kniv, økse og skekniv.

Med simple håndværktøjer og de rigtige teknikker til at kløve, hugge og skære, vil du få mulighed for at skabe dine egne unikke ting som du med tilfredshed kan bruge i din hverdag. Vi vil gennemgå forskellige snittegreb med kniven og sikker og rigtig brug af økse. Vi kommer til at lave smørknive, skeer og andre projekter som fx knagerække, krympedåse eller dekoration med maling alt efter jeres ønsker. Gennem de forskellige projekter, lærer du at forstå træets egenskaber bedre, og hvordan man kan arbejde med træet og udnytte dets styrker.

Vi starter helt fra bunden i faget, så alle kan være med. Det er et fag med ro og tid til fordybelse, hvor vi også snakker lidt om forbrugersamfund, skaberglæde og naturlige materialer.

Dette er et fag hvor du kan lade op og få energi til resten af ugen. Her kan du afprøve den gode indvirkning af både yoga og qi gong og finde din egen indre ro.Vi er udenfor så vidt vejret tillader det.

Vi starter hver gang med en bodyscan efterfulgt af yogaøvelser og i andet modul qi gong med fokus på at få hele kroppen bevæget og arbejdet igennem.

Både yoga og qi gong foregår i et roligt tempo, som har en positiv indvirkning på dit nervesystem. I yogadelen ligger fokus på mentalt nærvær, ro i nervesystemet og smidighed.. I qi gong arbejder vi med kropsbevidsthed, og finder centret for vores styrke.

B-modul

(1. periode)

Egmont Højskolen har fået en ny bevægelsespark og den bliver vores legeplads. På Bevægelse X udforsker vi alle parkens muligheder og fylder den med bevægelse, fællesskab og masser af gode oplevelser.

Vi skal konkurrere, lege, samarbejde, opfinde, grine og svede. Vi spiller hockey både med og uden hjul, drøner gennem pumptracken i kørestol, spiller bold, laver udfordringer på multibanerne og bruger både bakken, lysningen og de grønne områder omkring parken. Kort sagt: Hele området bliver rammen for faget, hvor kroppen er i bevægelse, og idéerne får frit spil.

Men vi nøjes ikke med at bruge parken, vi skal også være med til at udvikle den. Sammen finder vi på nye lege, øvelser og aktiviteter, der udnytter parkens mange muligheder. Måske er det netop din idé, der bliver en ny klassiker på Egmont.

Vi kommer til at udfordre os selv og hinanden, men vigtigst af alt skal vi have det sjovt. Når undervisningen er slut, håber vi, at du går derfra med røde kinder, et smil på læben og lyst til at tage en omgang mere.

Vi skal male og fordybe os i kunstens mangfoldige udtryksformer, når vi skal dykke ned i og udfordre nogle af de helt klassiske motiver fra kunsthistorien – og alle kan være med, uanset om du er super erfaren med en pensel eller aldrig har været kreativ før. Ambitionen med kurset er, at vi hver især skal udforske hvert vores kunstneriske perspektiv. Mottoet er: find dit perspektiv!

Jeg kommer til at introducere jer for forskellige maleteknikker, malemedier og så kommer I til at blive præsenteret for en masse billedkunst – både klassisk billedkunst og dugfriske værker fra den moderne kunstscene, hvor nye kunstnere arbejder videre med nogle af kunsthistoriens klassiske motiver. Hver dag vil starte med inspiration og en introduktion til dagens maletema, men der er også plads til fri leg i den kunstneriske verden.

Alle perspektiver og streger har plads, uanset om du er til Anna Ancher, der fanger lys og skygger på eminent vis – eller om du mere er til Pablo Picassos krøllede univers med vilde farver og skæve streger.

På dette fag skal vi brodere. Ikke klassisk broderi med korssting – du ved, den pude med en hjort på, som dine oldeforældre måske har haft stående i sofaen. Nej, vi skal arbejde med fribroderi.
Fribroderi er en broderiteknik, hvor du ikke tæller tråde i stoffet. Her broderer du frit på stof ud fra et mønster, du selv har tegnet. Du kan brodere på stort set alt: skjorter, t-shirts, jeans, møbelstof, stoftasker – ja, du kan endda brodere på din kasket.
Fribroderi kan bruges til at forskønne dit tøj og gøre det mere personligt, men det kan også bruges til at lappe huller og give gammelt tøj nyt liv. Du kan også vælge at brodere et tekstilbillede, som kan pynte på dit nye Egmont-værelse.
Vi skal arbejde med mange forskellige typer broderisting – kontursting, stikkesting, tungesting og meget mere. Derudover bliver du klogere på forskellige tekstiltyper: hvad de er lavet af, hvor de kommer fra, og hvilke særlige egenskaber de har.
Du vil opleve faget som et rum, hvor du gennem fordybelse i håndarbejdet kan finde ro og komme i en næsten zen-agtig tilstand.
Det er absolut ingen forudsætning, at du har broderet før. Jeg lover, at du hurtigt kommer til at mestre håndværket.
Jeg tager lidt broderet tøj med til fagmessen, så kom endelig forbi og kig!

Kunne du tænke dig at være med til at gøre højskolen lidt flottere. Er du til frisk luft, fysisk arbejde og splinter i fingrene?

På faget BYG skal vi bygge nye møbler til skolens udearealer. Måske skal vi lave trægynger og bænke i naturlige udformninger – det skal vi finde ud af sammen! I efteråret var holdet igang med at bygge en stor tømmerflåde. Det kan være vi skal bygge videre på den 😉 Vi skal bygge ud fra ideen om forædling. Det vil sige finde det rigtig stykke træ, forarbejde træet, udtænke detaljer, gøre det brugbart samt udsmykninger, sy og save..

Filosofien interesserer sig for spørgsmål der uløseligt er knyttet til det at være menneske. De samme grundlæggende spørgsmål angår os i dag som i oldtiden. Filosofien forsøger ikke at levere et standardsvar og komme med løsninger, men ønsker at diskutere forskellige holdninger og opfattelser af bl.a. menneskets natur, menneskelivets mål og hvilke værdier der er vigtigst.

I undervisningen trykker vi på ”pause-knappen”, stopper op, anskuer, undrer os og filosoferer over hverdagens moralske/etiske dilemmaer og eksistentielle temaer. Det kunne for eksempel være: Hvad er kærlighed?, Hvad er ansvar?, Hvad er tillid?, Hvad er tid?.

