Søg
Close this search box.

Lidt om regler og opgaver

Regler

Vi har ikke mange regler på Egmont Højskolen, men vi har en overordnet funktionsregel som siger:

“Alle skal optræde sådan, at du og andre kan fungere – på en god måde.”

Det er en meget bred grundregel, som du skal forsøge at efterleve. I det følgende beskriver vi nogle specifikke områder, hvor der er regler, du skal overholde.

Opgaver

Som elev har du også praktiske opgaver. Du er medansvarlig for forskellige funktioner i skolens daglige liv, i det omfang du kan. Det drejer sig om borddækning, afrydning efter måltiderne, opvask, rengøring af dit eget værelse og lignende. Alle deltager i de opgaver der er, men det er klart, at nogle kan gøre mere end andre.

Skolen vægter det solidariske princip om, at “de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”, og det er med den indstilling, vi forventer, at du tager del i skolens liv. Elever med hjælpebehov får den nødvendige hjælp til at udføre de opgaver, de kan bidrage til.

Alkohol og andre rusmidler

Brug af euforiserende stoffer som f.eks. hash er naturligvis forbudt.

Misbrug af alkohol er ligeledes forbudt, idet du skal kunne passe din skolegang, dit assistentjob eller din arbejdslederrolle. Overtrædelse af begge forbud kan medføre omgående bortvisning.

Egmont Højskolen er alkoholfri i hverdagene, hvilket betyder at alkohol kun er tilladt på aftener, hvor der ikke er undervisning dagen efter.

Alkohol købes i elevernes egen café. Du må ikke have alkohol på værelset til hverdag.

Eleverne etablerer en café, som sælger vand, øl, vin og spiritus. Mere info ved semesterstart.

Rygning og brandalarmer

Det er ikke tilladt at ryge indendørs på Egmont Højskolen – heller ikke på elevværelserne, hvor der er opsat røgdetektorer.

Rygning foregår kun udendørs i særlige rygeområder med opstillede askebægre.

Røgdetektorerne er tilkoblet et automatisk alarmeringsanlæg, som betyder, at der går en alarm direkte til Odder Brandvæsen. Alarmen udløses, hvis du ryger på dit værelse, eller hvis du forsøger at tildække eller tage røgalarmen ned.

En sådan alarm medfører en bøde på kr. 5.200, som du selv skal betale.

Vi anvender cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse på vores hjemmeside. Ved fortsat brug af siden godkender du vores cookie- og privatlivspolitik.