Du tilbydes et diskussionsforum, hvor grundlæggende spørgsmål vil være på bordet til åben diskussion, koblet til en almen indføring i moralfilosofi, eksistensfilosofi og moderne filosofi.

Du vil indgå i et undersøgende fællesskab, hvor dine og andres filosofiske antagelser er udgangspunktet for de tanker, undervisningen udspringer af. (Metoden er den praktiske filosofi)

Faget handler således ikke om hvad Platon, Sokrates, Kant, Kierkegaard, Løgstrup eller Habermas ville tænke om sagen – men om hvad DU tænker!

Går du og bøvler med at finde en god måde at være sammen med dine venner og syntes du nogle gange det kan være svært at tage initiativet til at invitere venner ind til fællesskab. Så skal du være med i Egmonts madklub!

Madklubben foregår hver onsdag fra 9:15-12:15. Vi laver mad sammen og spiser det bagefter. Vælger du faget “madklubben” kan du forvente at blive ansvarlig for mindst en madklub, hvor du skal sætte rammen, finde opskrifter og evt. andet indhold, som netop din madklub skal bestå af, du får tid på faget til at planlægge din madklub. Efter hver madklub evaluerer vi og hjælper hinanden med at blive endnu bedre til at varetage værtskabet. Efter endt madklub vil du forhåbentlig kunne tage alle de erfaringer du har fået på faget med videre, så du selv kan starte din egen madklub derhjemme.

I løbet af faget, vil du opnå kompetencer indenfor planlægning, værtskab og madlavning og helt bestemt få lov til at smage en masse lækker mad.

Hvad gør vi hvis det værst tænkelige sker, og apokalypsen indtræffer. Det ellers så solide skandinaviske sikkerhedsnet og velfærdssamfund er brudt sammen. Hvordan agerer vi når den sidste rulle toiletpapir er blevet hamstret? Er det alle mod alle, eller formår vi at holde sammen i fællesskab og overleve det værst tænkelige? Regeringen anbefaler at vi kan klare os selv med mad og drikke i tre dage. – Er vi klar til det?

I dette fag ”leger” vi med den noget dystre tanke, om en verden i kaos. Vi skal derfor lære helt basale overlevelsesfærdigheder, som at hugge brænde, tænde bål med tændstål, lave mad på dåse og forcere floder ved hjælp af knob og reb. Sanker mad i naturen og tilbereder den på primitiv vis.

I undervisningen vil vi tage fat i forskellige emner og aspekter ved kaos- og dommedagsscenarier. Hvordan påvirker det vores psyke, og hvordan agerer vi på gruppeniveau i sådanne scenarier? Hvad vil det i det hele taget sige at forberede sig på det værst tænkelige?

Gården er fuld af dejlige aktiviteter med heste. Vi skal lære at muge ud i hesteboksene, strøg, fodre, hente hestene ind/ud, strigle, sadle op og sadle af.

Ride i ridehuset/nyanlagt udendørsbane eller ride en tur rundt på gårdens

skønne arealer og nyde den friske luft. Vi skal opleve hesten både fra jorden og fra hesteryg. Vi skal lære at soignere hestene. Der bliver også tid til at lære om

hestens historie, anatomi, røgt & pleje. På Egmont Vestergaard bor der også 3 skønne katte

Selvforsyning er for alle, der besidder en umiddelbar nysgerrighed på tanken om selvforsyning. Det er for dig, der vil berige din krop med sundt, nærende og nyhøstet grønt. For dig der ikke vil begrænses af supermarkedets knapt så diverse og farverige grøntsagsafdeling. Og for dig der sætter pris på lækker mad og godt samvær!

Her vil du lære at etablere et dyrkningsbed, så og høste grøntsager, fermentere og konservere, samle frø, sætte hvidløg, forspire planter, opformere bærbuske, dyrke krydderurter i vindueskarmen, dyrke svampe indendørs, starte en kompost, lære Egmonts helt egen skovhave at kende, og besøge jordbrugere der dyrker jorden omsorgsfuldt og med fællesskabet for øje.

Du bliver præsenteret for en alternativ fødevareproduktion, der kan være en del af løsningen på den klima- og miljøkrise, som vi kollektivt står over for og er påvirket af.

Efter flere ugers selvforsynings-nørderi vil du være udstyret med færdigheder, der muliggør at du (uanset boform), er i stand til at dyrke en del af den mad, som du spiser.

SUP, eller Stand up paddling, er verdens nemmeste måde at komme på vandet i en fart. Sammen skal vi udforske SUP brættets mange muligheder: tursejlads, bølgesurf, lege og dyste og meget mere.

Vi skal lære teknikken og øve os i at manøvrere sikkert og effektivt, vi skal træne balance og styrke, lave turplanlægning, blive gode til sikkerhed og vi skal ud på vandet og nyde naturen. Med tasken pakket, padler vi ud i det blå og finder et godt sted at gå i land i det kystnære område.

Når vi ikke skal på vandet, på grund af vind og vejr, laver vi aktiviteter på land.

Hvad sker der egentlig med os, når vi går?

Måske falder skuldrene lidt ned. Samtalerne bliver dybere, og tankerne får mere plads. Ude i naturen opdager vi ofte noget nyt – om verden, om hinanden og om os selv.

I Tankegang bruger vi vandringen som afsæt for at udforske det at være menneske og de store spørgsmål, vi alle tumler med. Hvordan finder vi ro, nærvær og mening i en verden, der ofte går lidt for stærkt? Hvad stiller vi op med de forventninger og indre byrder, vi bærer rundt på, og hvordan finder vi vej, når livet føles tungt eller giver modstand? Vi undersøger, hvordan vi kan lægge facaderne fra os og i stedet skabe plads til et ægte, uforstyrret nærvær med os selv og hinanden.

Fra gang til gang reflekterer vi over nye almenmenneskelige emner, hvor vandring kombineres med konkrete øvelser. Du behøver hverken være en garvet vandrer eller have læst tykke bøger om tilværelsen for at være med – det vigtigste er, at du er nysgerrig. Vi går ikke længst eller hurtigst. Vi går for at mærke efter, undre os og blive lidt klogere undervejs.

Dette fag er delt op i en tilpasset idrætsdel og en tilpasset svømmedel. I idrætsdelen laver vi forskellige aktiviteter hvor alle uanset funktionsniveau kan være med. Du vil få mulighed for at være fysisk aktiv ud fra de forudsætninger du har, eller tillærer dig. Fælles arbejder vi med forskellige handicapidræts discipliner, alternative spil og aktiviteter, som giver mulighed for, at alle har en rolle. Så vær klar til leg, spil og anden fysisk udfoldelse, der kræver din indsats.

Teoretisk vil vi snakke om hvad det betyder at være fysisk aktiv livet igennem.

Efter idrætsdelen skal vi i svømmehallen. Her vil vi hver gang lave opvarmningslege, svømmetræne og slutte formiddagen af med afslapning og afspænding.

Svømmedelen er også tilpasset, så alle uanset niveau og forudsætninger kan være med.

Og du vil selvfølgelig få den hjælp som du har brug for, for at kunne være i vandet.

Vi får det sjovt og vi vil arbejde hårdt på at lære dig ting, du ikke troede du kunne i vandet.

På Udsyn løfter vi låget af osteklokken og kigger ud mod verden, som lige nu forandrer sig hurtigere end vi har oplevet længe. Vi dykker ned i aktuelle nyheder og begivenheder. -Både dem, der fylder forsiderne, og dem, der ofte gemmer sig længere inde i spalterne, men som alligevel former vores samfund.

Vi arbejder undersøgende og nysgerrigt, og bevæger os væk fra sensationsjournalistikken, som vi ofte møder i vores feeds eller på forsiderne. I stedet handler det om at skabe overblik, stille spørgsmål og sætte nyhederne ind i en større sammenhæng.

Undervisningen er legende, levende og praktisk og derfor også langt fra tung og teorietisk. Vi lytter til podcasts, samtaler, diskuterer artikler, tager nyheds-check-ins og måske ser vi en relevant dokumentar eller nyhedsudsendelse. Samtaler, debat og refleksion er altid i centrum, og alle kan være med.

Vælg Udsyn, hvis du er nysgerrig på verden lige nu og vil blive bedre til at forstå og forholde dig til de nyheder, der præger vores tid.

C-modul

(1. periode)

Drømmer du om at rejse til Asien i fremtiden?

I dette fag dykker vi ned i asiatisk mad og kultur. Mødet med fremmede kulturer giver dig samtidig en unik mulighed for at reflektere over og forstå din egen kulturelle baggrund.

Undervisningen kombinerer teori og praksis gennem følgende aktiviteter:

Asiatisk kogekunst:

Vi udforsker den asiatiske madkultur i praksis ved selv at tilberede traditionelle retter. Vi eksperimenterer med eksotiske råvarer og grøntsager, som du måske ikke bruger til daglig, og nyder maden sammen. Den sidste dag laver vi japansk sushi.

Kampsport og kropsbevidsthed:

Gennem en introduktion til den koreanske kampkunst taekwondo lærer vi kampsportens filosofi, disciplin og glæden ved bevægelse. En erfaren tae­kwondomester vil guide os gennem kampsportens ånd og praksis.

Buddhisme og meditation:

Vi besøger et vietnamesisk buddhisttempel, hvor vi får en introduktion til buddhismen og prøver kræfter med meditation. At lære om og opleve en anden religion giver en dybere indsigt i landets kultur og folkesjæl.

Kulturel mangfoldighed i Aarhus:

Vi besøger Bazar Vest i Brabrand for at undersøge integration og minoritetsspørgsmål i Danmark. Vi ser på basarens rolle som kulturelt samlingspunkt og nyder en frokost fyldt med eksotiske smagsoplevelser.

Kom og vær med til en fantastisk og berigende oplevelse!

Vil du lære at tyde dit fødselshoroskop?

Gennem mange tusinde år har mennesker anvendt astrologiens visdom og perspektiver til at undersøge, beskrive og integrere dybder og lag i menneskelivet, både personligt og kollektivt.

På dette fag lærer du først og fremmest at tale sproget Astrologi og så får du, gennem kreative øvelser og dialog, rig mulighed for at øve at inddrage din intuition til at tyde – som udgangspunkt – dit eget fødselshoroskop.

Alle kan være med, uanset erfaring, da vi starter fra scratch. For at kunne tyde dit fødselshoroskop skal du bruge din fødselsdato, årstal, fødeby og tidspunkt (denne sidste er vigtig, spørg evt forældre om de kan finde fødselsattest eller ring til det sygehus du blev født på også spørg)

Det plejer altid at være et virkeligt hyggeligt og spændende modulfag, med gode snakke om meningen med liv, død, efterliv, skæbne og alt derimellem.

Glæder mig til at dykke ind i universets magi sammen med Jer!

Disc golf er en af de hurtigst voksende sportsgrene i Danmark. På Egmont Højskolen har vi vores egen 9-hullers disc golf bane, som i løbet af den næste tid, står til udvidelse.

I faget Disc golf skal du kaste en masse discs og du kommer til at stifte bekendtskab med forskellige kasteteknikker, disc-forståelse og det mentale omkring selve sporten.

Du lærer forskellen på hvad forskellige discs kan, hvordan de flyver og hvilke disc du skal vælge i hvad slags vejr.

Vi går nørdet til værks for at finpudse teknikken og øve os i de mere uortodokse kast. Vi skal også på tur og opleve hvordan det er, at spille på en teknisk krævende skovbane.

Dine forudsætninger for at vælge faget er, at du har lyst til at udfordre dig til at lære noget nyt, eller forbedre det som du allerede kan. Hvad enten du allerede har kastet med disc’s eller det er noget du gerne vil, kan du få fornøjelse af faget.

Glæd dig til at se, hvor hurtigt du udvikler dit spil!

Vil du gerne vide hvordan bliver ting lavet, hvilke hobbyer der er og hvad skal der til for at komme igang?

Vi kommer til at prøve mange forskellige hobbyer, så som at lave sæbe, snitte, lave en opvaskebørste, riste kaffe, besøg værksteder og forkæle os selv med at lave ansigts scrubs.

Der er en egen betaling på 150 kroner, så produkterne kan gives i gave eller bruges af sig selv.

Her får du kendskab til hele den keramiske proces fra det bløde ler til det færdig glaserede produkt der kommer ud af ovnen. Vi skal lave ting du kan bruge derhjemme f eks kopper, skåle og kander.

Du vil blive introduceret til keramiske teknikker som pladeteknik, kvætsning og drejning.

Vi når ikke det samme som på hovedfaget, men du vil få en introduktion til håndværket og blive fortrolig med værkstedet som din hjemmebane.

Kendskab til keramik er ikke nødvendigt og på ingen måde en betingelse.

Der vil være en grundudgift til materialer på 200 kr + betaling for brænding.

I modulsejlads lærer du at sejle en sejlbåd og bliver fortrolig med søsikkerhed og får færdigheder til at begå dig på havet i samarbejde med andre. Undervisningen tager udgangspunkt i dine forudsætninger og muligheder. Der vil være udfordringer at hente hvad enten det er første gang du skal på havet i en sejlbåd eller du har sejlet før.

Bådene er indrettet således, at alle uanset forudsætninger kan deltage i sejladsen og den øvrige undervisning. På havnen er der lifte, så hvis du er kørestolsbruger, kan komme i båden og deltage i sejladsen.

Undervisningen vil også berøre emner som søsikkerhed, god sømandsskab og forståelse af vejr og vind.

Hver time starter med at vi laver en god kop kaffe og te. Med den i hånden skal vi tale sammen (med din næste) om et af livets store ord. Vi skal tale om kærligheden, om håbet, tvivlen og lykken, om sorgen og døden. Altsammen med udgangspunkt i dig og dit liv og dine erfaringer. Fokus vil ikke være på at diskutere begreberne på et teoretisk plan, men målet er derimod at sætte vores personlige historier og holdninger i spil; når vi deler livet med hinanden, bliver det tunge lettere, glæden større og kaffen lidt bedre. Efter et lille oplæg vil samtalerne foregå to og to, i mindre grupper eller i plenum – og måske fortsætter de ude på gangene og ud på de små timer.

ForEfteråret er fantastisk, og det samme er Egmont Højskolens skovhave. Luften er frisk og haven bugner med mær og frugt. Det skal ud og nydes. Men vis du er typen der godt kan lide at lave noget, når nu du alligevel er derude, så er det dette fag du skal vælge.

På Projekter i Skovhaven arbejder vi med små byggeprojekter. Vi skal skabe små oplevelsesrum, der giver mulighed for at opleve haven fra nye vikler. Et kunstværk, siddepladser, espalie eller læhegn. Måske skal vi smage lidt på haven. Det kan være saft, kage eller noget helt tredie som vi selv tilbereder.

Har du lyst til at få lidt værktøj i hånden, lære om hvordan man kommer godt i gang med udendørsbyggeri og ikke mindst at være ude, er det Projekter i Skovhaven du skal vælge.

Helt konkret vi vi arbejde med værktøjskendskab og materialevalg til udendørs-projekter. I vil lære om de forskelle arbejdsgange ved byggeprojekter og om hvordan man kommer godt i mål. Men først og fremmest er der kaffe, varme i solen, god energi og godt selskab.

Vi skal lave et band og spille sammen. Vi går ret hurtigt til at gribe det instrument vi har enten styr på eller er på vej til at få styr på.

Her er plads til at den enkelte kursist kan udforske sammenspilsinstrumenter såsom bas, guitar, klaver, trommer eller én- eller flerstemmig sang. Desuden vil vi, med afsæt i de valgte sammenspilsnumre, give kursisterne et indblik i musikteorien bag, samt diskutere numrenes placering og betydning i musikhistorisk sammenhæng. Vi skal desuden tale om fankultur og dennes påvirkning på mennesker.

Elsker du at synge, og har du bare lyst til at have det sjovt i musikalsk fællesskab med dine højskolekammerater? Har du lyst til at synge fede korarrangementer og se hvad din stemme kan? Så er dette modulfag lige noget for dig!

På faget vil du nemlig opleve, hvor fantastisk det føles, når mange stemmer smelter sammen til én fælles lyd. Du behøver ikke at have sunget i kor før, for alle kan være med, uanset om du gerne vil udfordres eller er helt nybegynder.

Vi skal synge alt muligt pop fra Aphaca til Pil til hits fra højskolesangbogen i nye udgaver. Vi skal synge både på dansk og engelsk, og vi skal synge musik, som går i kroppen på os. Udover at synge fede sange med masser af groove og energi skal vi være ” the playful choir” og lave øvelser med krop og stemme med rytmer, improvisation og meget mere. Du har god energi og nye hit på hjernen resten af dagen, når du har haft SYNG!

Tilpasset crossfit og på hjul er et aktivt udendørs træningsfag som primært foregår i Egmont Højskolens nye spændende bevægelsespark. Det er et fag hvor alle er velkommen, men som hovedsageligt tager udgangspunkt i jer som har en funktionsvariation.

Vi skal arbejde med fysisk aktivitet på mange forskellige måder, hvor crossfit-området og bevægelsesparkens muligheder vil danne rammen for et fag med høj intensitet, og et fag hvor vi er sikre på at du vil blive udfordret på mange forskellige måder. Herudover skal vi på skolens forskellige hjul, hvor alle kan være med – uanset erfaring.

Vi skal bevæge os, træne og udfordre kroppen på mange forskellige måder. Gennem tilpasset CrossFit, stafetter, balanceøvelser, cykling, aktiviteter på hjul og forskellige former for løb på den dynamiske sti arbejder vi med både styrke, kondition, koordination og samarbejde. Det er et fag hvor du skal være forberedt på at give noget af dig selv hver gang og et fag hvor du skal have lyst til at udfordre grænserne for din formåen fysisk såvel som mentalt.

Du vil få mest glæde af faget, hvis du har funktion i dine arme og/eller ben, har gåpåmod og kan motiveres af fællesskabet og undervisningen. Faget tager udgangspunkt i jeres ressourcer, og vi vil i fællesskab udvikle aktiviteter i bevægelsesparken sammen.

Kan du se dig selv i ovenstående, og har du mod og energi til at give noget af dig selv, samtidig med at du bidrager til fællesskabet, er dette faget lige noget for dig.

I Zetland på skemaet begynder vi samtalen i en Zetlandartikel og følger den derefter der hvor den vil hen.

Som dyr er Zetland det dyr, der kommer til verden, når en zebra parrer sig med en shetlandspony.

Som medie er Zetland medlemsdrevet, kvalitetsjournalistik, der giver overblik uden at forenkle, samtidig med at være løsningsorienteret og give plads til at tvivle.

Eller det er i hvert fald ambitionen.

Som fag er Zetland på skemaet et rum, hvor vi har god tid til samvær og kvalitetssamtaler med udgangspunkt i fælleslytning af udvalgte zetlandartikler.

Rummet sætter vi indenfor og indimellem udenfor, hvis solen skinner. Det vigtigste er, at du har lyst til at lytte, reflektere, sætte dig selv i spil og aktivt bidrage til samtalerne om tidens store spørgsmål.

D-modul

(2. periode)

Afrorytmer er for dig, der ikke kan sidde stille, når en rytme banker på og som er klar til at bruge danse- sang- og trommemuskler, som du ikke plejer at bruge.

Hver undervisningsgang består af dans, trommer og sang.

Vi vil arbejde med nemme bevægelser inspireret af Vest- og Østafrikanske traditionelle danse, der sat sammen i enkle serier vil fremkalde ikke bare sved på panden, men også smil på læben.

Vi vil lære simple rytmer på forskellige afrikanske trommer, som til sidst kan akkompagnere danserne.

Vi vil synge sange fra det afrikanske kontinent.

Og hvis vi trænger til en pause fortæller vi historier, synger eller ser en film om Vest- og Østafrikansk musikkultur.

Så er du klar på at bevæge dig, svede og grine – lidt af dig selv og lidt med andre – så er Afrorytmer noget for dig! Musikken henter vi fra det afrikanske kontinent og energien skaber vi sammen.

Asian Power er tilbage i en endnu skarpere version dette efterår!

Drømmer du om at rejse til Asien i fremtiden? I dette fag dykker vi ned i asiatisk mad og kultur. Mødet med fremmede kulturer giver dig samtidig en unik mulighed for at reflektere over og forstå din egen kulturelle baggrund.

Aktiviteter:

Asiatisk kogekunst (Teori og praksis): Vi udforsker den asiatiske madkultur i praksis ved selv at tilberede traditionelle retter. Vi eksperimenterer med eksotiske råvarer og grøntsager, som du måske ikke bruger til daglig, og vi nyder maden sammen. Den sidste dag laver vi japansk sushi.

Fisk og skaldyr: Japanere spiser ca. dobbelt så meget fisk per person om året sammenlignet med danskere. Selvom begge lande er omgivet af hav, er der klare forskelle i forbrug og madkultur. Vi tager på tur til den lokale fiskehandler for at undersøge, hvilke råvarer der kan skaffes i Danmark, og hvordan de tilberedes.

Asiatisk film og anime: Asiatiske film og japansk manga/anime (som Dragon Ball, One Piece, Naruto og Pokémon) er utroligt populære i Danmark. Vi dykker ned i popkulturen, starter med at lave asiatiske søde sager og nyder dem om eftermiddagen, mens vi ser anime sammen.

Derudover har vi en masse andre spændende aktiviteter på programmet! Kom og oplev asiatisk kultur direkte her på Egmont – vi glæder os til at se dig!

Vi laver et band!

… og spiller den lækre musik, vi hører til festerne eller i hørebøfferne. Vi skal have en musikalsk stil og retning, som vi finder i fællesskab. Vores band kulminerer i en koncert, som vi spiller for de andre elever.

På faget Band fokuserer vi på at ramme lyden af indspilningerne. Derfor skal vi også lære om forskellige effekter på instrumenterne og vokalen. Vi gør flittigt brug af elektroniske trommer, synth-bas, samples, backingtracks og autotune, hvis sangen kræver det. Jeg medbringer et par numre første gang, men ellers er det meningen, at vi i fællesskab vælger de numre, som vi synes er fede. Målet er først og fremmest at spille musik på en levende og medrivende måde.

Vores band er for alle, om du er erfaren eller nybegynder. Jeg sætter en stor dyd i at udfordre dig på netop det niveau, hvor du befinder dig.

Vil du være med i bandet?

Vi skal lave et band. Hvad skal vi spille? Jeg drømmer om noget med et elektronisk islæt, og måske er vi 8 harpespillere, og så skal vi nok noget andet 🙂

Med andre ord, et band er noget vi skaber sammen og med de mennesker, kompetencer og instrumenter der er i rummet.

Skal jeg kunne spille noget på forhånd for at kunne være med? Nej, ikke nødvendigvis, men omvendt er der heller ikke meget tid til at lære et instrument på et modulfag. Men altså, kom glad og så finder vi ud af det 🙂

Hver mandag formiddag starter vi med at styrketræne og slutter med svømning i svømmehallen om eftermiddagen.

Undervisningen om formiddagen vil primært have fokus på styrketræning, men der vil også være dage, hvor vi arbejde med konditionstræning eller en kombination af begge. Undervisningen vil forgå i motionsrummet samt i hallen. Vi skal prøve forskellige former for styrketræning, lige fra cross-fit til almindelig styrktræning, men der vil også være dage, hvor vi skal prøve forskellige lege der har fokus på styrke og konkurrencer.

Om eftermidagen tager vi i sømmehallen, og så skal vi svømme crawl. Her får i chancen for at få lært at svømme rigtig crawl. I kommer til at lærer den rigtige teknik, så i kan svømme længere og hurtigere uden at blive lige så trætte som før. Nogen dage vil vi også spille vandpolo, men fokuset bliver at få lært at svømme crawl. Hvis du har svært ved at holde varmen i det store bassin, er faget ikke for dig, da vi ikke har adgang til det varme bassin om mandagen.

Ingen gider at gøre rent, men de fleste mennesker kan godt lide at der er rent…

Så hvordan gør man rent på en nem, hyggelig og effektiv måde?, hvordan vasker man en bluse uden at
den krymper?, hvordan stryger man en fin skorte uden at ødelægge den? – det handler faget om. Alle kan lære det og alle kan være med.

På faget er der også mulighed for at tale om og undersøge mulighederne for det næste “Livskapitel” efter Egmont Højskolen.

Er du bekymret for din fremtid?

– det behøver du ikke at være alene om.

Hvilken verden lever vi i om 10 år – og kan vi gøre noget ved det NU?

Verden forandrer sig med voldsom fart. AI flytter ind i skolen og på arbejdspladserne. Klimaet ændrer sig. Natur forsvinder. Sociale medier påvirker vores demokrati hverdag. Magtbalancen i verden forskyder sig.

I Fremtidsværkstedet undersøger vi, hvad der faktisk er på spil. Vi lytter til eksperter, udfordrer hinanden, undersøger data, debatterer, eksperimenterer og prøver at se forbi de nemme svar.

Men vi skal ikke bare snakke om fremtiden. Vi skal arbejde med den.

Hvad kan vi selv ændre? Hvad skal vi ændre sammen? Og hvordan kunne Egmont Højskolen se ud i fremtiden, hvis vi turde tænke anderledes?

Vi udvikler idéer og konkrete forslag til forandringer – i vores eget liv, på højskolen og måske længere endnu.

Fremtiden kommer ikke bare. Vi er med til at skabe den.

Ved at vælge klatring som modulfag får du mulighed for at få en basal introduktion til klatring generelt – med fokus på sikkerhed og toprebsklatring. Vi skal prøve den type klatring, som vi har mulighed for at dyrke i Danmark, og det er alt sammen muligt på Egmont Højskolen. Vi skal klatre og bouldre på klatrevæggen i hallen.

Faget kræver, at du vil det – og ikke mindst, at du er klar til at være med med alt, hvad du kan. Det gælder både, når vi skal klatre, men også, når du ikke klatrer, men sikrer din makker. Klatring er både fysisk og mentalt hårdt – og det er fedt!

Skal man have mulighed for at klatre i sin fritid på skolen, skal man uddannes som K1-klatrer på skolen – og det har du mulighed for på dette fag.

Der er en egenbetaling på faget på 100 kr.

Kreativ foto er et fag for alle, som gerne vil lære om fotografiets kunst. Du lærer, hvordan man tager et flot billede, og hvad der gemmer sig bag teknikkerne. Først og fremmest skal vi blive opmærksomme på det, der gør billeder flotte. Derefter skal vi lære, hvordan kameraet fungerer, og hvordan man bruger det i forskellige situationer.

Faget er en blanding af kreativ tænkning og teknisk viden.

På dette modulfag skal vi arbejde med keramik, der har et kunstnerisk sigte.

Vi skal både lave fælles keramiske værker og små individuelle projekter.

Vi vil arbejde med idé-udvikling og dét at sætte titel på sit værk, og sidst men ikke mindst skal vores færdige værker udstilles i Egmonts lille nye udstillingssted ved vandet.

Kan du lide at lege? Igennem dette fag skal vi sammen gennemgå en undersøgelse af legens forunderlige verden. “Leg” er et fag, som går i dybden af legen som fænomen. Det at lege er et emne mange har været optaget af gennem tiden: Det kan være en tilgang til livet eller give mulighed for at opnå nye kompetencer – leg er også et værktøj til at afprøve nye måder at være sammen på.

Vi skal afprøve hinanden i legens forskelligheder. Vi skal arbejde med forskellige temaer for hver gang. Emnerne kan være: Fordybelse, “bryde lege”, Astrid Lindgren, nysgerrighed, sandskulpturer, gamle lege, voksen leg, indendørs- og udendørs lege og meget mere. Faget bliver en blanding af praktisk leg og ofte med en idrætslig tilgang, men vi skal også debattere leg som fænomen og se relevante film.

Undervisningen kommer til at indeholde teorien, der er grundlag for den teoretiske prøve i sejlads. Vi skal lære om søvejsregler, lanterner, vigeregler, sikkerhed til søs, godt sømandsskab og havmiljø. Det hele samles i udformningen af en sejlads planlægningsopgave.

Undervisningen foregår i teorilokalerne på Værftet. – Så man skal have sig en cykel!

Når der er tid snakker vi om at anskaffe båd, og fortæller næsten sande historier, fra de 7 have

Undervisningen munder ud i at deltagerne kan tilmelde sig “Duelighedsprøven i sejlads”, den teoretiske del.

Vi stiller materialer til rådighed i undervisningen.

Der er egenbetaling til prøvegebyr og faktaprøve på ca. 800,-

Hvad sker der, hvis vi sænker tempoet og begynder at lægge mærke til det, der er lige omkring os?

I På sporet af naturen går vi ud sammen og undersøger naturen med nysgerrighed og åbne sanser. Vi tager på svampejagt, leder efter liv i vandet og skovbunden, undersøger stenene på stranden og finder spor efter vilde fugle og pattedyr.

Vi skal bruge hænderne, øjnene og hovedet – og måske få lidt mudder på tøjet undervejs. For naturen bliver noget andet, når vi ikke bare læser om den, men går ud og oplever den sammen.

Vi slutter forløbet omkring bålet, hvor vi samles, deler fagets oplevelser og laver en lille ceremoni, der giver plads til eftertanke, fællesskab og måske styrker vores egen forbindelse til naturen.

Et fag om at være nysgerrig, være sammen og opdage, at naturen har mere at byde på, end man måske lige får øje på.

I den vestlige verden har filosofi fået rygte for at handle om en form for akademisk ordkløveri, og det skal vi gøre til skamme!

Sokrates, der grundlagde den vestlige filosofi, sagde at et liv, der ikke er undersøgt, er ikke værd at leve! Helt så seriøst behøver vi måske ikke at tage vores fag, men med afsæt i ideen, skal vi på undersøgelse i nogle af grundstenene i vores liv og bevidsthed.

En af disse er kroppen, og den skal undersøges på sine egne præmisser, nemlig gennem bevægelse. Vi starter derfor hver gang med Qi Gong, en bevægelseskunst med rødder i Daoismen. Her er udgangspunktet, at hvis vi finder vores styrkecenter fysisk, så finder vi det også mentalt.

Forvent høj integration af teori og praksis, og legende tilgange til at forstå dig selv og verden.

Inspireret af hverdagen på Egmont, verdenssituationen og jeres skøre hjerner skal vi på faget Revy lave Egmonts helt egen revy! Sammen skal vi igennem alle faser af den kreative proces; vi skal idéudvikle og brainstorme. Vi skal lære at skrive sketches og komik, der fungerer. Vi skal øve os i at give god kritik og bruge hinandens kloge inputs i den videre proces. Vi skal gøgle, klæde os ud, øve timing, samspil og hvordan man står på en scene. Vi skal dyrke den sorte humor, de interne jokes, de gakkede (men respektfulde) parodier og måske sende en drillende hilsen til højskolens og samfundets autoriteter. Og så skal vi selvfølgelig lave et kæmpe show og spille hele molevitten for resten af skolen!

Hvis vi er så heldige at få en pianist eller guitarist på holdet, kan det være, vi krydrer vores revyskuespill med en vise eller to – og ellers vil vi på dette fag mest dykke ned i sketchudvikling og skuespil.

En god revy skal helst have lidt samfundskritisk bid og stof til eftertanke. Derfor vil vi også indimellem tage os en snak om, hvad der karakteriserer en god revy, hvilken rolle revyen og satiren har spillet i Danmark førhen og i dag og måske om, hvorvidt der er grænser for komik eller om man må gøre grin med alt.

Med noget så simpelt som en garnnøgle og et par pinde, kan du strikke dig de mest fantastiske klæder. Vamsede sweatre, bløde huer, en ny taske eller en flot bolero. Alle kan være med på strik, hvor vi tilpasser projektet dit niveau. Er du nybegynder starter du op med et projekt, hvor du lære de mest basale teknikker og hurtigt opnår et godt strikkeflow. Er du øvet, finder vi et projekt hvor du kan afprøve nye teknikker og garnkvaliteter.

Vælger du strik vil du blive klogere på garnets unikke egenskaber, hvordan du læser en opskrift, den danske strikkekultur, og hvilken gavnlig virkning håndarbejde har for vores mentale sundhed. Du vil indgå i et strikkefællesskab, hvor du får muligheden for at dele teknikker og få inspiration til nye projekter. At arbejde med hænderne og fordybe sig i et håndværk giver ro i krop og sind, og du vil opleve faget som et pusterum i din hverdag på højskolen.

Bemærk at skolen har specialudstyr til dig, som har en funktionsnedsættelse.

E-modul

(2. periode)

På Fermentering bliver du præsenteret for fermenteringens allestedsnærvær. Hverdags- og nydelsesprodukter som yoghurt, soya, eddike, chokolade, pickles, spegepølse, sauerkraut og sågar øl og vin har alle en unik smag grundet en fermentering. Kulturhistorisk har fermenteringen over hele verden været et nødvendigt værktøj. Uden fermentering, var der ikke mange grøntsager at spise om vinteren for vores vedkommende. Vi tager derfor på verdensekspedition i fermenteringens univers. For at opleve forskellige smagsnuancer i fermenterede produkter alt efter tilgangen.

Helt konkret skal I lære at bage med og vedligeholde en rug- og hvedesurdej, lave sauerkraut, kimchi, kefir, fermenteret tomatsalsa og kombucha. Vi skal høste grønt fra skovhaven og konservere det. Og prøve kræfter med at lave vores egen tofu! Du vil ovenpå skønne fermenteringsdage have helt styr på forskellen mellem en syltning og en fermentering, samt være i besiddelse af en basis-forståelse for kemien bag en fermentering. Jeg håber vi ses.

Friluftsliv er et hyggeligt, rart og lærerigt fag, hvor vi skal arbejde med alt det gode indenfor traditionel friluftsliv. Det ligger onsdag formiddag og bliver en lille koncentreret blok uden alt det som normalt godt kan være lidt hårdt og surt ved friluftsliv. Vi skal omkring optænding af bål, madlavning over bål, og vi skal vandre, lege og bygge. Formålet er at vi skal have en god start på onsdagen, hvor det er fint at møde op med en kop kaffe eller te. Har du lyst til at prøve friluftsliv i trygge og hyggelige rammer, eller har du bare lyst til at være udenfor, er faget sandlynligvis noget for dig.

Boost dit liv, dine funktioner og få gang i nye vaner.

I faget er der fokus på, hvad der kan give fornyet energi til dig med funktionsnedsættelse.

Du skal være beredt på at give dig 100 procent i de forskellige aktiviteter og du skal være indstillet på at du skal være fysisk aktiv og skal kunne få pulsen op ved bevægelse.

Sammen skal vi være fysisk aktive med blandt andet crossfit, lave kognitiv træning, få viden om, og prøve at spise lidt mere hjernemad resten af semestret. Vi skal også omkring hvad motivation gør for ens deltagelses niveau og vi skal finde rutiner og ro i forskellige elementer.

Vi arbejder hovedsageligt med en glas type som hedder “bull’s eye glas”, som kommer fra USA.

Alle kan være med, både nybegyndere og jer som tidligere har arbejdet med glas.

I lærer håndteringen af glas, værktøj og forskellige teknikker. Vi skærer alt ud med specialværktøj, og puster ikke glasset i dette fag!

Vi arbejder med to teknikker:

  • Den ene hedder “fusing” og det går ud på at smelte glasset sammen ved høje temperature i en special ovn.
  • Den anden hedder “slumbing” og det går ud på at smelte glasset ned i en form, som også forgår i ovn.

Der er mulighed for at lave ting helt efter din egen smag og fantasi!

Tidligere har vi lavet: fade – skåle – sjove dyr – små skulpturer – fyrfads lysestager – ophæng til vinduet – og meget mere.

Ved at arbejde med sine hænder og fordybe sig i sit projekt kan man opnå Flow . En tilstand af meningsfuld selvforglemmelse. Når mennesker fokuserer fuldt og helt på en opgave, og når kompetencer og udfordringer går op i en højere enhed, opstår muligheden for at opleve flow.

Et perfekt fag til egen tid og ideer i en til tider travl højskole hverdag!

Man betaler de glas ting man laver efter vægt.

Du bliver glad, langt ind i sjælen … En sandhed, som du på dette fag får mulighed for at skyde i gang.

Du vil opleve, at læsning giver oplevelser og viden om dig selv, om andre og verdenen omkring dig, og du bliver garanteret motiveret for at læse mere.

Du har mulighed for at stå lidt af racet i disse timer og fordybe dig i en god bog – synke ned i sofaens puder med en god ven i hånden.

Vi har bøger på skolen som du kan låne, men du må gerne medbringe din egen. Det er også muligt at høre lydbøger fra din egen udbyder eller fra ereolen.

Vi skal også snakke om bøger generelt og om det vi læser. Det er ofte på den måde man inspireres til nye bøger.

Læsning er ren selvforkælelse …

I faget Musikdokumentar dykker vi ned i krydsfeltet mellem musik, filmkunst og historiefortælling. Gennem visning og fælles analyse af en række markante musikdokumentarer undersøger vi, hvordan musikere, genrer og historiske musikbegivenheder skildres på film. Faget giver dig et unikt indblik i musikkens visuelle og narrative verden.

Vi skal se en bred vifte af dokumentarer, der adskiller sig markant fra hinanden i både visuelt udtryk, tematikker og journalistiske vinkler. Vi vil blandt andet komme omkring: Portrætfilm, Tidsbilleder og kulturhistorie, Det visuelle udtryk.

Hvis du er vild med musik og vil dykke ned i den dokumentariske fremstilling skal du vælge musikdokumentar.

Har du lyst til at arbejde med nordiske håndværksteknikker som knivskæftning, læder, dambøjning og meget andet, så er dette fag lige noget for dig.

I Nordisk håndværk skal vi arbejde med forskellige materialer og teknikker inden for nordisk håndværk. Vi skal f.eks. arbejde i frisk træ, læder, metal, og forskellige genbrugsmaterialer. Vi vil starte med at skæfte og lave vores egen kniv, som vi skal bruge til at snitte en ske eller kop med. Altså lave brugbare ting, som for eksempel kan bruges på tur. Vi skal arbejde med design og former, hvor vi f.eks. dampbøjer træ til forskellige genstande som salatbestik, æsker og norske tejner.

På dette fag inviteres du ind i et rum hvor vi sammen undersøger seksualitet, intimitet og de nuancer der ligger i at være et menneskedyr med lyster, behov for relation og intim kontakt.

På faget præsenteres du for kropslige/sanselige øvelser, kreativ refleksion om seksualitet, aftabuiserende samtaleøvelser samt oplæg omkring emner som lyst, skam, relationsmønstre, kropsbillede, grænser, fantasier og porno vs. virkelighedens seksualitet mm.

Du vil opleve et fællesskab som er trygt, perspektivudvidende og aftabuiserende omkring emner som i dagligdagen ikke nødvendigvis er så nemme at tale om, i den normale samtale.

Alle kan være med på dette fag og jeg gør mig meget umage for at understøtte din tryghed, åbenhed og sunde grænser i undervisningen.

Her skal der svedes.

RawFit er en træningsform, der primært fokusere på egen kropsvægt. Vi træner hele kroppen og både cardio og styrke. Vi er altid udenfor uanset vejret og man skal regne med at blive våd, beskidt og svedig. Der vil både være løb og styrketræning i en lækker forening og uanset ens nuværende form, vil man blive presset derfra hvor man er nu. Så alle kan være med.

Vi slutter alle undervisningsgange med at skulle i havet og sauna. Så faget er kun for dem, der er klar på en tur i bølgen blå.

Gården er fuld af dejlige aktiviteter med heste. Vi skal lære at muge ud i hesteboksene, strøg, fodre, hente hestene ind/ud, strigle, sadle op og sadle af.

Ride i ridehuset/nyanlagt udendørsbane eller ride en tur rundt på gårdens

skønne arealer og nyde den friske luft. Vi skal opleve hesten både fra jorden og fra hesteryg. Vi skal lære at soignere hestene. Der bliver også tid til at lære om

hestens historie, anatomi, røgt & pleje. På Egmont Vestergaard bor der også 3 skønne katte

I Danmark bliver der lavet 20-30 spillefilm om året, og de sælger bestemt ikke alle solgte 750.000 billetter, som Ternet Ninja 3.

De fleste film sælger ikke nærheden af det. Spørgsmålet er, om det er, fordi de er dårlige, for smalle, eller bare ikke er blevet promoveret godt nok.

I dette fag skal vi se på nogle af de film, som ikke har solgt særligt mange billetter.

Vi skal se filmen og efterfølgende snakke, om hvorfor dén her film ikke fangede biografgængerens øje.

Så du skal have lyst til at se film, du måske ikke vidste, eksisterede. Og du skal have lyst at pille filmen fra hinanden.

Har du en drøm om at sy dit eget tøj? Tøj, der passer til lige akkurat din krop, og som ser ud og sidder præcis, som du gerne vil have det? Så skal du vælge ”Syning”.

På faget skal vi øve os i syningens grundprincipper. Du lærer først og fremmest at følge en syvejledning (det er nemlig vigtigt at kunne, hvis du gerne vil sy efter dit ophold på Egmont). Derudover lærer du at tage mål på dig selv, tegne et mønster af, tilrette, klippe ud, presse sømme og selvfølgelig at anvende og sy på en symaskine.

Vi starter med en grundig introduktion til (verdens bedste) symaskine. Du får udleveret din egen maskine, som du har gennem hele forløbet. Derefter syr vi en skuldertaske, hvor du får mulighed for at øve de grundlæggende teknikker. Herefter kan du vælge mellem at sy en nederdel eller et par bukser. Vi arbejder altså med bundne opgaver på faget. Det gør vi for at bygge et godt fundament op, således at du efter Egmont selv er i stand til at gribe en syvejledning og sy et stykke beklædning.

Der er en egenbetaling på 150–200 kr., alt afhængig af hvilket stof du vælger til dine projekter.

Dette fag er delt op i en tilpasset idrætsdel og en tilpasset svømmedel. I idrætsdelen laver vi forskellige aktiviteter hvor alle uanset funktionsniveau kan være med. Du vil få mulighed for at være fysisk aktiv ud fra de forudsætninger du har, eller tillærer dig. Fælles arbejder vi med forskellige handicapidræts discipliner, alternative spil og aktiviteter, som giver mulighed for, at alle har en rolle. Så vær klar til leg, spil og anden fysisk udfoldelse, der kræver din indsats.

Teoretisk vil vi snakke om hvad det betyder at være fysisk aktiv livet igennem.

Efter idrætsdelen skal vi i svømmehallen. Her vil vi hver gang lave opvarmningslege, svømmetræne og slutte formiddagen af med afslapning og afspænding.

Svømmedelen er også tilpasset, så alle uanset niveau og forudsætninger kan være med.

Og du vil selvfølgelig få den hjælp som du har brug for, for at kunne være i vandet.

Vi får det sjovt og vi vil arbejde hårdt på at lære dig ting, du ikke troede du kunne i vandet.

Wabi-sabi er en japansk filosofi og æstetik, der finder skønhed i det ufuldkomne, foranderlige og autentiske. Det hylder det enkle og naturlige, ofte med fokus på patinerede materialer, asymmetri og tidens tand.

Når man fremstiller keramik, får man hurtig fokus på det perfekte. Skålen skal have en perfekt cirkelrund form, tynde vægge , en flot fod og en afrundet rim. Det skal vi prøve at hæve os over, og have fokus på teknikkerne.

På Wabi-sabi keramik skal vi lære om de forskellige teknikker vi bruger, når vi fremstiller keramik. Vi skal pinche, kvætse, forme og dreje.

I ægte wabi-sabi stil skal vi lære at elske det uperfekte og det ufuldkomne, så vi kan have fokus på teknikken.

Vi anvender cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse på vores hjemmeside. Ved fortsat brug af siden godkender du vores cookie- og privatlivspolitik.